"Min mor er aldrig gået op i ægteskaber, men for mig har det altid været en kæmpe drøm at blive gift"

For syv år siden, da Rosalinde Mynsters far, skuespilleren Søren Spanning, blev ramt af en blodprop i hjernen, tog Rosalinde sig ikke rigtig af det.

I hvert fald ikke udadtil. For han var jo stadig i live. Og det skulle nok gå, det hele, tænkte hun.

Men inderst inde var der gået en proces i gang, hun ikke selv var herre over.

– Jeg var blevet sådan isklump-agtig indeni og blev mere og mere fremmed over for alting. Jeg følte ikke så meget og kunne ikke huske, hvornår jeg for eksempel sidst havde haft et ægte grineflip. Det er jo sådan en beskyttelse, man kan lave i sig selv; man lukker lidt ned for det hele.

– Så det tog noget tid at komme ud af det og for alvor begynde at deale med, at min far var i den situation. Og sige til mig selv, at det er okay at være ked af det og savne den, han var, selv om han stadig var i live.

Der er sket meget i Rosalinde Mynsters liv siden vores sidste møde for snart otte år siden.

Dengang stod hun med det ene ben i Hollywood og det andet i hendes og ekskæresten, filminstruktør Nikolaj Arcels fælles lejlighed på Islands Brygge.

Hun røg stadig hjemmerullede cigaretter, og det var ikke længe siden, hun havde erkendt, at det rent faktisk var skuespiller, hun gerne ville være. For hun havde brugt lang tid på at kæmpe imod.

Ikke fordi hun ikke brød sig om skuespillerfaget, men fordi hun kendte det lidt for godt fra sine forældre, Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, og havde modstand på bare at gå den slagne vej.

Den vej, man forventede, hun ville gå. Hun ville gå sin egen vej. Lave noget, der var helt hendes eget.

Og selv om Rosalinde Mynster i dag er en anerkendt skuespiller – præcis ligesom sine forældre – så er hun stadig helt sin egen i dag, hvor jeg møder hende i det smukke Odd Fellow Palæ i København, som Grønnegårds Teatret har lånt til prøverne på Holberg-stykket ”Jean de France”.

Indad – ikke opad

– Jeg har altid lavet rigtig mange ting ved siden af skuespillet, så mit liv er ikke bundet op på de roller, jeg gerne vil have. Indimellem synes jeg, at det er rigtig fint at lave så lidt som muligt, så jeg har tid til andre ting.

– Jeg interesserer mig for så mange ting, som i sin grundkerne er kunst og det at udtrykke sig – på alle mulige måder. Så min ambition er ikke at opnå mere og mere hele tiden, men at være glad i det, der er.

– Og i stedet for at tænke på sit arbejdsliv som noget, man hele tiden skal op ad, så tænke, at man skal videre indad. Jeg tror i hvert fald, at det gør mig til en bedre skuespiller at tænke sådan. Jeg har brugt lang tid på at finde mig til rette i faget, jeg ville gerne finde min egen vej i det.

– Mine forældre har jo arbejdet rigtig meget, og jeg er nået frem til, at jeg ikke kan være skuespiller på samme måde, som de har været. Jeg har brug for refleksionsperioder.

– Og tid, hvor jeg arbejder alene og med anden form for kunst, siger Rosalinde Mynster, som tror, at der er mange i hendes generation, som begynder at finde ud af, at de vil defineres af noget andet end deres arbejde.

– Vi er på en måde blevet opdraget til, at vores arbejde skal være alt: Vores identitet, vores lykke og det sted, vi skal lægge vores ambitioner.

– Selvfølgelig er jeg ambitiøs på projektets vegne, når jeg laver noget, men jeg har ikke nogen drøm om at kravle op ad en karrierestige. Jeg har meget mere en ambition om at være et nærværende menneske, være glad og finde en måde at leve på, hvor jeg for eksempel kan være en god ven, en god kæreste, være der for min familie og opholde mig mere i naturen.

– Og jeg oplever, at mange af os har lyst til at have nogle lidenskaber, som ikke er vores arbejde, men som også definerer os.

Så man defineres af det, man er, og ikke det, man laver?

– Præcis. Der har jo i generationer tilbage været en tradition for, at man var sit arbejde.

Hvad er så dine lidenskaber?

– Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med mine venner og mine katte og min kæreste … Og så betyder det meget for mig at være i naturen.

– Vi bor midt på Vesterbro, hvor der ikke er meget natur, men så tager jeg til Langeland i vores familiehus, hvor jeg er kommet, siden jeg var to år. Det er også et hjem for mig. Men jeg ville gerne integrere naturen endnu mere i mit liv – måske have en have.

– Jeg elsker også at læse og se på kunst i alle afskygninger. Jeg læser tit gamle ting, for det er det sproglige og poetiske, der inspirerer mig. Min passion for teater og film er netop bundfæstet i at læse og forstå tekster.

– Fra jeg var helt ung, har jeg selv skrevet teaterstykker, og jeg har brugt meget tid på også at producere politisk teater og events. Jeg er meget aktiv i forhold til at gå til demonstrationer og udøve min demokratiske pligt på den måde.

– Men jeg synes, det kan være hårdt at være vidne til den politik, der bliver ført her i landet, og at alle visioner bliver væk i polemik, uden at man kan reagere.

– Der er så få politikere, der taler med hjertet, og det gør det svært at engagere sig med hjertet, fordi det hele alligevel er fake. De kan være så umenneskelige og grusomme, som de vil, og vi kan bare sidde og kigge på det. Det er dybt frustrerende.

Ny bolig og udlængsel

Efter seks år sammen med Nikolaj Arcel og et liv delvist i Danmark, delvist i Los Angeles, flyttede Rosalinde Mynster i 2015 hjem til København.

De første tre år boede hun i kollektiv med to andre, siden fik hun mulighed for at købe en lejlighed på Vesterbro, og da hun lige havde mødt musikeren Jakob Emil Lamdahl – ja, så skulle han da med op at se den.

– Vi havde været kærester i en måned eller sådan noget, og jeg havde været ude at rejse halvdelen af tiden. Jakob Emil hentede mig i lufthavnen, og så tog vi ud og kiggede på denne her gigantiske lejlighed.

– Vi havde begge to boet på mærkelige værelser altid, så 114 kvadratmeter var helt vildt! Og så spurgte jeg ham: ”Vil du også bo her? Vil du med?” fortæller Rosalinde med et stort grin.

– Vi drømmer meget om at rejse og bo forskellige steder i verden. Vi har rejst i Sydamerika sammen, og faktisk var det meningen, at vi skulle have boet i Berlin lige nu, men det gik i vasken på grund af corona.

– Jeg er sindssygt forkælet i forhold til at rejse. Jeg søger meget ud. Det er blevet sådan en frihedsting for mig. Men jeg prøver at gøre det klimabevidst, og hvis det er Europa, tager jeg tog eller bus. Jeg flyver kun, hvis jeg skal langt væk i lang tid, siger Rosalinde og ser helt skyldbevidst ud.

– Jeg ved godt, at det er overdrevet privilegeret, men jeg tror, at det er vigtigt, at man tager de udadsøgende længsler i sig selv alvorligt. Det er meget det, ”Jean De France” handler om: Længslen efter at drage ud og finde sig selv i andre kulturer, som er anderledes end det ”lille Danmark”.

– Da Jean de France kommer hjem fra Paris, synes alle, at han er latterlig og opblæst. Han er blevet dybt frankofil og selvoptaget i sine egne moderne manerer.

– Så på den ene side synes man, at han er en nar, men samtidig er han vidunderlig, fordi han kommer hjem og er fuldstændig modsat den danske jantelov og selvtilstrækkelighed.

– Det behov for at komme væk fra de vante rammer og finde nye væremåder i verden relaterer jeg meget til. Min drøm er at have en form for liv, hvor jeg kan komme væk nogle måneder om året.

– Jeg tænker sådan, at hvis jeg nu bliver gladere af at være i naturen, så må jeg jo gøre det. Og hvis jeg får det bedre af at komme hen i noget lys i det mørke måneder, så må jeg forsøge at indrette mit liv, så det kan lade sig gøre.

– Det er vigtigt for mig, at man ikke udskyder sine drømme og går og venter på den rigtige timing. Vi er så privilegerede med vores rødbedefarvede pas, og jeg er måske naiv, men jeg tror på, at man kan finde en måde at rejse Jorden rundt på med en lille kuffert og en krone på lommen. Man skal bare gøre det.

Frieri i pyjamas

Om morgenen den 28. september sidste år fik Rosalinde Mynster sig en overraskelse til morgenmaden. Jakob Emil faldt på knæ midt i rundstykkerne og friede til hende.

– Jeg tror, han har gået med den ring på sig i to år, for han ville vente til Det Rigtige Øjeblik. Men det endte med, at han tænkte: ”Fuck det. Nu frier jeg bare i min pyjamas!” griner Rosalinde.

Du kalder dig selv en gammel hippie – gamle hippier plejer da ikke at blive forlovet, gør de?

– Ha ha, nej, min mor syntes også, at det var rigtig underligt. Det var totalt antiklimaks at fortælle hende det, for hun var bare sådan: ”Nå, det er da fint nok.” Og jeg kom der og var vildt begejstret og sådan, ”Mor, mor, hør her!” Ha ha!

– Min mor er aldrig gået op i ægteskaber, men for mig har det bare altid været en kæmpe drøm at blive gift. Og her tænker jeg jo ikke på det der samfundsmæssige med, at det er borgerligt og fælles økonomi og alt det kedelige – jeg tænker kun romantisk!

– En smuk aften med en hel masse mennesker og kærlighed og en kæmpestor kage, siger Rosalinde og smiler over hele hovedet.

Har du fået ring på?

– Ja, jeg tør bare ikke at gå med den! Det er et arvestykke, Jakob Emil har fået af sin kære mormor, en kæmpestor prinsessering. To måneder efter han fik den, brændte deres hus ned, det var så sørgeligt.

– Så ringen er et af de eneste familiesmykker, der er tilbage. Derfor er jeg så bange for at miste den og går kun sjældent med den, siger Rosalinde.

Har I så planlagt brylluppet?

– Vi har en dato i september, som er min yndlingsmåned. Men vi har aftalt, at vi ikke gider noget præstationsræs, og hvis bordkortene ender med at blive neon­grønne post it-sedler, så er det fint nok, griner Rosalinde Mynster.

Min far blev 90 år på en nat

Hun og Jakob Emil har været kærester i tre år nu, og hun er ikke i tvivl om, at de er et perfekt match.

– Vi er rigtig lykkelige for hinanden, vi elsker hinanden meget og har et stort fælles land sammen – der er altid mange mennesker hjemme hos os. Vi er altid sammen og sammen med andre – på sådan en flydende måde.

– Før i tiden har jeg haft det svært med, at tingene var for opdelte med andre kærester; at der er hans venner, mine venner, den verden derhjemme og en verden med vennerne. Jeg kan godt lide, at vores verden er meget samlet.

– Det betyder ikke, at vi ikke også kan være hver for sig, for vi er begge to meget passionerede for vores arbejde. Så vi kan sagtens gå i enrum og sidde og arbejde eller gå ud uden den anden.

– Det føles bare meget åbent med Jakob Emil. Som om vi deler hinanden både med os selv og med andre i stedet for at lukke os inde i en tæt parforholdsboble.

Da Rosalindes far døde i februar sidste år, var det også kæresten, der hjalp hende i sorgen.

En sorg, der stadig sidder i kroppen på hende, sammen med glæden over alt det, hun havde sammen med sin far.

– Efter blodproppen var min far stadig sig selv og kunne tænke og tale som normalt, selv om han var ramt af det.

– Han var stadig det meget kærlige og kloge og omsorgsfulde menneske, han altid har været, bare mere fjern, mere træt.

– Den bedste måde at forklare det på er, at han blev 90 år på en nat. Han var pludselig blevet meget gammel og var ikke en far, der kom hjem til en for eksempel.

– Han var hjemme hos mig én gang, efter han fik blodproppen. Man kunne ikke lige mødes ude i byen, han kom ikke lige forbi og hjalp mig med at hænge en lampe op, og vi stod ikke og lavede mad sammen, som vi plejede.

– Han havde ikke mental energi til, at man kunne tale med ham så længe ad gangen. Og du ved … Når man er i starten af 20’erne, er det bare for tidligt at have en far, der er så gammel.

Var du tæt knyttet til din far?

– Ja, helt sindssygt tæt, så det var et kæmpe chok. Samtidig var jeg bare så taknemmelig for, at han overlevede blodproppen, så der var to forskellige spor. Jeg nåede at begynde at bearbejde chokket over blodproppen ordentligt, inden han døde, og vi fik en meget ærlig relation i den omstændighed.

– Så da han døde, kom det bag på mig, hvor hårdt det var på ny. Når man lige havde været igennem en sorgproces med det andet, og så igen …

Sorg og selvterapi

– Da han døde, følte jeg på en måde, at det var forfra igen, men selvfølgelig helt anderledes. Man har en idé om, hvad det vil sige at være i sorg: Man tænker på ham, og så bliver man rigtig ked af det. Men jeg havde bare en oplevelse af, at alt splintredes, og alting fik det her forfærdelige slør over sig.

– Jeg kunne slet ikke genkende, hvad der var sorg længere, jeg følte bare, at jeg levede det forkerte liv. Så det var meget voldsomt. Nu går det selvfølgelig bedre, men jeg kan stadig have dage.

Fik du noget hjælp?

– Nej, faktisk ikke. Jeg synes, at jeg har gået rigeligt til psykolog. Men jeg snakkede meget med min familie om det og dealede med det ved at skrive om det sammen med min bror, som jeg er ved at lave en film om min far sammen med.

– Det har været den sindssygeste selvterapi at være sammen om at lave det her. Men jeg synes, at det her årti har været meget omvæltende og voldsomt, der er sket rigtig meget. Og det er kun retrospektivt, at man kan se, at man bliver klogere og bedre. Når man er i det, er det bare hårdt.

At kigge på en mariehøne

Noget af det, der har hjulpet Rosalinde Mynster med at håndtere sorgen, er accept og meditation. Og helt banale ting som at huske at dyrke motion og spise ordentligt. Være god ved sig selv.

– Man begynder at forstå, at der er ting, man skal løse med kroppen og ikke med hovedet, for traumer sætter sig også i kroppen. Bare det at dyrke motion og spise ordentligt synes jeg, gør meget.

– Og så hjælper det også at tage sig tid til at anerkende, at tingene er, som de er, og ikke hele tiden føle, at man skal kompensere eller lade, som om tingene er på en anden måde.

– Så jeg kan sige: ”Nu har jeg bare en dag, hvor jeg ikke har det særligt fedt. Og der behøver ikke at være en årsag til det.” Når man accepterer det, kan man også lettere slippe det. Når man accepterer, at nuet er, som det er, bliver man bedre til at være i det og tænker ikke hele tiden på at løse det.

– Mange af ens problemer er der jo, fordi man tænker så sindssygt meget og tror, at alle ens tanker er virkelige. Hvis man bare glemmer dem lidt og sidder og kigger på en mariehøne, så kan man flytte fokus og glemme det lidt.

Mediterer du også ligesom Jakob Emil?

– Jeg prøver, men jeg er virkelig ikke lige så god til det som ham. Jeg tog et kursus, inden jeg mødte Jakob Emil, og kunne godt mærke, at det var noget, jeg havde brug for i mit liv.

– Og så mødte jeg ham, som mediterer to gange om dagen – det var helt skæbneagtigt. Meditation er et virkelig godt redskab til at kunne være med sig selv og rumme ting.

– Hvis man er stresset, er det sidste, man har lyst til, at sætte sig ned og lave ingenting, men det er det, der hjælper allermest. Nogen beskriver det sådan, at der altid vil være bølgegange i dit sind, men når du mediterer meget, får du evnen til bare at kigge på bølgerne og ikke lade dig styre for meget af dem.

– Det er et meget godt billede på det.

Hvis du tænker tilbage på dit liv med din far, hvad af ham lever så videre i dig i dag?

– Jeg kan ikke nævne en eller to ting, for hver gang jeg foretager mig noget, lever han videre i mig. Når man kender et menneske så godt, er alt forbundet til dem. Bare det at drikke kaffe, som han aldrig gjorde. Og det er det smukke ved det; at det hele tiden fortsætter. Både sorgen og glæden, vi havde sammen.