Da hun rejste afsted som 20-årig, spurgte veninderne, om hun ikke burde blive hjemme og få mand og børn: ”Jeg var dybt frustreret”

Den vigtigste formaning, Puk Grasten har fået med hjemmefra, er: Lev! Rejs ud, oplev og lev, som du selv gerne vil. Er der noget, du drømmer om? Så go for it!

– Der har aldrig været noget med ”pas nu på” eller ”hvad nu hvis”. Der synes jeg, at især min egen generation sætter mange grænser for sig selv. Men det har mine forældre været gode til at tage ud af mig, siger hun.

Puk Grasten er et livstykke. Sprudlende, nysgerrig og en gavmild historiefortæller fuld af sjove anekdoter og skarpe holdninger. Man fornemmer hurtigt, at go for it-livssynet har formet hende. Men også, at hun har det stramt med alt, der smager bare lidt af konformitet og normer.

Vi har dårligt sat os, før snakken flyder, og hun livligt fortæller. Om sin nye film, ”Den der lever stille”, som er frit baseret på Leonora Christina Skovs bestseller.

Om at være født med film i blodet som datter af filmmanden Regner Grasten. Om sin egen vej i filmens verden og om at rejse ud – både for at uddanne sig og for at gå på opdagelse. Og om hvordan den udlængsel blev mødt af uforståenhed blandt mange veninder.

For var det ikke både usikkert og uklogt? Burde hun ikke hellere blive hjemme og koncentrere sig om at få en kæreste og nogle børn og skabe en base?

Puk Grasten skubber armene dramatisk væk fra sin krop, som om hun helt fysisk bryder ud af en kasse.

Tanken om at leve efter andres forventninger og presse sig selv ind i rammer, som andre har fastsat, får det hele til at stritte på hende.

– Da jeg flyttede til udlandet, handlede det også om, at jeg synes, det er svært at være anderledes i det her samfund.

– Jeg tog af sted som bare 20-årig, men allerede der var der veninder, der spurgte, om jeg ikke burde få en mand og en lejlighed i stedet? Der fik jeg det bare sådan: ”Wow! Vi skal virkelig ned i en kasse hurtigt.” Jeg var dybt frustreret over, at man bare skal være så homogen og ens i så lille et samfund som vores, siger hun.

Den trang til at bryde ud af rammerne genkendte hun i Leonora Christina Skovs roman ”Den der lever stille” og var ikke i tvivl om, at hun ville lave en film over den. Så det har hun gjort – med sin far som producer.

– Under arbejdet med filmen har jeg oplevet, at der virkelig er mange mennesker, der har den der spændetrøjefornemmelse, som de gerne vil bryde ud af, siger hun.

I ”Den der lever stille” fortæller Leonora Christina Skov sin egen historie om at vokse op med et forældrepar, der lægger mere vægt på normer og facade end på lykke – og hvad det indebærer for hende at bryde fri og leve sit liv, som hun selv har lyst. Undervejs slår forældrene hånden af hende.

Som en del af researchen til filmen tog Puk Grasten med rundt i landet, når Leonora Christina Skov holdt foredrag.

Når publikum fandt ud af, at hun arbejdede på en film over bogen, strømmede de til for at dele deres egne oplevelser.

– Det er helt gennemgående, at folk har genkendt sig selv i historien. Ikke nødvendigvis ved, at de er blevet afskrevet af deres familie, ligesom Leonora blev det, men skylden genkender de. Formaningerne om, at "Du burde ikke leve sådan her".

– Men også at meget nedarves, for så har de selv fået børn og set, at "Gud, jeg gentager jo det, mine forældre gjorde ved mig, selv om jeg har brokket mig over det hele livet". At de på grund af hendes historie har fået modet til at begynde at bryde med de her ting, det er så vildt, siger Puk Grasten.

– Der er håb forude, hvis det her kan skabe mod hos andre til at tænke: Lad os prøve at bryde de her ideer om "det normale". Det er jo helt absurd, at vi overhovedet taler om, at noget er normalt, tilføjer hun.

Mod er også en succes

I glasskabet bag hende står klaptræet fra den sidste optagelsesdag på ”Den der lever stille’”og ved siden af De fire piner – Bing & Grøndals små porcelænsfigurer, som optræder i både bog og film. Dem tog hun med hjem fra optagelserne som et minde.

