Når de andre brokkede sig over en lang dag, havde det været en spadag for mig. Dét, jeg havde derhjemme, var hårdt arbejde

​​​​​​​Sofie Torp stod i et sommerhus i Nordjylland med Toblerone løbende ned ad hagen, da Nordisk Film ringede og sagde, at hun skulle have en personlig træner op til sin rolle som sekretæren Rose i den nye Afdeling Q-film “Den grænseløse”.

Efter fødslen var hun ellers landet i mor-kroppen og havde det fint med lidt ekstra kilo på sidebenene. Men dén gik ikke.

– Man skal jo tro på, at Rose kan de ting, hun kan i filmen, så der kom en personlig træner hjem til mig flere gange om ugen, hvor vi trænede muskler helt koncentreret.

– Det var ret vildt at få sådan en grundstyrke i min krop, jeg har aldrig prøvet at være så trimmet før. Og det var en helt anden måde at gå til en rolle på. Jo mere, jeg trænede, jo mere flyttede jeg mig fra Sofie til Rose. Jeg kunne virkelig mærke, hvad det gør ved en at have muskler. Det påvirker ens psyke, fortæller Sofie Torp.

Jeg møder hende, efter jeg har været inde og se den nyeste filmatisering af Jussi Adler-bøgerne om Afdeling Q – den anden i rækken med Ulrich Thomsen i rollen som den melankolske kriminalkommissær Carl Mørck. Og tak for kaffe, der er smæk på actionen, kan jeg afsløre!

– Vi havde stunts på i nærmest alt, og som skuespiller er det en kæmpe drøm, fordi det ligger så langt fra, hvad man ellers spiller. Scener, hvor man sidder og snakker og drikker kaffe og leger hverdag, scener om relationer – det her var ligesom at lave en James Bond-film. Jeg elskede det!

Det er jo nærmest Rose, der spiller hovedrollen?

– Ja, hun er blevet gentænkt. I den første film var jeg bare sekretæren, hende den praktiske, men de ville gerne have Rose mere med ud i marken, så der er taget nogle valg, der gør det meget sjovere at være sammen med Rose nu.

– Det er et nyt univers, hvor hun virkelig har sin egen identitet, fortæller Sofie, som skulle igennem flere grænseoverskridende ting i forberedelserne til rollen.

– Jeg blev også trænet af en politimand, som spurgte: “Har du nogensinde prøvet at slå et andet menneske?” “Øh, nej!” svarede jeg. “Så synes jeg, at du skal prøve at slå mig”, sagde han. Og så sloges vi næsten en hel dag, så jeg forstod, hvad det betyder at slås med et andet menneske. Det var grænseoverskridende, men også godt, fordi det gav noget karakterfornemmelse til Rose, fortæller hun.

– I det hele taget adskiller denne her rolle sig fra alt andet, jeg har lavet. Og det var et vildt skift at stå foran et kamera og lave denne her rolle, til at gå hjem og være mor og blød, som jeg jo er.

– Rose er så meget fysik, så kontant og hård, og den råhed, hun har, forenede sig ikke så godt med mit eget liv, så det var en lidt hård periode. Derfor var det også en kæmpe lettelse at slippe hende efter 10 ugers optagelse. Jeg gav Rose en kæmpe krammer og sagde: “Jeg kommer tilbage, men du skal lige sidde herovre lidt.”

Fuldstændig hudløs

Sidst, jeg mødte Sofie, stod hun ved indgangen til den karriere, der allerede efter få år har kastet et hav af priser af sig.

Faktisk så mange, at hun i 2020 var den mest prisvindende danske kvindelige skuespiller overhovedet. “Den nye Trine Dyrholm!” råbte anmelderne i kor – og der er faktisk ligheder mellem de to.

Et totalt fravær af forfængelighed, blandt andet. Det har sin årsag for Sofies vedkommende, finder jeg ud af. For samtidig med, at karrieren tog på himmelfart, opdagede hun og hendes datters far, Sargun, at de havde et barn, der ikke trivedes.

– Olga begyndte ikke at tale som andre børn, og hun forsvandt ofte ind i en fantasiverden. Hun havde nedsmeltninger, hvor hun blev så ked af det, og hun kunne ikke kommunikere til os, hvad der var galt, for hun havde ikke sproget.

– Jeg så tegn på, at Olga var anderledes, ret tidligt, men jeg sagde det ikke højt, for jeg vidste jo ikke, hvad det var. Det var først, da hun var halvandet år, at andre, bl.a. pædagogerne i hendes vuggestue, begyndte at se, at der var et eller andet med hende, som var anderledes.

Efterhånden fandt Sofie og Sargun ud af, at Olga viste tegn på autisme.

– Da jeg begyndte at læse om det, var det som at læse om mit eget barn: Endelig var der noget, der passede til hende! Vi fik plads i specialbørnehave, og så vendte det hele: Olga begyndte at tale, hun søgte øjenkontakt med folk, hvor hun før gik med hånden foran øjnene for ikke at møde folks blikke. Vi fik kontakt med hende, kunne kommunikere med hende.

– Det var fuldstændig fantastisk at gå fra at have et barn, der har det dårligt og kun siger primallyde, til at have et barn, der er glad og trives, siger Sofie Torp.

– Men det var en vildt hård proces, og mit frirum var, når jeg var på arbejde. Jeg kunne spille alt, for jeg var så hudløs, at der var fuld tilgængelighed.

– Min forfængelighed var væk, jeg sov ikke om natten, fordi Olga ikke sov – hun producerer ikke søvnhormonet melatonin – så jeg var fuldstændig åben, når jeg mødte på arbejde, og det har sikkert gavnet min karriere.

Selv syntes hun, at det, hun levede derhjemme, var langt hårdere end de lange dage på filmset.

– Jeg vil stadig gerne spille fra det sted i mig, men nu kan jeg vælge det mere til – dengang kunne jeg ikke andet. Når de andre på optagelserne brokkede sig over, at det havde været en lang dag, havde det været en spadag for mig. Dét, jeg havde derhjemme, var hårdt arbejde.

– Så indimellem tænker jeg, at det, jeg fik alle mine priser for, var mine skuespilpræstationer, hvor det, jeg i virkeligheden skulle anerkendes for, var det, jeg præsterede derhjemme.

Olga forhindrede dig i at blive en diva?

– Ja, hvis man lader det ord negativt. Det, at min karriere eksploderede så hurtigt, ramte mig slet ikke på den måde på grund af Olga. Så også på den led har hun gjort noget virkelig godt for mig.

Trængte til pause

Efter nogle hektiske år valgte Sofie at trække stikket lidt, så da jeg møder hende har hun holdt fri et lille halvt år.

– Jeg trængte til en pause, og det passede med, at der ikke var noget, jeg bare måtte lave. Jeg har haft brug for at trække vejret og bare være med mig selv og min datter, og nyde at være den, der kunne hente tidligt i børnehaven.

Hvor er du så henne i det hele nu – er du landet okay?

– Ja, jeg synes, at jeg har fundet et sted nu, hvor jeg har fået noget ro. En faglig ro, en menneskelig ro, og en ro med at være blevet mor. Det hele har fundet et leje, jeg kan bedre skifte mellem mine roller i livet.

– I starten var jeg meget krakilsk med, hvornår jeg var mor, hvornår jeg var på arbejde, hvornår jeg var sammen med mine venner – nu er der mere ligevægt inde i mig, og det er godt i forhold til skuespillet. Når jeg spiller, kommer det jo alt sammen fra mig, og hvis det sted indeni er fuldstændig slidt, er det et skrabet udgangspunkt, jeg går på arbejde med.

– Nu laver jeg ikke de der hårde skift mellem rollerne længere, nu er det hele bare Sofie.

Hvordan havde du det med at finde ud af, at Olga er autist?

– Der er en kæmpe sorg i at have et barn, der er anderledes, lige når man finder ud af det. Og nogle gange kan jeg kigge på hende og tænke: “Åh, det kan godt blive et hårdt liv.” Men sorgen bliver mindre og mindre, fordi hun trives, fordi hun bliver set, hørt og forstået, og fordi vi skaber rammerne omkring hende, så hun kan vokse i dem.

– Hun har fået en kæmpe livsglæde, som hun ikke havde, da hun var lille, hvor jeg kunne kigge på hende og tænke, at hun ikke havde lyst til at være her, siger Sofie Torp.

– Vi lever jo i en verden, der er designet til mennesker, der går herinde på midterbanen, siger hun videre og former et smalt spor foran sig med hænderne.

– Olga optager verden på en anden måde, så de rammer, vi almindelige mennesker har sat, giver ikke mening for hende. Hun kan godt lide at være i denne her verden, men hun er her på en anden måde end dig og mig.

– F.eks. tror hun, at når der er flere mennesker end bare hende og mig, så er det fødselsdag. Jamen, så siger vi det! Hvis vi skal hjem og besøge nogle venner, siger hun, at vi skal til fest. Ja, vi skal til fest! Vi finder nogle termer sammen, så hun er forberedt på tingene. Ellers kan hun have svært ved at være i dem.

Hun fortsætter:

– Da Olga var lille, troede jeg, at jeg havde et asocialt barn, så vi ingenting kunne. Det kan vi godt, men det er nødt til at være på hendes præmisser. Hvis det er det, kan alt lade sig gøre, fordi hun har det så godt i dag. Så den sorg … den vil nok altid være der, men den fylder meget, meget lidt nu. Fordi vi begynder at opdage, hvor fed en personlighed hun har, og hvor god hun er til nogle ting.

– Indimellem kigger jeg på hende og tænker, at hun også er sat her i verden for at lære Sargun og mig noget. I stedet for at se på det, som om jeg har fået et ressourcesvagt barn, for det har jeg ikke. Olga kan nogle ting, vi ikke kan, og vi kan nogle ting, Olga ikke kan.

Struktur på gøglerlivet

Forleden, da Sofie stod og lavede mad, sagde Olga:

“Eggplant.”

“Øh,” sagde Sofie, som ikke lige fangede den.

“Eggplant!” gentog Olga.

