Gurli Marie Kløvedal gik på efterskole, da hun begyndte at hoste. Meget. Så opdagede lægerne noget overraskende

Når Gurli Maries far, Troels, nogle gange var ked af det, da hun var barn, travede han ud over markerne ved familiens gård eller væk fra Nordkaperen, hvis de lå i havn med skibet et sted.

Gurli Marie gik nogle gange med. Lille blød barnehånd i stor garvet skibshånd. Hun sagde ikke noget. Han sagde ikke noget.

Hun vidste godt, hun ikke kunne løse det for ham, hun var der bare, og de gik der bare, mens han dampede af og fik luft.

Nogle gange sanser og forstår børn mere, end de voksne er klar over. Og nogle gange sanser og forstår børn mere, end de voksne selv gør.

Som i ”Bidemærker”, Gurli Marie Kløvedals seneste bog. Vi lander i en sorg. Et lykkeligt par er flyttet på landet, har fået en lille dreng, men moderen dør – og drengens far kan ikke få sagt til ham, hvad der er sket.

Han bygger en løgn om, at moderen bare er på arbejdsrejse og tager teknologien til hjælp, gør hende ”levende”.

Knust

Vranyo. Gurli Marie bruger det russiske udtryk i bogen. Det dækker over vores trang til at bortforklare det svære og love hinanden solskin i morgen, selv om vejrudsigten siger orkan. Spørgsmålet er, hvorfor vi gør det.

– Hmmm, ja, er det ikke bare sådan en dyb menneskelig tendens? Det er igennem historier, vi får verden til at give mening. Der kan jo også være meget kærlighed i løgnen. Som forældre opbygger man en verden omkring de her børn, som er tryg og god, og de er elskede, og der er påskeharer og nisser på loftet i julen.

– Derfor er jeg ikke helt afvisende for, at løgnen kan have alle mulige gode funktioner nogle gange, fordi verden er grum og kan være grufuld. Altså faderen i bogen, det er jo ikke, fordi han tænker: ”Nu skal jeg fortælle en løgn”.

– Det er bare, fordi sandheden er for smertefuld, og hvordan skal han kunne bære, at han selv er fuldstændig knust og samtidig bære barnet – så er det lettere at holde den der løgn i gang.

Har du løjet for dine børn?

– Ja, masser af gange, haha. Omkring julen. Juleritualer. Jeg er selv vokset op med, at der var en nisse på vores loft på min fars gård. Hver vinter var vi oppe og sætte grød til den nisse. Julemanden troede jeg til gengæld ikke på, han er lidt noget fis.

Tænksom

Troels Kløvedal fik fem børn med fire kvinder. Mikkel, Lærke, Gurli Marie, Sille og Asbjørn. Gurli Marie og hendes søster Sille er fra hans forhold med Ruth Hagerup Andersen. De var sammen 17-18 år.

Hvad var du for et barn?

– Godt spørgsmål. Stort spørgsmål. Troels ville være blevet 80 den 2. april, så Gentofte Kino genviste den 20 år gamle film ”Nordkaperen” i den anledning. Det var meget sjovt ligesom at gense den verden.

Og se sig selv som barn i den.

– Jeg tror, jeg altid har været et tænksomt barn. Når man har meget handlende forældre, dur det ikke, hvis man har alt for mange ønsker om, hvilken vej man vil, hvis ens forældre vil en anden vej.

– Jeg har nogle gange tænkt, at jeg er sådan en, der lidt bare følger med og får det bedste ud af enhver situation. Jeg er ikke specielt målrettet. Jeg er mere: Nå, men hvor er vi så henne nu, og hvad sker der her? Ej, hvor spændende!

Du var et elsket barn?

– Det har jeg altid følt. Det er ikke noget, man nødvendigvis tænker så meget over som barn, men det er en fornemmelse af at være ønsket og af, at ens forældre er glade, når man er der.

– Jeg var heldigvis et ret nemt barn, hvilket også gjorde det enormt nemt for mine forældre. Og nemt for mig at være elsket.

Et nemt barn ifølge Gurli Marie:

– Et barn, der grundlæggende er i godt humør og ikke beklager sig for meget over skiftende omstændigheder og sådan er lidt … sød og nysgerrig. Jeg har haft en barndom, hvor vi skiftevis var ude at sejle og var hjemme i Danmark.

– Da jeg var lille, måske to tredjedele i Danmark og en tredjedel ude at sejle. På et skib er man utrolig tæt sammen. Det er ligesom at være otte mennesker i en autocamper. Så det handler om at kunne skabe sin egen personlige sfære, hvor man … lige er for sig selv, selv om man sidder lige ved siden af nogle andre.

– Jeg har brugt litteraturen rigtig meget og har elsket det. Når jeg læser en bog, kan folk stå og snakke til mig ved siden af, uden at jeg lægger mærke til det.

Er du blevet en god konfliktløser af at være i ”autocamperen”?

– Jeg er det helt klassiske diplomatbarn på den måde, haha. Jeg kan altid se alting fra alle mulige vinkler. I et andet liv kunne jeg være blevet konfliktmægler!

Skørt

Drengen, der i ”Bidemærker” ikke får at vide, at hans mor er død, har en slags reference til Gurli Maries fars egen barndom. Troels' mor blev syg. Ingen fortalte ham, at det var dødeligt.

– Det var en skør historie. Min farfar var kongelig dyrlæge og gift med Gurli, som jeg er opkaldt efter. De havde et dårligt ægteskab og blev skilt, hvilket man ikke gjorde i slutningen af 1940’erne. Og børnene blev ligesom spredt for alle vinde overnight.

– Gurli fik samlet børnene igen – men blev så syg og døde. Da Troels selv var syg, spurgte jeg ham om det: ”Det kan da ikke passe, at der ikke var nogen, der havde fortalt jer børn, at hun var ved at dø?”. Men han sagde, at det var der ikke.

– Måske vidste de godt, at hun var syg, men der var ingen, der havde fortalt, at hun var døende, så det var først, da han stod ved graven, at det gik op for ham, at hun var død, og de så skulle spredes igen. Hvilket virker fuldstændig skørt. Man skærmer jo ikke et barn ved ikke at fortælle sådan noget. Men det har man alligevel tænkt på den tid.

– Det ”sjove” med min bog er, at nogle har sagt: ”Ej, det er langt ude, selvfølgelig taler man med et barn om sådan noget”. Men jeg har altså i forbindelse med bogen mødt utrolig mange, der har fortalt, at sådan var det også i deres familie.

– Jeg har lige nu selv en bekendt, hvis veninde er alvorligt syg af kræft og ikke har fortalt det til sit barn endnu.

– Jeg arbejdede nogle år i Kræftens Bekæmpelse som kommunikationsdippedut. Hvor vi også arbejdede med at gøre folk bedre til at tale om sygdommen.

– Det gav mig en indsigt i, at nogle mennesker simpelthen tænker, at hvis de først åbner for muligheden af, at de kan dø – så dør de. At hvis man lukker det ind, bliver det virkeligt. Så længe man ligesom insisterer på, at man nok skal klare det, har man håbet. Så kan ”det andet” ikke ske. Det er sådan lidt magisk tænkning.

Nyresyg

Gurli Marie har selv haft risikoen for at dø inde på livet. Hun blev syg som 12-årig. En sommerdag legede hun med sin veninde i haven, da hendes mor, Ruth, der er læge, pludselig undrede sig over, at Gurli Maries ellers spinkle ben var hævede og ”lignede dameben”.

– Jeg havde vand i benene. Hun fik mig til lægen, det var noget med nogle æggehvidestoffer, jeg ikke sorterede fra, mine nyrer fungerede pludselig ikke særlig godt.

– På et tidspunkt troede de, jeg skulle nyretransplanteres, jeg var sådan nyresyg, og jeg havde nogle svære år, for det er ikke særlig sjovt at være 12-15 år og få Prednisolon, som gjorde at jeg fik strækmærker, mit hår blev så tyndt, og mine kinder blev tykke. Det var skidesvært. Teenagealder og sådan noget…

Men der kom lidt ro på, Gurli Marie kom på efterskole, det var en god tid. Så begyndte hun at hoste. Meget.

– Min mor tog mig til lægen, og så opdagede de, at jeg havde en kræftknude på over et kilo i lymfen.

Den sad øverst i venstre side af brystkassen, man kunne ikke se den udefra, men … en bivirkning ved lymfekræft kan være nyreproblemer.

– Jeg har aldrig fundet ud af, om lægerne egentlig havde undersøgt det link eller bare ikke havde tænkt på det. I hvert fald forduftede nyreproblemerne, og jeg havde lige pludselig kræft, det var jo meget mere alvorligt, men samtidig var det også godt, for så kunne man gøre noget ved det.

– Jeg fik kemo i syv-otte måneder og startede i gymnasiet samtidig. Heldigvis virkede det rigtig godt. Man kunne se fra scanning til scanning, at knuden derinde trak sig. Det var egentlig meningen, at jeg skulle have haft stråling, men lægerne sagde: ”Lad os lige prøve at se, om ikke den holder sig væk”. Og det gjorde den.

– På den måde var det et fantastisk behandlingsforløb, fordi det allerførste, jeg fik, bare virkede. Og der var selvfølgelig bare en enorm lettelse over ikke at skulle på hospitalet længere og helt lavpraktisk at kunne stoppe med medicinen, så mit hår voksede ud. Det var det mest konkrete.

