Jeg er 35 år, single og uden børn – og jeg føler, jeg mister alle mine veninder

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 35 år, uden børn og single, og jeg er ked af det, da jeg føler, at jeg mister mine veninder.

Min bedste veninde, som jeg har talt med hver dag de seneste år på besked og voicemessage og ses med tre-fire gange om ugen til gåtur eller aftensmad, fik en kæreste for seks-syv måneder siden, blev gravid efter én måned og er seks måneder henne.

Jeg er glad for, at hun er lykkelig og forelsket! Men jeg hører knapt nok tilbage fra hende – og får kun en oneliner eller et par emojis.

Hun skriver aldrig, og vores voicemessages er gået helt død. Jeg føler mig belastende, fordi jeg spørger, om vi skal ses, og der går langt tid mellem svarene. Jeg føler, hun har tjekket ud.

Det gør mig ked af det. Hun var den “sidste” veninde uden børn, og vi havde planlagt rejse til Mexico sammen.

Min anden veninde har, efter hun fik en datter for halvandet år siden, aflyst alle aftaler. Hun er også udeblevet til en søndagskaffe, hvor jeg ventede på hende.

Hun sender et billede af baby med en tekst om, hvordan det går en gang om måneden, men spørger aldrig til mig og svarer med en måneds mellemrum.

Andre veninder rækker ud og vil ses, hvilket jeg siger ja til, men så får de sneget ind, at jeg måske kan gennemgå en kontrakt og komme med juridisk input til en situation.

Går jeg bare i en fælde? Hvordan undgår jeg at miste min “sidste” veninde. Er det for meget at forlange, at veninder viser interesse, når de har fået børn?

Jeg kommer altid, når de siger til, men er ked af at blive efterladt ude i kulden. Jeg vil ikke skabe dårlig stemning, fordi jeg ved, mor-livet er en omvæltning.

Venlig hilsen

En såret veninde

Kære sårede veninde

Jeg tror virkelig, den situation du beskriver, er fuldstændig klassisk.

Jeg husker meget tydeligt et brev, jeg fik fra en veninde engang, der handlede om præcist det her. Jeg havde lige født mit første barn, jeg tror, hun var knapt et halvt år, og så skrev min veninde til mig, at vi ikke kunne være veninder længere, fordi jeg aldrig kontaktede hende, og det altid var hende, der skulle ringe eller skrive til mig.

Det er 27 år siden og var svært, både for hende og for mig. Hun havde ret, jeg tog ikke længere kontakt til hende og var meget optaget af at være blevet mor. Jeg ville dog ikke miste hende.

Hun fik selv børn nogle år efter, og pludselig forstod hun, hvor altopslugende det kan være.

Vi er stadig veninder, nok også fordi jeg lagde mig fuldstændig ned og skrev til hende, at det var muligt, hun ikke ville være veninde med mig, men jeg var veninde med hende, og det ville jeg altid være, og hvis hun ikke tog telefonen, ville jeg komme og slå et telt op i hendes have.

Det blødgjorde hendes sårede følelser, at jeg så dem og anerkendte hendes sorg og savn. Det er et sårbart sted at være i et venindeforhold.

Du ved godt, at når man får et barn, bliver alt fuldstændigt forandret, men det hjælper ikke på smerten over at opleve at miste din bedste veninde.

Udfordringen her er, at det er nødt til at være dig, der forstår og rummer, hvis du ikke vil miste din veninde. Og det er, som jeg læser det, at det præcist er det, du ikke vil.

Derfor er du nødt til at bide den her i dig og overvinde følelsen af afvisning og vide, at den ikke har noget med dig at gøre. Det, at din veninde ikke tager kontakt til dig lige nu, er ikke en afvisning af dig – men i stedet et tilvalg af sit barn.

Det har desværre den konsekvens, at I ikke ses så meget mere, og det er du nødt til at acceptere.

Jeg kunne ønske, at du havde modet til at være helt ærlig omkring dine følelser. Du kan sige til hende, at du forstår hendes situation, og at du ved, at de følelser, der fylder hos dig, de hører til hos dig og kun dig.

Det er ikke følelser, hun er skyld i. Sådan er det bare – det gør ondt ikke at være så vigtig lige pludselig. Gør hende klart, at du ved, det fylder alt at være blevet mor, og at det også er fuldstændig forståeligt. Så hun forstår, at I står lige der – med hver jeres virkelighed, fyldt af de følelser, der knytter sig til den måde, virkeligheden ser ud for jer.

Så alt er forandret i jeres forhold, og det skal du rumme. Men på samme tid kan du også rumme din egen sorg over det. Det hele skal have lov til at være der, både forandringen, din venindes optagethed af moderrollen, dit savn og den sorg, du oplever – det må du gerne græde over, sørge over, have det forbandet over.

Men for at holde fast i din veninde og jeres venskab, og hvis I to skal sidde på terrassen og drikke longdrinks om 30 år, mens I bander over jeres afkom, er du nødt til at æde det, du oplever som en afvisning.

Jeg tror, din veninde elsker dig lige så meget, som hun altid har gjort. Det, du skriver om jeres venskab, er ikke forsvundet. Der er bare "noget" i hendes liv, som gør, at hun ikke overkommer at passe på det.

Det må du tilgive hende, for sådan er livet.

Det er ligesom, når en meget tæt veninde får en kæreste, og man ikke længere er så vigtig i hendes liv. Et barn er selvfølgelig noget andet, men også det vil blive hverdag, og hun vil få brug for dig igen. Både til at passe hendes barn, men også til at snakke, hygge, danse og betro sig til. Så hold ud og vær loyal over for jeres venskab.

Kærlig hilsen

Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.