Brev til Renée: Skal jeg forlade min introverte kæreste?

Kære Renée

Jeg har været sammen med min kæreste i fem år, og vi har endnu ikke boet sammen. Jeg er meget ekstrovert, og han er meget introvert.

De gange, vi har været sammen med mine venner eller min familie, har han aldrig spurgt ind til dem eller ført en samtale videre.

Han bliver meget stille og svarer kun på de højst nødvendige ting. Vi har været sammen så længe nu, og det, at han stadig ikke har formået at føre ordentlige samtaler med mine venner og min mor og far, piner mig.

Jeg har snakket med ham om det mange gange og fortalt, at jeg har et behov for, at han viser interesse i mine nærmeste, dog uden resultat.

Jeg elsker ham rigtig meget, men denne ting nager mig og har flere gange gjort mig i tvivl om, hvorvidt forholdet bør fortsætte.

Jeg vidste, inden jeg blev kærester med ham, at han var en stille fyr, men havde håbet, at han som minimum kunne føre samtale med mine nærmeste.

Jeg er altid på kanten af stolen i sociale situationer, i tilfælde af jeg skal “fylde samtalen ud”, hvis han ikke gør. Jeg har svært ved at forestille mig det at bo sammen, da jeg er bange for, at jeg ikke vil have lyst til at invitere folk over, når han er hjemme.

Han har mange gode kvaliteter, som jeg værdsætter, men som ofte bliver sat i skyggen af denne tvivl. Jeg ved ikke, om sådan en tvivl er normal i et forhold, og om jeg overhovedet vil kunne finde et andet forhold, hvor jeg slappede mere af.

Mine venner og familie mener, at jeg skal blive i det, hvis det gør mig glad, men det kan være svært at svare på, da denne del ikke fungerer.

Kærlig hilsen

En meget fortvivlet kæreste

Kære fortvivlede kæreste

Jeg kan faktisk ikke råde dig til, om du skal gøre det forbi med din kæreste, eller om du skal blive sammen med ham. Men det, jeg kan gøre, er at reflektere over det dilemma, du oplever at sidde fast i, eller som lige nu gør, at du tvivler på, hvilken fremtid du står over for: Skal du være sammen med din kæreste, eller er det tid at blive single?

Og jeg forstår dig virkelig godt, det er faktisk et svært dilemma, du står i.

Hvis man selv er en social person, der godt kan lide selskab, godt kan lide at være i en gruppe, at være sammen med familie og venner, og ens kæreste er fuldstændig modsat, kan det bare være enormt besværligt og også en belastning for forholdet, faktisk.

Det, jeg tænker om det, er, at du har kendt din kæreste i fem år, og hvis du tænker efter, har det været, som det er nu, i alle fem år. Du skriver, hvordan han var en stille fyr, da du mødte ham, og det er han stadig.

Og sådan er det nok med os mennesker: Vi er dem, vi er, og det der med at ville forandre hinanden er virkelig svært og besværligt.

Jeg tror også, at hvis vi skal forandre os, skal vi som mindstemål selv ønske den forandring.

Du havde håbet, at din kæreste ville forandre sig af sig selv med tiden, når han blev mere tryg ved din familie og venner, og det lyder som et fromt ønske.

Hvis du ikke har taget snakken med din kæreste, synes jeg selvfølgelig, du skal begynde med det – men hvis du har taget snakken (mange gange måske), tænker jeg faktisk, at det, du nok er nødt til, er at se realiteterne i øjnene: Din kæreste er introvert, og det kan han ikke bare lave om på. Han kommer ikke til at blive anderledes, han er alt det, du elsker, og så er han hamrende besværlig, når I er sociale sammen.

Så måske er det, du i virkeligheden skal tage stilling til, hvorvidt du kan leve sammen med ham, præcis sådan som han er?

Og hvorvidt det er muligt for dig at være social selv og lade ham blive hjemme?

Hvorvidt du kan leve med, at han ikke tager med til fester og fødselsdage, men at I to har hver jeres liv, som I lever, som I selv synes, er bedst, og så har I et liv sammen, som handler om jer to.

Det er ikke umuligt at leve sammen med et andet menneske, som man er meget forskellig fra, og hvor man ikke deler omgangskreds eller venner eller interesser.

Men det er umuligt at leve sammen med det andet menneske, hvis man konstant ønsker, at vedkommende var anderledes, end de er.

Så derfor tænker jeg, at det er i dig selv, udfordringen ligger, og det er sådan set også i dig selv, du skal finde svaret.

Kan du elske ham og leve med ham, præcis sådan som han er? Hvis svaret er “nej, det kan jeg ikke, jeg ønsker, han skal være anderledes”, tror jeg måske ikke, I to skal være sammen.

Men hvis du tænker, “JA, det kan jeg godt – jeg elsker ham, præcis som han er, come hell or high water, vi ser, hvad der sker, jeg vil lære at acceptere ham, som han er”, er du nok sammen med den helt rigtige kæreste for dig.

Fem år er lang tid, og den måde, du beskriver hans gode sider på, er så fin. Man kan mærke, der er meget kærlighed mellem jer.

Men jeg tænker, jeres forhold står og falder med, om du kan forandre dine krav til, hvordan din kæreste skal være i forholdet? Han er, som han er – kan du elske ham, som han er?

Kærlig hilsen

Renée