Mens hun lå bevidstløs på asfalten, ringede de efter en ambulance. Det var her, det hele startede

En grå uldtot hopper ud, da Tina Stålung åbner bildøren. – Hun kan ikke være alene, så hun er altså lige med, siger Tina om hunden, der glad vimser omkring på parkeringspladsen foran CryoVital i Lyngby. Tinas arbejdsplads.

53-årige Tina Stålung passer på andre. Også dyr. De tre hunde, der bor hjemme hos hende og hendes mand Hans, har hun fået fra Dyreværnet i Rødovre. Hun hjælper de firbenede. For de hjælper hende.

– Når man skal tude lidt, er det bare godt at stikke næsen ned i sådan en lille vovse, siger hun.

Tinas krop er ødelagt. Hun lever med smerter og har været ind og ud af sygehuse og genoptræningscentre gennem mange år. Men hun vil ikke fremstilles som et offer, for det er hun langtfra, pointerer hun.

– Jeg har på mange måder været heldig, siger Tina.

Hun har i dag accepteret sin tilstand og fundet en ny og – for en fleksjobber – usædvanlig vej i arbejdslivet. Men i årevis nægtede hun at indse realiteterne.

Slidgigt og cykelulykke

Tina Stålung ligner stadig en, der kan give de fleste baghjul på løbestierne eller i svømmehallen. Og det kunne hun engang.

– Jeg dyrkede alt muligt. Rulleski, cykelsport, maraton, svømning. Jeg elskede sport, og jeg elskede mit arbejde.

Når Tina ikke hjalp folk med at købe og sælge huse i mæglerkæden i Place2live eller var sammen med sin mand og deres to små drenge i huset i Birkerød, trænede hun. Også efter hun i 2006 fik konstateret slidgigt i ryggen.

– Så blev det jo bare endnu vigtigere at træne hårdt for at holde kroppen stærk, som hun siger.

I 2008 var hun på en cykeltræningstur mellem Birkerød og Fredensborg. Pludselig væltede rytteren, der lå foran. Tina bragede ind i ham, røg over og smadrede kroppen ned i kantstenen. Mens hun lå bevidstløs på asfalten, ringede træningskammeraterne efter en ambulance, men tilfældigvis kom der en kørende i modsat retning.

– Det var enormt heldigt, at det hele gik så stærkt, for det var tæt på, at det var slut der. Jeg var gul og blå og kunne bruges som Brøndbyflag, siger Tina nøgternt.

I årene efter turnerede hun rundt mellem sygehuse og genoptræningscentre. Videncenter for Rygkirurgi konstaterede, at hun havde fået en flænge i rygsøjlen, og hendes slidgigt tog fart.

– Jeg havde virkelig mange smerter, men tog på arbejde alligevel. Det var jo det, der gjorde mig glad. Jeg havde ingen tanker om, at det kunne være anderledes. Jeg lå i vindueskarmen nede på kontoret og talte i telefon, og når jeg kom hjem, måtte jeg også lægge mig, fortæller Tina, der ikke havde meget overskud til familien – hendes mand og to drenge.

– Vi blev skilt i 09. Jeg var jo nok en stædig vestjyde, der bare ville tilbage til mit normale liv og ikke lyttede til, hvad familie og venner sagde.

Lærer at tåle smerte

Tina Stålung voksede op i Varde som yngste barn i en søskendeflok på fem. Faren var militærmand, moren selvstændig kørelærer. Det offentlige var ikke noget, man brugte.

– Vi var ikke syge i min familie. Man klagede ikke. Man tog en kodimagnyl og klarede sig. Manglede vi penge til sommerferien, fældede min far 20 grantræer og solgte dem som flagstænger.

Så Tina slugte en masse smertestillende og tog på kontoret som normalt. For hun skulle jo arbejde.

– Det lyder mærkeligt, men jeg havde det godt. Jeg havde ondt, men det var bare en tilstand. Det er svært at forklare, men når du løber maraton, lærer du at bryde smertegrænser. Du skal kunne tåle at have ondt.

Jobbet som mægler var det, hun havde tilbage, siger hun.

– Min sport var taget fra mig. Så det var arbejdet og mine drenge, jeg havde, og drengene var efterhånden store. Min eksmand har senere spurgt mig, hvor han var henne i det regnestykke, siger hun og understreger:

– Vi er supergode venner i dag.

Sygemeldt på Kilimanjaro

På Glostrup, hvor rygekspertisen holder til, foreslog de, at Tina blev opereret for flængen. Det blev hun i januar 2011.

– Man forsøgte at stivgøre omkring flængen, og jeg fik sat proteser ind i flere af leddene. Det hjalp ikke synderligt. Jeg fik bare ondt på nye måder.