– Jeg nåede aldrig at blive helt skaldet, men jeg blev meget tyndhåret, hvilket heller ikke er superfedt, vel?

Forsinkede det dit kærlighedsliv?

– Ja, helt sikkert. Det var jo ikke, fordi jeg ikke var forelsket i alle de år. Men … jeg havde strækmærker på benene, og når man er 16-17 år, tænker man: Strækmærker? Det er sådan noget, gamle damer har. Altså… en kæreste, dét kan jeg ikke.

– Der er ligesom nogle begrænsninger, hvor man tænker, det er bare for pinligt, så vil jeg hellere være sådan en, der flirter lidt. Det kræver ret meget tillid at finde en kæreste, hvor man bare tænker: Jeg er sgu god nok, det er fint, han synes bare, jeg er dejlig. Og det fandt jeg først efter gymnasiet.

Var du bange for at dø?

– Jeg vidste godt, at det var en farlig sygdom, og jeg gik bevidst en meget stor bue udenom statistikker, for det er meget håndgribeligt, hvis man lige pludselig ved, at 17,5 procent dør. Jeg tog det meget dag for dag.

– På nogle møder var der dårlige nyheder, og på nogle var der gode. Men jeg gik ikke særlig meget ind i de helt konkrete dødstanker. Det var mere snuden i sporet og at finde ud af hverdagen.

– Men jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at jeg altså … meget gerne ikke ville dø, men hvis jeg døde, så syntes jeg faktisk, at jeg havde haft et rigtig dejligt liv, haha. For jeg havde oplevet så meget. Det var en meget voksen ting at sidde og tænke over som 17-årig. Men det er måske bare den måde, jeg er vokset op på. Med min far og sådan ...

Rasmus

Gurli Marie og Rasmus mødte hinanden til en familiefest for 18 år siden.

– Han er ikke min fætter!

Gurli Marie griner, og vi anbefaler, at du lige holder ørerne stive: Rasmus arbejdede i Gurli Maries halvstorebror Mikkels stedfar Peters it-firma Rødhætte. Er du med?

Og Mikkel og hans kone Mariann skulle sejle på langfart og havde inviteret til afskedsfest: ”Kom og få en øl og en pølse fra grillen i haveforeningen.”

– Jeg tog derud, Rasmus var også inviteret …

18 år og to børn senere. Og et spørgsmål stillet på baggrund af den familiestruktur, hun er vokset op i med en far, der skabte fire familier i sit liv:

Tror du på det livslange parforhold?

– Ja, jeg er jo vokset op i en familie med min far, der havde mange børn med forskellige kvinder. Men min oplevelse har været, at de var ret gode til at få det til at fungere og altid har talt relativt pænt om hinanden og kunne være sammen i forskellige sammenhænge, så jeg har faktisk altid tænkt, at ”skilsmisser er sådan noget, de voksne godt kan finde ud af.”

– Derfor har det været et chok for mig som voksen at opleve nogle virkelig grimme skilsmisser. For hvordan kan mennesker først elske hinanden så meget og så bagefter slet ikke finde ud af at snakke sammen? Det har jeg stadig meget svært ved at forstå.

Det serielle monogami. Og kunsten at være barn i det. At opleve nye familiesammensætninger, nye børn med nye mødre.

Men med Troels som gennemgående far?

– Både og. For min far var også fra den tid, hvor det var sådan: ”Kvinderne får de børn, de vil have”. Og når de gik fra hinanden, var det helt klart kvinderne, der primært stod med ansvaret for børnene.

– Jeg har haft en meget tryg kernefamiliebarndom, fordi mine forældre var sammen, til jeg var 15-16 år. Men det er ikke alle, der har haft det lige nemt i det her.

– Da vi fem søskende sad dér og skulle dele Troels’ bo, snakkede vi om, at vi har haft samme far, men fem forskellige fædre.

– Og det er jo ikke, fordi nogen af dem har været forkerte, men vores far fik børn over tre årtier og havde en masse undervejs, han skulle bevise for sig selv og verden. Selv i én familie kan søskende have meget forskellige indtryk af deres forældre og opvækst, og det gælder også os.

Var du vred over, at dine forældre blev skilt?

– Jeg gik på efterskole der… Nej, jeg tror faktisk jeg var mere sådan: Se nu at få taget jer sammen og få det gjort.