Så faldt 10-øren. Sofie stod og forberedte en aubergine, hun kendte bare ikke det engelske ord for den. Det gjorde Olga.

– Hun taler nærmest kun engelsk, det er der mange autister, der gør, har jeg lært. Engelsk giver åbenbart mere mening end dansk, fordi det er mere detaljeret, der er mere musik i det. Så hvis jeg siger: “Skal vi finde badekarret?” reagerer Olga ikke, men hvis jeg siger det på engelsk, svarer hun: “Yes, mummy, wash, wash!” Hun skal bare høre ordene én gang i en eller anden video, så sidder de fast.

– I går kiggede hun på mig og sagde: “Mummy, you are a superhero!” Så vi betragter nærmest Olga som brite, fordi hun taler britisk-engelsk. Og så mig, som er SÅ dårlig til engelsk, det er så komisk!

Hvad er det bedste ved at have fået et barn med autisme?

– Årh, der er mange fede ting ved det. Jeg har bl.a. opdaget, at det faktisk ER meget rart at spise på det samme tidspunkt hver dag. Jeg er pludselig blevet bevidst om, hvor godt det har været for Sargun og mig at få noget struktur ind i det gøglerliv, vi lever som freelancere.

– Vi er begge to sådan nogle sociale, spontane, kreative mennesker, og så kigger vi på vores datter, som gerne vil bede om et skema og noget struktur og spise det samme hver dag. Og vi står bare og tænker: “Whaaat?!” Men kreativiteten udspringer jo også af, at man føler sig tryg, at der er en ramme, man kan ekspandere i, siger hun.

– Olgas bullshit-radar er også kæmpestor, fordi hendes sanser er så skærpede. Hun lurer mig og mærker mig på en måde, der gør, at det er umuligt at lyve over for hende. Jeg kan ikke fake noget, jeg kan ikke spille overskudsmor, hvis jeg ikke er det – hun ser lige igennem mig med sit røntgenblik. Fordi den menneskelige, sanselige intelligens er enormt høj hos hende.

– I det hele taget lærer hun mig rigtigt mange ting. Hun er god til at sige ja og nej og mærke efter, hvad hun har brug for. Og så er hun enormt tydelig i, hvad hun vil og ikke vil. Hun er ude af stand til at please et rum og overskride sine egne grænser.

– Det er meget inspirerende at være ved siden af, og jeg håber, at det smitter og styrker mig til at gøre det samme.

Vild diagnose

Når Sofie fortæller andre mennesker, at hendes datter er autist, får hun indimellem spørgsmålet: Hvor slemt er det?

– Men sådan kan man slet ikke stille det op. Autisme er en vild diagnose, fordi den er så bred, og alle autister er så forskellige. Lige nu har jeg en datter på fire et halvt, men på mange måder er hun to år. Hun er også en pige på 13, en dreng på 11, en baby på ét år. Kognitivt følger hun ikke nogen kurve, så du kan ikke sætte hende ind i et system og regne hende ud.

– Så når folk spørger, om jeg skal have flere børn, svarer jeg: “Jamen, jeg har jo syv!” For sådan føles det. Og det er vildt interessant hele tiden at prøve at forstå, hvor Olga er henne på de forskellige kanaler. Man er hele tiden på arbejde for at prøve at regne det ud.

– Når jeg ser på mine veninder med børn på samme alder som Olga, passer de i højere grad ind i en almindelig børnekurve: Når man er tre år, smider man bleen, der er en fase, hvor de siger “min” til alting, osv. Den har jeg ikke med Olga. Jeg kan ikke sammenligne hende med nogen andre.

Når der er forældremøder i Olgas børnehave, bliver der ikke talt meget om plantedage, eller om de kan blive bedre til ikke at slæbe mudder ind udefra.

– Når vores forældreøjne møder hinanden, er det med et blik, der siger: “Jeg ved det. Jeg ser dig” på en måde, der er så rørende. Vi er forbi fnidder og bullshit, fordi det er så vildt, det, vi står i. Og det er så vigtigt med det netværk, for det kan godt være ensomt at have et barn, der ikke følger de normale kurver.

– Man ryger ud af fællesskabet med sine venner, der har “almindelige” børn på samme alder, fordi det er svært at snakke med. Heldigvis har mine veninder turdet stå i det rum med mig og rumme min sorg, og ikke negligere det, jeg pludselig stod i, fortæller Sofie Torp.

– På et tidspunkt var der en, der spurgte mig: “Hvor er du selv henne i alt det her, Sofie?” Det anede jeg ikke. Det var bare ren overlevelse. Heldigvis mødte jeg en fantastisk kvinde, som er terapeut, hun reddede sgu mit liv.

– For det var vigtigt for mig, at der var et dygtigt menneske, der kunne guide mig igennem alt det, der skete i mit liv på én gang: Glæden over at blive mor, sorgen over at få et anderledes barn, presset fra arbejdslivet, der pludselig eksploderede. Nu er jeg ovre på den anden side og har fundet en ro og en kærlighed til mig selv, og ja – jeg har det virkelig godt.

Denne artikel blev udgivet i femina uge 5.