Manu Sareen fik konstateret ADHD: "Jeg har altid haft det … mærkeligt. Og har ikke kunnet forstå hvorfor"

Vi har mødt hinanden før, men er det virkelig den samme mand?

Dengang i 2014 var han nyskilt, far til tre og social- og integrationsminister – PET fulgte ham tæt.

Nu er han far til fire, skilt igen-igen, har uddannet sig til coach og sexolog og har købt en camper, som han har lavet om til et rullende kontor, så han mutters alene kan køre ud til havet og skrive.

Det eneste, der er det samme, er faktisk lejligheden på Gammel Kongevej i København og stuen med sofaen, hvor han, efter rød blok tabte valget i 2015, og han pakkede ministerkontoret sammen, lagde sig og blev liggende i et helt år for at komme sig.

– Det er meget illustrativt, for det ER i virkeligheden to vidt forskellige mennesker.

Siger han selv.

Manu Sareen er en ærlig mand. Så ærlig, at han med egne ord af og til kom til at lægge røven i klaskehøjde, da han var politiker på eliteniveau.

Men der er alligevel noget, han har holdt lidt skjult de sidste tre år. Det er det, han har skrevet om i sin bog nummer 28(!): ”Hører du overhovedet efter? – fortællinger om at leve med ADHD”.

For tre år siden fik han diagnosen: ADHD med en snert bipolar 2. Det satte en masse på plads for ham.

– Jeg har altid haft det … mærkeligt. Og har ikke kunnet forstå hvorfor. I arbejdet med bogen er det gået op for mig, at alle med ADHD føler sig mærkelige i deres barndom og ungdom. Jeg har også altid følt mig anderledes.

– Og du ved … jeg blev altid smidt ud af klassen. Jeg havde brug for at sige noget sjovt, fordi jeg havde den der energi, det skulle bare UD på en eller anden måde. Desværre syntes lærerne ikke altid, at det var sjovt ...

Som ung fik han hjælp på ungdomspsykiatrisk afdeling. Men gik derfra uden en forklaring på sin anderledeshed. Da han endelig fik diagnosen som 51-årig, skulle han lige æde den:

– Det var nyt for mig, at jeg var psykisk syg i virkeligheden. Hele mit liv ramlede: Hvem er jeg egentlig?

10 antenner åbne

Sofaen står foran vinduet. Men helt tropisk regnskovsagtigt er både karm og gulv mellem sofaen og vinduet FYLDT med grønne planter i alle størrelser.

Det skærmer, giver ro.

– Når man har ADHD, har man 10 antenner åbne hele tiden. Det er det, der gør, at jeg kan nå alt det, jeg kan i mit liv. Men det betyder også, at jeg ikke bare kan lukke de antenner af.

– Når vi sidder her og snakker, hører jeg også regnen og bilerne derude og alt muligt andet. Det er med til at stimulere min hjerne, men desværre ikke altid i en god retning. Det resulterer i overstimulering.

– Og når man overbelaster sin hjerne, får man lidt småangst. Du ved … jeg er hele tiden ramlet ind i nogle ting, og ingen har kunnet give mig en forklaring.

– Min hjerne kører så meget på overload. Hvis den ikke får en pause, brænder den sammen, og det har den været tæt på mange gange. Især da jeg var minister. Der var jo ikke nogen pauser. Jeg havde et møde hver halve time og skulle hver dag læse et par hundrede sider til næste dag.

– ADHD er det modsatte. Man skal have struktur, man skal vide, hvad der sker, man skal have pauser. Altså … det var så sindssygt.

Så årsagen til, at han lå på sin sofa et helt år efter valget i 2015, havde rod i den ADHD:

– Jeg var bare helt ødelagt. Jeg havde skullet sidde ned i alt for mange timer.

Et eksempel af de morsomme: Som minister skulle han til gallamiddage og nytårstaffel hos dronningen.

Etiketten foreskriver, at ingen rejser sig, før majestæten har rejst sig. Manu kunne simpelthen ikke lade være.

Han MÅTTE bare ud, ud, ud – på toilettet. (Han tog også et billede af toilettet hos dronningen, men det siger vi ikke til nogen. Det var også et helt almindeligt toilet).

– Jeg skulle sidde ned hos dronningen, men det hele kørte bare på mig. Så jeg gjorde det to gange. Både til en gallamiddag og til et nytårstaffel.

Første gang fik han en irettesættelse af en fra hoffet. Ikke desto mindre gjorde han det altså igen.

