Hun var 20 minutter inde i et foredrag, da det pludselig føltes, som om nogen kørte en jernstang igennem hendes hjerne

Hun var 20 minutter inde i det foredrag, hun skulle holde, da det pludselig føltes, som om nogen kørte en jernstang igennem hendes hjerne.

– Det var fuldstændig som om, mit hoved eksploderede, forklarer hun, – og min puls kørte derudad for fulde gardiner. Det var frygteligt. Jeg måtte bare sige ud mod tilhørerne: “Jeg er syg. Jeg går”. Og så vaklede jeg ud af salen.

AnnMari Max Hansen har lige ført os igennem en lille kantine i Det Ny Teater og vinket og hej-hejet til højre og venstre, smilet stort, krammet en enkelt, og nu sidder vi i teatrets fine bibliotek.

Her er dunkel belysning, mørke møbler og en stemning af at være pakket ind i vat i forhold til al det liv og leben, der med mellemrum bryder igennem lydmuren ude fra den anden side af døren.

Hun har selv løbet trampende op og ned ad trapper som barn på de teatre og koncertsteder, hun oplevede indefra, når hun var med sin far på arbejde.

AnnMari var bare 12 år, da hun debuterede på Helsingborg Stadsteater i sin første teaterrolle, og senere spillede hun samme rolle i Stockholm som den blinde og døve Helen Keller i klassikeren “Miraklet”.

Som 14-årig fik hun sin teaterdebut i Danmark som Anne Frank i “Anne Franks dagbog”. Og 16 år gammel spillede hun Ofelia i Shakespeares “Hamlet”. Det gjorde hun her. Lige her på Det Ny Teater.

– Siden gik det bare slag i slag, opsummerer hun, – jeg spillede teater stort set uafbrudt, fra jeg startede dér som 12-årig, indtil jeg valgte at stoppe 40 år senere. Og jeg elskede det.

– Men hvis man kigger tilbage på det i bagklogskabens ulideligt klare lys, kan jeg godt se, at jeg sådan set aldrig rigtigt har haft nogen ungdom.

– Jeg spillede roller igennem alle mine teenageår. Jeg havde simpelthen brug for at samle mit liv op og finde ud af: “Hvem er jeg inde bag alle de mange, mange roller, jeg har spillet?”

– Jeg troede jo så, at det skulle være et definitivt farvel teatret. Men det skulle det altså ikke.

Hun ler. Varmt og roligt. På den måde, man ler, når man i en alder af 74 kan holde ud at se tilbage, også på det, der ikke var nemt og måske stadig ikke er det.

Hun er tydeligt glad for, at det ikke blev et definitivt farvel.

Himmelhøj puls

Hvorfor, det vender vi tilbage til. Men først skal vi have styr på, hvad der skete den aften for en hel del år siden, hvor hun blev dårlig og måtte kigge ud mod foredragspublikummet og sige: “Jeg går”.

– Jeg var godt klar over, at jeg havde kørt mig selv meget, meget hårdt i en periode. Så jeg vidste med det samme, at det var et stressanfald. Det vidste jeg bare.

– Der var nogen, der hjalp mig hjem, og dér lå jeg med en puls, der var himmelhøj, og et hoved, der føltes, som om det var ved at eksplodere, og måtte have natlæge. Og så var jeg ellers fuldstændig ude af kontakt med omverdenen i nogle uger, hvor jeg ikke kunne noget som helst.

– Jeg lå på min sofa og kiggede ind i væggen. Jeg kunne ikke tale i telefon. Jeg kunne ikke høre radio. Jeg kunne ikke læse.

– Jeg kunne ingenting. Men så, lige så langsomt begyndte det at blive bedre og bedre.

Hun aflyste alt i et par måneder. Det var ikke en svær beslutning.

– Det var så skræmmende, hvad jeg oplevede den aften og den nat, at jeg tænkte: “Det her dør jeg af, hvis jeg ikke tager det alvorligt”. Derfor var det nemt for mig at sige: “Jeg aflyser alt!”

– Hvis jeg havde tvunget mig selv til at fortsætte, var det gået endnu mere galt, tror jeg. Nu kom jeg mig i løbet af to måneder, hvorefter jeg stille og roligt begyndte at arbejde igen.

– I dag kender jeg signalerne og ved, at hvis der begynder at dukke symptomer op i glimt, søvnløshed, hjertebanken, hovedpine, skal jeg være opmærksom. Og det er jeg. Dét kan jeg love dig for!

Stressnedbruddet kom til at være medvirkende til, at AnnMari senere valgte at stoppe sin skuespilkarriere omkring 2000-2001.

