Nillou Zoey Johannsen: "Selv om min barndom har været hård, føler jeg mig ikke som et offer"

Jeg bliver født i Teheran i Iran 12. juli 1979.

Min mor er 19 år og husmor. Min far er revisor og syv år ældre end hende. De blev gift, da min mor var 16 år.

Vi bor i en lille lejlighed tæt på en park, og de første tre år af mit liv er mine forældre sammen.

En af de første ting, jeg husker, er, at jeg er nede i kælderen sammen med min far,

hvor han ordner bil, og jeg falder og slår mig. Min mor brokker sig til min far over, at han ikke kan være alene med mig en eneste dag, uden der sker noget med mig.

Min far er blid over for mig, og han har kærlige øjne.

En af de andre ting, jeg husker fra min tidlige barndom, er, at min mor og far bliver skilt.

Der er krig i Iran, og vi er underlagt Islamisk Stat, så det er ikke nemt at blive skilt, men hun får alligevel en skilsmisse, fordi min far er voldelig over for hende.

Jeg bliver sammen med min mor, men min verden bliver delt i to. Hun går i vrede, han går i sorg, og jeg står i midten. Han elsker hende stadig væk.

Med ét går min far fra at være en, der er i mit liv, til at være en, man ikke taler om. Han bliver et tabu.

Når jeg er sammen med min mor, ved jeg ikke,

om der går to dage, en uge eller en måned, før jeg ser min far igen. Jeg forstår det ikke rigtigt. Jeg spørger ofte ”hvor er far henne?”

Min mor har ikke et fast sted at bo, for det må man ikke som enlig kvinde i Iran,

så hun rykker rundt med mig hos familie, og jeg ved aldrig, hvor jeg vågner op. Somme tider er min mor der ikke, når jeg vågner, og jeg ved ikke, hvornår hun kommer igen.

Min mor begynder at arbejde som receptionist hos en tandlæge. Jeg sørger over at have mistet min mor, for det føler jeg, at jeg har, efter de er blevet skilt.

Efter skilsmissen er der mange ting, hun gerne vil opleve og udleve. Hun har brugt syv år med en mand, hun ikke elskede, så hun er fokuseret på at komme ud.

Jeg mister også min far, som bliver gift igen efter skilsmissen. Så jeg har en hel reel sorg over, at de ikke er der, som jeg ikke får forløst, for jeg bliver ikke set.

Jeg er følsom, god til at lytte og god til at tale med voksne,

og jeg søger voksenkontakt, fordi jeg er utryg. Jeg føler mig elsket af min familie: Det kan godt være, at min mor og far ikke er der for mig, men der er en familie.

Jeg føler, at de voksne, der er omkring mig, gerne vil bruge tid på at være sammen med mig og snakke med mig. Det er dog lidt tilfældigt, hvem det er, der lige taler med mig, fordi vi flytter så meget rundt.

Men min mormor er en nøgleperson i mit liv, som jeg har et tæt bånd til.

Min bedste ven er min kusine, hun vil gerne lege, hun vil især jagte sommerfugle, men jeg er mest af alt træt.

Jeg har ikke det samme energiniveau som hende. Jeg skal hele tiden orientere mig og passe på mig selv: Hvor er jeg, hvad skal jeg?

Jeg har sorgen i kroppen. Andre børn løber rundt og leger og er glade, men jeg er tung indeni. Jeg er altid lidt dvask og undrer mig over, hvorfor andre gider at lege, når nu jeg synes, at det er dødssygt.

En nat har jeg mareridt, og jeg vågner op grædende.

Min mor er væk. Hvor er min mor? Hvor er min far? Min mormor kommer og giver mig et glas med noget brunligt boblende og siger:

”Drik det her, så får du det bedre”, og det er en himmelsk, sprudlende fornemmelse af noget flydende væske, sødt med nærmest karamel-smag.

Det er første gang, at jeg drikker cola. Det er under krigen i Iran, og udenlandske varer er kun noget, folk med penge har adgang til.

Min mormor står op med mig om morgenen og giver mig morgenmad.

Vi sidder også ofte og syr sammen, jeg lærer at sy i hånden. Andre gange hjælper jeg hende med at rydde op og lave mad. Hun fniser og fortæller mig alle sine hemmeligheder.

Iran er et land i mørke, men der er lys i min familie.

I Teheran falder der bomber ned, og folk er angste og stressede. Samtidig er Iran et voldsomt smukt land og meget kontrastfyldt.

