"Han lå ned og fortalte historien med lukkede øjne, og så kunne jeg se tårerne glide ned ad siden af hovedet på ham"

Lysene bliver dæmpet igen, og der bliver stille i Dolby Theatre på Hollywood Boulevard. Chris Rock går på scenen iført en blød, midnatsblå smokingjakke og fyrer et par jokes af, inden den næste oscarstatuette skal uddeles.

I første omgang er det Denzel Washington og stjerneparret Javier Bardem og Penélope Cruz, som står for skud.

De griner alle velvilligt med. Så går komikeren efter Jada Pinkett Smith og hendes korte hår.

Og så er det, der bliver skrevet Oscar-historie: Will Smith marcherer op på scenen og giver Chris Rock en lussing, før han marcherer ned igen, sætter sig på sin plads og brøler, at Oscar-værten ikke skal tage hans kones navn i sin mund.

De spredte grin i salen fra dem, som endnu ikke har fattet alvoren, forstummer med ét.

– Der kan man bare mærke luften blive suget ud af lokalet: Ups, det er ikke for sjov, det her. Der var sådan en mærkelig stilhed … fortæller Jonas Poher Rasmussen, som var til stede i salen den aften.

På det tidspunkt har den danske instruktør allerede set andre filmfolk løbe med statuetterne i to af de tre kategorier, han og hans film “Flugt” er nomineret i.

Den tredje kategori, for bedste dokumentarfilm, skal afgøres nu. Mens Chris Rock får nogenlunde samling på sig selv på scenen, strammer den danske instruktør grebet om den takketale, han har skrevet. Men han får ikke brug for den.

Prisen for bedste dokumentarfilm går til musikfilmen “Summer of Soul”.

– Der var en skuffelse lige bagefter. Men der var også en lettelse, for hvis jeg havde vundet, skulle jeg op på den der scene og holde en tale. Jeg havde vanvittigt svedige håndflader i rigtig mange timer op til og under hele showet.

– Jeg havde en tale, som jeg sad og knugede i hånden, og som var blevet helt fedtet og våd. Så det var en ambivalent følelse, siger han, men fortæller, at skuffelsen ikke sad længe i ham.

Senere samme aften – efter han og hans kone Ditte havde være forbi den fancy Governors Ball-fest – sluttede de sig til hele “Flugt”-holdet på en halvskummel bar i Los Angeles.

– Det er et af de momenter, som har indprentet sig, siger han:

– På Oscar-natten ender vi på en divebar. Jeg tror, at det, vi alle sammen havde mest lyst til, var at drikke nogle øl og danse på baren og bare nyde, at vi var kommet så langt.

– Jeg har en video fra meget sent om natten, hvor folk danser på baren, og der er fuld gang i den.

Dansede du selv på baren?

– Jeg dansede ikke på baren. Men det gjorde mine to producere, siger han med et smil, der afslører, at han slet ikke behøver videoen for at se optrinnet levende for sig.

PR og politik

For Jonas Poher Rasmussen var Oscar-festen, der endte på en snusket bodega, afslutningen på et temmelig hæsblæsende forløb med “Flugt”.

Filmen fik premiere på Sundance-festivalen i amerikanske Utah i januar 2021, og selv om det var under coronanedlukningen, og instruktøren selv kun kunne følge med online, var det alligevel allerede dér ret tydeligt, at filmen var noget særligt.

Den vandt juryens Grand Prize, og efterfølgende var der budkrig på den fra de amerikanske distributører.

De havde alle sammen Oscar i kikkerten og var klar til at knokle på for at få filmen synliggjort for akademiet, som peger på de nominerede til den fineste filmfest.

Danskeren var selvfølgelig også selv en del af den charmeoffensiv, der blev indledt, og så snart coronareglerne blev lempet, tog han til USA i flere omgange.

“Som at blive suget op af en tornado og blive slynget rundt”, siger han, da han skal beskrive forløbet, der gik meget ud på at mødes med så mange mennesker i Hollywood som muligt og “sælge” filmen til dem.

– Det er et udskillelsesløb, som føles nærmest som en politisk kampagne. Jeg skulle ud og være politiker for min film, møde så mange medlemmer af akademiet som muligt og overtale dem til at se min film og forhåbentlig også stemme på den, ik’?

– Det der med at komme ind i den her pr-maskine, som Oscar jo er, var meget uvant for mig. Jeg er vant til at sidde … her … siger han og kigger sig omkring i sit lille kontor i Indre København.

Han fortsætter:

– … og nørde og skrive. Og så skulle jeg pludselig ud og trykke en masse hænder.

Er du god til det?

– Jeg tror, jeg blev god til det. Jeg skulle ligesom trykke på den knap: Nu er det det, jeg gør. Og det, jeg er. Jeg er pr-mand, ikke filminstruktør. Man skal finde det sjove i det og sige til sig selv, at det er en oplevelse.

– Der var selvfølgelig nogle afsavn ved det: Jeg kunne ikke arbejde rigtigt, jeg kunne ikke være sammen med min familie på den måde, som jeg plejede, fortæller han, der dog havde sin mor, sin hustru og sine to døtre på fire og otte år med i USA den sidste måned op til Oscar.

Venskab i en bus

Historien om “Flugt” begynder helt tilbage i 1990’erne.

I Vestsjælland, hvor Jonas Poher Rasmussen voksede op i et familiekollektiv med sin danske far, sin franske mor og sin farmor, forfatteren Ester Nagel, som var gift med Halfdan Rasmussen – Jonas’ farfar – fra 1943 til 1973.

Forældrene lavede teater – “de grundlagde et børne-teater, ugen inden jeg blev født”, fortæller han – og Jonas Poher Rasmussen fik tidligt en forståelse for, at det at være kunstner var helt legitimt både at drømme om og at gøre til sin levevej.

Som stor teenager tog han hver dag toget til en større by for at gå i gymnasiet. Og det var her – i toget – at han første gang så den dreng, som i “Flugt” har fået navnet Amin.

Jonas husker stadig, hvordan han lagde mærke til Amin, der ikke lignede nogen anden, han kendte. Hen over tid udviklede der sig et venskab mellem de to drenge.

– Fordi vi bor i den samme landsby, tager vi samme rute frem og tilbage og mødes hver morgen ved busstoppestedet, tager den samme bus, det samme tog og går den samme tur, frem og tilbage, hver dag.

– Vi begynder at snakke sammen og følges. Vi snakker om, hvad man snakker om, når man er 15-16 år gammel – skole og musik og film. Det var et meget typisk venskab, der voksede over tid, fortæller Jonas Poher Rasmussen.

Han vidste godt, at Amin var flygtning fra Afghanistan, og der gik masser af rygter på gymnasiet om ham. Men det var ikke rigtig noget, de snakkede om.

Men venskabet voksede, og den dag i dag er de to mænd stadig tætte og har tonsvis af fælles minder om fester, rejser og det, Jonas Poher Rasmussen beskriver som deres “heartbreak-sommer”, hvor de begge to havde længerevarende forhold, som var gået i stykker og vistnok festede hjertesorgen temmelig meget væk.

Hvornår gik det op for dig, at Amin havde en anderledes historie og en tungere bagage end de fleste af dine andre venner?

– Det var ret sent. Jeg tror, jeg var i 20’erne. Der gik jo de her historier på gymnasiet, som jeg ikke rigtig troede på, om, at han var gået hele vejen fra Afghanistan, og at han havde set sin familie blive dræbt.

– Der var også nogle gange, hvor jeg spurgte lidt ind til det, men kunne mærke, at det havde han ikke lyst til at snakke om. Jeg tænkte ikke så langt som 15-årig …

– Det føles lidt kynisk eller ikke særlig nærværende nu, men der er bare noget med sådan en pubertetshjerne …

Slut med at være alene

Jonas Poher Rasmussen har tidligere lavet film om bl.a. sin farfar Halfdan Rasmussen, og tanken om at lave endnu en film om en, der stod ham nær, rumsterede.

– Jeg kunne fornemme, at Amin begyndte at løsne lidt op. Det er også med i filmen: At han fortæller noget til en ekskæreste, som bruger det imod ham. Det snakkede vi jo om. Så jeg vidste godt, at han bar rundt på noget, som er svært, fortæller han.

Men det var først, da de gik i gang med projektet, der blev til “Flugt”, at Jonas fik hele Amins historie.

– Mikrofonen blev en undskyldning for at spørge ind, siger han.

– Jeg har løbende fornemmet små flige af den historie og er meget nysgerrig på, hvad det gør ved en person at skulle holde på en hemmelighed, at skulle skjule ting. Det var jeg nysgerrig på – hvordan det har påvirket ham hele tiden at skulle undgå at snakke om det.

Historien om Amin er både rørende og livsbekræftende, men også tonstung og bidende barsk.

