Nogle dropper telefonen, sex eller chokolade. Her er svaret på, om det rent faktisk giver mening

Det skulle være så godt: at give sin hjerne en såkaldt dopaminfaste, hvor man i en periode helt bevidst holder fingrene fra alt det, man føler sig lidt afhængig af.

Tv, serier, bøger, Facebook og telefonen. Ved for eksempel at lade være med at lade sig underholde hele tiden kan man få sin dopaminafhængige hjerne tilbage til et mere sundt udgangspunkt. Sådan at man igen kan glædes over en solopgang, en ostemad og et enkelt afsnit af Badehotellet.

Ordet “dopamindetox” eller “dopaminfasting” er blevet et begreb på nettet, og det står hurtigt klart, at der er flere måder, en sådan kan tage sig ud på i praksis.

Men fælles for dem alle er, at det handler om at holde sig fra det, der er er svært at holde sig fra. Det kan være chips og slik, internet, gaming, shopping, porno, stoffer og så videre.

Og nogle tager det skridtet videre og holder sig for eksempel i en periode på et døgn også fra musik, mad, alle elektroniske devices og kontakt med andre mennesker.

Dopamin er misforstået

Men giver det overhovedet mening? Kan man gøre sin hjerne mere følsom overfor dopamin, så der ikke længere skal en hel plade chokolade og tre afsnit af en serie for at gøre den tilfreds?

Eller er fænomenet dopaminfaste bare endnu en ting, vi gør i en periode, hvorefter vi så tænker tilbage på det som “det var godt nok åndssvagt”?

Vi har spurgt Ulrik Gether, der er professor, forsker i signalstoffer og receptorer i hjernen og leder af Departement of Neuroscience på Københavns Universitet. Han har hørt om fænomenet, og som han siger:

– Der er ikke nogen undersøgelser, der viser, at det skulle være sundt eller livsforlængende på nogen måde. Så som jeg ser det, er det ikke evidensbaseret – det er spekulativt og ikke noget, der er undersøgt rigtigt.

Og så rydder han lige en misforståelse om dopamin af vejen. For når man læser om signalstoffet på blandt andet de sociale medier, kan man let få det indtryk, at det er et stof, der udløses i vores hjerner, når vi gør noget bestemt – som en slags enarmet tyveknægt, der får jackpot, når vi scroller på de sociale medier, shopper, ser tv i timevis og så videre, og som gør, at vil vi have mere og mere igen og igen, fordi det føltes så dejligt.

Men sådan er det ikke.

– Dopamin er mere noget, der driver os til at gøre noget. Når du oplever noget, som er uventet godt – eller når du oplever noget godt første gang – så er det vigtigt at kunne huske det, så du gør det igen.

– Og det er det, dopamin sørger for. Det er et læringssignal, som udløses, når du gør noget, der føles godt første gang, men derefter udløses det på en anden måde: Nemlig når du oplever noget, du forbinder med den gode oplevelse, for på den måde at få dig til at søge oplevelsen igen, siger han og forklarer, at det altså godt kan være, at din hjerne har udløst dopamin første gang, du fik et like på de sociale medier, men fremover vil den i den forbindelse kun udløse dopamin for at få dig til at opsøge likes på de sociale medier – og ikke i forbindelse med selve liket.

– Det vil sige, at frigørelsen af dopaminen, efter den er blevet udløst første gang, rent tidsmæssigt flytter sig fra selve stimuleringen til forventningen om stimuleringen, uddyber han og nævner som eksempel forsøget med Pavlovs hunde, hvor den russiske forsker Ivan Pavlov ringede med en klokke, hver gang han gav en gruppe forsøgshunde mad, og det, han kunne se, var, at hundene med tiden begyndte at savle bare de hørte klokken.

For dem var lyden af klokken altså blevet koblet samme med maden. Takket være dopamin.

Med andre ord: Bortset fra den første gang, man gør noget, der føles godt, er det altså ikke selve handlingen, der udløser dopamin, men forventningen om handlingen, der udløser dopaminen, og derfor giver det ifølge Ulrik Gether heller ikke mening at tale om dopaminfaste, fordi man holder sig fra de handlinger, man har svært ved at holde sig fra.

– At kalde det dopaminfaste er nok misvisende. Det kan godt være, at dopamin spiller en rolle, fordi den frigørelse af dopamin, der sker, vil blive mindre efter en pause fra det, man er afhængig af, men det ved man ikke, så det skal undersøges.

Det er ikke en rigtig faste

Sjovt nok er manden, der står bag fænomenet dopaminfaste, den amerikanske psykiater Cameron Sepah, enig.

Han har tidligere sagt til New York Times, at dopamin en mekanisme, der forklarer, hvordan en afhængighed kan blive forstærket, men at man ikke skal tage titlen “dopaminfaste” bogstaveligt – den var bare catchy.

Og på onlineplatformen Medium har han forklaret, at formålet med dopaminfaste heller ikke er at reducere dopamin, men at reducere den impulsive opførsel – som når man for eksempel af ren refleks rækker ud efter sin telefon.

På den måde er fasten en teknik til at håndtere vanedannende adfærd. Og ved sammen lejlighed ryddede han et par andre misforståelser af vejen: Det ikke handler om at mindske alle former for stimulation, men kun dem, der er problematiske for én – ting, som man synes, man bruger for meget tid på, ting, som forstyrrer én i at gøre det, man gerne vil, og ting, som man har svært ved at skære ned på.

Og selv om visse stemmer på internettet er af en anden holdning, så skriver han også, at det altså ikke handler om at lade være med at tale, socialisere, træne eller gøre andre ting, der som udgangspunkt er sunde for én, selv om de er forbundet med velvære.

Sjovt igen

Selv om Ulrik Gether synes, at der er misvisende at kalde det dopaminfaste, så synes han faktisk, det lyder meget fornuftigt, at man i en periode forsøger at holde sig fra ting, som man synes, man bruger for meget tid på.

– Man ved jo, at noget af det bedste og mest effektive, når man skal have folk ud af deres misbrug, er at få dem væk fra det miljø, de færdes i, fordi der netop er alle de cues og stimuleringer, der gør, at de ikke kan lade være med at genoptage deres misbrug.

– Og det er jo almindelig menneskeligt kendt, at hvis man afholder sig fra noget i længere tid, så er det bedre næste gang, man får det. Hvis du for eksempel kører i rutsjebanen i Tivoli 20 gange om dagen, så er den 20. gang ikke så sjov – den bliver sikkert kedelig.

– Man tilpasser sig jo sine omgivelser og den situation, man er i. Den bliver normaliseret. Men hvis du så holder en længere pause, bliver det måske sjovt igen. Så der er noget om det: Hvis man holder sig “ren”, så bliver man mere følsom næste gang, siger han.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 24, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: