Elsebeth Egholm: Jeg har altid været smerteligt bevidst om, at jeg en dag ville miste det hele. Men jeg står endnu

Om jeg virkelig tror på, at kærligheden overvinder alt?

Elsebeth Egholms elegante, ranke skikkelse snor sig lidt i stolen overfor.

– Narh …, siger hun, men standser så sig selv. Og da hun sekundet efter går videre, er tonen renset for tøven.

– Ja, det tror jeg på. For det VIL jeg tro på. Jeg er ganske enkelt nødt til at mobilisere et lyst grundsyn. At kærligheden overvinder alt, er det samme som at sige, at man tror på godheden fremfor ondskaben, og at det gode vinder over det onde. I disse tider er det mere end nogensinde en nødvendighed at tro på.

Allerede for to år siden overraskede Elsebeth Egholm, der er kendt som en af Danmarks mest læste krimiforfattere, da hun udsendte en kærlighedsroman. Og den skulle altså ikke være en enlig svale.

For nu er hun klar med "Den røde glente". En kærlighedsroman, som er inspireret af hendes egne forældres historie.

– Jeg har altid vidst, at kærligheden imellem mine forældre var en stor kærlighed, og en kærlighed, der begyndte tidligt. Min mor og far var barndomskærester og kendte hinanden, fra de var 10 år.

– Jeg har altid gerne villet formidle denne her forbundethed, de meget stærke bånd, som blev knyttet meget tidligt, og som for deres vedkommende blev en livslang kærlighed, der holdt frem til min fars død i 1999.

Rørende for mig

Hun fortæller videre:

– Da min mor flyttede på plejehjem, hvor hun nåede at bo et år, før hun døde, sørgede jeg for, at hun fik sine dagbøger med. Hun havde fire dagbøger, som hun havde skrevet, fra hun var 12-13 år og fire år frem.

I forbindelse med flytningen gik der 14 dage, hvor min mor ikke havde tv, og når jeg besøgte hende og spurgte lidt bekymret, hvordan hun fik tiden til at gå, lyste hun op.

"Ork, det går fint", sagde hun, "jeg sidder her og læser mine dagbøger. Hvor har jeg dog været forelsket i din far. Han optræder jo på hver anden side!"

– Dér sad hun altså i en alder af 85 og kunne se på sig selv med et aldrende blik og tidens afstand. Det var ikke på den måde, at hun sagde: "Jeg forstår godt mig selv". Den refleksion var det ikke. Det var den rene konstatering: "Hold op, hvor har han fyldt meget i mit liv!" Det var meget rørende for mig.

Døde af lungesygdom

Elsebeth fyldte 60 i september 2020, og bare omkring en måned senere døde hendes mor af en lungesygdom efter et langt sygdomsforløb.

– Det var slet ikke til at forstå, at hun, der aldrig havde røget eller drukket, skulle få en lungesygdom, en form for kol, som bare blev værre og værre. Og så tabte hun sig. Hun var nede at veje 38 kilo på et tidspunkt, det lille menneske, lyder det stille fra Elsebeth.

Men dér lå så de fire dagbøger som en del af det, hendes mor efterlod. Som ung havde Elsebeth på et tidspunkt sneget sig til at læse dem, men havde mere eller mindre glemt dem igen. Nu kaldte de på hende.

– Allerede i dagbog nr. 1 begynder min far at fylde mere og mere. Min far hed Erstad. "Erstad kommer i aften", "Erstad er nu sød" … Det var Erstad, Erstad, Erstad over det hele.

Ud af mørke følelser

Elsebeth gik i gang med at skrive sin første kærlighedsroman, "Som natten kender stjernerne", mens hendes mors sygdom blev alvorligere, og hendes liv tydeligt lakkede mod enden. Sin anden kærlighedsroman begyndte hun så på umiddelbart efter sin mors død.

Og med udgangspunkt i dagbøgerne.

Med andre ord var tidspunktet, hvor hun som krimiforfatter pludselig sprang ud i kærlighedsgenren, ikke spor tilfældigt.

– Som krimiforfatter vader man meget rundt i et mørke og i mørke følelser. Jeg fik simpelthen et behov for at balancere det lidt og også vise den anden side af mønten. Og jo mere jeg tænker over det i denne tid, jo gladere er jeg for, at jeg gjorde det. Jeg trængte til at stå ved den side af mig selv.

– Jeg har altid elsket de store, episke kærlighedsdramaer. "Anna Karenina", "Borte med blæsten", "Stormfulde højder". Det er en genre, der altid har talt til mig, men som jeg også har gået lidt hemmeligt med. Fordi …, ja, måske netop fordi både andre og jeg selv kan have lidt svært ved at håndtere de der store følelser.

Satte tanker i gang

– Men så fyldte jeg jo 60, fortsætter hun, - og det gør noget ved én at runde det tal. Og samtidig satte min mors død yderligere gang i en masse tanker: "Har jeg gjort det bedste, jeg kunne? Kan jeg se mig selv i øjnene?" Når man kommer op i den alder, er det vigtigt at kunne stå ved sig selv med de fejl og mangler, man har. Og også at kunne gøre det overfor de næste generationer.

– Jeg har ikke børn selv. Men Jürgen, min kæreste, har tre voksne sønner og har lige fået et barnebarn, lille Alfred, som også lidt er mit. Man skulle da gerne kunne vise dem, at det er okay at blive ældre, og at der ligger et godt liv i det. Og så synes jeg i øvrigt, at det gælder om i denne her alder at sørge for at gøre mere af det, man har lyst til, for vi ved godt, at tiden er knap.

