Hella Joof ved godt, at folk ikke helt tror på det, når hun siger, at de aldrig skændes derhjemme. Men det gør de ikke

Barndom i Birkerød

Birkerød i 1960’erne. Hella Joof bor sammen med sin økonomisk udfordrede kontoransatte mor og sin lillesøster i en lille lejlighed i socialt boligbyggeri.

Hellas gambiske far er ikke en del af hendes barndom.

– Jeg var et troldebarn, der løb rundt og klatrede i træer. Jeg gik i skole med forkerte bøger i en mærkelig taske og havde glemt mine sko, gymnastiktøjet og madpakken.

– Min ven, Troels, boede i Nørrevang på den anden side af marken. Troels og jeg blev sat i samme klasse, det sørgede min mor for, fordi vi begge to var brune, hans far er fra Benin.

– Og hvis man tror på sådan noget med gener og arv, er der, ud over vores udseende, selvfølgelig altså nogle ting, vi har kunnet genkende i hinanden, fordi vi begge to er halvt afrikanere, fortæller Hella.

– Som barn troede jeg altid, at jeg skulle lave noget vigtigt og stort, når jeg blev voksen. GØRE noget. Rejse til AFRIKA. Være LÆGE. Et eller andet noget. Sætte et aftryk. Jeg var her på Jorden, fordi jeg skulle noget.

Hellas mor synes, hendes datter er fantastisk.

– Min mor var meget begejstret for mig. Jeg har mange billeder, hvor hun sidder og kigger på mig, der står på hovedet, så kjolen er røget ned, og man kan se mine underbukser, eller jeg er i gang med at forklare noget med strittende fingre.

– Og min mor ser bare beundrende på mig. Fuld af kærlighed og et stort rungende spørgsmål: HVEM er du?

Hella ved det heller ikke selv. Hun er overbevist om, at hun er havnet et helt forkert sted, der er et andet udefinerbart sted, der er hendes.

– Min mor elskede mig meget højt. Det gør hun stadig efter sin død – bare fra et andet sted. Jeg har virkelig ikke noget dårligt at sige om det. Jeg blev elsket. Men jeg tror ikke, jeg blev sådan helt FORSTÅET af hende.

– Min mor var efterkrigsbarn og opdraget med, at tingene skulle være på en bestemt måde, og jeg har været helt, helt anderledes. Men jeg blev bestemt elsket, siger Hella.

– Da jeg kom i puberteten, begyndte det hele at visne omkring mig. Der fik jeg det sådan: Jamen, er det med aftrykket bare noget, jeg har digtet? Skal jeg slet ikke noget?

– Skal jeg bare gå rundt og være deprimeret og have grimt tøj, dårlig hud og ikke nogen kæreste? Skal jeg bare ikke kunne finde ud af at gå i skole, mens det hele bare er regnvejr og november, også inde i min sjæl? Er det sådan her, livet er?

– Det tog ret lang tid at komme ud på den anden side, for der var aldrig noget, der blev, sådan som jeg gerne ville have det. Mange år faktisk.

Hella forlader Birkerød i ryk. Hun flytter til København som 16-årig i en fremlejet lejlighed med en veninde. Så retur til Birkerød. Og tilbage til København:

– Jeg prøvede virkelig på at flytte hjemmefra tidligt.

På rette hylde i Odense

Odense 1986. Et afgørende sted. Hella er 23 år og vil være skuespiller.

– Jeg kom ind på skuespillerskolen, fordi jeg på en eller anden måde tog en beslutning om, at det var det, jeg VILLE, i stedet for at tænke: Bare jeg kunne komme ind på skuespillerskolen, men det kan jeg nok ikke, fordi jeg er for dum og grim og for brun.

Hun når til tredje prøve, den allersidste, hvor man er til prøve en hel, lang weekend.

– Jeg gik rundt og scannede de andre for at regne ud af, hvad man skulle, og hvad det var, skolen gerne ville have.

– En pige rakte fingeren op og sagde som en undskyldning: “Jamen, den der tekst har jeg altså ikke fået.” Så tænke jeg: Sådan der skal man ikke være! Det kan godt være, du først får den nu, men så må du lære den udenad i nat.

