Da Hanne var nyuddannet sygeplejerske, var det ikke et problem. Men hun kunne se på sine kolleger, at noget ændrede sig

Sygeplejerske Hanne Bast kan stadig huske, hvordan hendes mave slog knuder, når telefonen ringede omkring klokken fem om morgenen. Hun vidste, at en kollega ville melde sig syg.

For Hanne gik det store arbejde i gang med at finde en afløser, og hun skulle være den, der tog en fridag fra en kollega, som allerede havde været på vagt fem dage i streg.

Hanne har også selv prøvet at være i den anden ende af røret.

– Når hospitalet ringede, og jeg havde fri, ventede jeg nogle gange med at tage telefonen, så jeg kunne overveje, om jeg havde overskud. Hvis jeg sagde nej, var det altid med dårlig samvittighed over, at jeg ikke kom og hjalp.

Men den stress, som Hanne kunne føle, da hun var i det offentlige, er hun sluppet af med. I 2008 startede Hanne med at tage vagter i det private, og i dag arbejder hun på et privathospital i en fast stilling, som hun har haft siden 2016.

I 2022 gjorde 4.600 sygeplejersker som Hanne og forlod det offentlige sygehusvæsen. Det svarer til, at 13,3 procent af de 35.000 sygeplejersker, der er i sygehusvæsenet, har forladt deres stillinger. Hver femte sygeplejerske har fået en ny stilling i det private erhverv. Det viser en ny undersøgelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Da Hanne blev færdiguddannet i 1995, så tingene anderledes ud i det offentlige, end da hun forlod det i 2016.

Hun startede med at arbejde på en neurokirurgisk afdeling, og særligt da hun skiftede til en intensivafdeling, oplevede hun, hvordan hendes arbejde gjorde en forskel. Her var der tid til den enkelte patient, og Hanne kunne godt lide, at hun kunne følge den samme patient gennem hele behandlingsforløbet.

– Der var tid til, at jeg kunne udleve mine ambitioner, og til at jeg kunne byde ind med min faglighed og lære fra mig. Men med årene blev der mere og mere travlt, siger Hanne.

Hovedopgaven

Der skete et skred, hvor tempoet blev sat op.

Flere patienter skulle igennem. Samtidig var der dårligere normeringer end før i de almindelige sengeafsnit, så de var færre sygeplejersker til flere patienter. Hanne oplevede, hvordan hun og hendes kolleger måtte gå på kompromis med deres faglighed for at nå deres arbejdsopgaver. De basale opgaver som at vende en patient, blev gjort færre gange, for tiden var ikke til det.

Det var også svært at ansætte sygeplejersker, der havde lyst til at tage alle de vagter, som det krævede på intensivafdelingen.

Hanne var ofte den ansvarshavende, der skulle sørge for, at der var sygeplejersker nok.

– Når der var sygemeldinger, var det enormt svært at få dækket vagterne. Det var hovedopgaven hver eneste dag at finde sygeplejerskerne til patienterne i sengene. For var der bare én sygemelding, kunne det vælte hele læsset, fortæller Hanne.

Hun så hellere, at hun kunne have brugt sin tid på afdelingen til at udvikle sygeplejen og udvikle sig inden for afsnittet, så de kunne finde bedre løsninger.

De fleste tog gerne en vagt for at dække ind og tilsidesatte deres eget behov for at holde fri. Det gjorde, at flere af Hannes kolleger blev stressede og for pressede til at passe deres egne vagter.

– Der var en del af mine kolleger, der blev sygemeldt med stress, og det havde jeg ikke oplevet før. Da jeg var nyuddannet, var det ikke noget, man blev sygemeldt med.

Lønnen

Selv om Hanne ikke selv blev sygemeldt, blev belastningen for stor, fortæller hun. Det var særligt logistikken, der gjorde, at Hanne forlod det offentlige, for det var en kamp at få det hele til at gå op. Ellers var hun meget glad for specialet og for de kolleger, hun havde.

Hun oplever også, at der kan være travlt på privathospitalet, hvor hun arbejder, men hendes kolleger er ikke pressede på samme måde, og hun mærker, at mødestabiliteten er bedre.

– Presset er på en eller anden måde ikke så stort, som det har været i det offentlige.

Hanne ved, hvilke patienter der kommer ind på privathospitalet, og derfor har hun mulighed for at planlægge og forberede sig bedre end i det offentlige. Det gør fleksibiliteten større.

– Omsorg og personalepleje i det offentlige, som jeg er sikker på, at ledelsen gerne ville have til at fungere, druknede i så meget andet. Jeg har kun oplevet arbejdsvilkårene som bedre i det private.

Så er der spørgsmålet om lønnen, der de seneste år har fyldt meget i debatten om sygeplejerskernes flugt fra de offentlige hospitalsgange. For Hanne spiller det ikke en rolle, at hun i dag får en bedre løn i det private.

– Jeg ville stadig helst være i det private, hvis det var til den løn, som jeg fik i det offentlige. Det handler mere om stemningen og om arbejdsvilkårene.

Det kan godt bekymre Hanne, hvordan det offentlige kommer til at se ud, når hun selv bliver gammel og får særligt brug for systemet. Men som det ser ud nu, ønsker hun ikke selv at vende tilbage til det som arbejdsplads.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: