Pollenallergi: Sådan klarer du dig igennem pollensæsonen
Foto: Unsplash og Shutterstock
Op mod en million danskere lider af pollenallergi.
Høfeber er den samlede betegnelse for allergi, der rammer øjnene og næsen. Der er flest mennesker, der er allergisk over for pollen.
Pollenallergi viser sig ved, at du nyser, din næse er tilstoppet, og dine øjne er røde og klør.
Nogle oplever også, at deres øjne løber i vand, at deres øjne bliver følsomme over for lys, og at øjenlågene hæver sig.
Hvad er pollenallergi?
I følge Sundhed.dk viser pollenallergi sig ved kløende øjne, løbende næse og nyseture.
Hvis du i sommerperioden oplever disse symptomer mere en normalt, så er du sandsynligvis allergisk overfor pollen.
Mange mennesker oplever også at føle sig trætte og uoplagte i pollensæsonen, hvis de er allergiske overfor pollen.
Pollen kommer fra vindbestøvede planter, som spreder sig, når det blæser, hvilket gør at du bliver udsat for pollen.
Kilde: Sundhed.dk
Symptomer på pollenallergi
Som beskrevet ovenfor så er forkølelse og løbende næse de mest almindelige symptomer ved pollenallergi.
Det er også meget normalt at blive rigtig træt, uoplagt og meget generet af dine høfebersymptomer.
Nogle beskriver det næsten, som om de har influenza, når høfeberen raser, skriver Astma-Allergi Danmark på dens hjemmeside.
Hvis du kan genkende disse gener, og symptomerne opstår på bestemte tidspunkter af året, kan der være en risiko for, at du er allergisk overfor pollen.
Hvad kan jeg gøre mod pollenallergi?
Rådgivningschef for Astma-Allergi Danmark Betina Hjorth fortæller, at det vigtigste du kan gøre, hvis du er pollenallergiker, er at holde øje med sæsonen.
- Den bedste måde man kan gøre det på, er at downloade vores app, hvor man kan se en fem-døgns prognose over niveauet af pollen. På den måde er det nemmere at planlægge ens liv.
Betina Hjorth påpeger også, at det er rigtig vigtigt at passe sin behandling.
- Det er umuligt at undgå pollen, derfor er det vigtigt at holde øje med sine symptomer og behandle dem med øjendråber, næsespray og antihistaminer, som er den måde man kan behandle pollenallergi.
Bekymret for et modermærke? Det her skal du holde øje med
Sådan mindsker du symptomer på pollenallergi
Herunder har Astma-Allergi Danmark samlet de bedste råd til, hvordan du mindsker dine symptomer, hvis du har pollenallergi.
Udendørs
- Husk din medicin.
- Undgå eller begræns udendørsaktiviteter såsom idræt, hvis du får svære symptomer.
- Mindsk pollen i øjnene ved at bruge solbriller eller cykelbriller.
- Brug evt. en pollenmaske, så du ikke indånder luft med pollen.
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
- Hvis du har allergi over for svampesporer, så undgå skoven, når det er fugtigt eller lige har regnet.
- På cykel bliver du udsat for store mængder pollen. Jo mere du anstrenger dig, jo mere pollenforurenet luft trækker du ned i lungerne. Derfor er det vigtigt, at du er velbehandlet, hvis du cykler meget og har høfeber.
Indendørs
- Sørg for at få luftet ud, så du får et godt indeklima, men undgå at lufte ud midt på dagen, hvor der normalt er mest pollen i luften.
- Pollen kan sætte sig i tøj, der bliver tørret udendørs. Brug hellere tørreloft eller -kælder. Alternativt tørretumbler i pollensæsonen. Tørring af tøj i boligen er problematisk, fordi det giver meget fugt og dårligt indeklima.
- Gør grundigt rent en gang om ugen. Så fjerner du de pollen, der sidder i støvet.
- Tag eventuelt et brusebad før sengetid for at skylle pollen ud af håret.
- Har du et ventilationsanlæg i boligen, kan du undersøge, om der kan monteres et pollenfilter.
I bilen og i haven
- Lad andre slå din græsplæne, hvis du har allergi over for græspollen. Mange med allergi over for græspollen reagerer også på saften i græsset.
- Lad andre vende kompostbunken og undgå træflis i blomsterbedene.
- Hold bilens døre, soltag og vinduer lukket.
- Installer eventuelt et pollenfilter i ventilationsanlægget.
- Indstil ventilationen på recirkulation.
Hvad er pollentallet?
For at kunne vurdere hvor meget pollen du vil blive udsat for på den enkelte dag, så kan du altid følge med i dagens pollental.
Pollentallet indikerer, hvor meget pollen der er i luften, og hvor vi er i selve pollensæsonen, hvilket bliver udsendt af Astma-Allergi Danmark.
Du finde dagens pollental her.
Kilder: Sundhed.dk og Astma-Allergi Danmark