Lægerne sagde til Tina, at hun skulle være sygemeldt i mindst et år efter operationen. Kort efter talte hun med sine sønner om, at det kunne være smaddersjovt at bestige Kilimanjaro sammen, og efter få måneder mødte hun op på job igen.

– Min søde læge sagde: “Tina, hvorfor tror du, at du heler dobbelt så hurtigt som andre mennesker?” Det gik heller ikke godt.

Tina blev opereret igen flere gange. Den ene gang tog det ni timer.

– De prøvede med alt muligt med de følgevirkninger, der nu var. Jeg mistede følelsen til mit underliv, kunne ikke holde på vandet og fik føleforstyrrelser i mit højre ben. Jeg er ikke ude på at klage, men uha, jeg havde det godt nok dårligt.

Bjergtrold på toppen

Men det faldt stadig ikke Tina ind, at hun måske ikke kunne komme tilbage og passe et fuldtidsjob.

– Jeg ville ikke acceptere det. Jeg gik på arbejde, blev sygemeldt, kom tilbage. Sådan kørte det. Det var som at kravle op af et bjerg, hvor man siger: “YES!”, men så står der hver gang en bjergtrold på toppen og banker en i hovedet, så man ruller ned igen. Jeg har taget mange slag, fordi jeg ikke forstod det. Jeg gik til psykologer, men hvis de sagde, jeg skulle acceptere, at jeg var syg, skiftede jeg dem ud.

Under Tinas nævekamp mod realiteterne blev hun kærester med Hans. Faktisk havde han været i hendes liv gennem ti år. Som træningsmakker, kammerat og forretningspartner.

– Vi havde et firma sammen i en periode, hvor vi importerede havkajakker, fortæller Tina.

En veninde havde foreslået Tina, at hun og Hans skulle være kærester. Det syntes Tina ikke.

– “Det bliver over mit lig”, sagde jeg. Vi er ekstremt forskellige: Han er dybttænkende og introvert. Jeg er helt modsat. Men han er – og var – enormt omsorgsfuld og beskyttende. Det havde jeg jo nok brug for, så en dag var der en dør åben, han kunne gå ind af.

Samtidig kæmpede Tina fortsat for at finde tilbage til sit gamle arbejdsjeg og forsøgte med alternativ behandling.

– Jeg er ellers ikke til trommedans og healing, men klyngede mig til håbet. Så var der en, der havde hørt om Ulla i Hillerød og en anden om Gurli i Allerød. Jeg prøvede alt, men fik intet ud af det, og hver gang blev jeg enormt skuffet, når det ikke virkede. En dag, hvor jeg lå under en gul lampe i Valby med en blå og en grøn sten på mig, tænkte jeg: “Nu rabler det.”

Og så skulle Tina endda have endnu en uppercut af tilværelsen.

Barcelona og blodprop

For i 2017, da hun om morgenen var i gang med at betale regninger, begyndte skærmen at hoppe. ”Jeg har da spist”, tænkte hun. Hun rejste sig for at få noget vand og gik ind i dørkarmen. Da hun fortalte lægen det, bestilte han en ambulance med det samme.

– Så sad jeg i mit nattøj og ventede. Imens kom Hans. Han havde været til spinning. Jeg sagde: “Jeg sidder lige og venter på en ambulance.” Så fortalte jeg om en lasagne, der skulle laves færdig. For jeg skulle til Barcelona om aftenen med nogle veninder.

Tina kom ikke til Barcelona, men på hospitalet. Hun var blevet ramt af en blodprop i hjernen.

– Dér havde jeg alligevel ondt af mig selv. Det må jeg sige. Gud hvor har jeg tudet, og syntes, det var uretfærdigt. Men jeg har nok også et sind, der giver mig kampmod. Én kaldte mig engang en korkprop. Jeg popper op igen. Men nogle gange er der meget bly på den korkprop.

Accept og ro

Tina fortsatte med at søge efter alternative midler, der kunne dæmpe smerter og give hende nattesøvn og opdagede, at den positive effekt af cannabisolie er veldokumenteret. Olien, man i dag kan få i Danmark på recept fra sin læge, gjorde underværker for hende.

– Jeg havde færre smerter, fik bedre søvn og kunne trappe delvist ned i mit pilleforbrug.

Hun begyndte at holde foredrag om oliens effekt. Samtidig – efter i årevis at have nægtet al kontakt med det danske sikkerhedsnet – begyndte en ny erkendelse at vokse frem.

– Jeg indså, at jeg ”bommede”, når jeg selv forsøgte at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg rullede ned af bjerget hver gang.