Filmen er en nyfortolkning af bogen, nærmest som en tredje akt, forklarer hun. Det gør det sårbart, når folk i den grad har taget bogen til sig, for så har de også dannet sig nogle meget klare billeder i hovedet.

– For mig har det handlet om at nå helt ind til kernen af, hvorfor folk har følt sig genkendt. Og også prøve at forstå forældrene. Ikke ved at sige, at jeg forstår deres handlinger, men prøve at forstå, hvordan de er kommet derud, hvor de er.

Det første, helt færdige manuskript smed hun i skraldespanden. Det var for pænt og for "røvkedeligt", konstaterer hun.

At turde gøre det og lytte til sin mavefornemmelse falder igen tilbage på de mantraer, hun er vokset op med.

– Min far har sagt til mig: ”Hvis du spiller trygt med dine film og fejler, har jeg ikke respekt for dig. Men hvis du har modet til at gøre tingene på din egen måde og fejler, så har jeg respekt for dig.” Det har altid været med den på.

– Det er o.k., hvis det ikke går. Det er ikke kun en succes, hvis du får alle stjernerne. Det er også succes, hvis du har prøvet noget nyt af og været tro mod dig selv. At jeg tør de ting, jeg gør i dag, er på grund af det, siger Puk Grasten.

Det gør det tydeligt, at hendes egen familiebaggrund er det nærmest diametralt modsatte af Leonora Christina Skovs, hvor det altid handlede om ikke at vække opsigt eller stikke ud.

– Jeg kan alt det her, fordi jeg har et bagland, der støtter mig. Da jeg ville rejse ud i verden som 20-årig og fik de der kommentarer fra mine veninder, sagde mine forældre til mig, at jeg aldrig måtte lade samfundet definere mine valg eller bestemme, hvad jeg kunne gøre eller ikke gøre.

– Det er det dybt modsatte af, hvad Leonora har med i sin bagage. Så at hun tør stritte imod, når hele hendes bagland siger: "Så er du ikke vores datter længere"… det ved jeg ikke, om jeg havde turdet.

– Jeg har hele min familie med i mit verdensbillede. Hvem ville jeg være uden de mennesker i mit liv? De viser mig, at der er flere veje at gå og ikke bare én.

Minder fra en gøglerfamilie

Baggårdslejligheden på Vesterbro, der har udsigt over byens tage, er fuld af kunstneriske indslag, finurlige rariteter og hjemmegjorte kunstværker med dybt personlige historier bag.

Den gamle filmfremviser, som hun fik i dåbsgave. Billedet på væggen af hendes farfar, der som filmjournalist interviewede Gøg og Gokke for mange år siden.

Puderne i sofaen, som hun fik sin mor til at sy af noget stof fra et loppemarked, så de kunne være med i ”Den der lever stille”. Skrivebordet, der var hendes gudfars, og som hun nu selv arbejder ved. Familien er i den grad til stede i Puk Grastens lejlighed – og det er også tydeligt, at kærligheden til film og kunst præger hele stamtræet.

Eller gøglerfamilien, som hun grinende kalder den og remser et par eksempler op – farmoren var filminstruktør, farfaren filmjournalist og farfarens bror var skuespilleren Kjeld Petersen, der blandt andet blev kendt for sin komikerduo med Dirch Passer.

Puk Grasten har altid vidst, at hun ville lave film. I mange år ville hun være producer som sine forældre, men hun befandt sig bedre i instruktørstolen, så der sidder hun nu.

– Mine forældre havde kontor på de gamle Asa-filmstudier i Lyngby, så når min søster og jeg blev hentet efter skole, kom vi med derud, hvor vi legede og gik på opdagelse.

– Når man er vokset op i det, så tror jeg, at man enten elsker det eller hader det. Min søster, som er to år ældre end mig, kunne aldrig drømme om at lave noget med film, og jeg har aldrig kunnet se, hvad der ellers kunne være at tage sig til, fortæller hun.

Grasten Film var bogstavelig talt en familievirksomhed. Puk og hendes søster var ikke kun med på arbejde, men hjalp også til.