– Alle de der undskyldninger, jeg altid selv havde brugt i folkeskolen: “Jeg vidste ikke, at…” Det er de ligeglade med her, de vil se, hvad du kan. Lær den tekst!

– En anden pige sagde, at hun havde fået menstruation og havde helt vildt ondt. Men den menstruation løber ingen vegne, du får den hver måned, lad være med at bruge den som undskyldning, her, tag en pille og gå ind og fyr den af på det “dansegulv”. Sådan der skal jeg bare ikke være, tænkte jeg. Sådan havde jeg nemlig været.

Hella kommer ind.

– Det var rigtig godt for mig at gå på skuespillerskolen, fordi det var det første sted, hvor jeg følte, at det, jeg kan og er i verden – den der troldebutik i mit hoved – var efterspurgt.

– Det var godt at kunne improvisere, godt at kunne finde på noget, godt ikke at være bange. Heller ikke for at blotte sig eller sige noget forkert. På skuespillerskolen følte jeg virkelig, jeg var kommet et godt sted hen.

Tørreloftet på Frederiksberg (og et overset Barbie-hus)

Begyndelser og slutninger. Hella får datteren Olivia sammen med Runi Lewerissa i 1988. i 1990 bliver hun færdiguddannet som skuespiller. Og skilt.

– Det var et meget mørkt sted, der var jeg godt nok deprimeret. Jeg havde også følelsen af, at jeg havde fået foden i en rævesaks. At jeg simpelthen havde fået fucket mit liv fuldstændig op.

– Jeg havde det sådan: Jeg ender ligesom min egen mor, jeg sidder et eller andet sted og er ulykkelig og har ikke nogen penge og kan ikke få mit liv til at fungere, åh nej, hvad helvede har jeg rodet mig ud i?

– Jeg var virkelig deprimeret og havde heller ikke særlig meget arbejde i den periode. Jeg husker tiden som meget tung, jeg var så træt. Jeg havde faktisk bare lyst til at sove, bare lige sove, jeg skal bare lige sove …

I to år bor hun i en lejlighed, hun ikke har råd til.

– Men i 1992 flyttede Troels og jeg ind i en fantastisk nyrenoveret lejlighed på Frederiksberg, et gammelt tørreloft, hvor vi holdt en masse fester, lavede en masse ballade og havde det skidesjovt et par år. Så måske husker jeg den deprimerede periode som længere, end den i virkeligheden var.

Tungsindstågen letter, som hun husker det, endelig i 1993-1994.

– Og i 1995 begyndte det også at gå bedre med min karriere. Jeg tjente flere penge og havde råd til at bo et ordentligt sted i Amaliegade, det betød virkelig meget for mig.

– Det var noget materialistisk, det må jeg indrømme. Altså det med at være materialistisk … det kan også være nogle af mine afrikanske gener, men det betød noget for mig at have noget, at bo i en dejlig lejlighed, hvor mit barn havde sit eget dejlige værelse, og her var mit soveværelse og her var vores stue og her var vores spisestue – fordi jeg kommer fra en lillebitte lejlighed i Birkerød, og vi ikke havde særlig mange penge, fortæller hun.

– Du ved … når mit barn kom hjem fra skolen, og de andre piger havde fået et eller andet, så gik jeg ikke i panik over, at det havde jeg ikke råd til.

– Min mor HAVDE ikke råd til de der Lee-cowboybukser med knappen bagpå og de vide ben, jeg fik nogle nede fra Schou Epa, og det betød ekstremt meget for mig at kunne købe noget til min datter, som hun ønskede sig.

– Jeg kunne købe en cykel til hende. Og hun kunne få en ordentlig vinterfrakke. Sådan nogle ting betød så meget for mig, fordi der var så meget kaos inde i mit hoved, for de var en synlig manifestation af, at der var et eller andet, der var lykkedes for mig. Jeg har også altid været ekstremt renlig.

– Mit barn SKULLE i bad, og hun SKULLE have vasket hår, selv om hun skreg, og det var bruser og “sid stille” og rent tøj på og rene negle.

– Jeg tror, jeg har været bange for at falde igennem socialt. Derfor har jeg også altid købt for dyre gaver til hende. For det var vigtigt for mig.

– Olivia griner bare ad det i dag og siger: “Jeg var jo glad”. Jeg købte et Barbie-dukkehus, hun legede aldrig med det, hun legede med papkassen, det kom i. Hun sad nede i den og legede den var et skib.

– Dukkehuset fyldte hele hendes værelse, på et tidspunkt gav jeg det til genbrug, jeg tror, der gik en måned, før hun opdagede, at det var væk. Hun var fuldstændig ligeglad. Det var jo MIT behov.

– Ens børn er ikke altid taknemmelige for alt det, man kommer med, de kan nogle gange godt mærke, hvad det handler om: “Jamen mor, det der er ikke mit behov, du har behov for at give mig de ting, så du kan føle dig rig eller føle, at du har succes eller har overvundet din egen sociale baggrund.” Det har jeg tænkt meget over i forhold til min datter.

Den rigtige perron

Et sted i hendes 30’ere. Det meste af Danmark har lært Hella at kende, hun er pludselig næsten for kendt til det her sted … Som hun synger sammen med Lex og Klatten i 1998.

– Det blev først helt, som jeg gerne ville have det, da jeg var engang i 30’erne. Så var det, som om jeg kom op til overfladen igen og fandt ud af, at hvis der er et eller andet, man gerne vil have, så dur det ikke hele tiden at tale sig selv ned.

– Jeg så en video på SoMe om lige præcis det forleden. Sådan helt amerikansk med en foredragsholder, hvor folk sidder og klapper, og det var ikke noget, der ville gå i Danmark. Men han sagde bare en vigtig ting: “Det ENESTE interessante ved en offerrolle – det er at overkomme den”. Jeg tænkte: Guud, det ved jeg godt, men hvis man siger det i Danmark, får man tæsk. Men det er jo rigtigt!

– Det var det, jeg opdagede, dengang, jeg var i 30’erne: At jeg selv var med til at skabe mit eget liv og selv havde medvirket til alt det grå og mørke.

– Og noget af det kom fra min barndom, noget af det havde jeg med mig, og det var selvfølgelig ikke min skyld, hvis vi skal udpege en skyldig, men det var MIT liv.

– Derfor var det mig, der skulle overkomme det.

– Og jeg fandt ud af, at jeg kunne overkomme nogle ting og kunne gøre noget andet, end det jeg plejede, hvis der var noget, jeg gerne ville undgå. For SÅ skete der noget.

– Hvis jeg ikke ville have en fyr, der var sådan og sådan, skulle jeg lade være med at gå efter bestemte fyre, der … aldrig kiggede efter mig.

– Jeg havde altid kun villet have dem, der stod med ryggen til.

– Da jeg opdagede, at jeg selv havde en kæmpestor indflydelse på resultatet, tænkte jeg: Årh, hvor har jeg brugt meget tid på den forkerte perron. Jeg kunne bare været gået over på den rigtige perron, men det opdagede jeg først, da jeg var i 30’erne.

Derfor, siger hun, kan hun godt blive lidt missionerende over for andre mennesker og få trang til at fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv – og få det sjovere og bedre.

– Jeg kan ikke TÅLE, når folk sidder og siger: “Jeg ville godt have haft det og det, men det får jeg jo aldrig.” Vil du ikke godt lade være med at sige sådan noget? Du vil gerne have en kolonihave, men du siger, at det får du aldrig. Shyysh!

– Du kan godt få en kolonihave, men jeg kan ikke hjælpe dig, hvis du selv modarbejder projektet hver eneste gang, du tænker på det. Så kan Gud heller ikke komme til. Der ER en kolonihave, der står dit navn på, du har endda råd til den. Men du skal selv ville.

– Og så er der 100 mennesker, der vil hjælpe dig. Hvis du stiller dig op på et tag og råber “Jeg ønsker mig en kolonihave!”, vil der, når du kommer ned fra det tag, stå en og sige: ”Var det dig med kolonihaven? Min mormor lige er død, og jeg skal ikke selv bruge hendes. Det er ude på Røde Mellemvej. Den er ikke dyr.”

– Men vi KAN ikke hjælpe dig, hvis du ikke selv vil. Det var det, jeg fandt ud af dengang: Ingen kan hjælpe dig, hvis du saboterer dit eget liv.

Nede ad grusvejen

Hornsherred 2023. Hella og Snit har været sammen i 20 år.

– Jeg føler, jeg lever et meget kærlighedsfyldt liv derude på landet. Med min hund og min mand og alle mine rådyr og gæs, det er et fredfyldt sted for mig. Når jeg kører ned ad min grusvej – aaah!

– Når jeg går hen over gårdspladsen og ind i huset, og der er varmt og ild i en brændeovn – uhm.

– Det er tryghed og kærlighed, det er virkelig en base, jeg suger mit brøndvand op der, så jeg kan gå ud i verden og larme, men så skal jeg tilbage igen og lige lade op. Sådan er mit liv meget.

– Det er meget lykkeombrust, det er meget dyrebart for mig. Jeg sad lige og snakkede med Troels om det:

– Jeg er faktisk ret lykkelig. Selvfølgelig ikke hele tiden, der er også tunge dage, men mit grundniveau er ret positivt, for jeg glæder mig altid til noget.

– Hvis jeg kommer sent hjem, glæder jeg mig til at komme ind ad døren og se Snit.

– Hvis jeg sidder inde i stuen, glæder jeg mig til at se ham komme ind ad døren. Så kommer hunden løbende, og den skal jo have mest opmærksomhed.

– Men jeg bliver altid glad, når jeg ser Snit. Vi bliver så glade, når vi ser hinanden.

– Og apropos det med, at hvis man bliver ved med at gøre det samme og få det samme dårlige resultat, er det ikke bare fordi, man er uheldig, men fordi man gør noget forkert …

– Da jeg mødte Snit, havde jeg faktisk besluttet mig for, at jeg ville være sød, jeg ville ikke være en bitch, og jeg ville ikke prøve at lave om på ham. Det er ikke min opgave, man har ikke ret til at lave om på andre mennesker.

– Med hensyn til det, jeg så ikke lige kunne forstå ved ham – det ville jeg prøve at give the benefit of the doubt.

– Hvis du kigger ind i vores skabe, er der totalt kaos i mine – min datter kommer engang imellem og rydder op og spørger helt Marie Kondo-agtigt: Does this bring you joy?

– Snit er gammel soldat. Det hele ligger snorlige, der er soldaterstyr på det.

– Vi er helt forskellige med en masse ting, men i stedet for at tro, at den enes måde er bedre end den andens, er det bare en kæmpestor komparativ fordel.

F.eks. når Hella køber en halv økologisk ko hos en bondemand.

– Og Snit siger: “Køber du nogle også fryseposer?”. Så køber jeg 50 gange så mange fryseposer, som vi skal bruge. Og Snit siger: “Jamen skat, hvis du ved, at der kan være fire liter i sådan en pose, kan du cirka regne ud, hvor meget en halv ko fylder.” Men nej, det kan jeg slet ikke regne ud.

– Det er fem år siden nu, og vi har stadig fryseposer, selv om jeg køber en halv ko en gang om året. Snit kan noget med cirka og med rumfang, som jeg ikke kan.

– Til gengæld kan jeg noget med at regne ud, hvorfor folk gør, som de gør. Hvis jeg ser et par skændes på en restaurant, kan jeg regne ud, hvem der er sur på hvem og hvorfor.

– Så sammen kan Snit og jeg regne ret meget ud. Vi har nogle meget lange samtaler i vores køkken i weekenderne, hvor vi sidder og prøver at regne den ud…

Og nu ved hun godt, at folk tænker “aaarh, kan det nu passe!?”, når hun siger, at de ikke skændes, men:

– Det gør vi ikke. Det betyder ikke, at vi aldrig er uenige. Men vi råber aldrig: “Kæft hvor er du langt ude, din fucking nar”. Det er fuldstændig utænkeligt.

– Vi kan sagtens være uenige. I starten, da vi havde mødt hinanden, var der mange gange, hvor jeg troede, at “Dér fik jeg ham!”, fordi jeg alligevel havde nogle gamle sår med mig og tænkte: Han er bare fuldstændig ligesom alle de andre, og han tænker kun på sig selv.

– Når jeg så beskyldte ham for et eller andet, sagde han helt forundret: “Hvorfor troede du, det var det, jeg mente? Det kunne jeg da aldrig drømme om.”