I december 2018 kontaktede hun så Rudersdal Kommune.

– Jeg fik en helt fantastisk sagsbehandler, som sagde: “Jeg skal nok holde snor i dig”.

Tina kom i arbejdsprøvning og sørgede selv for at finde stedet, for hun havde “større netværk end jobcentret”, som hun siger. Hos Nordsjællands Konferencecenter tog hun sig af salg og marketing, og der faldt mere ro over hende.

– Med accepten af, at jeg havde brug for fleksjob, havde jeg fået sat en form for hak.

Alligevel længtes hun. Efter at lave noget, hvor hun kunne være tæt på mennesker, som da hun var ejendomsmægler.

– Så en dag sagde en veninde: “Jeg har prøvet sådan noget cryo-behandling, det kan du få det bedre af. Jeg tænkte: Ja, ja helt sikkert … Men Hans sagde: “Ja, det virker! Jeg prøvede det for 20 år siden i USA. Det kan være, det er det, vi skal”.

Meningsfyldt arbejdsliv

Tina fik det bedre af kryoterapi, som overordnet set er brugen af kulde som medicinsk terapi, og gennem det næste halve år etablerede hun og Hans sig med kuldekammer, rødlys og det udstyr, der skal til for at booste kroppens egen helingsproces. Alle deres midler blev sat i noget, de færreste vidste, hvad var.

– Når vi sagde cryo til folk, anede de ikke, hvad vi talte om. Så jeg havde en opgave med at få det ud over rampen.

Det er lykkedes i en grad, så de nu åbner afdelinger flere steder i landet. De mennesker, der kommer hos CryoVital i Lyngby og får kulde- og varmebehandlinger er mellem 11 og 90 år gamle. De får lindret smerter, opnår bedre søvn eller kommer for skønhed og velvære.

Og Tina. Hun har fået genskabt meningen med sit arbejdsliv.

– Som når jeg solgte huse, ville jeg gerne kunne hjælpe andre og gøre dem glade. Det er lykkedes.

Hun påpeger, at hun aldrig var blevet noget så sjældent som en iværksætter-fleksjobber, hvis ikke det var for opbakningen.

– Det er kun muligt, fordi Hans er her, og investorerne bag har ansat en personlig assistent til mig. Man kan ikke drive sådan en virksomhed på et fleksjob alene. Så jeg føler mig heldig og privilegeret. Jeg kan sparke bolde op og har dygtige medspillere, der griber dem.

Tina og Hans skaber også job til andre.

– Vi har flere fleksjobbere ansat. Det betyder meget, at jeg kan skabe noget, og det gør mig megaglad, at folk har det bedre, når de går herfra, siger Tina, der har lært, at man ikke kan gradbøje sygdom.

– Når nogle siger: “Åh, jeg har så ondt i hælen, men du har det jo meget værre, Tina”, så skal det jo ikke være en konkurrence om, hvem der er hårdest ramt. Har man ondt på grund af en hælspore, så er det jo et problem, man skal have hjælp til.

Sølle Frida, sølle Tina

Det er ikke fordi, alt er rosenrødt. Tina har stadig ondt. Hun er stærkt begrænset i, hvad hun kan og må prioritere benhårdt.

– Jeg er blevet en anden. Jeg er mere egoistisk i forhold til, hvad jeg bruger min tid på og er nødt til at være meget firkantet med det. I øjeblikket er det jobbet, der får al min energi.

Og så hundene selvfølgelig. Den lille grå uldtot, der nu skal med hjem igen og hvile sig sammen med Tina og de to firbenede derhjemme.

– Da jeg kom i bestyrelsen i Dyreværnet i 2014, fik jeg første gang snerten af, at nogle kunne bruge min hjerne, selv om min krop var smadret. Det var vigtigt. Først fik jeg Frida, der var blevet mishandlet. Hun var sølle, og jeg var sølle, så vi connectede bare.

Tidsprioriteringen betyder, at Tina dels har mistet venner, dels kan føle sig tilovers.

– Jeg har ikke Netflix, går aldrig i biffen, hører ikke lydbøger. Jeg kan godt føle mig udenfor, når veninder snakker løs. Jeg fravælger ofte. Men de venner, der hænger på, de ved godt, at jeg måske melder fra med kort varsel.

Det vigtigste er, at hun har fået et meningsfyldt arbejdsliv.

– Jeg laver noget, der gør mig glad. Mens jeg var rigtig syg, var det dét håb, jeg blev ved at have. Jeg vidste ikke, hvor lyset var, men hvis jeg bare kunne få lov at lave noget, der gjorde mig rigtig glad igen …. Dét har jeg fundet.

Denne artikel blev bragt i femina uge 33.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: