“Heroin er ikke ligefrem noget skønhedsmiddel”

Elise, en ung, smukt syngende teenager fra en velstillet familie i den dyre del af Oslo, længes efter en tilstand af følelsesløshed for at kunne holde livet ud.

Spiseforstyrrelsen og pillemisbruget afløses af stoffer, da hun møder musikeren Joakim. Heroinen og sprøjterne overtager langsomt, men sikkert, hendes liv og ødelægger uvægerligt også hendes forældres.

Maria Kjos Fonn er lige landet fra Norge for at tale om sin opløsningsroman “Heroin Chic”. Petroleumsblå fakefur-jakke, cowboystøvletter, mørkt hår, kohl om øjnene.

Ligner ikke sin lyshårede, langlemmede hovedperson Elise. Det er hende også magtpåliggende at sige, at hun IKKE er Elise.

Men hun kender misbrugsmiljøet. Hun har været der selv. Og slap ud af det igen. Forlaget har advaret på forhånd. Det er sårbart stof.

Hvor meget af det er dig selv?

– Egentlig ikke så meget. Jeg har skrevet tre forskellige bøger, hvor jeg går ind i skyggesiderne af ting og miljøer, som ikke alle kender. Det er miljøer, jeg selv har kendskab til, men det er mere en måde at bruge min erfaring på – som et vindue til at leve mig ind i noget andet.

– Elises karakter er meget langt fra mig og min historie. Mange tror, det er selvbiografisk. Måske også fordi jeg skriver på en måde, hvor jeg som en skuespiller nærmest bliver rollen. Jeg tror selv næsten, jeg er personen, når jeg skriver. Heldigvis er jeg det jo ikke.

Men dig og stofferne?

– Jeg har også haft et problem med heroin, det har jeg. Jeg har ikke været på det niveau – altså ikke lige så ekstremt som hovedpersonen. Men det er det, der har været udgangspunktet, og som ledte mig ind i Elises karakter. Og jeg har også beskæftiget mig med sang. Så det er ligesom de to ting, der har mest med mig at gøre.

– Jeg har været bange for, at man skulle tro, at jeg havde meget til fælles med Elise. Ikke så meget pga. heroinen, men pga. hendes personlighed, af hendes selvoptagethed, som er meget karikeret.

– De norske medier har haft meget svært ved at forstå, at jeg faktisk ikke skriver om mig selv, så de har været nysgerrige efter koblingen mellem mit liv og hovedpersonen. Men der er stor forskel, så jeg har måttet trække en klar skillelinje.

– I romanen går misbruget meget længere og er mere dramatisk. Men det er klart: Hvis jeg ikke havde haft de erfaringer, jeg har, havde jeg måske manglet den viden, som gør det troværdigt.

“Nogle år”, siger hun om længden af sit misbrug.

Narcissistisk

Spørgsmålet er, hvorfor vi i den vestlige verden, hvor vi tilsyneladende har alt og er lykkelige – Danmark er nummer to på den nyeste liste over verdens lykkeligste, Norge er på ottendepladsen, finnerne er nummer et – alligevel har brug for rusmidler til at fjerne os fra virkeligheden. Maria siger:

– Jeg tror, det er et ganske almenmenneskeligt behov. I alle kulturer søger man rusen på en eller anden måde. Jeg tror ikke, der er et større rusbehov nu, end der har været før, men … Elise er på en måde en person af sin tid. Besat af udseende, succes og grænseoverskridende, spændende oplevelser, som hun søger i rusen, når hun ikke kan finde det andre steder.

– Hun vil gerne være noget særligt. Specielt smuk. Specielt dygtig. Når hun føler, at hun falder lidt igennem, eller bliver bange for at mislykkes, bliver rusen en måde at skabe en speciel identitet på. Som en af veninderne siger: “Først var du den dygtigste, nu er du den sygeste”. Det er en narcissistisk tragedie, hun udspiller. Hun vil have opmærksomhed. Jeg tror ikke, hun er atypisk for måden, moderne unge mennesker kan være på. Hvor man lever meget isoleret i sin egen verden med fokus på, hvordan man fremstår, og hvad man oplever.

Og så breder Maria opfattelsen af afhængighed ud – og rammer bredt og ubehageligt rent:

– Folk har et behov for at bedøve sig, man ser det overalt. Bare sådan noget som sociale medier er også en måde at leve på, hvor det er distraktion, distraktion, distraktion. Folk er generelt afhængige væsener – prøv bare at glemme din smartphone en dag, så mangler du en kropsdel.