De tegnede introtegningerne til ”Krummerne”, som blev indspillet, da Puk gik i børnehaveklasse, og hendes mor lavede frokost til filmholdet. Senere fik Puk en af børnehovedrollerne i ”Brødrene Mortensens jul”, men fandt ud af, at hun bedre kunne lide at være bag kameraet. Hendes søster var statist i ”Anja & Viktor: Kærlighed ved første hik”, hvor Puk i stedet hjalp med det praktiske.

– I flere dage sad jeg efter skole og rev kondompakker fra hinanden, som skulle fyldes op i nogle Go Carts. Jeg kan stadig den der bevægelse, siger hun og griner, mens hun ét for ét hiver små usynlige kondompakker fra hinanden.

Bortset fra at være knusforelsket i Krumme, da hun gik i børnehaveklasse, mindes hun ikke nogensinde at være blevet starstruck af alle de mennesker, hun færdedes blandt.

Men heller ikke at være blevet mødt med fordomme eller særlige forventninger, selv om alle i branchen kender hendes efternavn.

– Jeg har oplevet, at jeg nemmere kan komme ind ad den første dør og få det første møde, men så har jeg til gengæld skullet bevise 20 procent mere end alle andre. Men det har jeg fået lukket ned, efter at jeg lavede min første film, så nu oplever jeg det ikke mere.

– Måske er det også, fordi jeg har været i udlandet. For da jeg kom tilbage, var det jo med en spillefilm, siger hunn.

I lære hos Spike Lee

Efter at have gået på filmskole i Ebeltoft og Paris kom Puk Grasten gennem nåleøjet blandt 2500 ansøgere og fik plads på New York-filmskolen NYU Tisch. Hun elskede det.

– Det var et sted, hvor alle oddballs og misfits bare landede sammen og skabte deres eget lille community. Jeg endte med at være derovre i seks-syv år og lavede også min første spillefilm, ”37”, derovre med dansk støtte, siger hun.

Når du siger oddballs … har du da følt dig ved siden af herhjemme?

– Jeg har det i mindre grad nu, fordi jeg oplever, at så mange føler sig ved siden af. Men dengang var det meget den der med, at jeg ikke passede ind i drømmen om faste rammer.

– I New York kom alle med hver sin baggrund, så der var ikke noget med, at man burde det ene eller burde det andet. Alle var sig selv og kunne selv bestemme, og det var der noget inspirerende i.

– Med alderen har jeg så lært, at man jo også kan tage det med hjem og sige: Lad mig være helt mig selv her også.

I New York mødte Puk Grasten et væld af mennesker, som hun i dag stadig er venner med eller kan trække på i arbejdssammenhænge. Blandt andre Spike Lee, der anses for at være en af de mest indflydelsesrige og vigtigste sorte instruktører i amerikansk film.

– Spike Lee var min lærer på filmskolen. Han er så fantastisk et menneske. Han behøver jo ikke det her, for han har en lang karriere bag sig, men han underviser en gang om ugen på NYU Tisch og sidder hver torsdag på sit kontor i den fulde kontortid, også i de perioder, hvor ingen møder op, men bare for at man som studerende ved, at man altid kan komme til ham, hvis man har brug for det, fortæller Puk Grasten.

Hun benyttede sig – selvfølgelig! – af muligheden for at få hans hjælp.

– Inden ”37” lavede jeg en kortfilm, som jeg kunne sende på festival for at vise, at udlændinge også kunne fortælle amerikanske historier. Der hjalp Spike Lee mig både med manuskript og ved at være mentor på filmen.

– Han lod mig også bruge sin location scout og sin indspilningsleder – to sværvægtere, som har været med ham siden ”Do The Right Thing” i 1989. De var med på min otte minutters kortfilm og kørte alting helt professionelt.

– Hver dag efter optagelse ringede Spike Lee og spurgte, hvordan det gik, fortæller Puk Grasten og tilføjer:

– Det var så vildt! Det er vildt inspirerende at møde en person, der er så uselvisk og så usnobbet og bare helt ukritisk gerne vil hjælpe andre.

– Han er også sød til at invitere os gamle elever med til premierer og hjælpe os med kontakter. Det har ikke været aktuelt for mig, men jeg har flere venner fra skolen, som han har hjulpet ved at ringe op til Netflix og skabe kontakt, siger hun.

Døden blev en inspiration

Det var også på NYU Tisch, at Puk Grasten besluttede, at hun skulle turde bruge sin egen sårbarhed i sine film.

Allerede i den første uge skulle de studerende skrive en scene om noget livsomvæltende, de havde oplevet. Puk skrev om dagen op til en operation, hun var igennem som 16-årig – noget, der skulle have været en standardoperation.

– Det gik helt galt, og jeg var tæt på at dø. Under operationen ramte de en arterie, så jeg var ved at forbløde indvendigt. De kunne ikke forstå, hvorfor mine tal blev ved med at være så lave. De endte med at lave en akutoperation, der stoppede det, fortæller Puk Grasten og forklarer:

– Der var klart et før og et efter den akutoperation. For mig havde livet altid været ”the sky is the limit”, men pludselig gik det op for mig, at det også kan være farligt.

– Min mor har bagefter sagt til mig, at der skete en ændring med mit blik. Jeg har selv tænkt, gad vide, hvordan jeg mon ville have haft det i mine 20’ere, hvis jeg ikke havde oplevet det. Selv om det var svært, ville jeg i dag ikke være foruden den oplevelse.

– Jeg kan se, at der er tråde i alle de film, jeg laver, tilbage til det. At det er en slags grundsten i mig.

Flere drenge fra hendes hold på filmskolen skrev om deres første gang og om at miste sin mødom.

– Der kunne jeg mærke, at jeg har oplevet noget andet. Døden var på mange måder blevet en inspirator. Der tog jeg den beslutning, at ”skal du gøre det, så skal du også gøre det og bruge det”.

– Jeg har fået noget med i bagagen, som jeg kan bruge, og som gør, at jeg kan oversætte nogle følelser, som jeg ikke burde kunne det her sted i mit liv. Det har været nogle meget eksistentielle oplevelser. Det var dér, man burde have haft teenageopgør og skejet ud, siger hun.

En hilsen fra fortiden

Trangen til at gøre oprør mod sine forældre har hun aldrig haft. Tværtimod husker hun det, som om de kunne snakke om alt.

Hendes lyst til at eksperimentere med sit udseende tog de også afslappet, fortæller hun og henter konfirmationstøjet, som hun stadig kan passe, frem fra skabet: En blå, gulvlang Dolce & Gabbana-nederdel overtegnet med nøgne damer og ”toiletgraffiti”.

– Mine forældre syntes bare, den var flot, og sagde, at den skulle jeg da have på. Der har aldrig været noget med ”åh, kan vi nu det”. Det har altid været giv den gas, også når det var blå voks og pigge i håret. De syntes bare, det var sjovt, at jeg legede med mit udtryk, siger hun.

Det gjorde hendes farmor tilsyneladende også, fortæller Puk og holder et gammelt sort/hvidt billede op af en kvinde, der poserer med en Bogart-hat på sned.

– Jeg er virkelig ked af, at mine bedsteforældre ikke lever i dag og kan se, at jeg også laver film, siger hun og tilføjer så med et grin, at hun af og til har fornemmelsen af, at de spøger. En gang, hun havde det sådan, var i New York. Hendes farmor og farfar holdt begge meget af byen, og derfor var Puk ærgerligt over, at de ikke kunne opleve, at hun var flyttet til dertil.

– En dag, jeg kom hjem, lå fotografiet af min farfar, der interviewer Gøg og Gokke, på gulvet lige inden for døren. Det er helt udelukket, at det kunne være faldet ned og gledet så langt hen ad gulvet. Så måske ser de alligevel det hele, siger hun med et smil og tilføjer:

– Jeg tænker med meget kærlighed og sorg på de mennesker, vi har mistet, for der har virkelig været mange fantastiske mennesker i min opvækst.

– Min lejlighed er fyldt med møbler og minder og ting fra bedsteforældre og tanter og onkler, som alt sammen er ”levede” ting eller slidte ting, som gør, at jeg kan mærke, at de er her.

– Jeg har en kæmpe bagage af folk med mig. Det er dem, der har dannet familien, og jeg føler, at jeg stadig mærker deres øjne være med mig.

Denne artikel blev første gang bragt i SØNDAG uge 14, 2023.