Camilla er gravid. Men hendes kæreste er ikke far til barnet

Det første, man lægger mærke til, når man møder Camilla Lærkesen, er, at hun er gravid.

Dernæst er det hendes store smil og de strålende øjne. Det er tydeligt, at hun glæder sig til snart at blive mor for første gang.

Hun byder os velkommen i sin lejlighed i Dragør og præsenterer os for kæresten, Martin Sleimann. Han smiler og stråler lige så meget. Også selv om han ikke er far til Camillas kommende barn.

– Jeg har termin den 10. november og venter en pige, fortæller Camilla, 31, da Ude og Hjemme er på besøg, og vi sætter os ved spisebordet i køkkenet.

Fra vinduet kan man se Martins rækkehus, som ligger blot 60 meter fra lejligheden. Det er et bevidst valg, at de bor tæt på hinanden – men ikke sammen.

Parret mødte hinanden for fire år siden på ungdomsskolen i Dragør, hvor de begge arbejder.

– Camilla blev hyret ind til at hjælpe med skolens sociale medier. Jeg syntes, hun var klog, sjov, sød og pæn, husker Martin, 42, om grundene til, at han straks forelskede sig i hende.

Camilla faldt også hurtigt for den charmerende lærer og naturvejleder, der altid var klar med en frisk bemærkning.

– Han fik mig til at grine, siger hun og indrømmer, at hun kontaktede ham mere end nødvendigt, når hun skulle skrive artikler til skolens hjemmeside.

– Jeg stillede ham mange uddybende spørgsmål om biller, fortæller hun og ler ad sin snu måde at få hans opmærksomhed på.

Efter et par måneder blev de kærester, og der gik ikke længe, før de tog hul på den svære samtale om at få børn. Martin havde to fra et tidligere forhold og ønskede ikke flere. Det havde han allerede nævnt for Camilla i en sidebemærkning, inden de fandt sammen.

– Jeg var nervøs for, at det ville skubbe hende væk, men hun lod til at tage det pænt, mindes han.

– Sandheden er, at jeg slet ikke kan huske, at han sagde det. Jeg valgte nok at overhøre det. Børn var heller ikke noget, jeg havde travlt med at få på det tidspunkt. Ironisk nok var det først, da vi fandt sammen, og jeg mødte hans sønner, Mikkel og Victor, at jeg for alvor fik lyst til selv at blive mor, siger Camilla og uddyber:

– Jeg har et fantastisk forhold til drengene og får på mange måder udlevet mit morinstinkt gennem dem. Men jeg ville ikke risikere at stå alene tilbage uden børn, hvis Martin og jeg en dag gik fra hinanden. Det er der jo ingen garantier imod. Hvis der var, ville jeg fint kunne leve med ”blot” at være bonusmor.

Med en vis uro tog Camilla derfor hul på den uundgåelige samtale. Kunne Martin mon overveje at få flere børn?

– Jeg frygtede, hvad han ville svare, for min fornemmelse var ”nej”, og jeg kunne med det samme mærke, at han var afklaret og ikke til at overtale.

– Jeg har ikke lyst til at begynde forfra med det ansvar og den tid og energi, der følger med et nyt barn. Mine drenge er skønne og opfylder allerede alle mine behov i den retning, forklarer Martin, hvis sønner i dag er 10 og 13 år.

Ramte hårdt

Camilla forstod hans holdning, men den ramte alligevel hårdt.

– Jeg havde nogle dage med krise, hvor jeg godt nok var ked af det. Jeg ville ikke undvære et barn, men jeg ville jo heller ikke undvære Martin. Dagen efter vores samtale sendte jeg ham en sms, hvor der stod: ”Du må ikke gå fra mig. Der må være en anden løsning – så vent lige”. Jeg frygtede, at han ville gøre det nemt for mig ved at sætte mig fri til at få børn med en anden. Men det ønskede jeg ikke.

Alle mulige og umulige løsninger blev vendt i Camillas hoved, indtil hun til sidst nåede frem til en idé, som hun ville præsentere for sin kæreste: Hun kunne få barnet alene med en åben sæddonor og bevare forholdet til Martin, hvor de fortsatte med at bo hver for sig som hidtil.

Ligesom Camilla er Martin opvokset i dét, han kalder en ”standardfamilie” med mor, far og to fælles børn under samme tag.

– Som yngre forestillede jeg mig, at det også var sådan en familie, jeg selv ville ende i. Min fantasi rakte ikke længere end det, griner Martin og fortsætter:

– Men nu kender jeg tre andre, der er blevet mødre alene, og de klarer det forrygende, så da Camilla foreslog den idé, var det på ingen måde noget, jeg blev skræmt af. Jeg kunne sagtens se mig selv i ligningen, så det skulle vi nok finde ud af. Jeg var glad på Camillas vegne, fordi hun kunne få sin drøm opfyldt, og på mine, fordi jeg stadig kunne være sammen med hende.

