Da scanningen viste, at det blev en dreng, begyndte hans frygt. Så blev den til virkelighed

Daniel sidder ved spisebordet med sin tre-årige søn, og alt, han ønsker sig, er et måltid i nogenlunde fred og ro.

- AD, det er det klammeste mad, jeg nogensinde har set, råber hans søn lige så snart, han får serveret den mad, han selv har bestilt.

Sønnen begynder at dreje rundt på den kontorstol, han sidder på. Den svinger og og skubber lige så stille til køkkenbordet, så det begynder at gynge. Han tager en håndfuld nudler op. De hænger og dingler over vandglasset. Glasset vælter. Der er vand overalt.

Daniel prøver stille og roligt at fortælle sin søn, at det må man altså ikke. Men hans søn er ligeglad, han søger bare en reaktion fra sin far. Daniel bliver vred. Så vred at han begynder at skælde og smælde og tager fat i sønnens arm. Sønnen stikker af ned under bordet og ligger og skriger dernede.

Sådan fortæller forfatteren Daniel Dalgaard om en ikke enkeltstående episode med sin søn på dengang tre år.

Han er lige nu aktuel med romanen “Vulkanø”, som handler om en fortæller, der bliver konfronteret med sin egen opvækst, da han bliver far. Præcis som Daniel Dalgaard selv gjorde det.

Daniel egen far var kortluntet, fraværende og vred. Noget han altid har taget afstand fra og tænkt, at sådan skal jeg ikke være far.

- Lige så snart jeg fandt ud af, at vi skulle have en søn, så frygtede jeg at indtage den samme rolle, som min far havde gjort, siger Daniel.

Og med god grund. For den vrede han husker hos sin far, den kom. En vrede, Daniel ikke vidste, hvordan han skulle håndtere, eller hvordan han skulle tale om - og med hvem.

Frygten for at blive som hans egen far var blevet en realitet.

For Daniels generation gælder det, at deres faderlige forbilleder er forældede. Deres fædre snakkede ikke om følelser. De var fraværende, og de deltog ikke i husarbejdet eller opdragelsen af børn.

Så hvordan bryder Daniel og hans generation fri af deres fædre og skaber deres egen version af farrollen?

Før fødslen delte han sine bekymringer om at blive som sin egen far med sine venner. Men efter fødslen blev det svært. Han lukkede ned og delte ikke sine bekymringer med nogen.

- Det handlede ikke kun om, at det var skamfuldt for mig at sige. Det handlede om, at det var skamfuldt for mig at indse, at jeg var blevet som min egen far, siger Daniel.

Da Daniels søn var cirka et år gammel, blev han fanget i en bestemt type konflikter med ham.

De opstod, når han ikke længere bare kunne flytte sønnen derhen, hvor han ville, eller aflede ham på en nem måde. Når Daniel mødte modstand, og tingene ikke løste sig for ham med det samme.

Når Daniel stødte ind i de konflikter, tog han sig selv i at reagere på måder og sige ting, som han aldrig før havde gjort.

- Jeg følte, at jeg kæmpede imod min søn, hvilket ikke giver mening. For du kan jo ikke kæmpe imod et barn på to år, når du selv er 36. Så er det jo dig selv, du kæmper med, siger Daniel.

Han forklarer, at der i hans hoved var to spor. På det ene spor var Daniel rationel og kunne godt se, at han gik over stregen, og at hans handlinger ikke var okay.

På det andet spor prøvede Daniel at retfærdiggøre sine handlinger. Det kunne være noget med, at børn skal lære, at der er en grænse, og hvis man opfører sig vanvittigt over for folk, så bliver de altså vrede.

- Det var en kæmpe indre kamp. Og også et udtryk for, at jeg havde meget svært ved at gå ind i mine følelser, siger Daniel.

Daniel er ikke alene med oplevelsen af, at faderrollen kan være udfordrende og med sin frygt for faderkomplekser.

Svend Aage Madsen, psykolog, mandeforsker og formand for Forum for mænds sundhed, påpeger, at der igennem de seneste bare 20 år er sket en drastisk ændring i faderrollen.

Førhen talte man om den fjerne og fraværende far, hvor fædrene i dag er med allerede helt fra begyndelsen af børnenes liv. De bruger meget tid med dem i det daglige, og generelt er den tid, de bruger med deres børn, fordoblet.

Daniel kan nikke genkendende til den forandring. Han oplever, at der er sket et gigantisk skred i, hvordan man var far dengang, han var barn, til den måde man er far på i dag. Det er helt usammenligneligt, og han mener ikke, at samtalen omkring dette skred har fundet sted eller fodfæste endnu.

- Jeg tror, det handler om mænd og mandefællesskaber, og at de ikke er specielt gode til at rumme samtaler om det, som for alvor er bøvlet eller svært, siger Daniel.

Hans oplevelse er, at det handler om, at mange mænd på et eller andet tidspunkt i deres liv har delt noget sårbart, men ikke har følt sig set og hørt i det.

På samme tid handler det også om mænds evne til at aflæse deres eget følelsesliv.

Han mener, at det kan være en nem udvej at være vred, for det er meget lettere end at skulle gå ind i sine følelser.

- Vrede kan godt virke tillokkende, fordi det ligner handling. Vrede er en følelse, der enten får dig til eller giver dig lyst til at handle, siger Daniel.

Han forklarer, at hvis du føler dig uelsket, så er det en følelse i en helt anden kaliber. En følelse, du ikke bare kan handle dig ud af. Så du bliver nødt til at gå ind i følelsen, snakke med nogen om, hvordan du har det og tage hånd om følelsen.

- Men fuck, hvor lyder det besværligt og nederen, og hvor lyder det i virkeligheden ekstremt angstprovokerende, siger Daniel.

Men hvad gør man så? Daniel mener, at mændene med fordel kan skræve over skulderen på kvinderne, som har fundet en strategi, der ifølge ham har gået en voldsom sejrsgang.

- De har fundet ud af, at det er et mega stærkt værktøj at dele deres erfaringer med hinanden. Det kan opløse tabuer og synliggøre strukturer. Det kan gøre, at vi føler os mindre ensomme med de ting, vi troede, vi var alene om, siger Daniel.

Svend Aage Madsen forklarer også, at kvinderne gennem mange år har udviklet det sprog, de i dag bruger. Det er først noget, mændene skal til nu.

Han pointerer, at man skal finde nogle måder, hvorpå mændene kan få lov til at udtrykke sig, og at det ikke nødvendigvis er de samme som kvinderne.

I stedet for at spørge mændene, hvordan det går, eller hvordan de har det, så begynd med noget mere konkret.

Husk at holde pauser i samtalen, og giv plads til, at der måske kommer mere. For ifølge Svend Aage Madsen viser det sig jo meget ofte, at det gør der.