Da Annette tog sine kæmpestore gule hørebøffer frem, udbrød Leonora: "Hvad havde du forestillet dig?"

Første gang, Annette K. Nielsen blev opmærksom på, at lyde påvirkede hende mere end andre, var, da hun som 11-årig boede i Californien med sin familie.

Det regnede meget den aften, og der var en mærkelig lyd fra nedløbsrøret, som hun ikke kunne genkende. Var det vandet, der løb? Et insekt eller en frø?

– Det drev mig fuldstændig til vanvid, husker Annette, som ikke sov meget den nat.

Men det var først, da hun var i begyndelsen af 20'erne og boede i en lejlighed på Christianshavn, hvor overboen spillede meget høj musik, det gik op for hende, at hun var lydfølsom i en grad, der nærmest kan være invaliderende.

Hun bankede hidsigt med en kost mod loftet som Fru Olsen i “Krummerne” – gentagne gange.

Men mindre har også trigget hendes lydfølsomhed. Da hun boede i England, følte hun, at hele bygningen gav sig, fordi overboen gik frem og tilbage på gulvene konstant.

Første gang, Annette var til koncert i KB-hallen som helt ung, svor hun, at hun aldrig ville gå til koncert igen.

Når hun alligevel undtagelsesvis har været det sidenhen, har det altid været med ørepropper, og hun har ofte forladt en koncert, inden den sluttede, fordi bassen var for høj.

Annettes hustru, forfatteren Leonora Christina Skov, blev “øjeblikkeligt” opmærksom på, at Annette havde et problem med lyde.

Da parret flyttede sammen, blot tre måneder efter at de blev kærester, sov Annette nemlig ikke blot med ørepropper, men med nogle kæmpestore gule hørebøffer. Men dem kunne Annette godt pakke væk.

“Hvad havde du forestillet dig? Du kan da ikke ligge og sove med de der på!” udbrød Leonora den aften.

– Det var simpelthen for mærkeligt og usexet, siger hun i dag om episoden, da jeg møder hende og Annette i deres køkken på Frederiksberg.

Den første tid sov parret i øvrigt ofte hver for sig, fordi Annette var voldsomt generet af en brummelyd, som Leonora knap kunne høre.

Siden har Leonora vænnet sig til, at de er nødt til at vælge restauranter efter akustikken eller ofte må flytte bord, hvis f.eks. musikken generer Annette.

Når parret rejser, skifter de ofte værelse ved ankomsten, og gennem alle årene har Annette ikke bevæget sig uden for en dør uden et sæt ørepropper. Formstøbte, naturligvis, for markedet har heldigvis udviklet sig i de to årtier, de har været sammen.

Lydforurening

Det er langtfra første gang, der er journalister og fotografer i lejligheden. Leonora Christina Skov har udgivet bøger og givet interview i 20 år, og hendes forfatterkarriere har især taget fart, siden hun udgav bestselleren “Den, der lever stille” i 2018 og efterfølgeren “Hvis vi ikke taler om det” i 2021.

Men for en gangs skyld skal det ikke handle om Leonora. Godt nok skal vi tale om en bog, men denne gang står der Annette K. Nielsen på omslaget af bogen, som har titlen “Med på en lytter. En rejse i lytningens univers”.

Det er første gang, Annette udgiver en bog. Hun har i mange år arbejdet freelance som videnskabsjournalist for især Weekendavisen, hvor hun bl.a. har skrevet om lyde, og hvordan lyde påvirker såvel mennesker som dyr og miljøet.

Opmærksomme læsere af Leonoras bøger og Instagram-profil har formentlig noteret sig, at hun er gift med en kvinde, der interesserer sig mere end almindeligt meget for især dyrelyde, og som bl.a. har en app installeret på sin telefon, som kan genkende fuglepip, hun ikke kender.

En slags Shazam for fugle.

Men selv om Annette har været lydfølsom, så længe hun husker, var det var faktisk først, da hun begyndte at skrive videnskabsjournalistik, at hun opdagede, at lyd fylder langt mere i forskningen, end hun var klar over. Og med god grund.