– Om jeg selv sørger for at gøre det? Ha, ha, ja, det gør jeg da. For eksempel skriver jeg kærlighedsromaner. Det er meget lystbetonet. Mere end krimierne på sin vis.

Fysisk forbundne

I "Den røde glente" fortæller Elsebeth en historie, som altså ikke direkte er hendes forældres, men også begynder som en purung og intens kærlighed.

– Jeg har simpelthen fået ind direkte med modermælken at tro på den romantiske kærlighed, siger hun igen med henvisning til forældrene, Erstad og Grete, som flyttede fra Nyborg til Lisbjerg ved Aarhus med deres tre børn, Elsebeth og hendes to storebrødre, i sommeren 1969 for at starte en planteskole, som de drev sammen i mange år derefter.

Men hvordan mærkede hun, at hendes forældre bar på sådan en stor kærlighed til hinanden?

– Det lå bare i luften. Helt tydeligt. De var altid meget fysisk forbundne. De rørte tit ved hinanden. Kærlige strøg, kys og kram. Altid på sød måde, aldrig så det føltes forkert eller pinligt, men alligevel med en seksuel undertone, der viste, at de havde det godt sammen, de to.

Satte det barren højt for hvilke forventninger, hun selv gik ud i kærlighedslivet med?

– Jeg har altid betragtet mine forældre som hovedpersonerne i den historie. Det var deres historie. Ikke min. Jeg tror, jeg hele mit liv har vidst, at en dag skulle jeg fortælle deres historie, og at det er min rolle i livet at være fortæller.

– Jeg har aldrig haft en ambition om at efterligne dem. Og det skal ikke misforstås. Jeg har haft meget dejlig kærlighed i mit liv og har en skøn kæreste nu, som jeg er tæt forbundet med.

– Jürgen og jeg har selvfølgelig ikke kendt hinanden, fra vi var 10 år. Vi var 45-46 år, da vi mødte hinanden. Det gør noget helt, helt andet. Det giver også en større frihed. Mine forældre havde ikke den store frihed i forhold til hinanden. De levede i et gammeldags kønsrollemønster, og den ene tog ikke lige 14 dage væk fra den anden, de gjorde tingene sammen.

Mit og Jürgens forhold

– I mit og Jürgens forhold er en af grundpillerne netop, at vi giver plads til hinanden og til hvem, vi er hver især. For eksempel med hensyn til at skrive. Vi har forskellige steder, vi godt kan lide at rejse ud til for at skrive. Jürgen er kommet meget på Ørslev Kloster, men han har også opdaget et godt skrivested i Spanien.

– Det betyder meget for mig, at man er villig til at bakke hinanden op. Det skal jo ikke bare være sådan, at man tager af sted med den andens accept. Det skulle også gerne være med den andens opbakning. Vi skulle gerne tilskynde hinanden at gøre de ting, vi brænder for og har lyst til.

Tilbage til Gozo

Elsebeth selv tager med jævne mellemrum til øen Gozo, der ligger i Middelhavet ved siden af Malta.

Her boede hun on and off igennem 15 år sammen med sin daværende mand, engelske Philip Nicholson, som var spændingsforfatter.

De mødte hinanden i 1990, da hun var på ferie på Go zo. På det tidspunkt var hun ansat på Berlingske Tidende som bagsideredaktør, men efter to års pendlen mellem København og Gozo sagde hun jobbet op og flyttede ned til Philip og blev freelancejournalist.

Her begyndte hun i øvrigt også at skrive kærlighedsnoveller til et ugeblad. I 1999 debuterede hun så med romanen "De frie kvinders klub", som blev begyndelsen på den forfatterkarriere, hun har i dag.

Faktisk har hun næsten lige opholdt sig på Gozo for at skrive den sommerkrimi færdig, som SØNDAG bringer om nogle uger, når sommernumrene begynder med vores populære "Kryds og Krimi"-sider.

Da Philip Nicholson, der var 20 år ældre end Elsebeth, døde af kræft i 2005, valgte hun at bevare en tilknytning til Gozo og købte året efter en lejlighed, som hun siden har benyttet blandt andet som skriveeksil.

Yderst på pinden

Vi taler igen om de store følelser, da vi er ved at runde af, og om at miste og "at være den, der sidder yderst på pinden nu", som hun siger det.

– Det er mærkeligt. Lige siden jeg var en lille pige, har jeg været mig smerteligt bevidst, at jeg en dag ville miste det hele. Det har jeg altid være hundeangst for og har båret med mig. Og nu HAR jeg mistet dem, både min far og min mor. Og til min store overraskelse står jeg her endnu. Jeg har overlevet det store tab, som altid har været min frygt. Jeg er ikke blevet væltet af pinden. Jeg er ovenikøbet et glad menneske.

– Jeg er heldig at have Jürgen og hans gode sønner og det netværk, der er omkring ham. Det er helt uvurderligt. Jürgen har stadigvæk sin mor, som han ringer til hver dag. Jeg siger tit til ham: “Du skal skønne på, at du har hende. Og husk at spørge hende om de ting, du gerne vil vide”. Man når aldrig at få spurgt om de ting, man skal spørge om. Jeg nåede det ikke med min egen mor.

– Det kunne jeg godt slå mig selv oveni hovedet med. Men det lader jeg være med. For jeg kan godt tilgive mig selv. Det er et af de goder, jeg synes, der følger med at blive ældre: At man godt ved, at man ikke kan gøre alting perfekt. Og det er helt okay!