– Det var ikke en beslutning, jeg nåede frem til fra den ene dag til den anden. Det var en proces, hvor jeg kunne mærke, at jorden begyndte at skride under mig. Jeg var i vildrede med mit liv.

– Det at tage ind på teatret hver aften og spille forekom mig mere og mere meningsløst. “Hvorfor skal jeg gå ind og trække i et andet menneskes tøj og sige et andet menneskes ord?” Alt det, jeg har elsket altid, begyndte jeg at få ubehag ved, decideret ubehag.

– Jeg havde også været igennem et par skilsmisser og fået to børn med to forskellige mænd og havde brug for at kigge indad i stedet for hele tiden at levere. Brug for at samle op på mig selv og mit liv.

– Samtidig havde jeg denne her fornemmelse af, at hvis jeg ikke tog en beslutning på en eller anden måde, ville jeg blive syg.

– Jeg gik med en blanding af kvalme og stress, tror jeg, det var. Det var i hvert fald helt tydeligt, at der ikke var nogen vej udenom.

– Jeg var i en megakrise med mig selv. Jeg måtte stoppe. Og den beslutning har jeg ved gud aldrig fortrudt. Det har været ufatteligt vigtigt for mig.

En masse eskapisme

AnnMari voksede op i et kunstnerhjem, hvor det myldrede med kunstnere, og der blev spillet musik og sunget.

– Hun var meget knyttet til sin far, sanger og skuespiller Max Hansen, men han var en fraværende far, der tit var ude at rejse, fordi han optrådte meget i både Sverige, Tyskland og Østrig. Hun fik dog lov at komme med ham nogle gange, mest til Stockholm og Berlin.

– Jeg tror, jeg plagede ham sønder og sammen. For jeg ville med. Min mor var desværre psykisk syg og fandt trøst i alkohol.

– Det kostede på familiefronten. Det var ulykkeligt for hende, og ulykkeligt for os alle, ikke mindst os fire søskende.

– Så når jeg lykkedes med at få overtalt min far til at tage mig med, var det et paradis. Og da jeg begyndte at spille på teatret, var det vidunderligt at fordybe sig i de forskellige roller. Der ligger en masse eskapisme i det her fag. Det gør der jo.

– Hvis du har store, private problemer, kan du alligevel gå ind og spille din rolle, fordi i din rolle er du selvforglemmende. I din rolle kan du lægge alt det fra dig, som du står med af udfordringer. Og det var det, jeg gjorde, ja.

– På den ene side var det vidunderligt at vokse op i min fars musikalske verden og med de kunstnere, der kom i hjemmet. Men når han var væk, var vi overladt til vores mor og hendes sygdom.

– Det var meget voldsomt i perioder, og det har selvfølgelig præget os børn i stor grad. Det giver en enorm utryghed at have en mor, man ikke kan regne med.

– Til gengæld lærer det én noget, der skærper ens antennesystem, så man bliver god til at træde ind i et rum og straks fornemme, hvad der foregår her.

– Det kan være vældigt voldsomt at have så stærke antenner som ung. Og det var også meget voldsomt for mig at være i verden i de unge år.

– Men antenner er noget, man kan slå ud og trække tilbage igen, og efterhånden har jeg lært at styre mit antenneapparat, så det er blevet en værdifuld navigatør.

Hendes far døde allerede, da hun var 12 år.

– Min far nåede heldigvis at se mig spille i Stockholm og skrev et meget, meget rørende brev, og senere samme år døde han i efteråret. Det var katastrofalt.

– Og dér stod vi fire børn efterladt alene med en syg mor. Dengang var der ingen, der samlede børnene op.

– Jeg havde en tante, som skulle lægge mig i seng samme aften, som min far var død, og som sagde: “Det skal du ikke tænke mere på!”, og så stak hun en sovepille i munden på mig.

– Næste dag var det bare op og i skole. Jeg kan kun tænke på med taknemmelighed, at der siden hen heldigvis er kommet en anderledes omsorg til børn, der har mistet.

Så blev teatret i virkeligheden hendes vigtigste relation derefter?

– Teatret fyldte rigtigt meget, ja. Enormt meget. Og det gør det også stadigvæk i de perioder, hvor jeg arbejder. For at det skal blive til noget, må man investere det hele. Sådan har jeg det.

– Det var også derfor, jeg var nødt til at tage skridtet fuldt ud, da jeg endelig forlod teatret. Jeg kunne ikke gøre det halvt om halvt. Jeg kunne ikke sidde på to heste. Sådan fungerer jeg simpelthen bare ikke.

Opringningen

Efter at have sagt stop studerede AnnMari intenst alt, hvad hun kunne støve op omkring den eksistentielle psykologi, og hun havde derefter “rigeligt at lave”, som hun siger, med at undervise og arbejde med blandt andet kommunikation, lederudvikling og teambuilding, og igennem flere år var hun også involveret i et stort, kreativt projekt i miljøministeriet.