– Jeg har altid vidst, at jeg var lydfølsom, men jeg har også altid tænkt, at det var mig, der var anderledes, siger Annette, som i løbet af arbejdet med bogen fandt ud af, at mellem 20 og 40 procent af befolkningen menes at være lydfølsomme.

– Lyd påvirker både mennesker, dyr og miljøet meget mere, end vi er klar over. Fra trafikstøj og nabostøj til naturens levende væsener, som kommunikerer via lyde. Jeg vil gerne formidle, at der er langt flere aspekter i lyd, end vi er opmærksomme på, siger hun.

Mens mange af os reagerer ved at tale højere og larme mere for at overdøve støjen, f.eks. ved at skrue op for musikken i høretelefonerne for at overdøve trafikstøjen, vil hun med sin bog gerne opfordre til, at vi bør lytte bedre og mere intenst.

– Når der er for meget støj i vores liv, forurener vi hinandens miljø ved ikke at kunne høre f.eks. naturen for al støjen. Men vi ødelægger det også for dyrene, fordi de er afhængige af kommunikation til at finde partnere og kommunikere med hinanden, forklarer Annette.

Afhængig af podcasts

“Med på en lytter” er blevet til i samarbejde med Leonora, som har brugt sin erfaring som forfatter til at give bogen en grundig gennemskrivning i den sidste fase af skriveprocessen.

Det er ikke nyt, at de to arbejder sammen. Leonora har altid læst Annettes tekster igennem. Dels fordi Annette er opvokset i udlandet, har engelsk som førstesprog og først sent lærte dansk syntaks og grammatik, men også fordi læserne ikke skal tabes på vejen.

Leonora har nemlig også i årevis lagt ører til Annettes særlige interesser for bl.a. mus, der kommunikerer højfrekvent, eller hvordan fisk taler sammen under vandet.

– Det er ofte meget nørdet, det hun skriver om, og nogle gange lidt indforstået, hvor jeg er nødt til at sige: Undskyld mig, men det der kan du ikke forvente, at folk forstår.

Ideen til bogen opstod i 2016, men først i 2020 kom Annette rigtigt i gang. For selv om det kan lyde paradoksalt, har Annette trods sin lydfølsomhed i mange år været afhængig af at lytte til radio.

Det begyndte, da hun som barn slæbte sin transistorradio med i seng og lå med den under hovedpuden og lyttede til, hvad der nu blev spillet i slut-60’ernes amerikanske radio.

Da Leonora mødte Annette, havde hun gerne sin kortbølgeradio med i seng, og da podcasts for alvor fik medvind, brugte hun gradvist mere og mere tid dagligt på at lytte til alt om dette og hint, primært videnskabelige podcasts om bl.a. dyrelyde.

– Det var nok på en eller anden måde beroligende for mig, lidt som da man var barn og kunne ligge og falde i søvn, mens man hørte de voksne snakke, siger hun.

Det gjorde det ikke nemmere, at Annette uden undtagelse synes, at alt er interessant, pointerer Leonora:

– Hun er den bedste borddame for hvem som helst. Alle synes, at det er helt fantastisk at sidde til bords med Annette, fordi de får lov til at udfolde en eller anden sindssygt bizar særinteresse, som Annette spørger interesseret ind til og i øvrigt har læst artikler om i forvejen og derfor kan bidrage med ny viden til. Hun er oprigtigt interesseret i alt nyt.

Annette mener selv, at hendes afhængighed af podcasts blev forværret, da Leonoras bog “Den, der lever stille” udkom.

– Det er jo ikke, fordi vi normalt sidder lårene af hinanden, men Leonora var virkelig meget væk i året efter udgivelsen, så der var lidt tomt herhjemme, og så fyldte jeg det ud med at høre endnu mere radio, end jeg gjorde i forvejen, siger Annette.

Da de sammen var på deres sædvanlige seks uger lange ophold i Berlin i sommeren 2019, kunne Leonora efterhånden knap komme i kontakt med Annette, fordi hun hele tiden havde høretelefoner i ørerne. Meget af det var research til artikler, men ifølge Leonora spændte de mange timers daglige podcasts ben for Annettes drøm om at skrive en bog.

– Hun var slet ikke til stede og sad bare i sin egen verden og lyttede til en australsk podcast om frøvokaliseringer, som hun synes var vildt spændende. Vi kommunikerede nærmest ikke, og så sagde jeg: “Hør nu her. Du kommer aldrig til at skrive den bog, du har talt om i flere år, hvis du er intravenøst forbundet med de podcasts.”

De blev enige om, at det var bedst, Annette tog en kold tyrker fra lytteriet i nogle måneder. Det satte skub i bogskriveriet.

– Jeg har skrevet bøger i 20 år, og jeg ved, hvad det kræver. Det kræver et helt enormt fokus, og det var der ingen chance i helvede for, at hun kunne få, hvis det blev ved, siger Leonora.

Globetrotter som 14-årig

Jeg behøver kun at træde få skridt ind i Annette og Leonoras højloftede lejlighed, før det står klart, at jeg er havnet det rette sted.

Værelserne med de brede plankegulve og stuklofte er nemlig ikke indrettet klassisk med stue, soveværelse, børneværelse ét og børneværelse to, for børn har aldrig været på tale.

Lejlighedens to største rum udgør i stedet to arbejdsværelser. Begge har gulv-til-loft-reoler fyldt med bøger, og hvor Leonora har et ekstra bord fyldt med en anden stor særinteresse, nicheparfumer, er Annettes bøger flankeret af udstoppede fugle, udskårne træfigurer og andet, der ligner en samling af unikke fund fra et langt liv fyldt med rejser.

Det er det hjem, der gennem knap 20 år har dannet rammen for Leonora og Annettes liv og karrierer.

For at forstå, hvordan de er endt her – i et liv, hvor karrieren prioriteres højt, men også hvor kærligheden stadig holder trods en aldersforskel på 22 år og en temmelig turbulent start på forholdet – må jeg først vide, hvem det var, Leonora forelskede sig så hovedkulds i, da hun var 26 år.

For mens Leonora selv har skrevet og fortalt åbent om sin egen baggrund og opvækst, ved jeg meget lidt om Annettes.

Jeg ved, hun er født i 1954 i en lille by i det daværende Rhodesia, nuværende Zimbabwe, og at hun siden har rejst en stor del af sit liv.

Forældrene havde, inden de fik børn, besluttet sig for, at de ville opleve verden. Hendes far var tømrer, og moren var kontoruddannet , så de havde job, som gjorde, at de kunne bo de fleste steder. I første omgang i det sydlige Afrika.

Da Annette var tre år og hendes storesøster syv, blev de sendt til Danmark, fordi forældrene arbejdede et sted, hvor der var sovesyge.

Døtrene, som dengang kun talte engelsk, blev sendt med flyet med hver deres lille, brune dukke under armen for at bo hos deres dansktalende bedsteforældre, som de i øvrigt kun havde mødt én gang.

– Det var formentlig dybt traumatisk og grunden til, at jeg ikke kom tilbage til mit fødeland før for få år siden, siger Annette og forklarer, at det ikke var unormalt i den britiske kultur, de var en del af, at man sendte børnene hjem eller væk på kostskoler, hvis det ikke passede ind i forældrenes liv at have dem hos sig i en periode.

Først otte måneder senere blev forældre og børn genforenet i Danmark, men de nåede ikke at bo her mere end et halvt år, inden de flyttede til Canada.

Efterfølgende rejste de videre til Californien, boede i Thailand og Californien igen, hvorefter de kom til Danmark, da Annette var 14 år. På det tidspunkt havde hun gået på 14 forskellige skoler.

– Det lyder på mange måder supereksotisk, og jeg er ikke ked af, at jeg har set alle de steder, eller at jeg er tosproget. Men det er da klart, at det har været ret heftigt og måske også har påvirket mig mere, end jeg er klar over, siger Annette.

Det er Annettes opvækst, der har gjort, at hun siden har brugt en stor del af sit liv på at rejse. Det er også en af grundene til, at rejser fylder meget i hendes ægteskab i dag.

Hun og Leonora rejser to-tre måneder om året og tager deres bærbare computere med, så de kan arbejde, hvor de nu er.

– Vi har tit talt om, at vi aldrig kunne have været et par, hvis jeg ikke jeg havde været med på at rejse, fordi det var en så stor del af dig. Jeg havde ikke været på andet end den obligatoriske sommerferie til Sydeuropa, men det var helt klart, at hvis vi skulle blive sammen, skulle jeg være med på at rejse meget, siger Leonora henvendttil Annette.

Bakkede indi forholdet

Annette tog en magistergrad i litteraturvidenskab i Danmark, men har som yngre også boet i London, hvor også en overgang havde job som studievært på TV3, inden hun blev vært på TV 2 Øst og siden redaktør på Kvinfo.

Det var her, Leonora kom ind i billedet. Hun var 26, og Annette var 48. Annette havde vidst, at hun var til kvinder, fra hun var omkring 11 år, hvor hun havde en drøm om, at hun fik prinsessen og det halve kongerige.

Det vidste Leonora imidlertid ikke om Annette, da de mødtes første gang.

På det tidspunkt var Annette redaktør på Kvinfos web-magasin Forum for køn og kultur og havde efterlyst flere lesbiske stemmer i magasinet.

Leonora meldte sig og skrev først et indlæg, som imponerede Annette, og derefter skrev hun flere artikler til magasinet. Leonoras romantiske interesse for Annette blev ikke gengældt de første næsten tre år.

Dels var Annette i et andet forhold, dels syntes hun, at Leonora var alt for ung. Men det handlede også om, at hun havde svært ved at binde sig og generelt var vant til være sig selv.

– Jeg tror, at min opvækst har gjort, at det har været svært for mig at knytte særligt dybe bånd til andre mennesker, siger Annette.

Men efter flere års tilløb var Annette klar. Næsten da. Godt nok flyttede de sammen i den lejlighed, de stadig bor i, efter bare tre måneder som kærester, men de var ikke enige om noget som helst, og bølgerne gik højt.

– Jeg var helt umulig. Jeg bakkede nærmest ind i forholdet og i lejligheden. Vi skændtes og skændtes og skændtes om alt fra penge til kærlighed, og hvordan vi ville leve sammen. Jeg tror, det handlede om, at jeg bare var 100 procent bange. Jeg var rædselsslagen, siger Annette.

Leonora supplerer:

– Der var også den ret store forskel, at jeg havde været forelsket i Annette i flere år, og det havde hun overhovedet ikke været. Jeg syntes jo bare, at vi skulle være sammen hele tiden, og ville have al mulig bekræftelse, og Annette ville bare være alene, siger Leonora.

Efter et år begyndte de i parterapi, og siden har de stort set ikke haft et skænderi.

– Vi kunne simpelthen ikke længere høre, hvad hinanden sagde. Parterapien gjorde, at vi lærte at tale sammen, ved at tage udgangspunkt i vores egne følelser og ikke gætte på den andens motiver.

Succesens bagside

Det har ikke altid været let at være gift med en forfatter, hvis succes afhænger af anmeldelser og ikke mindst salgstal. Annette husker især Leonoras til dato værst anmeldte bog, “Førsteelskeren” fra 2012.

– Jeg var på det tidspunkt i tvivl, om Leonora overhovedet kom op igen. Det var virkelig hårdt, siger Annette.

Men de er begge enige om, at det har været nærmest lige så svært, når Leonora har haft succes, som den hun har haft, siden “Den, der lever stille” udkom, solgte over 160.000 eksemplarer, og som hun i 2019 vandt De Gyldne Laurbær for.

– Jeg er vant til at stå i modvind, så det er en velkendt situation for mig. Medvind havde jeg ikke prøvet i så høj grad før den bog, siger Leonora.

Efter udgivelsen holdt hun 150 foredrag og lavede mindst 100 bogsigneringer, som betød, at hun var væk fire dage om ugen i to år. Samtidig skulle hun forholde sig til læsere, som var så påvirkede af hendes bog, at de stod og græd til hendes foredrag.

– Jeg var pludselig ikke ret meget hjemme, så det liv, Annette og jeg havde bygget op sammen, var suspenderet. Vi kunne ikke rejse, som vi plejede, og jeg var enormt stresset. Da jeg skulle i gang igen efter min seneste bog, var jeg virkelig træt, og Annette var bekymret for mig.

For lige så glad, som Leonora var for, at hendes bøger blev læst, og hendes læsere kunne spejle sig i hendes erfaringer, lige så hårdt var det for hende, at hendes bøger pludselig levede langt længere end de sædvanlige par måneder og måske 10 foredrag.

– Det blev pludselig hele mit liv. Læserne ville ikke nødvendigvis nøjes med bogen eller et foredrag – de ville mødes med mig én-til-én, og de havde pludselig meget høje forventninger og kunne blive skuffede.

– Det holdt ikke op af sig selv og krævede, at jeg var i stand til at sige nej på et niveau, jeg ikke er særlig god til. Det har jeg haft svært ved at tackle.

Derfor var det også først sent i processen med Annettes bog, at Leonora kom ind i billedet. Efter udgivelsen af “Hvis vi ikke taler om det” i midten af 2021, holdt hun en kortere turné med foredrag, og i november læste hun for første gang det manuskript, som Annette havde skrevet på i to år.

– Du var nået ret langt, men der manglede en historie og en form, siger Leonora.

Når Leonora selv har været i den sidste del af skriveprocessen, har hun indimellem taget på skriveophold i udlandet alene. Det har passet Annette godt.

– Der er nogle faser af din romanskrivning, hvor jeg næsten ikke kan holde ud af være i nærheden af dig. Hvor du arbejder 12 timer om dagen uden at rejse dig og kun spiser, hvis jeg kommer med mad til dig, og hvor jeg kan være bange for, at du får en blodprop. Der har jeg nogle gange har været glad for, at du var i Berlin eller Indien imens, siger hun.

Netop den fase af bogskrivningen fik Annette imidlertid større respekt for, da hun selv skulle skrive en bog. Det var nemlig på det tidspunkt i hendes egen proces, at Leonora blev en del af bogprojektet.

Det kræver mange års erfaring at give en bog den sidste kraft eller fremdrift, der skal til, for at den hænger sammen, fortæller Leonora.

– Det kræver, at man sætter sig ned og bruger rigtig mange timer om dagen på det. Annette har nok tidligere tænkt, at jeg var ekstrem, og det er jeg også, men det er, fordi der er brug for det i den fase, og det ser du nu, siger hun og kigger på Annnette.

Annette erkender, at hun har undervurderet den del af processen, men Leonoras hjælp var ikke kun tiltrængt for at gøre bogen mere læseværdig.

– Det er superensomt at skrive en bog. Jeg har selvfølgelig været ude og interviewe en del, men det meste af tiden sad jeg jo bare ved skrivebordet og kæmpede med mit manuskript, uden at nogen læste med. Jeg var uendelig glad for at have Leonora at tale om bogen med, siger Annette.

Også selv om hun lige skulle sluge, at Leonora kunne finde på at slette 30 sider uden videre, fordi hun mente, de var overflødige.

– Jeg havde jo nok en forestilling om, at en bog var en samling af artikler, og det er det jo ikke. Og på trods af min store bevidsthed om min lydfølsomhed, havde jeg ikke tænkt, at mine egne erfaringer skulle være en del af bogen, men de endte jo som den røde tråd i den, siger Annette.

Det var Leonora, der fik den idé.

– Jeg tænkte, at vi skulle have hevet Annette ind i bogen. Det har altid været hendes problem, at hun helst vil træde i baggrunden og lade andre tale. Bogen var drevet af, at Annette synes, det var interessant, men eftersom hun synes, at alt er interessant, var der pludselig mange emner med, og den gik lige fra lydfølsomhed til hvalers vokalisering, hvor jeg tænkte: Hvad laver de hvaler her?

For mens Annette er ekspert i lyde, og hvordan vi påvirkes af dem i vores liv og hverdag, er der ét område, hvor det er Leonora, der er eksperten:

– Jeg ved om nogen, hvordan Annette lyder.