Syv måder, du kan spotte en løgner på

Man må ikke lyve. Det er noget af det første, vi lærer. Alligevel gør vi det.

Og nogle gange er det måske fint nok, at vi fortæller hinanden, at vi slet ikke ser trætte ud, selv om vi ved, at det er løgn.

Andre gange er sandheden af foretrække, og så er det rart at kunne gennemskue løgnen.

Forfatteren bag "3 er løgnerens tal", Peer Kaae, giver dig her syv typiske tegn på, at mennesker lyver:

1. Alle gode gange tre.

Der er noget ved tallet 3. Det optræder i eventyrene, og det optræder i løgnehistorier.

– Hvis en person skal vælge et tal, når de lyver, så vælger de ofte tallet tre, siger Peer Kaae, der udover at være journalist og forfatter har studeret såkaldt statementanalyse – en metode som ifølge ham anvendes hos både CIA og i den israelske efterretningstjeneste til at afdække løgn.

– Tallet tre ligger parat i vores underbevidsthed, og når vi lyver, springer det frem fra hjernen som intet andet tal, skriver han i sin bog.

– Det vil sige, at hvis man i forvejen er mistænkelig over for det, en person siger, og tallet tre optræder, så ville jeg undersøge det, der bliver sagt, lidt nærmere. Og tallet behøver ikke optræde alene. Det kan også være som 30, 3.000 eller 3 millioner.

Peter Madsen fortalte f.eks. at hans ubåd sank på 30 sekunder, siger Peer Kaae og fortæller, at en, der lyver om tidspunkter, også ofte vil bruge tidspunktet kl. 3 – eller deromkring.

– Det er også en form for gylden mellemvej. Hvis der f.eks. er tale om, hvornår man kom hjem fra en bytur, så lyder kl. 23 lidt for tidligt, mens kl. 7 er for sent.

Er man skeptisk over for det, Peer Kaae siger, foreslår han, at man lige ”løgnetjekker” sig selv, næste gang tallet tre kommer ud af munden på én.

– Hvis du f.eks. siger, at du har gjort noget tre gange, så tænk lige over det: Var det tre? Eller var det måske to eller fire?

Han understreger, at det selvfølgelig er sådan, at man nogle gange rent faktisk har gjort noget tre gange eller er kommet hjem ved tretiden.

Derfor kan man naturligvis heller ikke udråbe nogen til løgner, bare fordi de bruger tallet tre. Man skal se på konteksten: Er der andre grunde til at være mistænksom? Lyder det, personen siger, ellers realistisk? Osv.

2. Fem sekunders svartid

Det er nemt at svare ærligt; derfor falder et ærligt svar også hurtigere end et, der skal opfindes.

– Fem sekunders-reglen er en af CIAs kæpheste: Hvis du ikke er i stand til at svare på et spørgsmål inden for fem sekunder, er der noget galt, siger Peer Kaae og fortæller, at der også her selvfølgelig er undtagelser.

– Hvis jeg spørger dig, hvad du lavede den 12. februar 1999, må du selvfølgelig godt bruge længere tid end fem sekunder på at svare, men hvis jeg spørger dig om noget helt simpelt f.eks. ”har du slået din mor ihjel?”, eller hvis du spørger din kæreste, ”hvor var du i går?”, så skal svaret helst falde inden for fem sekunder. Hvis vi ikke har noget at skjule, svarer vi med det samme.

3. Hold øje med "vi" og "jeg"

Grundleddet i en sætning – det vil sige ord som ”jeg” og ”vi”, er ifølge Peer Kaae også værd at lægge mærke til.

– ”Vi” viser, at der er et særligt partnerskab mellem to mennesker. Har ens kæreste været i byen, hvor han har mødt Cille ”fra gamle dage”, og man spørger, hvad der skete, og han så svarer ”Cille og jeg gik ind på en bar og fik en drink”, så har man ikke noget at være nervøs for, men siger han ”Vi gik ind på en bar og fik en drink”, så er den værre, for det ”vi” indikerer, at der er et bånd mellem dem.

– Ordet ”jeg” er vigtigt, fordi man sjældent vil bruge det, hvis man lyver. Derimod ville man bruge ”man”, som i ”man kan jo ikke lade være med …”, eller du, ”du er jo ude i en situation …”, fordi man forsøger at undgå at tage ejerskab, siger Peer Kaae.

Han fortæller også, at man derfor som regel godt kan stole på ”jeg elsker dig”, når man får det at vide.

4. Løgne kommer i nutid

Når vi lyver, digter vi. Og når vi digter, begynder vi ofte at tale i nutid, fordi vi netop står og finder på det, samtidig med at vi taler, forklarer Peer Kaae.

– Det er ikke et helt så udtalt tegn på løgn på dansk, som det er på engelsk, for på dansk, begynder vi også ofte at tale i nutid, hvis vi skal forklare noget dramatisk.

– Men dér hvor man skal blive mistænkelig, er når folk skifter fra datid til nutid i en fortælling, for så kan det være et udtryk for, at de begynder at lyve, fordi de dér begynder at improvisere. Mest mistænkeligt er det, hvis det sker på et følelsesladet tidspunkt

5. Folk svarer ikke på spørgsmålet

Folk vil egentlig helst ikke lyve. Så når de ikke svarer på det spørgsmål, de bliver stillet, er det et godt tegn på, at de har noget, de ikke vil fortælle, forklarer Peer Kaae.

Som da cykelrytteren Bjarne Riis blev spurgt, om han havde taget doping, og i stedet for at svare på spørgsmålet sagde: ”Jeg er aldrig blevet testet positiv.”

– På den måde kan man dække en løgn ved at svare på spørgsmålet med en anden sandhed, siger Peer Kaae.

Men man kan også forsøge at dække over sin løgn ved at tale udenom eller måske insinuere, at spørgeren er mistroisk.

– Som hvis man spørger sin kæreste, om han har været en utro, og han i stedet for at svare siger: ”Hvordan kan du tro det?”

6. Hvad bliver ikke sagt

Når folk har noget, de ikke vil fortælle, er der ofte huller i deres historie, og her er nogle ord særligt gode til at dække over dem, fortæller Peer Kaae.

– Det er ord som ”derefter”, ”bagefter” eller ”senere”. De udfordrer tidsrammen.

Det kan være, at ens chef spørger, hvor man har været, og man så siger: ”Jeg var til møde, og derefter tog jeg tilbage på arbejdet.” ”Derefter hvad?"

Hvis man var taget direkte fra møde tilbage til arbejdet, kunne man jo bare sige ”Jeg var til møde, og så tog jeg tilbage på arbejdet”, så det ”derefter” dækker over noget.

7. En hurtig afslutning

Som sagt: Vi vil helst ikke lyve, og derfor vil en løgner ifølge Peer Kaae også helst afslutte sin løgnehistorie hurtigst muligt.

– En sandfærdig historie har en speciel rytme. Hvis man nu kommer for sent på arbejde, fordi man er faldet på sin cykel, vil man fortælle, hvad der skete, og afslutte med at sige, hvordan man havde det bagefter, om man f.eks. slog sig eller blev forskrækket.

Er historien løgn, vil man bruge længere tid på introen, f.eks. at man havde en travl morgen, hvilket sagtens kan være rigtigt, og så korte historien af hurtigere og ikke fortælle om ens efterfølgende reaktion, fordi man jo ikke har haft nogen.