– Når jeg går i gang med noget, er jeg jo typen, der går 200 procent ind i det. Det blev bare til, at jeg gik planken ud. Jeg blev simpelthen så optaget af alle de eksistentielle spørgsmål og alt det, der handler om relationer, vi mennesker imellem.

Men så, efter 18 vigtige og inspirerende år udenfor teaterverdenen, fik hun en opringning fra teaterdirektør Niels Bo Valbro fra Det Ny Teater.

Han ville bare høre, om hun kunne tænke sig at spille med i musicalen “Spillemand på en tagryg” i rollen som Golde, der er gift med Tevye, forestillingens hovedfigur, som i øvrigt skulle spilles af Tommy Kenter, hendes ekskæreste og far til hendes datter Sarah.

– Jeg sagde klart nej. Ikke på grund af Tommy, altså. Men jeg mente jo, jeg var færdig med teatret. Jeg råbte det faktisk ud i rummet til nogle fra min familie, der var i nærheden: “NEJ, dét skal jeg i hvert fald IKKE!”

– Men Niels Bo er en dygtig teatermand og sagde: “Har du ikke bare lyst til at komme ind og besøge os og drikke en kop kaffe?” Og jo, det kunne være sjovt.

– Da jeg så kom ind på teatret og blev inviteret op på 5. sal, i den store prøvesal, hvor der var audition for alle de skønne, unge mennesker, og jeg sad dér sammen med instruktøren, koreografen og den tekniske chef og så på, skete der et eller andet.

– Da de var færdige, og folk var ved at pakke sammen, tænkte jeg helt spontant: “Nu går jeg sgu op og synger en sang” og fik pianisten til at spille til “Over the Rainbow”. Bagefter kom instruktøren hen: “Vil du alligevel ikke være med i forestillingen?” Men nej, nej!

– Jeg fik alligevel manuskriptet tilsendt. Og læste det. Og tænkte: “Det er jo en sindssyg god historie!” Jeg havde altid opfattet “Spillemand på en tagryg” som ret bedaget, men opdagede, hvor dybt aktuelt stykket er, desværre, og blev meget grebet. Og så sagde jeg altså ja.

– Og da jeg først kom i gang inde på teatret, kunne jeg mærke den gamle cirkushest buldre af sted. Den blev vakt til live igen, simpelthen.

– Jeg er jo nærmest født ind i branchen, fordi min far var sanger og skuespiller. Og jeg kunne mærke det med det samme. Gammel kærlighed ruster aldrig.

I de 18 år, hun var væk fra teatret, overvejede hun på intet tidspunkt, om hun skulle have valgt en anden levevej end skuespillet, og hvordan hendes liv så ville have formet sig. Og det gjorde hun ikke, siger hun, fordi:

– Fra jeg var helt lille og fulgte med min far på arbejde, vidste jeg bare, at det var den vej, jeg ville. Det kunne sikkert have været spændende at være dyrlæge eller præst måske. Men det er nu engang skuespillet, der bringer mig størst glæde.

– I de gode øjeblikke kan man som skuespiller føle en fantastisk kontakt med publikum, og det er i sandhed gyldne momenter.

– Jeg vil ikke påstå, at det lykkes hver aften. Men når det lykkes, er det meget kraftfuldt. Og meget meningsfuldt.

– At spille en rolle er selvforglemmelse og en skøn, skøn tilstand at være i. Som jeg gerne siger: Selvbevidsthed er noget skidt, bevidsthed er godt, men selvforglemmelse er guld.

Aldrig uvenner

“Spillemand på en tagryg” havde premiere i efteråret 2019 og fik flotte anmeldelser, og forestillingen blev siden genopsat og spillet igen. Stadig med AnnMari Max Hansen på rollelisten.

Nu står hun så endnu engang på Det Ny teater, på Sceneriet, og spiller atter sammen med Tommy Kenter.

Denne gang er de bare de to, og de har sammen skrevet og lavet et show, der hedder “Love me Kenter”, der med humor og alvor handler om “ægteskabets forunderlige faser”, og det er et musikalsk show, “fordi musikken altid har forbundet os”, tilføjer hun.

AnnMari og Tommy mødte hinanden på en forestilling på Gladsaxe Teater for 50 år siden, i 1973.

De begyndte at spille musik sammen og forelskede sig “hen over en stak plader, vi lånte af hinanden”. Efter to år som kærester fik de datteren Sarah. Og to år senere skiltes de. Men de forblev venner.

