Da jeg var syg, glemte jeg at svare på et dokument i e-boks. Konsekvensen var kontant

Ida Rud er skribent og debattør. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

Landets forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen, skrev 6. februar på Facebook, at han sygemeldte sig med stress.

Herfra skal først og fremmest lyde et ønske om god bedring – stress er noget væmmeligt stads. Det ved jeg desværre fra mig selv.

Men dernæst skal lyde et ønske om, at alle borgere i landet får samme mulighed for ro og for at komme sig, som vores politikere gør – uanset om det er stress eller anden sygdom, der gør hverdagen tung og uoverkommelig.

For små 10 år siden var jeg stresset på mit arbejde. Jeg var deltidsansat i et lille bladhus, og jeg havde længe været glad. Indtil der kom ny ejer og ny ledelse.

Det betød mere arbejde med færre hænder, fordi en del grafikere blev fyret. Nu skulle vores magasiner gøres færdige i udlandet – uagtet at vores arbejdsbyrde blev sværere, fordi vi nu skulle bruge meget tid på at kommunikere med grafikere, der kun skrev halvdårligt engelsk.

Ærgerlige fejl sneg sig med, som ikke blev fanget af en grafiker. Det var frustrerende at opleve, hvordan en harmonisk og sund arbejdsplads smuldrede, fordi der blev truffet løsninger, der for os ansatte virkede uigennemtænkte og hæmmende for vores arbejde.

Fra at have holdt af at arbejde fik jeg pludselig ondt i maven. Men selvfølgelig passede jeg mit job. Jeg har altid været pligtopfyldende, og dertil var der de andre kollegaer, som betød rigtig meget.

Arbejde er arbejde, og det er ikke altid lige sjovt. Men jeg sov dårligt om natten. Jeg var træt og uoplagt. Min energi var væk, jeg havde hovedpine og hjertebanken og svært ved at huske ting.

Det gik hverken værre eller bedre, end at spareturen også kom til mig – min stilling blev nedlagt. Jeg skulle arbejde min opsigelsesperiode ud. Og så fes den sidste energi ud af mig.

Jeg gik til min læge, der gav mig en sygemelding med det samme.

På grund af stressen var min stofskiftesygdom nemlig også vendt tilbage. Graves sygdom er forhøjet stofskifte. Dens symptomer er meget lig med stress: hjertebanken, uro, ekstrem træthed og glemsomhed.

Men den er ikke ufarlig, for hjertet kan faktisk blive så overbelastet af sygdommen, at man får hjertestop.

Stress er med andre ord livsfarligt for mig. Men det tror jeg nu er gældende for rigtig mange mennesker.

Jeg var altså sygemeldt, da min stilling ophørte, og jeg skulle på sygedagpenge. Min hukommelse var som en hullet si – i øvrigt noget, jeg stadig døjer med i dag.

Hvis du, der læser, selv har været i jobcenterregi, ved du, at det i sig selv kan være en ydmygende og stressende omgang.

Ens selvtillid får et hak, når man søger job på job uden gevinst. En masse selvudslettende tanker finder vej til ens tanker og drømme, især som tiden går, og man ikke lander et nyt job inden for de første måneders tid.

Det er bare intet i forhold til, hvis man er i sygedagpenge-regi. I min sølle tilstand glemte jeg at svare på et dokument i e-boks.

Konsekvensen var kontant: Jeg fik ikke nogen dagpenge. Jeg skrev til dem og forklarede, at jeg var syg, og hvordan jeg var syg. Bare ærgerligt.

Jeg kunne ikke se nogen anden udvej, end at jeg måtte raskmelde mig. Selv om jeg ikke sov, selv om mit hjerte bankede så hårdt hele tiden, at jeg var bange for, at det skulle sprænge min brystkasse, selv om mit hår dryssede af mig, som var jeg et juletræ i januar. Jeg fik ikke ro og tid til at komme mig.

For jeg havde ikke et økonomisk sikkerhedsnet, som jeg kunne hvile mig på, mens jeg var syg. Jeg var heller ikke politiker med de fordele, politikere har i perioder med sygdom.

Og det har altså haft alvorlige konsekvenser for mig, som det med hukommelsen, og at jeg i det hele taget ofte mærker stressmonstret.

Når den først har haft tag i en, viser dem nemlig oftere sit grimme hoved. Jeg er med på, at politikere arbejder rigtig meget. Det er vi bare også rigtig mange andre, der gør.

Og det ville klæde politikerne at sørge for, der bliver passet bedre på os, fremfor at presse os til at arbejde endnu mere, end vi gør i forvejen – som når de fjerner store bededag.

Klummen blev første gang udgivet i femina uge 12, 2023.