Stor støtte

Som led i forberedelserne til et kommende barn flyttede Camilla fra Hellerup til Dragør for at bo tættere på Martin. Skæbnen ville, at en lejlighed blev ledig et stenkast fra hans hjem. Fertilitetsbehandlingen indledte hun sidste sommer.

– Jeg ventede, til jeg blev 30 år, for at være helt sikker på mit valg. Martin var en stor støtte, da jeg skulle have hormonbehandling før inseminationerne. Jeg har nåleangst, så det var ham, der gav mig sprøjterne, og efter fjerde inseminationsforsøg blev jeg gravid. Så han var med i processen alligevel, siger Camilla.

– Jeg har det fint med at hjælpe til i sådan en situation, og jeg kommer også til at gå ture med barnevognen og sikkert også skifte bleer. Forskellen er, at der ikke er noget, jeg ”skal”, så det bliver drevet af lysten i stedet. Ligesom Camilla har et fantastisk forhold til mine drenge, skal jeg selvfølgelig også nok få et fantastisk forhold til hendes datter, understreger Martin.

Han har ikke haft en eneste negativ tanke om, at barnet i Camillas mave ikke er hans. Da hun sendte ham en sms med billedet af den positive graviditetstest, susede han over til hendes lejlighed for at ønske hende tillykke.

Er taknemmelig

– Jeg tror, det kommer til at skabe større balance i vores forhold, fordi jeg i så lang tid har kunnet sole mig i at være nummer 1 i Camillas liv, mens hun hver anden uge, når jeg har mine drenge, er nødt til at komme i anden række. Det er nok sundt, at jeg også lige ryger ned på en sølvmedaljeplads, smiler Martin.

Camilla er taknemmelig for hans støtte.

– Martin har været virkelig rummelig. Jeg led af kvalme det første trimester og kan ikke lade være med at tænke, at han jo får en træt og uoplagt kæreste gennem ni måneder og også et stykke tid efter fødslen. Han vil ikke have flere børn, men får alligevel den del med.

Martin lægger beroligende sin hånd på hendes.

– Jeg tror, du tænker mere over det end jeg. Du undskylder jo for ting, du ikke kan gøre for. ”Undskyld, mine fødder er hævede. Undskyld, jeg kaster op”. Så vil jeg da gerne undskylde for, at det regner i dag, joker han og får igen Camilla til at grine.

Når babyen melder sin ankomst, er det efter planen Camillas mor, som skal køre sin datter på hospitalet og være med til fødslen – ikke Martin.

– Det giver bedst mening. Det er også hende, der har været med til scanningerne. Men hvis hun bliver forhindret, tager Martin over. Det er jo ikke sådan, at han lægger al ansvar fra sig og siger: ”Det må du selv ligge og rode med”, ler Camilla.

Mærker efter

Martin er ikke bange for, at han efter fødslen alligevel bliver mere involveret i ”projekt baby”, end han havde regnet med.

– Vi har ikke en fast aftale om, hvad vi gør, men er enige om at mærke efter, hvad vi hver især har behov for undervejs. Hvis det bliver for meget, kan jeg bare gå hjem til mig selv. Vi har de bedste intentioner uden at være naive, for selvfølgelig kan der opstå komplikationer, men det kan der jo også i almindelige familieforhold. Jeg er sikker på, at barnet får et godt og rart liv sammen med os.

Camilla frygter heller ikke, at Martin bliver skræmt væk, når hverdagen med en baby sætter ind.

– Jeg ved jo, at han kan sætte grænser og sige fra, så jeg tøver ikke med at bede ham om hjælp til noget. Og ofte har jeg slet ikke behøvet at spørge, for så er han kommet mig i forkøbet og har selv tilbudt at samle et møbel eller bære en tung indkøbspose.

Parret afviser ikke, at de på sigt vil flytte sammen, når de første krævende år med barnet er gået. Når de har fortalt omgangskredsen om deres nuværende måde at indrette sig, har de kun oplevet positive reaktioner. Ikke mindst fra Martins sønner.

– Drengene glæder sig helt vildt. De mener, at de får en lillesøster, og de har lige hjulpet mig med at sortere hendes tøj i størrelsesorden, siger Camilla og smiler kærligt ved tanken.

Hun og Martin håber, at de ved at dele deres historie kan vise, at der er flere måder at indrette en familie.

– Det vigtigt at få frem, at det er okay at sige ”nej tak” til børn – eller til flere børn. Man skal ikke bare ”gå med til” at få et barn for den andens skyld. Det er absolut ikke et grundlag at få børn på. Det er jo ikke farverne på væggen, vi snakker om, men en beslutning for resten af livet, siger Martin.

Artiklen blev først bragt hos Ude og Hjemme. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: