Træning og kost
24. september 2012

Så skadeligt er det at overtræne!

Du kan køre din krop helt ned, hvis du træner for meget. Det er ikke bare usundt ... det er også decideret farligt.
Af: Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk/SlankeDoktor.dk
Så skadeligt er det at overtræne!

Foto: All Over

Uro i kroppen om aftenen og en enorm træthed er et par af de tegn, der kan vise sig, når man træner for meget. Det er der ifølge Anne Bech, der er personlig træner og forfatter til bogen 'Guide til gudindekrop', rigtig mange motionister, der gør. Og det er bestemt ikke ufarligt at provokere kroppen på den måde.
"Når du overtræner, sætter du alarmberedskabet i din krop i gang. Den tror simpelthen, at der er krise, og det gør, den ikke kan falde til ro. Stresshormonerne adrenalin og kortisol bliver ved med at være i høj produktion og kører rundt i kroppen", forklarer Anne Bech til Alive.dk.

Kroppen kan ikke holde til det

Overtræner man, kan man øge risikoen for skader, og man ødelægger faktisk kroppen.
"Når vi træner, ødelægges muskelfibrene, og når vi hviler os bagefter, bygges de sammen igen og bliver stærkere. Hvis man ikke hviler sig, bliver de altså ødelagt, ødelagt og ødelagt. Og til sidst får man en fibersprængning eller noget andet, fordi kroppen ikke er stærk nok", siger Anne Bech og fortsætter:
"Din krop kan ikke holde til det. Den bliver slidt af hele tiden at være belastet. Det kan bl.a. betyde, at dit immunforsvar ikke kan holde dig rask, og at en simpel forkølelse bliver til feber i en hel måned."

Husk pausedage og variation i træning

Anne Bech understreger, at det er vigtigt at have to pausedage fra træningen om ugen, og at det i øvrigt er en god idé at variere træningen, så man ikke belaster de samme muskelgrupper to dage i træk.
"Hvis du bliver ved med at træne, får kroppen ikke ro. Så giv gerne kroppen 24-48 timer til at restituere og tag to træningsfridage om ugen", råder Anne Bech.

Overtræning giver uro
Overtræning kan føre til uro i kroppen om aftenen ved sengetid, og har du tendens til kramper, kan det også opstå i løbet af natten.


"Hvis du tit får kramper, kan det hjælpe at spise en banan ved 20-tiden. Bananer indeholder kalium, som er med til at berolige kroppen. Det er også vigtigt at spise magnesium som tilskud om aftenen, da det også er med til at berolige musklerne", siger træningseksperten.

Læs mere om:

Læs også