– Det betyder selvfølgelig ikke, at det er det samme som at være afhængig af heroin, men det er et distraktionsbehov, og det er faktisk meget smertefuldt, når man oplever afhængigheden. Det kan godt være, jeg skriver om ekstreme skæbner, men jeg oplever, at mange kan lide bøgerne, og det betyder nok, at folk på flere planer kan leve sig ind i noget eller genkender noget i sig selv i dem. Verden er jo ekstremt skræmmende. Apokalypsen er nær.

Har du den følelse?

– Ja. Jeg kan have den med klimakrisen. Nu er det Ukraine og pandemi. Der er en stor debat i Norge om, hvorfor folk ikke skriver mere politisk. Det kan man jo også spørge mig om. Men det er måske behovet for distraktion fra verden. Apati.

– Det er det, jeg beskriver – en reaktion på en verden, som er helt uhåndterlig, og hvor skal du begynde? Hvordan kan du gøre noget med den her situation? Så bliver det magtesløshed, apati, distraktion. Læsning kan også være eskapisme. At drømme sig bort i litteratur. Jeg er bare glad for, at folk stadig læser …

Heroinmisbrug er vel også eskapisme?

– I højeste grad. Det er det, det er.

Og lad os sige det, som det er, for det kommer nok ikke som en overraskelse: Bogen ender ikke godt. Maria siger selv, at hun ikke er nogen feelgood-forfatter.

– Alle mine romaner har kvindeperspektiver om kvindelig udsathed. Alle karaktererne bliver udsat for overgreb i forskellig grad. Jeg vil ikke sige, at mine romaner har et feministisk perspektiv, men et kvindeperspektiv, det har de. Romanen om Elise er en tragedie.

Følelsesløs

Maria er selv vokset op i norsk middelklasse. Hendes far er journalist, hendes mor er lærer på journalisthøjskolen.

– Så jeg har løftet hovedpersonen lidt op fra min egen klassebaggrund, fordi jeg virkelig godt kan lide kontraster og fald. Jeg ville vise en fra de bedste økonomiske kår – og så ødelæggelsen, derouten.

Udviklede du selv en spiseforstyrrelse som lille?

– Ikke på den måde, som karakteren gør. Jeg begyndte bare at skrive om rusafhængighed, men det var først, da jeg gav hende en spiseforstyrrelse, at alt faldt på plads. Det var en god indgang til rusproblemerne, og hvordan hun søger at blive numb – altså følelsesløs.

– Den følelse kan man også få af at spise lidt eller ingenting, hvor man bliver en blanding af tung og let. Derfra bevæger hun sig mod stofmisbruget. Romanen hedder jo “Heroin Chic”, Elise har en fascination af modeller og tyndhed, som findes både i rusen og i spiseforstyrrelser. Dén æstetik.

Hvordan havnede du selv i et misbrug?

– Det er en kompliceret historie. Jeg oplevede grov mobning og flere overgreb som teenager og oven i det en gruppevoldtægt, da jeg var 20 år. Det var traumatisk, og misbruget blev en måde at selvmedicinere mig eller at håndtere de følelser på. At fjerne mig fra følelser, som er meget vanskelige at have.

Gruppevoldtægten endte ikke med en politisag:

– For jeg var der ikke … mentalt. Det er stadig svært og også svært at snakke om.

Altopslugende

Marias forrige roman, “Kinderwhore”, handler om et seksuelt overgreb på et stort barn, der bedøver sig med sin mors piller som en konsekvens af overgrebet.

– I “Heroin Chic” ville jeg have, at rusen skulle være hovedtemaet. Der skulle ikke være nogen klar undskyldning for hovedpersonen for at begynde på det. Det var faktisk svært at skrive, for det er meget naturligt både for læseren og forfatteren at lede efter en årsag. Sådan freudiansk: Er det moren? Er det barndommen? I romanen er der tusind årsager, men ikke én klar årsag, der forsvarer det ekstreme misbrug, hun ender i.

Er budskabet så, at “it could happen to anyone”?

– Nej, det tror jeg ikke, det kan. For min hovedperson er langtfra anyone. Hun er en, der opsøger noget grænseoverskridende for at prøve det. Det er klart, at alle kan have udfald – jeg er den første til at sige, at alle kan have omstændigheder, situationer, der giver udfald – men jeg har ikke prøvet på nogen måde at forsvare personen eller lave et ruspolitisk manifest. Jeg tror ikke nødvendigvis, at man får et indtryk af narkomaner generelt af at læse bogen.

Ikke desto mindre: Maria afdækker med klinisk akkuratesse stofafhængighedens væsen. Elises tur ind i misbruget og ned i helvede med heroin-elevatoren er nærmest fysisk håndgribelig.

Da du selv var i misbruget – hvordan reagerede dine forældre så?

– Selvfølgelig var det vanskeligt for dem. Det er altid vanskeligt, når nogen står en nær. I mange afhængighedsfortællinger er narkomanen den eneste person, som egentlig ER der. Alle andre er bipersoner. Junkien og heroinen – det er det, der er. Behovet for dope er det eneste, der findes. Der kan være en kæreste eller noget andet, men behovet for stofferne bliver altopslugende.

– Man BLIVER desværre narcissistisk eller ekstremt selvoptaget af at være afhængig. Tingene bliver meget narrow. Jeg syntes, det var spændende at udforske pårørende-dynamikker i den forbindelse, og der er ikke nogen lighedstræk mellem min familie og familien i den her bog. Moren bliver jo fuldstændig opslugt af datterens afhængighed. Det er måske en ting, som adskiller bogen fra en mere opskriftsmæssig afhængighedsroman – at særligt moren får så stor en plads.

Maria pointerer, at hun har et godt forhold til sine forældre.

– Men jeg har haft mange vanskeligheder. Det med at “ruse” mig var noget, der opstod, da jeg var i midten af 20’erne og for at håndtere traumer og psykiske problemer. Og psykiske vanskeligheder før det. Det har været langvarigt. Rusen blev et symptom, noget der skete, og som ikke tog så lang tid at komme ud af. Hvis du spørger mine forældre, vil de nok sige, at det mere er summen af ting, som har været … det værste. Men det er klart, at alt sådan noget er ekstremt vanskeligt.

Myter

Mange forestiller sig om heroin, at man bliver afhængig “fra første skud”. Den forestilling ville Maria gerne nuancere.

– Ofte går det meget hurtigt, men det kan variere, og det har været vigtigt for mig at skrive mig væk fra myterne. Også fra den herskende opfattelse, at det er helt fantastisk at være på heroin.

Hvordan er det?

– Altså det … giver en eufori og en smertefrihed, en smertefrihed både fysisk og psykisk. Men det tager ikke lang tid, før den eufori stort set ikke lader sig genskabe. Det bliver bare en ligegyldighed. Og det er vældig tragisk at gå rundt i den ligegyldighed. Mange går faktisk ikke rundt og er skæve, selv om de er på heroin, på norsk taler man om at blive “rask” – at fjerne abstinenserne, som er hovedgrunden til at misbruge heroin. Det adskiller sig vel ikke så meget fra anden afhængighed. Men hvis man havde heroin på recept, tror jeg, mange kunne leve om ikke fuldgyldige liv, så i hvert fald ganske normale liv, hvor man kan fremstå normal og gøre normale ting.

Jeg troede, man skulle bruge mere og mere?

– Ja, altså … man får jo en høj tolerance. Tolerancen øges og dermed behovet. Opiatafhængighed er et kæmpe problem i sig selv. Men med jagten på at skaffe dope og penge til det bliver det et fuldtidsjob.

Hvordan skaffede du penge?

– Arbejde. Men det er så forskelligt, det er ikke alle, der kan det. Jeg kunne arbejde. Det har jo også at gøre med, hvem du er, før du begynder, tænker jeg. Hvor du står socialt, før du begynder, og hvordan du klarer at balancere et misbrug med et liv, hvor du fungerer. Det er forskelligt fra person til person.

Jeg siger, at narkomaner synes længere nede i misbrugshierarkiet end alkoholikere, og Maria siger:

– Det har noget at gøre med, at det er dyrere at få fat i stoffer. Så Elise må stjæle og låne. Derfor er der det økonomiske og det ulovlige, der følger med stofmisbrug. Men når det er sagt, er det utrolig slidsomt at have et forhold til en alkoholiker, så hvis jeg skulle vælge mellem at være lukket inde med en fuld person og en person på heroin, ville jeg vælge heroinisten, som er mindre opfarende.

Hvordan kunne man se på dig, at du tog heroin?

– Lidt tynd. Og sløv måske. Altså, ja … det er ikke ligefrem noget skønhedsmiddel, det er det ikke. Jeg så det ikke selv. Jeg fik nogle kommentarer, men det var kun mine nærmeste, der kunne se det. Folk kunne ikke umiddelbart se, at jeg havde problemer, hvis de ikke vidste det. Og jeg kunne ikke se det selv.

Kunne du få tilbagefald?

– Nej, jeg har fået fuldstændig afsky for det. Jeg kan selvfølgelig være bange for tilbagefald, men det frister mig ikke. Det minder mig om en vældig svær og skræmmende periode og erfaring i mit liv. Når mit liv er svært, går jeg heller ikke rundt og har lyst til det, det har mistet sin appel.

– Jeg har en veninde, som havde et massivt problem med narkotika i 10 år. Hun var også ude i prostitution. Hun fik også sådan en afsky for stoffer. På et tidspunkt arbejdede hun et sted, hvor folk tog stoffer lige foran hende. Hun var clean. Hun så folk tage dem, men havde ikke selv lyst.

– Hvis man er heldig, får man den afsky. Altså … hvis du først klarer at få stofferne på afstand, bliver de forbundet med meget smerte og frygt og følelsen af ikke selv at kunne vælge, hvad man vil gøre. Det, syntes jeg var skræmmende: Ikke at være herre i eget hus, på en måde. Så det handler om at genvinde kontrollen, og den bliver værdifuld.

– Det var noget af det, jeg prøvede at beskrive. Ufrivillighedsfølelsen. At miste ejerskabet. Når man bliver afhængig, forsvinder en del af dig, personligheden forsvinder i afhængigheden. Mange afhængige bliver ganske … ens. Hvis du læser 10 beretninger om at være afhængig, vil de ligne hinanden meget, fordi en del af personligheden simpelthen forsvinder.

Kompliceret

Maria nævner et statistisk tal: 4.600. Ifølge den uafhængige medieplatform OpenDemocracy viser et stort studie udført af den amerikanske kliniske professor Vincent J. Felitti, at der er 4.600 procent større risiko for at blive stiknarkoman, hvis man har oplevet traumer som barn.

– Det er vanvittige tal. Og du kan bruge et helt liv på at være stofafhængig og skaffe penge og komme på afvænning, men du kommer aldrig frem til pointen, som er smerten, der ligger bag. Det er både meget tragisk og meget forståeligt.

– Der er mange, der siger, at rusen faktisk har reddet dem fra selvmordet. At alternativet ville være værre. At bedøvelsen var bedre, selv om den også var ødelæggende. Det tror jeg er så sandt, som det er sagt. Afvænning er noget, jeg har stor respekt for. Altså, hvad det er, personen eksponeres for dér? Og er systemet klar nok over det underliggende behov i behandlingen?

– Hvis man har været narkoman i 10-12 år og tager stofferne væk – hvad er det så, der venter af følelser og minder? Jeg synes, at behandling for afvænning er meget kompliceret, for hvad gør man, når rusmidlet er borte? Hvad med den store kobling til traumer? Systemet ved ikke, hvordan de skal møde det.

For:

– Når du holder op med at bruge rusmidler, er det ikke endestationen. Det er begyndelsen. Men der er jo dårlige resultater for afvænning.

Maria kom selv på afvænning:

– Hvor jeg måtte prøve at vende det hele, der var nogle udfordringer, det var en bumpy road. Men jeg havde en kæmpe vilje til at komme videre i livet, og så … fik jeg traumebehandling, det er måske det vigtigste. Der fik jeg andre måder at tackle tingene på.

Hvorfor lykkedes det for dig?

– Kort karriere. Mange ressourcepersoner omkring mig, som støttede mig. Job, familie osv. Og selvfølgelig også måske nogle personlige egenskaber.

Hun tror selv, at det har været terapeutisk at skrive bogen.

– Når jeg skriver fiktion, handler det om at kunne give alle erfaringer, tanker og følelser et sprog og flytte det ud af mig selv. Det er også en måde at skabe afstand til ting på. Og det kan gøre, at nogle erfaringer føles mindre meningsløse. Nu er forfattere jo ikke ligefrem kendt for at have overvældende psykisk sundhed, at skrive er ikke verdens bedste terapi, men der er det i det, at alt, hvad man føler og tænker, kan man arbejde med. Og så BLIVER det en slags alkymi.

Hvordan har du det i dag?

– Ganske godt. Jeg har en posttraumatisk stresslidelse, som jeg ligesom bakser med, så det er det, jeg har: En bagage med lidt forskellige ting. Men bortset fra det har jeg det egentlig godt. Jeg er ret nygift, min mand er også forfatter. Og jeg er i gang med to nye bøger, som jeg ikke skal sige for meget om, men … jeg måtte skifte tema. Nu har jeg skrevet mig lidt tom på det socialrealistiske, jeg måtte prøve noget nyt. Det begynder at tage form. Vi får se.