Kære landshold, tag jer sammen

Isabella Alonso de Vera Hindkjær er chefredaktør på femina.dk. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.

Når det danske herrelandshold i dag skulle gå på banen, var det meningen, at vi skulle se Simon Kjær iklædt et multifarvet ’One Love’-armbind.

Et symbol på anførerens arm, der skulle fortælle verden, at Danmark – på linje med en række andre lande – er imod diskrimination og bakker op om retten til at være, den man er.

Men mandag har DBU meldt ud, at Simon Kjær ikke bærer armbindet. Hvorfor?

”FIFA har indikeret, at man kan få en advarsel,” fortæller DBU’s direktør Jakob Jensen til TV2SPORT.

Og hvad betyder det så?

Jo, Simon Kjær ville såmænd risikere at starte kampen med at blive tildelt et gult kort.

”Det er vi enige om, at det vil vi ikke risikere,” siger DBU's direktør.

I går nægtede det iranske landshold at synge med på deres nationalsang i hvad der antages at være en protest mod det islamiske regime.

Selv om spillerne ved, at de risikerer at påkalde sig en trussel på deres liv, når de som atleter offentligt går op imod det iranske regime, så stod de og holdt om hinandens skuldre, mens de stirrede ud i luften under afspilningen af nationalsangen. Imens stod en gruppe demonstranter på tilskuerpladserne med skilte, hvor der stod ’Woman. Life. Freedom’.

Oprindeligt var det meningen, at det danske landshold ville træne i Qatar iklædt trøjer med budskabet ”Human Rights For All”. Det droppede de, da de på forhånd anmodede FIFA om lov og fik nej.

Men armbindet ville man bære uanset hvad. Indtil man fandt ud af, hvad prisen var.

Et gult kort.

DBU’s direktør siger, at de er ”ekstremt skuffede over FIFA i den her sag”.

Men det er ikke FIFA, der skuffer.

FIFA opfører sig præcis, som man kunne forvente. Enhver, der har fulgt international fodbold de sidste fem årtier – eller blot har set de fire afsnit af Netflix-dokumentaren FIFA Uncovered – ved, at organisationen er gennemsyret af korruption og tvivlsom moral.

Det er det danske landshold, der skuffer.

Ja, FIFA bærer ansvaret for på et ekstremt tvivlsomt grundlag at have tildelt Qatar værtskabet.

Ja, Qatar bærer ansvaret for at stå bag et historisk grusomt VM, der er blevet til på baggrund af moderne slaveri og ifølge menneskerettighedsorganisationer har kostet 6.500 migrantarbejdere livet.

Det kan hverken DBU eller de danske landsholdsspillere gøre noget ved.

De kunne godt lade være med at tage afsted. Men nu hvor de har valgt at tage af sted og stille op, kunne de så i det mindste ikke vælge at stå for noget?

Lige ind til kampen mod Tunesien fløjtes i gang klokken 14, går jeg stadig med et håb om, at vi alligevel vil se de danske spillere sende et signal – på den eller den anden måde.

At de tager hinanden i hænderne og holder et minuts stilhed for de mange migrantarbejdere, der har mistet livet for at opføre det stadion, spillerne betræder.

At de alle sammen sætter sig ned på banen med bøjede hoveder og nægter at spille. At de under trøjerne gemmer på en hemmelig T-shirt med en sønderlemmende kritik af FIFA.

Gør noget. Sig noget. Risiker noget.

Et VM i fodbold er det største udstillingsvindue, der findes, og den perfekte anledning til at sende en besked til hele verden.

Men det er selvfølgelig svært, hvis man ikke for alvor har noget at sige.

For nylig har landsholdets træner Kasper Hjulmand udtalt, at ”hvis du spørger Damsgaard dagen før en Tunesien-kamp, hvad han synes om menneskerettighederne for migrantarbejdere, så er det fair nok, at du spørger, men jeg synes, det er helt forkert, hvis du forventer et svar.”

Jeg synes det er helt forkert, at den danske landstræner forventer så lidt af de mennesker, der spiller på hans hold.

Det vi har været vidner til i Qatar er kontinuerlige angreb på de mest fundamentale rettigheder, der findes udført i fodboldens navn. Enhver spiller burde have en interesse i at stå op for sine medmennesker – og for sin sport.

I tiden op til VM har vi set både udøvende og tidligere fodboldspillere kaste hænderne op i vejret og fremstille sig selv som ofre for et stort spil, de slet ikke har indflydelse på. Det er bare ikke sandt.

Det er trods alt nogle af verdens mest profilerede atleter, vi taler om. De har magt. Hele verden kaster penge, beundring og kærligheden i deres retning, når bare de passer deres job. Hvorfor?

Fordi de repræsenterer et spil, som hele verden elsker. Fra favelaer i Brasilien til parcelhuskvarterer i Danmark opdager børn en bold med deres fødder, før de kan føre en samtale.

Det er alle de børn, hvis blikke er rettet mod spillerne, når de går på banen i en slutrunde.

Og ikke engang et gult kort kunne de tage, da de skulle stå op for dem i verden, der ikke kan stå op for sig selv.

Mange af de børn, der elsker sporten, lever i lande, hvor de vil blive udskammet og forfulgt for at skille sig ud.

For dem kunne fodbold symbolisere et frirum, hvor de føler sig velkomne og passet på – uanset køn, etnicitet og seksuel orientering.

Fodbold kunne være det smukkeste spil, der binder hele verden sammen.

I stedet er fodbold et kynisk og korrupt spil, der sælger sig selv til højestbydende rædselsregime, der har brug for at flytte opmærksomhed fra sine forbrydelser mod menneskeheden.

Fodbold er et globalt sprog. VM er en unik mulighed vi har hvert fjerde år for at føre en meningsfuld samtale med hinanden.

Derfor bærer DBU et ansvar. Derfor bærer Hjulmand et ansvar. Derfor bærer Damsgaard et ansvar. Og derfor bærer Kjær et ansvar.

Så kære landshold, tag nu det ansvar.

Tag jer sammen.