Brev til Anna Mejlhede: Slut fred med situationen

Kære Anna

Her en kommentar til indlægget “Skal jeg sige dem et par sandheder?” i SØNDAG 47, hvor læseren skriver ind omkring, hvorvidt hun skal fortælle sine forældre om de ting, de har gjort galt.

Nej, den deadline er overskredet. Du er nu den stærke i jeres relation. Den konfrontation skulle være taget for længe siden.

Dine forældre har uden tvivl gjort det bedste, de kunne. Slut fred med dig selv, og få det bedste ud af den livssituation I står i pt.

Kh.

Kirsten

Kære Kirsten

Mange tak for din kommentar, som jeg hermed lader gå videre. Hvis kvindens forældre var demente, ville jeg også give dig helt ret.

I det tilfælde giver det ikke mening at purre op i traumer, som ens gamle forældre ikke har en chance for at forholde sig til.

Men det lader ikke til at være tilfældet for kvindens forældre her. Derfor er det min holdning, at også de mere alvorlige samtaler stadig lader sig gøre.

Dengang jeg var sognepræst, talte jeg ofte med voksne, som skulle begrave deres gamle forældre.

Noget af det, jeg jævnligt hørte, var, hvor forløsende det ville have været, hvis de dog bare havde nået at få talt ordentligt sammen, inden det pludselig var for sent. Fordi det kunne have forløst relationen.

Jeg har lagt mærke til, at sorgprocessen, når vi mister vores forældre, kan blive langt mere kompliceret, hvis ikke vi har fået sagt det, der lå os på sinde. Fået sagt “jeg tilgiver dig, og jeg elsker dig.”

Når hjertesuk med rødder i barndommen bringes på banen, er det blot vigtigt, at de ikke kommer til at lyde som den endegyldige dom over vores forældres samlede formåen.

I den udgave er jeg ganske enig med dig i, at det kan blive svært fordøjeligt. Og det er der ikke megen forløsning i for nogen parter.

I brevet fra kvinden i SØNDAG uge 47 bed jeg især mærke i disse ord: “Jeg ved jo ikke, hvor langt de har igen – og jeg føler, at det kan heale noget på forholdet til dem ved at få det sagt.”

I mine øjne er der kun en eneste “deadline.” Den, der ligger i selve ordet.

Så længe vi er i live og ved vores fulde fem, er det ikke for sent at få sagt de ting til hinanden, der brænder i os.

Kærligheden imellem os forsvinder jo ikke med det menneske, som dør. Det gør sårene til gengæld heller ikke, og de heler ikke altid bare af sig selv.

De færreste familier er så overjordisk harmoniske, at der ikke er skeletter gemt i skabene.

Uoverensstemmelser og andre skrammer, vi har brug for at få renset og sat plastre på. Men alene det at vi tør forholde os til dem kan være en kæmpe lettelse for alle parter.

“Tale er sølv, men tavshed er guld” kommer i den grad an på, hvad tavsheden dækker over.

Fejer vi alt det svære ind under gulvtæppet i den formodning, at livet dermed bliver lettere, risikerer vi, at også de bevaringsværdige arvestykker vælter omkuld og går i stykker i processen.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.