Min mand drikker og ryger, mens vores fertilitetsbehandling mislykkes. Nu overvejer jeg, om jeg skal lade mig skille
Foto: Andreas Houmann
Kære Renée
Min mand og jeg har længe forsøgt at få børn (i 5-6 år) desværre uden held. Vi har også forsøgt fertilitetsbehandling.
Jeg er 41 år, og min mand er 48 år. Min mand har meget dårlig sædkvalitet, og lægerne har rådet os til at leve så sundt som muligt (ingen rygning og meget begrænset alkoholindtag), da det påvirker sædkvaliteten.
Min mand er storryger samt drikker mere end sundhedsstyrelsens anbefalinger. Han siger, at han ikke kan stoppe med at drikke alkohol og ryge, og at det blot bliver værre, når jeg nævner det for ham, fordi han så føler sig presset.
Han bliver ligeledes meget vred, når jeg nævner det og siger, at jeg ikke accepterer ham, som han er. Jeg føler, jeg står alene med det og bliver dybt frustreret over, at jeg ikke føler, vi står sammen om dette projekt.
Jeg har sagt, at jeg ikke vil have flere fertilitetsbehandlinger, når han lever, som han gør, og overvejer meget, om jeg skal lade mig skille fra ham.
Jeg vil vurdere, at min mand har en form for misbrug, hvilket han til dels står ved, men nægter fortsat at stoppe eller gå i alkoholbehandling.
Det skal dog siges, at han går hos en psykolog, fordi han godt ved, at han har en form for misbrug, men han mener, at han fortsat godt kan drikke og via samtaler kan nedsætte forbruget.
Der er dog ikke sket en ændring, selvom han har gået der i 1-2 år med jævne mellemrum. Han siger altid, “Love it, chance it or leave it”, og ja, dér må jeg jo så overveje, hvad jeg skal gøre.
Kærlig hilsen
Eva
Det startede med mit navn. For hvor mange mænd kender du egentlig, der har opgivet deres navn?
Kære du, der overvejer skilsmisse
Jeg synes, der er flere temaer, og hvad er det væsentligste? Er det, at din mand ikke vil gøre ALT for, at I skal få det barn?
Er det, at han i virkeligheden ser ud til at have et alkoholproblem? Eller er det, at I er ved at være oppe i årene, så tiden er knap, og du er nødt til at træffe en beslutning om, hvordan du skal blive gravid?
Hvis vi tager fat i det sidste, så tænker jeg, at hvis I allerede har forsøgt at blive gravid i 5-6 år, skal I måske opgive at få et barn ad den vej.
Jeg ved, det vil være svært og smerteligt, især når I har anstrengt jer så meget, men nogle gange skal vi give slip.
Det betyder ikke, at I ikke kan få et barn. Det betyder bare, at din mand ikke bliver biologisk far. I kan så vælge, at ingen af jer skal være biologisk forælder, f.eks. ved at adoptere, men I kan også vælge, at du får mulighed for at blive biologisk forælder, og at du så får sæden fra en donor.
Din mand er ikke helt så dedikeret til projektet med at få et barn som dig. Han vil ikke stoppe med at drikke og ryge og det med at spise sundt og motionere, vil jeg tro, også er mangelfuldt, når han drikker og ryger, som du beskriver.
Det, de anbefaler, man skal gøre, kan han ikke mønstre. Så er spørgsmålet, om han ikke kan mønstre det, fordi det med at få et barn ikke betyder så meget for ham, som det betyder for dig?
Min chef har givet mig en helt fantastisk mulighed. Men så gav min mand mig et ultimatum
Eller om han ikke kan mønstre det, fordi han rent faktisk har et misbrug?
På samme tid er det ikke sikkert, at hans sædkvalitet ville blive så meget bedre af at stoppe med at ryge og drikke, men jeg tænker heller ikke det er pointen.
Pointen er hans manglende vilje. Den er sårende, når man tænker på alt det, du har gået igennem. I har været i gang med det her projekt længe, og han har ikke ændret sig.
Ærligt, når det ikke er sket endnu, så tænker jeg ikke, det sker. Du mener, han har en form for misbrug - det oversætter jeg til, at han har et misbrug, men at det bare er svært for dig at se i øjnene.
Når det at få et barn med den kvinde han elsker, og som han ved, hun ønsker mere end noget andet, bliver overskygget af, at han vil blive ved at drikke og ryge, ja, så er der i al fald et problem.
Alkohol vil altid komme før alt andet for en aktiv alkoholiker, og lige nu kommer alkohol altså før at få et barn sammen med dig.
Jeg ved, det er hårdt, og det må være så smerteligt at læse de her ord - men spørgsmålet er, om jeg siger noget, du/din krop ikke allerede ved?
Hvis din mand har et misbrug, så er det lige meget med de psykologsamtaler, så længe han drikker. Benægtelsen vil fylde det meste.
Din mand er ikke i nærheden af en erkendelse af, at skulle stoppe fuldstændig med at drikke. Det kan være, det kommer til at tage ham 10 eller 20 år.
En aften trillede tårerne ned af kinderne. Vennerne var væk, men så skrev Bodil en afgørende besked
Så hvis du skal have et barn, har du faktisk ikke tid til at vente på, at han stopper med at drikke. Og er han alkoholiker, så har du måske heller ikke lyst til, at et barn skal vokse op i samme hus som ham?
Så mit råd til dig er på en måde lidt skarpt, og skarpere end jeg normalt rådgiver. Det er, hvad en udenforstående sagtens kan skrive, men som vil være så svært at gøre, når man står midt i det følelsesmæssige kaos, du må stå i.
Det er kun min mening, og den mening er baseret på et enkelt brev fra dig - og hvis hele din krop siger nej til det, så er det sådan, det er for dig lige nu og fuldstændig i orden.
Mit råd til dig er, at du først skal give op på, at din mand skal være biologisk far - og dernæst synes jeg, du skal købe noget sæd, du får sat op.
Og så synes jeg, du skal sætte din mand stolen for døren. Sig til ham, at du mener, han har et alkoholproblem, og du ønsker ikke at få et barn ind i en familie med en aktiv alkoholiker.
Fortæl ham, at du har tænkt dig at finde en sæddonor, og at hvis han vil være med til at få det her barn, er han velkommen, men så skal han blive ædru - fuldstændig.
Det vil nok betyde, han skal gå i behandling. Hvis det ikke er noget, han vil være med til, så synes jeg, du skal gøre det selv.
Bliv skilt, og få det barn, du længes sådan efter, alene. Jeg ved, det lyder barsk, men livet er så kort, og det er en dyb længsel, du har haft i mange år.
Og én ting ved jeg: du kommer aldrig til at fortryde det barn, du får, uanset hvad, men du kan fortryde at blive sammen med din mand, og så sidde der om ti år sammen med ham og et uløst alkoholproblem.
Jeg sender dig lige et kærligt kram og al det mod og klarsyn i verden, du kunne have brug for.
Kærlig hilsen
Renée
De skriver, at hun er vulgær, at hun ligner en ko. Det eneste, hun har gjort, er at tage sin bh af
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk.
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte i de breve, der bringes i bladet. Da Renée modtager mange breve, kan der gå et stykke tid, før du modtager svar. Kun de breve, der bringes i bladet, får svar.
Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: