Min veninde sad i sofaen og var helt ulykkelig. Hun har kræft. Og hun stillede mig et svært spørgsmål

Kære Anna

Forleden sad min bedste veninde i min sofa og var helt ulykkelig. Hun har fået konstateret kræft og er bange. Og hun stillede mig et svært, svært spørgsmål.

Hun har tre teenagedøtre, som hun bor alene med, men hver anden weekend er de hos deres far. Hun ønsker ikke at fortælle sine døtre, at hun har kræft.

Hun har heller ikke fortalt sine forældre det. For som hun sagde dér i sofaen: ”Hvis jeg siger det til dem, og jeg ser, hvor kede af det,de helt sikkert bliver, kan jeg slet ikke holde det ud. Jeg er nødt til at holde det for mig selv, i hvert fald så længe det trods alt ikke er en dødsdom, jeg har fået, men en diagnose”.

Og så kom det, det svære spørgsmål: Hun spurgte mig, om jeg ville være hendes medsammensvorne i fortielsen og løgnen?

Jeg skal dække over hende og bekræfte, at hun går til behandling for ondt i ryggen, når hun begynder sit behandlingsforløb for brystkræft. Men er det en klog ”overlevelsesstrategi”? Jeg ville aldrig selv vælge den vej. Hvad skal jeg dog svare og gøre?

De bedste hilsner

Lene

Kære Lene

Jeg er ikke i tvivl om, at din venindes strategi stritter i den helt gale retning. Kan det mon være angsten i hende, der taler i munden på hendes fornuft?

Jeg tror, det hele bliver langt værre, hvis de halvvoksne piger selv skal gætte sig frem til, hvad det egentlig er, der foregår.

Hvad nu, hvis deres mors behandling for ”ondt i ryggen” sender hende ud på badeværelset for at kaste op flere dage i træk? Eller hvis hun taber håret og får andre alvorlige reaktioner på behandlingen? Hvordan vil de reagere på det?

Kræftens Bekæmpelse yder gratis hjælp og rådgivning til kræftramte og deres pårørende. Prøv om du kan få din veninde til at kontakte Kræftlinjen. Eller gør det sammen med hende.

Måske løsner det noget, at en professionel på området vejleder hende sagligt og konkret i, hvordan hun skal gribe samtalen med sine piger an. Løgne og fortielser er kun sjældent den rigtige måde at beskytte vores kære på.

Derimod kan det hjælpe at vide, hvordan man doserer sandheden i lige præcis den mængde, der passer til de mennesker, som skal rumme den.

En så alvorlig diagnose som brystkræft kan simpelthen ikke holdes hemmelig for ens nærmeste. I hvert fald ikke uden at slå store skår af tilliden.

Selv om sygdommen sidder i din venindes krop, rækker konsekvenserne af den jo langt ud over hende selv. Sygdom kan i den grad forandre stemningen i et hjem.

Lunten bliver måske kortere, og hvis ikke hendes børn ved hvorfor, kan de nemt føle, at det hele tiden er dem, som gør et eller andet galt. Det er lettere at forholde sig til, at det er den sygdom, der for en tid er flyttet ind i familien, der giver anledning til humørmæssige udsving.

Hvis din veninde indvier sine forældre i situationen, kunne det også åbne for endnu en støttemulighed. Måske kan de være der lidt mere for deres store børnebørn.

Foretage sig noget hyggeligt sammen med dem og dermed hjælpe dem til at holde pauser fra alt det, der følger med, at ens mor er alvorligt syg.

Gør det klart for din veninde, at en ”medsammensvoren” i denne situation her ikke skal hjælpe med at fortie virkeligheden, men derimod støtte op omkring den.

Hvis du har tid og overskud, så tilbyd hende din hjælp hele vejen igennem helbredelsesprocessen. Både i form af at være hendes kradsebræt, når det hele spidser til, samt konkret og praktisk hjælp.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.