Sandra havde slet ikke erkendt, at noget var helt galt. Så fik hun en fyreseddel

Sandra sad i sin bil ved politigården i Odense. Det var fyraften.

Endnu en hektisk dag som kriminalefterforsker var slut, og hun ville sætte kursen hjem mod familien i Nyborg.

En køretur på 30 kilometer, som hun nærmest kunne i blinde. Lige indtil den dag.

– Da jeg startede motoren, var det som om, jeg slukkede fuldstændig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle. Så jeg var nødt til at ringe til en kollega for at bede hende om at køre foran mig hele vejen hjem.

– Da jeg kom hjem, gik jeg direkte i seng. Næste morgen magtede jeg ikke at stå ud af sengen og var nødt til at sygemelde mig.

– Jeg var gået helt i sort, men jeg tænkte, jeg bare lige skulle have en uge til at blive mig selv igen.

Sandra anede ikke, hvor alvorligt ramt af stress, hun var. Alt var jo godt. Efter mange år som gadebetjent havde hun fået drømmejobbet som kriminalefterforsker med speciale i brande.

Hun var lykkeligt gift og mor til et ønskebarn, en datter på dengang fem år.

– Jeg havde ikke selv erkendt, at der var noget helt galt. Men flere af mine gode kolleger begyndte at komme forbi for at spørge, om jeg egentlig var okay? Selvfølgelig var jeg da det.

– Jeg havde styr på det hele, troede jeg.

– Jeg havde et enormt drive og skulle sateme nok sørge for, der altid var fuld skrald på. Jeg dyrkede fitness, ridning, løb og elskede at holde fester, og jeg var hende, der altid havde styr på kollegaernes fødselsdage og sølvbryllupper, og hvordan det stod til i deres liv.

– Det betød meget for mig at være vellidt og vise overskud til at være opmærksom på andre.

Men imens glemte Sandra at mærke efter, hvordan hun selv havde det.

Hun ignorerede, at hun var svimmel, havde smerter i brystet, og fingrene sitrede. Symptomerne på stress var kommet i kølvandet på hendes fars meget pludselige død.

– Det var et stort traume, og det blev starten på, jeg kom ud af balance. Men vi er ikke vant til at tale om følelser i min familie, og jeg fik ikke bearbejdet sorgen.

– Jeg tænkte, jeg skulle arbejde mig ud af det. Jeg lagde al min energi i arbejdet, som krævede mere og mere af mig. Så min mand og datter fik en slatten grøntsag hjem hver aften.

– Jeg var slet ikke mentalt til stede. Tit gik jeg helt udkørt i seng allerede ved halv nitiden.

Sådan fortsatte det frem til den dag, hvor Sandra ikke kunne finde hjem fra arbejde. Efter tre måneder meldte hun sig rask. Men det var hun ikke. Tværtimod.

– Min puls hamrede afsted på mindst 180, og musklerne spændte op, når jeg kørte mod politigården.

– Jeg var gået på halv tid, men skruede helt op for energiniveauet igen både på arbejde og privat. Det skulle jo gå galt.

– Det endte med, jeg kun var i stand til at arbejde to timer hver anden dag. Men jeg holdt desperat ud på den måde i tre år, for jeg ville ikke give op.

– En psykolog spurgte mig, om det ikke var bedre, at jeg lavede noget helt andet? Jeg grinte bare af hende, for jeg klamrede mig krampagtigt til, at jeg var kriminalbetjent.

Der skulle en fyreseddel til, før facaden endelig krakelerede. Sandra blev dybt såret, men i dag ved hun, at det var det bedste, der kunne ske.

For reelt var hun så medtaget, at hun efter nogle måneders arbejdsprøvning blev tilkendt førtidspension.

Hun savnede arbejdet og sine kollegaer, og en dag begyndte hun at skrive om en kvindelig politibetjent. Mest som en slags terapi, der var tænkt til skrivebordsskuffen.

– Min eneste erfaring med at skrive var politirapporter og afhøringsrapporter, men jeg satte mig bare ned og begyndte.

– Inspirationen kom selvfølgelig fra mit arbejde. Det var min måde at drømme mig tilbage til stationen og spændingen, og det fik dagligdagen til at gå, når min mand og datter var gået om morgenen.

– Det viste sig at være virkelig god medicin for mig at skrive. Det blev en slags sorgbehandling af afskeden med mit arbejde.

Veninder, der havde læst manuskriptet, pressede på, for at Sandra skulle sende det til et forlag. Efter flere afslag fik hun en kontrakt og kunne i 2019 kalde sig krimiforfatter.

” Italienske forbindelser” blev den første om en ung, kvindelig efterforsker fra Odense Politi og en italiensk advokat med mafiaen i hælene.

Tredje bog udkommer til marts, og serien har fået fine anmeldelser og faste fans.

– Det er superdejligt, når læserne siger, bøgerne er fede. Jeg bliver tit spurgt, hvor mange jeg sælger, og hvad jeg tjener på dem. I have no idea, for jeg er helt ærlig ligeglad.

– Det handler om, at bøgerne giver værdi til min hverdag.

– Jeg får lov at møde spændende mennesker til læserarrangementer og på krimimessen. Og det er en mental tilfredsstillelse, når jeg lægger mig på puden om aftenen, at kunne sige jeg har præsteret noget, der gør andre og mig selv glad.

Men dét, der gør Sandra mest lykkelig, er hendes nye liv som nærværende mor og kone.

– I dag kan jeg sige, jeg ikke ville have været mit forløb med stress foruden. Jeg har fået det bedste ud af det, for jeg har fået en vigtig læring i at værdsætte nogle andre værdier.

– Jeg har fået et mere ægte liv, og der er ikke noget i verden, der er vigtigere end min datter og mand. Det kan godt være, der ikke kommer så mange kroner ind på kontoen, men jeg lever et luksusliv med tid til min familie.