Når man har sår med sig, kan man automatisk forestille sig ting om den anden, som er helt i skoven. Men de kommer altid lynhurtigt frem til, hvad der er galt.

– Så det med at have et stort behov for drama og makeup-sex og alt sådan noget – sådan et forhold lever jeg slet ikke i. Det er ikke noget med, at vi lige skal være uvenner for at gide at knalde. Overhovedet ikke. OMVENDT.

– Altså, folk må gøre, som de vil. Jeg kender masser, der har det på den anden måde. Så skal de lige køre hinanden lidt op eller ud og flirte med nogen til en fest, så den anden kan blive jaloux, og så kan de rigtig gå i clinch – waruargh!

– Det har jeg slet ikke kræfter til. Jeg kan faktisk bedst lide at have det godt. Jeg kan godt lide at have det godt.

Så griner vi.

– Jamen, det kan jeg! Jeg har haft det så dårligt i mit liv, da jeg var ung. Jeg var så ked af det, og jeg var så utilfreds.

– Og alle mænd svigtede mig og var onde ved mig, syntes jeg. Indtil jeg fandt ud af, at jeg selv var fuldstændig umulig at være sammen med, fordi jeg havde nogle forventninger om at blive forladt.

– Nu er jeg sammen med en mand, som er virkelig sød ved mig.

– Når jeg sidder helt uglet i en mærkelig badekåbe, kigger han på mig og siger, “Hvor er du pæn, du er så pæn med dine kinder og din hud”, og jeg har lige kigget mig i spejlet og ligner et træ i Troldeskoven og mosekonen brygger. Det ER sgu da dejligt.

Under jorden

Hella og hendes barndomsven Troels gør det en gang om året: Bekræfter deres løfte til hinanden: Hvis en af dem havner i en udsigtsløs sygdomssituation uden selv at kunne sørge for at komme herfra, skal den anden hjælpe.

Også selv om den anden risikerer tremmeruskning.

Man kan selvfølgelig også bare ende med at dø helt almindeligt. Uanset hvad så havner vi nu i samtalen det allersidste sted.

Dér, hvor resterne af en, skal være, når sjælen ifølge Hella er blevet til “en energiform et eller andet sted”.

– Hvis vi stadig bor på gården, vil jeg gerne begraves oppe på højen. Men man må nok ikke begrave mig dér, så skal jeg nok brændes først, så kan man stille en urne derop. Må man det?

– Når jeg først har opgivet ånden, må de andre egentlig gøre, hvad de vil.

– Men jeg tror alligevel, jeg gerne vil brændes, for jeg har så meget klaustrofobi, at jeg ikke er meget for tanken om at ligge nede i en kiste.

– På den anden side kan jeg egentlig godt lide tanken om begravelse, så i virkeligheden kunne man bare blive kylet ned i et hul uden kiste, bare med noget økologisk bomuldstøj på, og så kunne ormene tage fat.

– Det ville være fint nok, jeg behøver ikke kisten. Der var godt nok en dame, der sendte mig en lilla glimmerkiste på Insta, den var sgu fed.

– Dér tænkte jeg på, om man skulle få lavet sig en ordentlig begravelse med skrig, skrål, gospelkor og en fed lilla glimmerkiste. Men … jeg skal nu nok brændes.

– Jeg skriver lige et par ord om det til Snit og Olivia. Brændes. Urnen oppe på højen. Og så stor fest.

Med naturvin?

– Der skal IKKE serveres naturvin. Slet ikke noget med naturvin. Det skal være champagne fra champagnedistriktet. Ikke noget med cava eller prosecco. Eller asti.

– Det er, som Krisser siger i “Meter i sekundet”: “Asti er en vulgær forbrydelse”. Champagne! Og små lækre sliders. Måske noget sushi.

– Nej, det må folk selv om, jeg er ikke specielt forfængelig med sådan noget som min egen bisættelse. Eller hvad?

– Nu skal jeg lige mærke efter, for det kunne selvfølgelig også være fedt at sidde oppe på gesimsen og kigge ned og tænke: Det fungerer sgu meget godt det dér, kæft nogle flotte blomster. Og bagefter skal blomsterne selvfølgelig sendes ud på nogle plejehjem.