“Vi er fra samme by. Vi deler samme navn. Jina var ligesom mig”

Midt i cirklen af mennesker brænder bålet. Ved siden af danser en iransk kvinde med sit tørklæde i hånden. Mens hun drejer om sig selv, blafrer hendes lange, mørke, krøllede hår efter hende. Til sidst smider hun tørklædet ind i ilden. Flere kvinder følger hende og kaster med kraft deres tørklæder ind i flammerne.

Folk klapper og hepper.

“Det går fuldstændig amok lige nu. Jeg har lige siddet og tudet over, hvor stolt jeg er af mit folk. Det er svært at sætte ord på, men jeg er både ked af det og glad på samme tid,” fortæller Jino Victoria Doabi, der har iranske rødder.

Det sker som følge af Jina Mahsa Aminis død. Den 22-årige kurdiske kvinde var på besøg i hovedstaden Teheran, hvor hun blev anholdt af moralpolitiet, fordi hendes hår ikke var tildækket tilstrækkeligt. Vidner forklarer, at betjente har slået hende, men politiet nægter at have gjort således. I detentionen gik hun i koma og blev indlagt på hospitalet.

Hun døde i natten til fredag, ifølge det iranske politi, af et hjerteanfald.

Hendes død har startet reaktioner over hele verden. Iranske og kurdiske kvinder brænder deres hijabs og klipper deres hår af. I flere iranske og kurdiske byer går civile mænd og kvinder på gaden og demonstrerer. At tage sit tørklæde af og at starte demonstrationer er to ting, der er ulovlige i Iran. Nu sker begge dele.

At være forbundet

I den kurdiske-iranske by Saqqez har civilbefolkningen startet store demonstrationer og protester mod politiets kontrol. Saqqez var Jina Mahsa Aminis hjemby, og her bor hele hendes familie. Da hun blev begravet i søndags, mødte hele byen op. Kvinderne smed tørklædet i protest mod regimet og i sympati med Jina Mahsa Amini.

“Hvorfor skal du være så modig? Hvorfor skal du være så frygtløs? Hvorfor har jeg opdraget dig på denne måde? Undskyld,” sagde Jina Mahsa Aminis mor foran gravstedet, viser flere videoer.

For den politisk aktive Jino Victoria Doabi rammer Jina Mahsa Aminis død hårdt. Lidt for tæt på hjem – hårdt. Jino er nemlig vokset op i samme by, indtil hun som femårig forlod Iran med sine forældre.

“Jeg er opdraget som hende. Vi er fra samme by. Vi deler samme navn. Hun var ligesom mig. Det kunne også have været mig. Det kunne have været os alle sammen. Jeg ved godt, at det ikke er sådan, verden fungerer, men jeg har dårlig samvittighed over, at jeg er den af os, der stadig er her.”

På en eller anden måde føler Jino, at hende og Jina er ens. De kommer fra det samme, men er endt vidt forskellige steder. Hvor Jino hver dag må sige sin mening herhjemme, blev Jina slået ihjel for at gøre modstand for sin ret til det i Iran.

Jino er meget bevidst om, hvor heldig hun er, fordi hun er endt her i Danmark. Det har hendes far gjort meget ud af at fortælle hende i løbet af hendes opvækst.

“Min far har altid sagt til mig, at jeg ikke havde været en dag over 18, hvis jeg havde boet i Iran. Det har han nok ret i.”

Selvom Jino har boet langt flere år i Danmark end i Iran, så tilhører hendes hjerte stadig det kurdiske folk. Hun ville ønske, at hun kunne være der og støtte op omkring kampen.

Demonstrationer spreder sig

I starten var det byerne Saqqez og Teheran, der var epicentre for demonstrationerne, men de har spredt sig som ringe i vand. Selv i de byer, der er meget religiøse og konservative som Mashhad og Qom, er der nu demonstrationer.

“Når befolkningen selv i de religiøse byer går i protest, så er der virkelig en stor del af befolkningen, der siger: ’vi kan ikke leve under det her’,” siger Iran-ekspert Claus Valling Pedersen. Han er lektor i persisk på Københavns Universitet og har gennem de sidste 30 år rejst til Iran.

“Befolkningen ser, at deres økonomi ligger i ruiner. De har ikke nogen ytringsfrihed eller politisk frihed. Og så ser de ovenikøbet denne her brutale vold gå ud over en ung kvinde. Derfor bliver befolkningens tilgang: ’Hvad har vi at miste?’ Det er derfor, de tør gå på gaderne nu.”

Jino Victoria Doabi har løbende været i kontakt med pålidelige kilder, der befinder sig tæt på demonstrationerne.

“Lige nu er der en følelse af magtesløshed blandt befolkningen. De har ikke noget at miste. Kvinder i Iran har altid stået sammen, men for dem handler det om liv og død lige nu. Det er svært at tro på, at det sker lige nu. Det er så voldsomt. Men vi skal huske, at kvinderne i Iran og Kurdistan også gør det her for os. Det er et internationalt ansvar, for et patriarkat vil altid være en trussel mod friheden,” siger Jino Victoria Doabi.

Et symbol

Der hersker ingen tvivl om, at Jina Mahsa Aminis død har sat et aftryk på verden og på kvindekampen. Hun har tændt en gnist i befolkningen.

“Hendes død er et symbol på den undertrykkelse der er fra det iranske repressive regime, der tvinger kvinder ind i en bestemt rolle og til at tage en bestemt klædedragt på. Det regime har der været modstand mod hos en del af den kvindelige befolkning siden 1979, hvor den islamiske republik blev til,” siger Claus Valling Pedersen og fortsætter:

“Det er både mænd og kvinder, der i tusindvis demonstrerer på gaden mod regimet. Men det er især de veluddannede, yngre kvinder, der protesterer mod den rolle, de bliver tildelt igennem regimet. De ser mod de vestlige demokratier. Bevægelsen blandt de yngre kvinder har været der i lang tid, men Jina Mahsa Aminis død har været dråben, der fik bægeret til at flyde over, og mange har sluttet sig til dem. Særligt grundet brutaliteten i hendes skæbne.”

For Jino Victoria Doabi er Jina Mahsa Amini blevet et symbol på mere end regimet. Hun er kvindekamp.

“Jinas død er et billede på det, som regimet gør. Kvindeundertrykkelse af sin værste side. Men for mig, at hun et symbol på kvindernes kamp. Ingen er fri, før den sidste er fri. Hun fremkalder en masse følelser i mig. Hun er både frygt, undertrykkelse og magtløshed. Men endnu stærkere er hun frygtløshed og stærk. Det er sådan, jeg ser de iranske og kurdiske kvinder,” fortæller Jino Victoria Doabi.