Naturen er storslået, der er røde bjerge, frugttræer, blomster, ørkenlandskaber og frodige dale. Ved siden af dette smukke landskab er der den store millionby Teheran, hvor der er en ødelæggende krig mellem Iran og Irak.

Vi mærker den, når der falder bomber ned, og vi må løbe ned i beskyttelseskældre om natten. Det er en krig mellem regimerne, det er ikke den iranske befolknings krig.

Jeg går i skole i to år i Iran.

Det er en pigeskole, hvor vi sidder ved siden af hinanden på gammeldags bænke, vi har tørklæde og uniform på. Hvis vi gør noget forkert, får vi et møgfald eller bliver slået af læreren.

En dag, da jeg går i første klasse, er vi samlet i den lille asfalterede skolegård, hvor der er 50 grader varmt. Rektoren står og taler megahårdt oppe fra podiet.

Vi piger skal stå ret ligesom soldater med hænderne foldet på ryggen. Med ét er der noget, der brænder på min finger, men jeg må ikke vende mig om og se, hvad det er. Sveden pibler frem, og det gør virkelig ondt.

Jeg bliver ved med at stå ret. ”Du blev stukket af en bi”, siger min veninde til mig, da vi går ind efter samlingen.

Min mor og jeg flygter fra Iran igennem Tyrkiet, da jeg er otte år gammel.

Vi flygter for at leve i frihed. Vi ender i et land, jeg aldrig har hørt om, Danmark. Det er, som om jeg er med i en film.

Jeg har ingen fornemmelse for, hvad Danmark er for noget. Jeg har jo bare hørt om Vesten som noget wauw, Iran er jo en lukket krigszone.

Da jeg kommer til Kastrup Lufthavn, har jeg det, som om jeg er i dronningens balsal, men jeg er uindbudt. Jeg er lille og mørk, og min mor siger: ”Lad være med at tale persisk højt, og træk maven ind”.

Vi henvender os hos politiet og siger asyl, og vi bliver kørt til Sandholm i et salatfad.

Det er et granatchok for mig at bo i Sandholmlejren.

Jeg har ikke fået sagt ordentligt farvel til nogen. Om aftenen, når det er virkelig svært, genkalder jeg min mormors sødmefyldte parfumeduft, der altid lagde et duftspor efter hende.

Jeg tænker også på lyset i hende. Det er en stor lindring. Jeg tænker også på min far og hans stemme. Der skal gå 14 år, før jeg kommer til at se ham igen.

Jeg savner min far meget igennem min barndom, jeg savner også min mormor og kusine. Der er en bakke på Sandholm, og jeg stiller mig op på den helt ude ved hegnet, hvor jeg råber alt, hvad jeg kan, på min kusine!

Jeg tænker, at hun måske kan høre mig i Iran. Mit savn kommer også til udtryk ved, at jeg får hyppige migræneanfald.

Jeg lærer flydende dansk i løbet af et halvt år.

For mig er det bare hit the ground running, altså at gå i gang med det samme og lære det hele i en fart. Det er nemlig det, min mor gør, så jeg må følge med.

Hun begynder til dansk, hun arrangerer timer i mavedans, hvor hun underviser, og jeg tænker: Mor, du kan sgu da ikke mavedans!

Men hun er entreprenant og begynder på sygeplejestudiet, halvandet år efter vi er kommet til Danmark. Når hun kan være i fart, kan jeg ikke sidde der og være tung og have hovedpine, så må jeg jo også gøre, hvad jeg kan, for at falde til.

Min mor er en stærk power-kvinde, og hun er inspirerende, men jeg betaler også en emotionel pris for hendes styrke og søgen efter frihed, fordi der ikke er meget kærlighed, kun handling fremad.

Jeg er et følsomt barn, men jeg skjuler mig og min følsomhed for at klare mig.

Vi finder et sted at bo: I kælderen hos et ældre ægtepar i Tikøb.

Og jeg starter i skole. Vi bor i Tikøb i halvandet år, og så flytter vi til Gilleleje i et hus, hvor der bor tre andre flygtningefamilier.

Dér bor vi i tre år, hvorefter vi flytter til Hillerød, fordi min mor har fået en kæreste. Vi ender i København, da jeg er 16 år, og der bliver jeg boende.

Udadtil er jeg en stærk pige, men indadtil har jeg har en stor sorg, fordi jeg har brudt med min familie.

I skolen får jeg at vide, at jeg er klog, men svært ukoncentreret. Jeg kan ikke høre efter. I Iran var jeg sindssygt god til matematik, men i Danmark lærer jeg overhovedet ikke noget nyt. Jeg kan ikke forstå, hvad læreren siger, det er sort snak.

Jeg tænker, at jeg er dum. Senere som voksen kan jeg godt se, at jeg sidder der alene som flygtning, og det har været en krisereaktion, fordi jeg er traumatiseret.

Jeg er nødt til at lukke ned, fordi der er så meget andet, jeg skal lære. Det giver mig en vanskeligere skolegang, at jeg ikke har fået en masse fundamentalt og struktur på plads fra starten.

Jeg får venner i Tikøb.

Mine klassekammerater synes, at det er interessant, at jeg er fremmed, men da jeg kommer til Gilleleje, bliver jeg drillet. Dér er jeg en forkert fremmed. Jeg bliver ignoreret, og jeg føler mig usynlig.

Jeg løber ud i frikvartererne for at lege med de andre, men jeg bliver ikke inkluderet i de andres leg. Min lærer gør heller ikke noget for at tage mig med i fællesskabet.

Måske fordi jeg fremstår glad, stærk og positiv, ser de det ikke, og jeg skjuler det, fordi det er skamfuldt at føle sig uelsket. Men jeg er en overlever, så jeg tager ned på biblioteket og låner alle de ungdomsbøger, jeg kan.

Jeg læser enormt meget. I bøgernes verden er jeg velkommen. Jeg lever mig ind i andre historier om at være outsider. Jeg bliver god til at skrive, og jeg begynder at interessere mig for dansk og begynder at kunne læse og lave tekstanalyse.

Da jeg bliver teenager, begynder jeg at få venner, fordi vi kan være sammen om musikken,

jeg bliver fan af New Kids on the Block og Guns N’ Roses. Jeg er nede på biblioteket og låne alle båndene med de bands.

Jeg har også styr på min stil: Jeg køber cowboybukser og Ball-trøjer. Da jeg er 12 år, flytter vi til Hillerød, hvor det er lettere at få venner.

Jeg har lært at være sej, og jeg er ikke længere hende, der kommer fra Iran, eller en fremmed i hønsegården.

Mit første kys er med Nikolai, som jeg virkelig er forelsket i.

Det er til en skolefest, hvor jeg både vinder dansekonkurrencen og kysser med Nikolai. Det er helt magisk. Jeg er 12 år, og det er med tungen.

Han har slet ikke været vild med mig tidligere, men den aften vender det. Han dufter sødt af slik og har store blå øjne, mellemblond hår og er to år ældre end mig.

Jeg er ikke barn længere, da mine forældre bliver skilt, der er jeg tre år.

Jeg føler mig nemlig voksen, fra jeg er meget lille. Jeg er anderledes i forhold til andre børn, de andre børn omkring mig er glade og tumler rundt og er ikke bevidste om, hvad der sker.

De er ubekymrede, mens jeg er bekymret, fra jeg er helt lille: Hvornår ser jeg min far? Hvornår ser jeg min mor? Hvor er jeg henne? Hvor skal jeg sove i nat? Er min mor sur? Har jeg gjort noget forkert?

Jeg skal tilpasse mig andre mennesker hele tiden, fordi vi flytter så meget rundt, og er afhængig af, at folk kan lide mig, så de tager sig af mig. Det er andre, der passer på mig, ikke min mor og far. Det er utrygt.

Sådan ser jeg på min barndom i dag

Det gode ved min barndom var, at den åbnede for min fantasi. Måske har det været en slags flugt, hvor jeg har lukket ned for min logiske sans og åbnet op for det kreative.

Kvinderne fra min familie gik hjemme, de havde tid og lyst til at fortælle os børn historier fra fortiden, det skabte så mange billeder i mit hoved.

Jeg har fra barnsben indset, hvor vigtigt det er for os mennesker med historier og fortællinger.

Jeg har fået kærlighed fra mine forældre de første tre leveår, og jeg har også fået en hjertevarme fra min iranske familie, og den hjerteforbindelse og kærlighed har gjort, at jeg har kunnet overleve enormt mange udfordringer.

Det svære i min barndom har været ikke at mærke den konstante kærlighed fra mine forældre og ikke at have trygheden, ikke at have ro og ikke at have rammer.

Jeg har haft en ensom barndom, men det har lært mig at stå alene, hvilket er min største styrke og har givet mig en stor følsomhed.

Selv om min barndom har været hård, føler jeg mig ikke som et offer, den har gjort mig både sårbar og stærk.

Jeg er med i mine følelser, jeg lukker ikke ned for dem, jeg har ret til at føle, hvad jeg føler, og det er noget, jeg har fået med fra min barndom.

Alle har ret til at føle, hvad de føler.