Og undervejs i de samtaler med Amin, som danner lydsporet til den animerede film, kan man også høre Jonas Poher Rasmussen selv blive ramt af vennens beretning.

– Når han fortalte, var jeg meget opmærksom på ham og ikke så meget på, hvad jeg selv følte. Jeg ville sørge for, at han følte sig tilpas i situationen.

– Det var først bagefter, når jeg sad og lyttede optagelserne igennem, at jeg virkelig blev ramt. Så tænkte jeg: “Shit mand, hvor er det vildt, at du har gjort det så godt og fungerer så godt med det, du har været igennem.”

– Men det var først, når jeg sad alene for mig selv. Der blev jeg ret følelsesmæssigt berørt.

Var der en forløsning i det for ham?

– Det var både svært for ham og en forløsning. Han har båret rundt på det her så mange år. Det var svært for ham at tale om.

– Han lå ned – faktisk på det her tæppe, siger han og nikker mod det røde og blå kelimtæppe, som ligger under det store skrivebord på kontoret.

Han fortsætter:

– Han lå ned og fortalte historien med lukkede øjne, og så kunne jeg se tårerne glide ned ad siden af hovedet på ham. Det var både, fordi det var hårdt for ham at tænke tilbage på, men også fordi han endelig fik historien ud. Det var virkelig en stor ting for ham.

– Han var nervøs for, at folk ikke kunne relatere til hans historie, men det, vi oplevede, var jo, at folk over hele verden kunne relatere til en homoseksuel flygtning fra Afghanistan. Det har betydet enormt meget for ham, for han har altid følt sig meget alene.

Nu lytter de

Og det er ikke kun Amin, der mærker de positive efterdønninger af succesen med “Flugt”.

På Jonas Poher Rasmussens skrivebord ligger en kæmpe bunke papirer med sort-hvide tegninger i en slags kreativ (u)orden.

Den store opslagstavle er dækket med hvide post-it-lapper – et visuelt manuskript eller en drejebog – som dog ikke fylder mere, end at der også lige er plads til et par børnetegninger.

I reolen står en række priser, og selv om Jonas Poher Rasmussen faktisk ikke lige kan huske, hvilken en af dem det var, han fik overrakt af selveste Al Gore, betyder de noget.

De betyder, at han har travlt – og at der er bud efter ham.

– Jeg er i gang med et par projekter. Det ene er en dansk graphic novel, “Dansker-trilogien”, som Halfdan Pisket skrev om sin fars historie, som jeg er ved at skrive om til en animationsfilm. Det bliver fiktion, men baseret på en sand historie. Det handler om vold og misbrug – ret tunge sager, siger han.

– Og så har jeg et projekt i USA, som jeg har fået tilbudt efter “Flugt”, som jeg sidder og skriver på.

– Jeg fik et manuskript fra en amerikansk producer, som jeg egentlig ikke særlig godt kunne lide, men jeg kunne godt lide kernen i historien. Det sagde jeg til hende, og så sagde hun: “Hvad så hvis jeg fandt penge til, at du kunne lave din egen version af historien?”

– Så nu sidder jeg og prøver at give et bud på det. Det er fiktion – en spillefilm – men igen baseret på en sand historie.

Så du kan godt mærke, at der er nogle døre, der har åbnet sig?

– Helt vildt! Det har været meget nemmere at overbevise folk om, at jeg skulle lave det, jeg gerne vil. Vi brugte fem-seks år på at få finansieret “Flugt” – det var virkelig svært at få overbevist folk om, at den film skulle laves. Jeg havde ikke et navn dengang. Det er nemmere nu. Når jeg kommer med en idé, så lytter folk.

Skal man smede, mens jernet er varmt?

– Det siger nogle, andre siger: “Vent på det rigtige projekt.” For mig skal det føles rigtigt. Det tager så lang tid, og det er så hårdt at lave en film, og jeg gider ikke at bruge fire-fem år på noget, som jeg ikke synes er spændende at arbejde på.

– Jeg tror på, at hvis man lægger energi og hjerteblod i det, så bliver det også derefter. Jeg leder efter projekter, jeg selv kan få lov til at definere, siger han og tilføjer så med et glimt i øjet, der afslører, at der er tale om en intern joke:

– Min kæreste har prøvet at lokke mig til at lave et afsnit af et eller andet, hvor jeg kunne tjene en masse penge, så vi kunne få et stort hus. Men det er den forkerte vej rundt for mig.