– Jeg har altid opfattet det som, at de elskede hinanden rigtig meget, men at de også bare var meget forskellige. Det var min fars drøm at have en stor gård ude på landet, men det var ikke nødvendigvis, fandt min mor ud af med årene, hendes drøm. Og så det der liv med at han ofte var ude at rejse …

– Hun var lægestuderende, da de mødtes og blev så læge, det er et ret svært job, og det med enten at tage fri eller skulle være alene med børnene i perioder, hvor han var afsted – jeg tror bare, det sled for meget på dem med årene, og så var de måske ikke gode nok til holde øje med det dér kærlighedsbrød, der skal bages hver dag. Det blev lidt brændt i kanterne.

Hvad betyder det for dig at være del af et dynasti?

– Det er faktisk ikke noget, jeg tænker særlig meget over, og jeg tror heller ikke, det er sådan, jeg har oplevet det.

– En familie består af alle mulige små dele. Der er ikke bare ét men mange stærke punkter i en familie. Og nogle af dem er kendte, andre er overhovedet ikke, og ingen af dem er bedre eller vigtigere end andre.

– Men min far var jo virkelig et kendt ansigt, så når jeg var ude med ham, kunne det godt være lidt belastende, fordi så mange kom hen til ham hele tiden. Med en utrolig kærlighed, men det er bare irriterende at skulle dele sin far med fremmede, når man er ude.

Dødshjælp

Troels Kløvedal levede sit liv, som han ville og var ”heldig” i den forstand, at han, da han fik sygdommen ALS, døde, som han gerne ville – han gav slip på kroppen, da han var klar.

– Ja … diskussionen om aktiv dødshjælp er superinteressant, og jeg er meget for. Da min far fandt ud af, at han var syg, undersøgte han som noget af det første, om han kunne få aktiv dødshjælp og også i udlandet, fordi han frygtede at ende som en grøntsag.

– Han elskede livet, men det var vigtigt for ham, at det var et valg, ikke en tvang. Vi lærte dog, at man kan yde passiv dødshjælp ved ALS, hvor man slukker for den kunstige hjælp, og så kan den syge ligge – med morfin og sådan noget - og få lov til at glide ind i døden.

– Min far endte faktisk med at kunne udholde meget mere handicap, end han troede lige i starten og kunne stadig få meget livskvalitet ud af det. Men jeg synes, man har ret til at dø, når man gerne vil dø.

Hun forstår udmærket, at sundhedsvæsen og læger siger, at det ikke er deres opgave at hjælpe folk herfra. Deres opgave er at holde liv i folk.

– Men – med en masse screening - må man kunne finde en måde, hvor private læger og organisationer kan stå for det. Jeg synes egentlig, det vi gør nu, er totalt uetisk. Man åbner gerne for de etiske diskussioner, der vil opstå, hvis man indfører aktiv dødshjælp.

– Men man lukker øjnene for de etiske udfordringer, det faktisk indebærer, at man ikke gør det. Netop at folk ligger og tigger om at dø, og familiemedlemmer må tage livet af dem og risikere fængselsstraf. Eller også må de til udlandet. Det er også megabesværligt og belastende at skulle planlægge en rejse til udlandet for at dø.

Det er uværdigt? Hjemme er bedre?

– Ja. Og hvor man siger farvel. Får en værdig afsked og en eller anden form for medicin, der gør, at man sover ind i døden. Altså… vi vil gerne have, at folk taler om døden, den skal ikke være et tabu, vi vil gerne have, at folk er afklarede, når de dør, men når folk så er afklarede om, at de gerne vil dø – så vil vi ikke lade dem dø. Det er da absurd.

– Min far spurgte min mor, om hun ville hjælpe ham med at dø, hvis han blev desperat. Det kunne hun jo ikke sige nej til. Det endte heldigvis ikke der. Men hun er jo læge …

Det er et kæmpestort ansvar at lægge på sin ekskone?

– Alt for stort. Og potentielt noget, der kunne give hende alle mulige problemer. Jeg nævner det bare som eksempel på, at man lukker øjnene for alle de etiske problemer, der faktisk er lige nu, ved at tale om nogle potentielt etiske problemer, der kunne komme.

Eventyrligt

Modellen af Nordkaperen står på brændeovnen i rækkehuset på Amager. Rødt skrog, hvide sejl, Danmark.

Troels Kløvedal efterlod sig en firelænget gård proppet til randen med ting samlet igennem et eventyrligt liv. Et af rummene rummede nærmest bare tidsskriftet National Geographic fra 1973 og frem.

De fem søskende og Troels sidste kone, Else Marie, skiftedes til at vælge en ting.

– På et tidspunkt havde vi ligesom nok. Vi er jo også voksne mennesker, der har vores liv og hjem, og der er grænser for, hvor meget nyt habengut man kan slæbe ind.

Men når du spørger, hvad jeg er mest glad for, tror jeg faktisk, det er den der model af Nordkaperen. Den er meget håndgribelig.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 23, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: