Hun havde brug for nogen at snakke med. I stedet udskrev lægen medicin: ”Jeg ville ønske, jeg havde fået at vide, hvad jeg gik ind til”

47-årige Janne Birch sov næsten ikke i et halvt år, da hun efter 20 års ægteskab blev skilt i januar 2021.

Hun valgte at flytte over 200 kilometer væk i forsøg på at finde ro og få afstand til det kaos, skilsmissen havde bragt med sig.

Men kort efter flytningen ramlede alt inde i hende.

– Pludselig begynder jeg bare at mærke hele den belastning, jeg har været i. Og jeg ryger ned med et brag. Altså jeg græder. Fra den ene dag til den anden, så græder jeg bare. Jeg græder og græder og græder, fortæller Janne Birch.

Hun gik til sin praktiserende læge, der fortalte, at hun har fået det, man kalder en belastningsreaktion og tilbød at udskrive en recept på antidepressiv medicin:

– Jeg har aldrig taget medicin, og jeg vil ikke. Så jeg spørger: "Kan vi ikke gøre noget andet? Kan jeg ikke få en hurtig tid hos en psykolog eller et eller andet? Altså, jeg har brug for at snakke med nogen omkring det her."

Men der var først tid hos en psykolog flere måneder ude i fremtiden, så det eneste, hun kunne gribe ud efter, var den recept, lægen rakte til hende.

Sidste år indløste knap 300.000 kvinder i Danmark en recept på antidepressiv medicin. Det er dobbelt så mange sammenlignet med mænd.

Hvorfor lige netop kvinder er er så overrepræsenteret i depressionsstatistikkerne, ved man ikke, selv om det har set sådan ud de seneste fire årtier. Det fortæller forsker og lektor ved Institut for Psykologi på Syddansk Universitet, Maria Semkovska.

Og den manglende viden skyldes, at der simpelthen ikke er blevet forsket nok i det, siger Maria Semkovska, der for nylig har fået en bevilling til at undersøge blandt andet kønsforskelle ved depression.

Hun køber ikke den konklusion, som nogle eksperter i dag drager: At kvinder er mere deprimerede end mænd udelukkende på grund af hormonelle forskelle. Hun mener i stedet, vi bør kigge på socialisering og kønsrolleforventninger.

Det var tilbage i juni 2021, at Janne Birch slugte den første pille af det antidepressive lægemiddel Sertralin.

Hun håbede inderligt, at det kunne hjælpe og være med til at guide hende ud af mørket og tilbage til sig selv. Men efter kun to dage var hun længere væk end nogensinde før.

– Jeg husker, at jeg ligger og spjætter og spræller i min seng, og jeg kan ikke finde ud af noget som helst. Jeg er virkelig dårlig, alt på mig dirrer og ryster. Og jeg føler mig virkelig skizofren.

Efter fire dage var hun nødt til at lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling, hvor de gav hende noget medicin, der skulle dæmpe bivirkningerne af det antidepressive lægemiddel.

Efterhånden som bivirkningerne havde lagt sig, og Janne Birch gav den antidepressive medicin tid til at virke, syntes hun egentlig ikke, at hun kunne mærke, at den hjalp hende. Så hun besluttede at trappe ud og finde noget psykologisk hjælp selv.

Men den beslutning måtte hun hurtigt pakke sammen igen.

– Jeg prøvede at trappe ud. Men det var simpelthen for ulideligt. Det prikkede for øjnene, og jeg rystede rigtig meget. Det var tusind gange værre end den oprindelige tilstand, jeg havde, inden jeg fik pillerne, siger hun.

Og det er netop det, Janne Birch er frustreret over, hun ikke fik at vide, inden hun begyndte på medicinen: At der var risiko for at få slemme ophørssymptomer og abstinenser, når hun trappede ud igen.

– Jeg ville ønske, jeg havde fået at vide, hvad jeg gik ind til, siger hun.

I dag har Janne Birch fundet en vej tilbage til sig selv. Det var ikke medicinen, der guidede hende i mørket men et terapiforløb, hvor hun har fået nogle ligesindede at snakke med, fortæller hun.

– Det er virkelig givende at tale med nogen, der har oplevet nogenlunde det samme, og vi har haft en psykolog og en fysioterapeut tilknyttet til det forløb. Hvis jeg var blevet tilbudt noget lignende til at begynde med, så er jeg sikker på, at det havde hjulpet mig hundrede gange bedre end pillerne.

For pludselig kunne hun spejle sig i noget, fortæller hun. Pludselig følte hun sig mindre forkert.

