Brev til Anna Mejlhede: Vi skændes over elregningen

Kære Anna

Jeg er en studerende, der bor sammen med min kæreste. Vi er nogenlunde lige gamle, og han er også studerende. I

ngen af os har mange penge, men jeg arbejder mere end han gør, så i princippet har jeg mere at gøre med hver måned. Alligevel opfører han sig, som om han har mest.

Min kæreste er sød og dejlig, og han kommer fra en skøn familie, som gerne hjælper ham økonomisk.

Da vi flyttede sammen, betalte de hans andel af depositummet, mens jeg knoklede for at kunne betale min.

Jeg er vokset op med forældre, som har godt betalte jobs, men som altid har sparet, og hvor man måtte klare sig selv.

Desuden er jeg for stolt til at bede om penge – det er min kæreste ikke. Jeg er måske lidt misundelig, fordi vi er vokset op med så forskellige værdier og så alligevel ikke, for jeg er blevet god til at vide, hvad jeg vil bruge mine penge på.

Men problemet ligger nu i, at min kæreste – som spiller meget computer – ikke kan finde ud af at spare på strøm.

Jeg vasker kun mit tøj, når det er nødvendigt, tager korte bade og forsøger at spare mest muligt. Min kæreste derimod synes, at lys i dagtimerne er “hyggeligt”, og at man skal vaske og tørretumble tøj, selv om man ikke engang har brugt det.

Vi skændes meget om det, for jeg synes, at vi skal spare, og han er slet ikke vant til, at der er begrænsninger på forbrug.

Desuden føler jeg mig ekstremt nærig, fordi jeg går så meget op i det.

Han har tilbudt at betale en større procentdel af regningerne, men det bryder jeg mig ikke om. Hvordan løser vi det her?

Mange hilsner

En forvirret studerende

Kære forvirrede studerende

Når vi indleder et parforhold, så træder flere andre menneskers holdninger og værdier med ind i det. Både når det handler om de elementer af vores opvækst, vi er glade for at spejle os i, og dem vi ikke er.

Derfor kan endeløse diskussioner, hvad angår vaner og mønstre vi er vokset op med, nemt føles lige så umulige som at sømme budding op på en væg …

Din kæreste har ikke været vant til at tænke over, hvor pengene kommer fra, mens du er opdraget til at kunne klare dig selv og tænke økonomisk.

Det er der intet galt i!

Problemet er blot, at man nemt føler sig som den kedelige strammer, når man prøver at begrænse ikke bare sit eget, men også andres forbrug. Du er dog hverken nærig eller smålig. Snarere tværtimod.

At være “lyseslukker” har vist sjældent haft så positiv en klang som nu. For det her handler ikke udelukkende om økonomi, men i lige så høj grad om miljø og klima.

Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan jeres diskussioner ville tage sig ud, hvis nu du drejede dilemmaet i den retning?

Kan du tale med din kæreste om, hvorfor det er vigtigt at spare på energien? At det handler om mere og andet end penge. For du har efter min mening fat i den lange ende af ledningen, så at sige.

I mine øjne ligger dine tanker på linje med at spise maden i køleskabet op, at affaldssortere og huske genbrugsnettet, når man handler – og kun fråse der, hvor det virkelig er nødvendigt. Hvor dét snit så lægges, er naturligvis op til fortolkning.

Men ødselhed kan flyde frit mange andre steder i jeres daglige liv end i tændte lamper og en snurrende tørretumbler.

Når det handler om kærlighed, nærvær og omtanke er der jo al mulig grund til at sprænge ethvert budget. Hver dag – og hele tiden.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.