"Det kan godt være, at nogen synes, jeg ligner en sveske i ansigtet. Det er okay. Jeg ligner heldigvis stadigvæk Sanne Salomonsen"

Hvor gammel føler jeg mig indeni?

Sanne Salomonsen gentager lige spørgsmålet, før hun besvarer det kort og godt og uden tøven: – 35!
Her holdes der en lille pause, og hendes velkendte, lidt hæse, smittende latter sejler igennem rummet, inden hun fortsætter:

– Det er selvfølgelig lidt underligt, når det betyder, at jeg dermed føler mig som en, der er bare to år ældre end min egen søn. Men det gør jeg altså. Indeni føler jeg mig som en 35-årig. Udvendigt er det noget andet. Jeg har mange rynker. Sådan er dét. Og det er fint.

– Jeg er et billede på en kvinde, der har levet livet. Så kan det godt være, at nogen siger: ”Sanne Salomonsen ligner en sveske i ansigtet”. Det er okay. For jeg ligner heldigvis stadigvæk Sanne Salomonsen.

– Det er kun hylsteret, der bliver gammelt. Og det er i virkeligheden dét, vi skal forholde os til: Kan vi holde ud at leve med at blive gamle at se på? For vi er det jo ikke indvendigt. Vi er det ikke i vores sind og sjæl.

Bliver glad af den

Sanne Salomonsen sidder i stuen på sin idylliske gård ved Gilleleje. Det var også her, hun sad og gjorde sig tanker under coronaens første og anden bølge, fortæller hun.

– Tiden under coronaen gav mig mulighed for at kaste en masse nye, spændende bolde op i luften. Jeg fik meget ny musik i støbeskeen, som jeg glæder mig til at udgive i løbet af det næste år.

Julesinglen ”Stjernen er til dig”, som hun udkom med i god tid op til jul, er første gang, hun udgiver en julesang i eget navn, men hun har dog tidligere lavet julesangen "Vi lover hinanden" sammen med Nikolaj Steen.

Det er Kasper Winding, der har skrevet musikken, og hans søster, Alberte Winding, der har stået for teksten.

– Kasper er en af mine ældste venner, og Alberte er også en god ven, som jeg har arbejdet sammen med, lige siden jeg startede som solist. Albertes tekst er så stærk og smuk, synes jeg. "Stjernen er til dig, der leder i mørket" … Det er en sang om, hvad vi leder efter i livet. Og om aldrig at give op, selv når det er svært, og der er modgang. Jeg bliver virkelig så glad af at synge den.

Modgangen

Modgang har der også været i Sannes eget liv. Og når man som en 50-årig kendt sangerinde bliver ramt af en blodprop i hjernen, kan den modgang ikke holdes skjult for offentligheden.

Men det er ikke noget, hun gerne taler offentligt om længere, siger hun, medmindre hun holder foredrag for "Hjerneskadeforeningen", som hun er ambassadør for.

– Dér gør jeg det, fordi jeg kan hjælpe nogen ved at tale om det. Men ellers er jeg nødt til at fjerne mig fra det sygdomsbillede, som har det med at hænge fast. Jeg går ikke rundt og føler mig syg længere. Overhovedet ikke.

– Der er gået 15 år. Jeg har lavet, jeg ved ikke hvor mange plader siden. Jeg har været på den ene turné efter den anden. Jeg har arbejdet i udlandet. Jeg ER altså tilbage. Men det er, som om jeg stadigvæk skal stå skoleret og bevise mig selv nærmest konstant, siger hun og fortsætter:

– Det, der var så råt og hårdt dengang, var, at jeg netop var gået i overgangsalder, da jeg fik blodproppen. Så jeg gik altså igennem en blodprop og et genoptræningsforløb og en overgangsalder, alt sammen på én gang. Det tog lige 10 år – baaaaffff – som virkelig var en kamp.

– Derfor bliver jeg også stiktosset, når jeg skal høre: “Arh, er hendes stemme nu helt, som den var før?” eller “Kan hun synge så højt som før?” Nej, for jeg har ikke taget så meget som ét hormon.

– Og vi får altså dybere stemmer med alderen, når vi ikke fylder os med hormoner. Min måde at performe på i dag passer til den kvinde, jeg er i dag. Og den måde, min stemme lyder på, lyder som den kvinde, jeg er i dag.

Tæller somre

For mange mennesker er julen og nytåret en tid, hvor man mere eller mindre bevidst gør status over året og sit liv. Men sådan er det ikke med Sanne, selv om hun oveni købet har fødselsdag på årets næstsidste dag.

– Jeg tæller somre, derimod. Det er mere om sommeren, jeg får den der stemning af status og eftertanke. Og så tænker jeg: ”Ah, endnu en sommer!” Jeg har jo har lært mig selv altid at prøve at finde det positive. Og jeg mener: Altid og hele tiden. Det er en livsvane, som fuldstændig har integreret sig i mig.

50 år siden

– Jeg kan godt tage mig selv i at føle mig helt slukket en gang imellem. Men når jeg så har siddet slukket en tid, kommer jeg altid frem til: ”Det her kan du sgu ikke holde ud. Nu tager du dig sammen!”

– Og så går jeg i gang med at arbejde med mine tanker. For det hele ligger jo dér. Vi skaber alt med vores tanker. Det er en enormt vigtig lektie at lære. For med det kan man gøre livet meget lettere og bedre for sig selv.

Det er 50 år siden, Sanne fik lov at tage et sabbatår fra skolen for at give musikken en chance, selv om hendes forældre ikke var begejstrede for at se deres datter vælge den vej.

– De forstod det simpelthen ikke. At 60’erne også var en kulturrevolution. Og den revolution var jeg en del af. Da de ligesom fik øjnene op for, hvad det var for en tid, vi var ved at gå ind i, tror jeg, de tænkte: ”Okay, vores datter har et kunstnerisk gen, som hun gerne vil udvikle. Det kan vi ikke stoppe.

– I hvert fald fik jeg lov at tage et sabbatår fra skolen. Da havde jeg allerede været med i et band i to år og optrådt på Visevershuset med Peter Thorup. Men vi lavede en aftale, der lød: ”Giv det et år og se, hvad der sker.” Og der skete jo det, at jeg aldrig vendte tilbage til skolen igen. Og jeg har haft arbejde lige siden.

Her sidder man så med en Sanne Salomonsen, som kan se tilbage på en helt usædvanlig musikalsk karriere, der strækker sig over fem årtier, og må bare lige vide til sidst: Endte hendes forældre med at acceptere hendes valg.

– Dét gjorde de, siger hun med eftertryk. – De satte mig fri til at blive og være den, jeg skulle blive. Og den måde, de hver især formede mig på, har altid fået mig til at føle, at jeg har båret på min fars indre drivkraft, men jeg er pakket ind i min mors kvindelighed.