Vivian ville overvinde sin dødsangst og blev vågekone: "Jeg har opdaget, at de fleste dør mætte af dage"

Det var en sen aften på et plejehjem i Aarhus. På en stue lå en gammel kvinde i sin seng. Ved sengekanten sad en ung kvinde. De var fuldstændig fremmede over for hinanden, men forenede i et særligt øjeblik. I livets sidste minutter.

Vivian Lamhauge Petersen var 25 år og på sin første vagt som vågekone. Hun aede stille den gamle kvinde på hånden og smånynnende for hende, mens tårerne trillede. Kort efter trak den gamle kvinde vejret for sidste gang.

- Jeg græd ikke, fordi jeg var ked af det. Jeg græd, fordi det var så utroligt stort, smukt og fredfyldt. Tænk, at jeg fik lov til at være der, når et menneske tog sit sidste åndedrag i den her verden. Sådan har jeg haft det hver gang siden.

- Det er bevægende, og jeg har brug for den forløsning, hvor jeg lader mine følelser strømme ud. Jeg bliver taknemmelig over, jeg selv er i live, men også taknemmelig for, at jeg måtte være med ved et andet menneskes afslutning på livet. Det er et virkelig intimt rum at blive inviteret ind i, fortæller Vivian.

Hun har været frivillig vågekone for Røde Kors i tre år. Hun kommer, når mennesker ligger for døden på plejehjem, hospitaler eller i deres hjem.

Vivian våger over døende, som ikke har nogen familie, og dem, hvis familie har brug for en pause. I deres sidste timer er Vivian den blide stemme og varme hånd, der skaber tryghed, når de giver slip.

- Jeg kender ikke dem, og de kender ikke mig. Jeg ved ikke, hvordan de har levet deres liv. Men det betyder ikke noget for mig. For uanset hvem du er, er der er ingen mennesker, der skal dø alene.

- Jeg mener, at alle fortjener en at holde i hånden, når de skal forlade livet. Selv om jeg ikke kender den døende, bliver jeg altid påvirket af det lige efter. Det kan jeg ikke undgå. For det er en enormt stærk oplevelse at se et menneske forlade livet.

Når Vivian taler om sine oplevelser som vågekone, lader hun til at have et meget afslappet, afklaret forhold til døden. Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod. Som helt ung fik Vivian nemlig voldsom dødsangst.

- Jeg aner ikke, hvor dødsangsten kom fra. Den ramte mig bare lige pludselig som teenager. Jeg var bange for selv at dø, og jeg var bange for, at alle, jeg kendte og elskede, skulle dø. Jeg vidste udmærket godt, at døden er en uundgåelig del af livet.

- Det var bare meget voldsomt for mig at erkende perspektivet i, hvor sindssygt det i grunden er, at vi alle sammen skal dø. Så er vi væk. Og verden vil gå videre uden os. Det er det uigenkaldelige ved døden, der virkelig var uhyggelig for mig. Men jeg kunne ikke rigtig dele det med nogen, for jeg var flov over det.

- Der var en periode, hvor jeg var meget hårdt ramt, og dødsangsten kom i bølger flere gange om dagen, og den kunne holde mig vågen om natten. Jeg begyndte at isolere mig, da jeg havde det værst, fordi jeg ikke magtede at være social.

- Lidt efter lidt fik jeg kontrol over angsten, men jeg var stadig meget optaget af døden. Nok for optaget af den. Jeg læste en del om det, og jeg kan se nu, at på filosofistudiet kredsede jeg også enormt meget om livet og døden i mine opgaver.

Så da Vivian tilfældigt læste om vågetjenesten, vidste hun, at det var dét, hun ville. Hun var nødt til at tage livtag med sin dødsangst.

- Det rørte ved noget i mig. En nysgerrighed, tror jeg. Jeg tænkte, at det kunne være en måde at få døden afmystificeret, og samtidig kunne jeg gøre en næstekærlig gerning, uden at det skal lyde helligt.

- Men jeg kunne godt høre på den mand, jeg talte med hos Røde Kors, at han syntes, det var vildt underligt, at en ung kvinde som mig havde lyst til at blive vågekone.

- De fleste er jo 65+, eller også har de en sygeplejefaglig baggrund. Han spurgte noget skeptisk, om jeg overhovedet havde set en død før? Jeg skyndte mig bare at sige ja, selv om jeg ikke havde.

- Det er jo ikke det fysiske aspekt ved døden, men frygten for det definitive, der har fyldt hos mig. Så jeg havde ikke på forhånd nogen betænkeligheder ved at se et dødt menneske. Men selvfølgelig var det da underligt og uvirkeligt i starten. Fra det ene sekund til det andet er et menneske bare en tom skal. Sjælen er væk.

Nyt liv på vej

Selv om Vivian som 28-årig stadig er et særsyn som vågekone, har vågetjenesterne i den seneste tid mærket en stigende interesse fra unge. Og det kræver heller ikke en tung kuffert med livserfaring at tilbyde kærlig omsorg til en døende, mener Vivian.

- Jeg føler ikke, alderen betyder noget for at være en god vågekone. Det er meget sjældent, at de døende er ved fuld bevidsthed, når jeg bliver tilkaldt.

- Men høre- og følesansen fungerer stadig, så min vigtigste opgave er at lade dem mærke, at de ikke er alene. Jeg holder i hånd, snakker eller synger lidt. Det handler om at være 100 procent nærværende.

- Når jeg sidder ved en døende, ved jeg, at hvert sekund er dyrebart. Så sidder jeg ikke og ser på min mobil eller er i gang med at planlægge 117 ting. Det er blevet et frirum for mig selv at våge, for det er sjældent, man som ung giver sig selv lov til bare at være til stede i nuet.

Lige nu er det livets begyndelse, der fylder mest hos Vivian. Hun venter sit første barn, men når hun har født og har overskud igen, vender hun tilbage til vågetjenesten. For timerne med de døende har givet hende endnu større appetit på livet.

- Det har givet mig ro at opdage, at de fleste dør mætte af dage. Jeg har stadig ikke lyst til at dø, men jeg er ikke bange for det mere. Jeg håber, at jeg også først skal herfra, når jeg engang har fået nok af livet.

- Det lyder måske paradoksalt, men døden har givet mit liv så meget mere mening. Jeg lever mere i nuet, og jeg vil helst nå og opleve det hele megahurtigt. Jeg vil ikke gå glip af noget.

- For eksempel er jeg begyndt at rejse meget, selv om jeg virkelig hader at flyve. Men jeg har taget den beslutning, at det modsatte af døden, er at leve. Så det gør jeg fuldt ud.