– Det sjove er, at vi aldrig har været uvenner. Og nej, det er ikke noget, “jeg bare siger”. For uvenner har jeg været med en anden eksmand. Så jeg ved godt, hvad dét handler om.

– Tommy og jeg gik hver til sit, men vi har fulgtes ad alligevel. Vi har holdt sammen omkring vores datter og har været samlet til alle mulige fødselsdage og har holdt adskillige juleaftener, hvor vi begge har været der sammen med vores børn og børnebørn.

– Vi kan blive uenige om mange ting og tage et raskt skænderi, men så er den potte også ude. Vi bærer ikke nag. Sådan er et godt, gammelt venskab jo.

– Da jeg blev gravid, flyttede vi hu-hej sammen og var helt glade i låget. Det var det smukkeste, der kunne ske.

– Jeg var lykkelig. Men vi var unge, alt for unge, og også meget unge i vores sind. Det var slet ikke meningen, at vi skulle være sammen på den måde. Det var vi for umodne til, og derfor flyttede vi fra hinanden.

– Men vi fik som sagt et andet fællesskab, og det gode ved det hele er, at jeg holder meget af Tommys kone, som er en skøn kvinde, og Tommy har et godt venskab med min kæreste, som er rigtig god for mig. Alt er, som det skal være.

Kærester på 11. år

AnnMaris kæreste, som hun er kæreste med på 11. år, hører ikke til i teaterbranchen.

Han er økonom, fortæller hun, samtidig med at hun fanger ens blik og drillende fortsætter: – Og hvordan møder JEG så sådan én?

Det viser sig, at de mødtes gennem fælles venner, ganske enkelt …

– Vi har en fælles vennekreds, hvor vi mødte hinanden nogle gange igennem årene, men enten var han gift, eller også var jeg engageret andetsteds, indtil brikkerne pludselig faldt på plads.

– Jeg tror, det var ham, der tog initiativet til, at vi skulle mødes på tomandshånd. Og da vi mødtes, vidste jeg bare, “at det dér, det er noget!”

– Vi har det virkelig godt sammen. Vi er meget forskellige, og vi kan også være dybt uenige. Men fremfor alt er han et meget humoristisk menneske. Og uden humor går det bare ikke, ikke i min verden i hvert fald.

– Vi bor ikke sammen, men ses tit og ofte. Han har brug for at være lidt fri en gang imellem, og jeg har brug for at være mig.

– For mig at se er det den sværeste kunstart af alle, at leve sammen med et andet menneske. Så lige nu passer den livsform os godt. Men om vi finder på noget andet, når vi engang bliver rigtigt, rigtigt gamle, det ved man jo aldrig.

Hun synes forresten, at det der med alder er “virkelig abstrakt”, tilføjer hun, inden alt det ude på den anden side af døren kalder på hende og får hende til et vink at forsvinde ind i teatrets sjæl.

– Jeg ER jo gammel. På papiret er jeg gammel. Men jeg har stadigvæk så meget energi, og så meget jeg vil, at når jeg ser det tal, der viser min alder, tænker jeg automatisk: “Er det virkelig mig?” Og det er det jo. Det kan jeg ikke løbe fra. Det vil jeg heller ikke.

– Jeg har ikke lyst til at fornægte den alder, jeg har. Men måske skulle vi lade være med at have så travlt med at putte hinanden i kasser og sige: “Når man er i 70’erne, er man sådan og sådan. Når man er i 60’erne, er man sådan og sådan. Osv. …”

– Det synes jeg lige, vi har haft et levende bevis på med Lise Nørgaard, som var et pragteksemplar af en kvinde, der meget tydeligt viste, at alder ikke betyder noget, så længe man er vågen og nysgerrig.

– Jeg vil gerne sige, at det største chok fik jeg, da jeg blev 50. Det var virkelig chokerende for mig.

– Nu er jeg holdt op med at tænke så meget over alt det der. Men dengang, alene ordet “50” var skræmmende. Altså, så var man virkelig ikke ung længere. (Ha, ha) Men 50’erne blev alligevel et superspændende årti for mig.

– Og det synes jeg også, at mine år i 60’erne var. Og sådan gør livet jo. Det slår nogle sving, som vi slet ikke kan regne ud eller forberede os på.

– Vi aner ikke, hvad der rammer os i morgen. Det kan være skræmmende. Men det er vel egentlig også det, der gør det dybt interessant og spændende at være til.

Derfor gælder det også om at nyde hver dag, vi vågner op og er friske og raske og kan komme ud af sengen, ikke?!Derfor gælder det også om at nyde hver dag, vi vågner op og er friske og raske og kan komme ud af sengen, ikke?!

Interviewet blev første gang bragt i SØNDAG uge 11, 2023.