– Jamen du ved … det GÅR jo på mig … Så dér brød jeg virkelig etiketten. Det er det samme, når jeg har været til politiske møder og alt muligt andet. Jeg håber ikke, at folk har lagt mærke til det … Men jeg skulle bare UD. Så sagde jeg som undskyldning, at jeg havde en rygskade, eller også skulle jeg tisse hele tiden.

- Jeg kunne bare ikke ha’ det, vel? Det kørte i mig. Problemet er også, at det er sindssygt svært at koncentrere sig i så lang tid ad gangen, når man har ADHD, så jeg øvede virkelig vold på mig selv i den tid.

Hvad er din største aha-oplevelse i forbindelse med diagnosen?

– En af de største har været, at jeg ikke har vidst, at det er lidt, som om min hjerne keder sig, så den skal have et nyt kick hele tiden. Det betyder, at jeg tager beslutninger, hvor jeg bagefter har tænkt: Hvorfor i alverden gjorde jeg egentlig det?

– For eksempel var jeg medlem af De Radikale, men efter valget havde jeg det pludselig sådan: Der skal ske noget nyt, jeg melder mig ind hos Alternativet. Da jeg havde gjort det, tænkte jeg: Hvorfor fanden gjorde jeg egentlig det? Jeg vidste det ikke. Men det var bare, fordi jeg havde brug for et kick.

– Eller jeg sidder og keder mig og er på nettet, og pludselig er der en bil på vej til mig fra Sri Lanka i en container. En veteranbil, som jeg har bestilt. Og dér står den, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved den.

Hvor er den nu?

– Jamen jeg måtte jo sælge den og tabte, jeg ved ikke hvor mange penge. Det var en Morris Minor cabriolet. Den var bare så fin … Men det er det, der sker.

– Jeg er på nettet, og pludselig har jeg bestilt en rejse, og så finder jeg ud af, at jeg jo ikke engang har ferie. Eller jeg tænker, hvad fanden skal jeg lave? Jeg tager sgu flycertifikat. Så begynder jeg på det. Det er bare sådan hele tiden. Nu er jeg bare bevidst om det.

Og han har lært ”mestringsstrategier” for at styre sin ADHD.

Medicin?

– Det prøvede jeg. Ritalin. Og det hjalp. Jeg har sådan en brusende flod inde i mig. Shuuuush. Ritalinen stoppede den fuldstændig. Det var første gang i mit liv, jeg oplevede det. Jeg tager ikke medicin nu. Jeg har nogle ritalin, der varer i tre timer og KUN tre timer.

– Så hvis jeg skal et eller andet, der kræver min opmærksomhed, kan jeg tage det, og så kan jeg love dig for, at jeg kan fokusere. Men jeg har bare brug for at være mig selv, brug for at kunne arbejde på fuld power, og man mister lidt det kreative lag, og det kan jeg ikke miste.

– Det er det, der gør mig til Manu, det, der giver mig styrke i livet. Jeg har skrevet 28 bøger. Den her bog er typisk for en med ADHD. 238 sider. Jeg var færdig på to måneder.

Fed faldskærm

Senest har man kunnet opleve Manu afprøve sit skuespiltalent i DR’s ”Den store premiere”.

Og så har han også meldt sig som opstillet for Socialdemokratiet på Frederiksberg til næste kommunalvalg. Der skal jo ske noget nyt, ikke …

– Styrken er, at jeg når alle mine drømme. Men ulempen … jeg kan ikke konsekvensberegne. Det betyder, at jeg bare giver den maks. gas.

Så ser man lige Manu otte-ni år gammel. Han har fået en idé: En paraply må da kunne bruges som faldskærm.

– Jeg foldede den ud, og så kastede jeg mig bare ud fra første sal og tænkte ”fed faldskærm, det her”. Den klaskede sammen, og så røg jeg ned og smadrede mig gul og blå.

Manu kom til Danmark sammen med sine forældre fra Punjab i Indien i 1967.

– Det heldigste, der er sket for mig, er rent faktisk, at jeg er kommet til Danmark, fordi jeg bor i verdens bedste land. Prøv at se, hvor dejligt jeg har det, hvor fedt jeg har det. Jeg tænker tit: Hvad nu, hvis min mor og far var blevet i Indien? Hvad var der blevet af mig? Jeg kan få det helt skidt.

– Det er også derfor, jeg er så glad for at have engageret mig så meget i politik i mit liv. Det er min måde at være dybt taknemmelig på, og det vil jeg altid være. Derudover har jeg da været enormt heldig, at jeg har kunnet bruge al den modstand og alt det lort i mit liv til at vende det om.

For ADHD er faktisk en medvirkende faktor, når det gælder risikoen for at komme galt af sted i livet – ikke bare når det gælder barnligt hasarderede handlinger som udspring med paraply.

– 30-40 procent af dem, der sidder i fængsel, har ADHD. Vi kører oftere galt i trafikken. Vi bliver oftere skilt. Vi fylder mere i voldsstatistikkerne. Det er først nu, jeg kan se, hvor stor en styrke jeg egentlig har haft.

– Jeg har faktisk kunnet bruge min ADHD. Jeg har en helt utrolig stærk vilje, som har bragt mig igennem det her.

Kunne du være endt i fængsel?

– Hmmm. Det tror jeg ikke, men jeg kunne helt klart være endt i at klare mig meget, meget skidt. Fordi … hele min omgangskreds var sådan … du ved … Altså jeg røg jo. Når jeg som teenager røg pot eller cannabis, virkede det lidt, som ritalinen sjovt nok gør nu.

– Der er så mange, der har ADHD, som selvmedicinerer sig med cannabis. Det virkede også SÅ dulmende for mig, og jeg kunne godt have fortsat den ”rejse”.

– Det gjorde jeg heldigvis ikke, selv om det lå ligefor. Der er mange af mine venner, der desværre fortsatte, hvor jeg stoppede …

Glad for kvinder

Manu vender flere gange i bogen tilbage til et emne, der har fyldt en del i hans liv: Kvinder.

Og hvad hans ADHD egentlig har betydet i den forbindelse.

– Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor jeg har været så glad for kvinder, men jeg har altså været superglad for kvindeligt selskab. Det bedste i min skolegang var, da pigerne pludselig begyndte at blive interesserede i mig, da jeg kom i syvende-ottende-niende klasse.

– Det viste sig siden, at kvinder gav mig et åndehul, som jeg aldrig nogensinde havde oplevet før. Det var sådan en ø for mig.

– Ved at være sammen med dem SKETE der bare et eller andet med mig, når vi lå i sengen, eller efter vi havde dyrket sex.

– Jeg har fået at vide af psykiatere og psykologer, at man ikke altid kan regulere sig selv, når man har et overbelastet nervesystem. Jeg kan ikke regulere mine følelser, så det at være sammen med et andet menneske fysisk – altså så er hun faktisk med til at regulere mig.

– Jeg regulerer mig igennem hende. Når jeg er sammen med en kvinde, får jeg hendes ro over i mig, fordi jeg ikke altid kan gøre det selv.

– Det var en aha-oplevelse igennem bogen, for jeg har jo altid haft en kæreste, jeg har altid haft … en eller anden, og … hvis jeg mødte en ny kvinde, så var sexen selvfølgelig dejlig, men det var faktisk ikke det, der var det vigtigste for mig. For mig var det, at vi lå og var sammen og nussede hinanden.

Hvad med nu?

– Det er det samme.

Kæreste?

– Nej. Altså der er meget i mig, der skriger efter at få en kæreste, det kan jeg godt love dig for. For jeg vil GERNE have en kæreste, også fordi det er første gang i mit liv, jeg har været alene i så lang tid. Halvandet år. Det har jeg aldrig prøvet før. Det er svært, men det er med vilje.

For at få ro til at finde dig selv?

– Altså min far døde … Da min mor døde i 2008, havde jeg så travlt som politiker, at jeg ikke fik sørget over det. Men så døde min far i januar sidste år, i februar blev jeg skilt, i marts kom corona.

– Pludselig havde jeg hverken en mor, en far eller en kæreste. Jeg havde ikke nogen. Og du ved … jeg har altid defineret mig igennem et andet menneske.

– Så jeg gik ind i sorgen, og så prøvede jeg også at finde ud af: Hvad er det, der gør, at jeg hele tiden har brug for at skulle have en kæreste? Så det har været et bevidst valg fra min side. Det har været det sværeste valg i mit liv at stå så meget alene og mærke den ensomhed, der kan ligge i ikke at have nogen som helst.

– Det har været det mest ulykkelige år i mit liv. Men igennem den proces endte det med at blive det mest lykkelige år af mit liv. Det har faktisk været sindssygt fedt.

– Men jeg måtte klart sige til mig selv: Prøv lige at holde alting væk Manu. Lad være med at lade dig blive forført af din hjerne og din lyst til at få en kæreste lige nu.

– Og jo, det har været svært. Og jo, jeg kan nok godt få mig en kæreste, hvis jeg vil. Længslen er ikke stor nok endnu. Men den er der. Og det skal nok komme.

Har du fundet mere ro i din egen seksualitet?

– Det har jeg sgu ikke tænkt over. Fordi jeg har været alene. Prøv at høre: Meget af det, jeg har gjort, har jo bare været mig og har ikke noget med diagnosen at gøre. Så det ved jeg faktisk ikke.

Nu er du jo snart sexolog …

– Ja, jeg tager alle de frugter, som jeg synes er lækre! Hele sexologuddannelsen er sindssygt spændende. Det er en energi, vi alle sammen har i os.

– Sex betyder SÅ meget mellem os, og det er utroligt, hvor lidt folk snakker om det, og hvor lidt det fylder i deres liv, når det er så vigtigt. Og det er utroligt, hvor MEGET plads til forbedring der er. Jamen det er rigtigt!

Både hos mænd og kvinder?

– Ja, det KAN jeg godt love dig for. Og hvor lidt kvinder ved om mænds seksualitet. Og omvendt. Jeg har virkelig beskæftiget mig meget med, hvor lidt mænd spørger kvinder: Hvordan vil du egentlig have det?

– Vi har scriptet, at vi gør sådan og sådan. Hvorfor tager vi det ikke op som pus-samtaler – partnerudviklingssamtaler. Hvor vi snakker om: Hvordan er vores seksualitet? Er det egentlig, som du gerne vil have det? Er det for langt? Er det for kort? Gør jeg det rigtigt? Altså når jeg slikker dig, vil du have det langsommere?

– For vi SNAKKER jo ikke om det. Jeg har fundet ud af, at det er virkelig scriptet i de allerfleste hjem: Du gør sådan, jeg gør sådan, du gør sådan. Kom. Kom. Så er vi der.

Så er den ged barberet?

– Ja, så er den ged barberet, og det synes jeg er vildt interessant …

Alt ramlede

Efter skilsmissen fra Anya, der er mor til hans tre store børn, blev han gift med Solvejg og fik sit fjerde barn.

Du fik en lille pige for fire år siden …

– Jeg ved godt, hvor du vil henad …

Du fortæller i bogen, at det faktisk går ret fint med dig og din nye kone. Indtil I får den lille pige. Hvad er det, der går galt for dig?

– Det, der går galt, er det samme, som gik galt første gang, jeg fik et barn: Cilja med Anya. Hvor ALT ramlede for mig, der skete ting i mit hoved, jeg vidste ikke hvorfor, og jeg flyttede.

– Jeg kom heldigvis hurtigt tilbage, og Anya og jeg kiggede på hinanden og sagde: ”Det her skal bare fungere.” Uden at vide, hvad det handlede om, vidste vi, at hvis jeg skulle kunne være i det, skulle jeg have struktur. Så det gjorde vi.

– Anya var rigtig god til at rumme mig. Hjælpe mig og alt muligt andet, da spidsbelastningen var allerstørst. Men det, der skete, kom bare tilbage tifold med barn nummer fire. For at være helt ærlig er det faktisk sket med alle børnene.

Nu er du så alene igen. Har du reflekteret over det med Anya, er det en ærgrelse i dit liv, at det overhovedet skete, at I gik fra hinanden? Et savn?

– Altså … det er jo et skideirriterende spørgsmål. Ha ha. For jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, om det OGSÅ var …

En hjernekortslutning?

– Ja. Men jeg har det lidt sådan, at jeg ikke vil gå derhen. For jeg kan ikke gå hen og åbne den dør og finde ud af, at det var det.

– For så har jeg forvoldt andre mennesker så meget smerte på grund af en eller anden dum kemisk ting. Altså jeg kan ikke engang gå HEN og åbne den dør. Jeg har tænkt tanken. Og ja, det er et savn.

– Jeg savner jo dybden. Jeg savner … du ved … alt det, der var. Men jeg tør ikke gå derhen og tænke den tanke til ende, fordi jeg er så bange for at se, hvad der står. Selv om jeg har en god fornemmelse af det. Giver det mening? Så dit spørgsmål er rigtig grimt, synes jeg.

Afværgende latter.

Ondt i maven

Manu er en ærlig mand, og tak for det. Som politiker var han en af de meget få, der var interessante at interviewe – fordi han altid sagde, hvad han mente.

– Det har også bragt mig i sindssygt mange problemer. Det er lige meget, sådan er det bare. Men man får SÅ mange slag for det.

Og du er ikke en god løgner?

– Jo, det kunne jeg sagtens være. Jo jo, for ellers kan du ikke være i politik. Men jeg får bare ondt i maven. Det er der, forskellen er. Jeg får rigtig ondt i maven.

Og nu er du på vej tilbage til det politiske liv?

– Jeg har ikke savnet det før indtil for nylig. Denne gang har jeg virkelig tænkt meget over det. For jeg har ikke villet. Jeg har ikke savnet politik på nogen som helst måde.

– Tværtimod, for jeg synes, det har skadet mig rigtig meget som menneske. Jeg har set så meget ondskab, og jeg har set så mange knive og oplevet så meget uretfærdighed, og det er så dysfunktionelt.

– Men jeg føler mig altså også moden på en anden måde. Jeg er 54. Du ved … ren Kierkegaard: Livet leves forfra og forstås bagfra. Jeg forstår mig bare på en helt anden måde. Jeg har ikke mit ego, der skal forføre mig længere.

– Noget af det, jeg har kæmpet allermest med, siden jeg stoppede som minister, har været mit ego, for jeg har hele mit liv ladet mig forføre af mit ego.

– Denne gang har jeg virkelig navigeret efter mit hjerte. Vil jeg gerne ind og gøre en forskel på et andet plan? Ja, det vil jeg gerne. Også fordi jeg har så meget lyst til og brug for at være en del af et fællesskab.

– Jeg kan bare mærke savnet efter at være en del af noget: Hey, vi er sammen, vi vil gerne opnå det og det, hvordan gør vi det? Da jeg blev spurgt, tænkte jeg først NEJ. Men jeg kunne mærke den lille bitte bacille. Den bredte sig i hele min krop, og der er den så bare stadig.

Men han holder sig til kommunalpolitikken lige nu. OGSÅ fordi han ADHD-mæssigt ikke skal lege med ilden.

Det er en ny mestringsstrategi at sige nej tak.

– Jeg er også blevet spurgt, om jeg ville på Christiansborg, og jeg har sagt blankt nej. Folk forstår det ikke. Orh, det er da der, det fede er. Men jeg ville blive sindssyg af det, og jeg ville bringe min røv så meget i klaskehøjde igen. Jeg kan ikke. Jeg har ikke lyst til det igen.

– Det er så traumatisk for mig, at jeg ikke har været derinde i fem-seks år, og jeg kører stadig helst ikke forbi Christiansborg i bil. For jeg har set så mange få halsen ”skåret over”, jeg har set folk kaste hinanden ind under bussen, jeg har set, hvordan folk har lækket historier om hinanden.

– Så når jeg bliver spurgt: ”Hvorfor kommunalpolitik?”, kan jeg svare, at det er, fordi det er så fedt at komme ud på ”landet” igen.

"Vi skal grine os gennem livet"

Manu Sareen spiller efter sine egne regler. Han følger ikke normer, han bryder sig ikke om systemer, han bryder ud af dem.

Hvis det er en sideeffekt af ADHD, er det i hans udgave et sundhedstegn. Fordi han bliver et lykkeligere menneske af det.

Svend Brinkmann sagde for nylig i Berlingske: ”Hvis de, vi giver ADHD-diagnoser, var født i en anden tid, hvor risikovillighed og evnen til at forstå omgivelserne hurtigt var vigtigere end evnen til fordybelse, kunne de have været stammens ledere”.

Det lyder som Manu, ikke? Måske er det på tide at fokusere på diagnosens positive sider. Som Manu.

– For det første ser jeg altid muligheder i stedet for begrænsninger. Der er konstant muligheder, og jeg har det lidt sådan: Livet er så sindssygt kort.

– Vi skal lave ting, der er sjove, vi skal grine os igennem livet, vi skal plukke de frugter, der er. Man kan ikke komme mig i en kasse. Det ville jeg dø over. Jeg er nødt til at bryde konventionerne. Jeg synes simpelthen, at vores liv nemt bliver så enormt konformt.

Hvad har livet lært dig om dig selv?

– Livet har lært mig at bruge al min tid på mine børn. Fordi det er bare det vigtigste. Jeg er så enormt ked af, at jeg ikke gjorde det med min mor og far, for jeg savner dem helt vildt meget, og nu er de her ikke mere.

– Det har lært mig, at døden bare er uigenkaldelig, og at det er, mens vi er her, at vi er nødt til at elske. Og det gør jeg