"Mine bryster fik ret meget opmærksomhed for noget, som jeg ikke selv kunne identificere mig med"

Da jeg var 12 år og gik i 6. klasse, var jeg fast besluttet på at få en brystreduktion. Jeg fik bryster i en ret tidlig alder, og de var meget større end mine veninders. Derfor hang de også mere.

En veninde pegede engang og sagde: ’Gud, de er jo vildt lange’. Som man måske kan finde på at sige som 12-årig. Så lange var de nok heller ikke, de var bare større.

Mine bryster fik ret meget opmærksomhed for noget, som jeg nok ikke selv kunne identificere mig med. Jeg syntes ikke, det var særlig elegant at have så store bryster.

I gymnasiet, fandt jeg mig langsomt til rette i det seksualiserede billede af mig. Det blev ligesom min ting. Jeg var hende med de store bryster. Det var på grund af dem, at jeg var lækker.

Som ung sort kvinde, så jeg ikke mig selv som en del af skønhedsidealet, så mine bryster var ligesom det, jeg havde at gøre godt med, kan man sige.

Da jeg påbegyndte mine sabbatår, kom jeg væk fra de rammer, jeg altid havde været i. Der skete noget med mit selvbillede.

Det blev mere positivt og var ikke så styret af folk omkring mig. Jeg begyndte at følge mere kropsaktivistiske medier og fandt ud af, at det var sgu okay med mine bryster.

I de år tog jeg nogle kilo på. Jeg havde fået en sød kæreste og haft det rigtig sjovt. Jeg fik dog problemer med smerter i ryggen og nakken. Nok fordi mine bryster var blevet større. Så jeg snakkede med lægen om brystreduktionen.

For mig handlede det ikke længere om at få min krop til at se ud på en anden måde. Det handlede om at slippe for smerterne. Hos lægen blev jeg vejet og fik at vide, at jeg skulle tabe mig først.

Den samtale gjorde, at en masse komplekser omkring min krop blussede op igen.

I håb om at få en brystreduktion gik jeg i gang med at træne og tabe mig. Jeg havde før haft et usundt forhold til min vægt, så jeg blev helt opslugt af min kost og træning igen.

Hurtigt blev mine bryster mindre, og jeg fik mindre ondt i ryggen, også fordi jeg blev stærkere i ryggen.

For hver gang folk kom op og fortalte, hvor godt jeg så ud nu, jo mere ked af det blev jeg over den måde, jeg havde set ud før. Selv om jeg aldrig havde været gladere for min krop end for den, jeg havde før.

Jeg gik fra et punkt, hvor jeg var kommet over tankerne om en brystreduktion af kosmetiske årsager, til igen at være totalt styret af et dårligt selvbillede. Det selvbillede dikterede alt, jeg foretog mig.

Det væltede mig virkelig. At jeg måske slet ikke var så glad for min krop, som jeg troede, jeg var blevet. Det var ret skræmmende at opleve, hvor lidt der skulle til, før min selvaccept faldt fra hinanden.

Nu er jeg dér igen, hvor jeg tænker, at jeg ikke behøver en brystreduktion. Jeg er også nået til et punkt, hvor det ikke nytter noget hele tiden at skælde ud på min krop.

Plus jeg er på vej tilbage til selvaccepten. Selv om jeg synes, det går lidt langsomt.

Jeg har også arbejdet som model. Det var vildt sjovt i starten, men jo mere jeg gjorde det, jo mere blev det noget, jeg kunne se som et reelt job, og dermed kom der også et pres.

Dér kom tankerne igen, om mine bryster var for store.

Jeg oplevede for eksempel at være på et undertøjsshoot, hvor de ikke havde en bh, der passede mig. Jeg måtte nærmest stå og overbevise stylisten om, at mine bryster simpelt hen ikke ville passe ned i skålen.

Det gjorde mig flov, og jeg følte mig som et problem. Der kom det igen ind, det der billede af, at store bryster ikke er elegante. Det var slet ikke en del af deres brand.

At jeg ikke passer ind i det, der er fint, pænt og elegant på grund af mine bryster.

Jeg har besluttet, at modelarbejdet skal være, fordi det er sjovt. Ikke for at tjene penge og ikke for at passe ind i noget, jeg ikke er. Det var en stor lettelse.

Nu vil jeg bare gerne bidrage til en kropspositivistisk snak. Men jeg vil også gerne sætte fokus på, at det er virkelig nemt at være kropspositivistisk på andres vegne og fandme svært at være det på egne.