– Man bliver menneskeliggjort. Man forstår ligesom ens reaktioner, og hvilke redskaber man faktisk selv har til rådighed, men havde glemt, hvordan man brugte. Og hvis man ikke selv tænker over det og bruger de her redskaber, så bliver man ikke rask igen.

– Jeg fik ingen psykologiske redskaber at arbejde med, da jeg fik udskrevet Sertralin af lægen. Det var bare behandlingen i sig selv.

Tilbage sidder Janne Birch med en tom følelse. For hun er stadig på Sertralin i dag, selv om hun helst ville være fri.

Men abstinenserne, hun oplevede, sidst hun prøvede at trappe ud, er for uudholdelige, siger hun og fortæller, at hvis hun havde vidst, hvad hun ved i dag, så havde hun aldrig slugt den første pille.

– Jeg havde håbet, at medicinen bare lige var for en kort stund for at stabilisere mig efter min skilsmisse. Jeg havde virkelig ikke tænkt, at jeg skulle tage det i nu to år - og hvem ved hvor længe endnu, siger Janne Birch.

Selvom 462.395 danskere i 2022 fik udskrevet en recept på antidepressiv medicin, er den viden, vi har om lægemidlet, begrænset, fordi der ikke bliver lavet nok forskning.

Det fortæller de eksperter, femina update har talt med.

– Problemet er, at der ikke rigtig er lavet nogle store undersøgelser af det her, som er repræsentative. Og der bør være meget langt mere forskning i det, siger psykiater og klinisk professor ved Københavns Univeristet Lars Vedel Kessing.

Men hvordan kan det være, at der ikke bliver forsket mere i den type medicin, som knap en halv million danskere tager? Ifølge psykolog og ph.d. i psykiatri Anders Sørensen skyldes det, at det er svært at få penge til, fordi mere forskning typisk vil afsløre flere bivirkninger.

– Forskere skal selv ud og søge penge, og normalt kan man trække penge til det, som folk har en interesse i. Og der er bare ikke rigtig nogen af dem med penge, der har interesse i at få folk ud af medicin, siger Anders Sørensen, der forsker i udtrapning af psykofarmaka,

Og ifølge ham ville man med mere forskning risikere at rykke ved nogle store grundantagelser i feltet.

– Indtil nu har man undersøgt, om medicinen virker ved at kigge på patienter, der stoppede på medicinen - og hvis de fik det dårligt, ville det sige, at de røg tilbage i sygdommen, og medicinen dermed havde virket, siger Anders Sørensen og fortsætter:

– Så hvis man pludselig kommer her og siger, at der er noget, der hedder abstinenser, som er fuldstændig identiske med tilbagefald, jamen så siger man også, at vi faktisk ikke ved, om medicinen virker.

Den forskning, der eksisterer, kan virke svær at blive klog på.

I 2017 blev et studie offentliggjort, som fastslog, at antidepressiva ikke virker - og året efter blev et nyt studie publiceret, der viste, at det virker.

Ifølge psykiater og klinisk professor ved Københavns Universitet Poul Videbech kan man sige, at medicinen har en effekt på cirka 60 procent af dem, der tager den.

Men det er svært at vide, hvem det virker på - og hvad det egentlig er, der virker, siger han og nævner et forsøg, hvor man opdelte patienter, der tog antidepressiva i to grupper og lod den ene gruppe fortsætte på medicinen, mens man gav den anden gruppe kalktabletter.

Han fortæller, at 20-30 procent fik ophørssymptomer, selv om de fik kalktabletter. Men samtidig forklarer han, at man også så en gruppe patienter, der blev raske på kalktabletterne.

Men hvor godt er det så egentlig bevist, at antidepressiva virker, når vi ved, at placebo faktisk virker på de her patienter?

– Placeboeffekten er noget lavere, men placebo virker altid over for alle mulige sygdomme. De værste smerter, man kan opleve i denne verden, er nyrestensmerter. Og selv ved disse frygtelige smerter er der forsøg, der viser, at hvis du giver en injektion af almindelig vand, så er der nogen, det virker smertestillende på, siger Poul Videbech og fortsætter:

– Det er, fordi der er nogle fantastiske kræfter i vores sind, som kan hele os på den måde. Og man ved, at både ved smerter, depression og alle mulige sygdomme, er der en placeboeffekt.

Hvorfor giver man så ikke noget medicin med færre bivirkninger og færre risiko for abstinenser og ophørssymptomer?

– Fordi vi ikke har noget, der er bedre medicinsk. Og af etiske grunde kan man ikke forsvare at give folk kalktabletter og sige til dem, at nu får de noget rigtig medicin. Desuden arbejder vi intenst på at finde bedre behandlinger. På min afdeling eksperimenterer vi for eksempel med en ny type psykoterapi og med magnetstimulationsbehandling.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: