Chaufføren stod ud af bilen, begyndte at kysse hende og ville med op. Nu skriver hun for første gang om, hvordan det er at være kvinde

– Det er 1.000 år siden, siger Naja Marie Aidt, da hun åbner døren til andelslejligheden på Frederiksberg og giver et kram. Og det er det. Eller nærmere: Det er over 30 år siden. Men det er næsten det samme, ikke?

Dengang var hun anmelderrost debuterende forfatter, ung mor i tyverne, boede på Christianshavn i 1980’er-bebyggelsen med øgenavnet ”Det hvide snit” og var til interviewet iført en hvid kjole med små grønne blomster, H&M, 98 kr. Så mærkeligt hvad man husker blandt alt det glemte …

Naja var intens, på vej. Havde forventningens glæde i øjnene, livets tilsyneladende uendelighed foran sig. Bøger, der skulle skrives. Mænd, der skulle kysses. Børn, der skulle fødes. Glæder, der skulle gennemleves. Og sorger.

Mere end 30 år er virkelig meget levet liv siden. Ikke så længe efter interviewet dengang blev hun skilt fra sin ungdomskæreste.

Ingen penge, to kreative unge sjæle og tre børn hang ikke sammen. Naja blev enlig mor. Det var ikke en katastrofe. Den indtraf meget senere.

”Øvelser i mørke” hedder Najas nye roman. Fortælleren er en PTSD-ramt kvinde, som har haft voldsomme oplevelser i sin barndom og ungdom og er blevet retraumatiseret af en rædselshændelse, hun med museskridt får løst op for igennem en lang række terapisessioner.

– Det er 100 procent fiktion, men jeg har jo erfaring med at være traumatiseret, efter Carl døde. Jeg har en kropslig oplevelse. Jeg ved, hvordan det føles.

Privilegier

Naja var sidst romanaktuel i 2017 med Carls bog: ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”. Den 16. marts 2015 tog døden Carl. I en svampepsykose sprang han ud fra et fjerdesalsvindue på Vesterbro. Han blev 25 år.

– Mit problem efter Carls bog har været, at jeg ikke vidste, om jeg ville komme i gang med at skrive igen. Jeg følte bare, at jeg havde mistet mit sprog.

– Jeg anede ikke, hvad jeg skulle skrive om, jeg syntes ikke, der var noget, der var vigtigt at skrive om, for det havde jeg skrevet. Hvad kan man skrive efter en form for rekviem?

– Egentlig ikke noget. Derfor er det også helt med vilje, at jeg bare har ventet. Jeg følte, at mit forfatterskab sluttede med den bog. Jeg føler nu, at jeg begynder på anden del af det. At det er et nyt forfatterskab, jeg starter på nu.

Som barn ville Naja gerne være ”en af drengene”. Hun identificerede sig med dem. Legede med dem. Kunne se friheden i det, de havde. Der var ikke samme frihed i dukkerne.

Da hun blev ung forfatter, oplevede hun også, hvordan det gjaldt om at blive en af drengene – de mandlige forfattere – og accepteret af dem.

– Jeg ville ikke skrive kvindelitteratur, jeg ville ikke defineres som kvindelig forfatter, vel? For så ville jeg være mindre værd. Jeg har nok defineret mig meget som en dreng for at kunne få de samme privilegier.

Derfor skulle hun nå at blive 60 år, før hun blev aktuel med sin første bog om kvinder.

– Jeg har ikke før skrevet om kvindeliv, hvor jeg er gået all in, som jeg har gjort denne gang, hvor jeg bare har tænkt, at nu skal jeg kraftedeme skrive om kvinder, for nu er jeg ligeglad med, hvad ”drengene” synes om det, og om de ikke gider læse bogen.

– Før i tiden skulle jeg lige sørge for, at det var lidt sexet eller lidt et eller andet, så jeg kunne blive respekteret. Okay, det er virkelig strengt at sige, men … hele den der bevidsthed om, at det ikke kun skulle være om kvinder, den har jeg haft.

– Derfor er det rigtig rart at lande i noget, hvor jeg bare virkelig kan gå ind i kvindeuniverset og i det kropslige og det aldersmæssige og fortælle en rigtig historie om, hvor helt utrolig besværligt det også er at være kvinde.

Romanen er på en gang varm og iskold. Den er en smuk fortælling om stærke og fine relationer mellem kvinder.

– Det kvindelige venindeskab. Og hvor meget vi faktisk hjælper hinanden og taler sammen, og hvor meget det betyder for mange kvinder.

– Jeg tror, mange voksne kvinder kan spejle sig i bogen. Overgangsalder, voksne børn, kærester igennem livet, vanskeligheder i barndommen, økonomiske problemer ikke mindst og det der med bare at knokle, som alle kvinderne i bogen gør. Med at tage ansvar for det hele.

Og romanen er samtidig også en besk fortælling om kvinder og mænd og vidt forskellige grader af ubalancer i forholdet imellem dem.

– Jeg har prøvet at skrive frem, hvordan det er at være kvinde. Så kan man sige, at jeg sætter det på spidsen, fordi hun kommer ud for noget forfærdeligt. Som er noget, kvinder kan komme ud for, kan vi afsløre, og kommer ud for i meget større grad end mænd.

Du har selv oplevet ubehagelige ting?

– Ja … det har jeg. Det, tror jeg da nærmest ikke, at nogen kvinder ikke har. Som kvinder skal vi altid være bange og kigge os over skulderen, der er en reel risiko for, at der kan ske os noget i højere grad, end der er for mænd.

Naja vælger et eksempel fra den mildere afdeling. For et par år siden. Hun kommer hjem en aften i en taxi.

– Chaufføren står ud af bilen, begynder at kysse mig og vil med op i min lejlighed … Jeg anmeldte ham selvfølgelig, men det var da megaubehageligt.

– Jeg er en gammel dame. Forstår du, hvad jeg mener? Det er jo ikke sådan, at så fylder man 50, og så slipper man som kvinde for den slags krænkelser. Der er masser af det. Og sådan nogle krænkelser har jeg oplevet.

– Dengang jeg var ung, var det bare helt normalt. Vi anmeldte ingenting. Sådan var det. Man var på en eller anden måde en vare. Det er sindssygt at tænke på. Jeg håber virkelig, at tingene er blevet bedre, men når jeg læser avisen, må jeg bare konstatere, at det ikke ser sådan ud. Og de unge kvinder i nattelivet skal stadig passe alt for meget på sig selv.

Sproget i ”Øvelser i mørke” er visse steder det, hun selv kalder ”traumechoksprog”.

– Jeg er jo kendt for ikke at være bange for at skrive om voldsomme ting, jeg lider ikke af berøringsangst. Og jeg havde noget erfaring med at skrive på den måde, hvor det bare vælter ud af én fra Carls bog. For det har jeg jo selv prøvet.

Glæde

Sorgen over Carl forsvinder aldrig. Men hans død har forankret sig, lagt sig på plads, på sin vis givet plads – til Carl.

– Der er også snart gået ni år. Det er klart, at det bliver bedre, eller man kan sige, at accepten af det bliver større, som årene går. Det er ikke, fordi jeg ikke stadig sidder og græder over ham. Det gør jeg meget tit.

– Sorgen går aldrig væk, men jeg lever med den, jeg skal ikke genopleve det, der skete, hver dag mere.

– På den måde synes jeg, han er begyndt at træde mere ind i de levendes rækker forstået på den måde, at vi er blevet bedre til at tale om ham med glæde og ligesom mindes ham med glæde i stedet for at … alt førte hen mod hans død, hver gang der var en, der nævnte hans navn. På den måde synes jeg, det har fundet et leje, som er til at leve med. Det har klart også givet mig nogle kræfter, så jeg kunne skrive.

I årene før hun fandt tilbage til ordene, rejste hun verden tynd med Carls bog. Den er oversat til 14 sprog.

Er sorg universel?

– Ja, ligegyldigt hvor man kommer hen. Forældre, der har mistet, gennemgår de samme faser, får den samme vrede og det samme behov for noget, jeg har erfaret igennem mit lille antropologiske arbejde med sørgende – det jeg kalder for ø-fasen.

– Der er et tidspunkt, hvor næsten alle gerne vil flytte ud på en øde ø. Hvor de bare gerne vil være i fred, vil væk fra det hele, bare have et roligt liv og lave noget enkelt arbejde resten af deres liv. Men det er en fase. Jeg havde den også selv.

– Pludselig finder man ud af, at man alligevel også gerne vil være sammen med nogle andre mennesker. Der er sådan nogle bølgebevægelser og nogle kropslige og psykiske oplevelser, som er fuldstændig universelle.

– Det er også derfor, Carls bog er oversat til kurdisk og arabisk. Steder hvor folk … dør alt for meget og bliver udsat for alt muligt forfærdeligt. Mennesker, der mister mange børn, bliver faktisk virkelig psykisk syge, de bliver jo sindssyge af det.

Hvordan har Carls død ændret dig?

– For det første er der tabet af sorgløshed. Man regner jo som udgangspunkt med, at livet nok skal gå godt. Det har jeg så fundet ud af, at det ikke altid gør. Derfor har jeg ikke nogen sådan naiv forestilling om noget som helst mere. Jeg er forberedt på hvad som helst.

– Det er som om, der er blevet trukket et slør væk fra mine øjne, hvor jeg … ser livet klarere. På godt og ondt. Jeg ser også volden, smerten, medfølelsen og empatien meget klarere end før. Jeg tror også, der kommer en eller anden ydmyghed eller en … mangel på forfængelighed … jeg mistede også min forfængelighed på en eller anden måde. Og det er faktisk meget godt.

Det handler ikke om udseende. Hvad det angår, er hun stadig ret forfængelig, siger hun.

– Det er mere i forhold til, hvem jeg er. Det der blik udefra på mig selv er blevet noget mere venligsindet. Og jeg er faktisk ret ligeglad med, hvordan andre opfatter mig.

– Jeg vil gerne være et godt menneske, men jeg kan ikke kontrollere, hvordan andre opfatter mig, eller hvad de synes om mig. Jeg har lært at man ikke kan kontrollere livet. Det er en illusion. Og det har jeg virkelig lært på den hårde måde.

– Se, siger Naja. Hun har hentet et billede: En smilende dreng med lyst strithår, Carl, med sin lillebitte lillebror i favnen.

– Det hænger altid på mit køleskab … Min yngste søn var kun 12 år, da Carl døde, og det var jo forfærdeligt. Det har været et frygteligt omsorgssvigt for ham, selv om vi syntes, vi gjorde det, så godt vi kunne, og vi sørgede for, at der var mad på bordet og smilede.

– Men børn kan mærke deres forældre. Det er deres fornemmeste opgave i virkeligheden, hele tiden at holde øje med stemningen, fordi de er så afhængige af os. Så ja … det er da noget, jeg har virkelig dårlig samvittighed over. At hans liv også ændrede sig på den måde så brat fra den ene dag til den anden, men samtidig kunne jeg ikke have gjort det på andre måder.

– Jeg kunne ikke IKKE have sørget over Carl. Altså … vi kan kun gøre vores bedste, ikke? Og vi kan ikke gå igennem livet uden at opleve alvorlige ting. Det bliver vi også nødt til at forstå: Sådan er livet, og det er okay. Vi tror jo, at fordi vi bor her og er så privilegerede, så er vi ligesom forskånet for alt det svære og vanskelige. Men det er vi da ikke.

Venskabet

Relationer betyder utrolig meget i ”Øvelser i mørke”. Det gør de også for Naja.

– Jeg oplevede det her fællesskab rigtig meget, da Carl døde, og det gjorde mig opmærksom på, hvor meget fællesskab betyder. For jeg havde egentlig også taget for givet, at jeg havde venner og veninder.

– Men pludselig havde jeg virkelig brug for deres støtte, omsorg og hjælp, da vi stod der helt … ødelagte. Og mine gamle veninder og venner og kolleger slog ring om os og hjalp os. Det var virkelig noget af det, der holdt mig oppe. At have følelsen af, at der var nogle, der tænkte på én, nogle der var der for én.

Nogle der ikke forventede, at man tog sig sammen?

– Ja, nogle der ikke forventede, at man tog sig sammen. Det er det smukke ved venskabet. Jeg synes, venskabet som relation måske er den allersmukkeste relation, der findes.

Det er kærlighed?

– Ja, det er nemlig kærlighed og trofasthed. Og det er, at man kan være sig selv. Man skal ikke være på en bestemt måde. Der er ikke nogen byttehandel, der er ikke noget skyld og skam, hvis det er et rigtigt venskab. Så er det ren glæde.

– Det betød også meget for mig dengang, at jeg nogle gange lige pludselig faktisk også kunne have det virkelig sjovt med mine venner. Tænk at man kan have det så sjovt. Der er noget befriende ved venskabet. Selv om man er dødssyg og ked af det og ussel og snusket og ligner lort – så har man stadig sine venner.

…

Der blev lige stille. Helt stille.

– Så gik der en engel igennem rummet.

Og det gjorde der. Naja siger:

– Efter jeg havde gået i sorgterapi, ledte det mig faktisk frem til en eller anden accept af, at han var død. Indtil da ville jeg ikke acceptere det, vel? Det lyder måske mærkeligt, men det var sådan: ”Jamen det kan ikke være rigtigt, han skal komme tilbage!”.

– Men man bliver jo nødt til at acceptere det, for man kan ikke kæmpe mod døden, det kan man bare ikke. Men det var faktisk der, jeg begyndte at kunne … påkalde mig ham. Altså hans tilstedeværelse. Det kan jeg også gøre, selv om jeg sidder her.

– Om det så er spirituelt, eller om det er noget, jeg selv digter, er lige meget for mig: At jeg kan mærke hans tilstedeværelse, hans væsen, omrids, stemme. Det kan jeg gøre med Carl, og så kommer han, og så kan han lægge armene om mig. Det er simpelthen så dejligt.

Naja sidder på en stol i sit køkken og viser, hvordan Carl lægger armene om hende fra sin usynlige plads bag stolen.

– I starten havde jeg nogle superfrygtelige drømme, hvor han ikke kunne komme med til et eller andet. Han var ligesom udenfor, og han var altid bleg, og han var … tydeligvis død.

– Jeg havde en drøm, hvor hele vores ret store familie var på en ferie, og så kom han, og så var der ikke noget værelse til ham. Hele tiden sådan nogle sørgelige, sørgelige drømme. Men efter sorgterapien havde jeg en drøm, hvor vi var ude på havet, og hvor han bare var sig selv, og han strålede, hans væsen var fuldstændig vitalt, han var glad og smilende, det var bare så dejligt. Det er en transformation.

– Man giver slip på de døde og siger: ”Nu må I godt have lov til at være der, hvor I er”. Og så kan man pludselig se dem igen, som de var, de får deres styrke tilbage, når sorgen bliver mindre.

Fred

Naja mødte filmfotograf Eigil Bryld i en skurvogn på Nordisk Film i 2001.

– Vi har været sammen siden. Ham er jeg rigtig glad for.

Og nu har de købt – et sommerhus.

– Det er en stor sejr for mig med det hus. Sommeren efter Carl døde, sad jeg oppe hos min tidligere svigerinde, hun har et sommerhus meget tæt på det sted, hvor vi nu selv har købt et.

– Jeg sad på hendes terrasse og bare stirrede ud over vandet, og det var første gang, jeg oplevede noget, der var rart, efter han var død. Bare at sidde der på en stol og kigge på det her helt fredfyldte fjordlandskab.

– Det har været min og Eigils drøm lige siden faktisk. Hvis bare vi kunne få sådan et sted, og vi kunne få fred, et sted hvor vi også kunne hygge os med børnebørn og børn. Fordi vi bor så småt. Et sted man kunne samle folk lidt mere. Men også bare … være. Endelig få noget fred.

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At kærlighed er det allervigtigste, der findes. Og jo mere kærlighed, des mindre krig, ikke? Selv om det lyder langhåret. Men hvis vi virkelig forstår kærligheden, så forstår vi også omsorgen og empatien for den fremmede, for det medmenneske, vi ikke kender. Derfor er varmen og omsorgen imellem mennesker så utrolig vigtig.

Er du blevet bedre til at elske selv?

– Ja, jeg tror, jeg er blevet meget mere accepterende. Når man er ung, vil man tit gerne lave om på andre mennesker. Også på sine partnere, så de bliver, som man gerne vil have, at de skal være.

– Men på et eller andet tidspunkt finder man ud af, at man ikke kan lave om på andre mennesker. Så man bliver nødt til selv af finde ud af, om man vil være sammen med det menneske, sådan som det menneske er. Og om det så egentlig er rart for en selv.

– Noget, jeg tror, jeg er blevet bedre til, og som også er noget, jeg tror, mange kvinder har svært ved at svare på, er: ”Hvad har jeg lyst til? Hvad er det, jeg gerne vil? Og hvordan kan jeg måske sætte nogle grænser i forhold til andre mennesker?”

– I stedet for bare at tage ansvar for det hele og stå for alt omsorgsarbejdet kan man godt sige nej tak og prøve at mærke efter, hvad det egentlig er, man gerne vil.

– Det er stadig nogle gange sådan, at hvis min mand spørger, ”Skal vi gå en tur?”, siger jeg, ”Det kan vi da godt”. ”Jamen hvad har du lyst til?”. ”Det ved jeg… ikke ... ” Han er meget bedre til at finde ud af, hvad han har lyst til, end jeg er. Og det er fordi, det har handlet om børn og om mænd og om forældre, som man som kvinde skulle gøre glade. Alt det dér igennem hele livet.

Din bog kommer til at handle om kvinders selvkærlighed?

– Ja, der ligger jo også et håb. Hovedpersonen bliver bedre til at tage sig godt af sig selv. Efter overgangsalderen, når man ikke mere skal føde børn og amme, så får man også en anden frihed, en anden kropslig frihed, man er simpelthen friere, man skal ikke så meget, som man har skullet i forhold til andre mennesker.

– Rigtig mange kvinder i min alder begynder at gå til et eller andet. Jeg har aldrig haft en hobby, nu er jeg begyndt at gå til kor sammen med en veninde. Tænk at vi gør noget, som kun er for sjov, og vi går opløftede derfra, det er jo vildt – og det har jeg aldrig gjort før.

Brændt

En lille ugle i keramik. Hvid og blå. Fra Mexico. Naja fik den, da hun var fem år og boede på Grønland af en amerikansk kvinde, Betsy, der rejste rundt i verden og indsamlede børnetegninger til sin forskning.

– Det er jo den kloge ugle, ikke? Jeg skal have den på mit skrivebord. Ellers kan jeg ikke skrive. Forestiller jeg mig.

Det er hendes vigtigste ejendel. På mange måder en lille overlever.

– Du ved … alle vores ting brændte jo. Vi havde opmagasineret alle vores ejendele, da vi tog til USA i 2008.

– Vi havde ikke taget særlig meget med. Noget kunst og noget køkkenudstyr. Og det her Piet Hein spisebord, som jeg købte for min børneopsparing, da jeg var 18 år. Ellers var alt andet opmagasineret hos 3X34.

– Vi fik det at vide, en uge før Carl døde: At alle vores ting var brændt. Der var ikke noget tilbage. Det var også billederne af ham, alle hans tegninger, legetøj, alt alt alt. Vi mistede på en eller anden måde alt. Arvestykker. Mine håndskrevne manuskripter og brevudvekslinger, mine bøger – det var bare væk. Men uglen havde jeg taget med, så den betyder ret meget for mig.

Christianshavn er længe siden. Et andet liv og dog det samme.

– Det største valg, jeg har truffet i mit liv, er at vælge at forsøge at blive forfatter. Dengang havde jeg det ligesom mange andre unge mennesker, der ikke var kommet i gang med en uddannelse: Hvad skal der blive af mig? Hvad skal jeg blive til?

– Jeg kunne mærke, at jeg skulle noget helt andet end at sidde på det kæmpe pladeselskabs-high-tech kontor, jeg arbejdede på. Jeg havde taget en HF, men jeg var mor og skulle også tjene penge. Jeg kom ikke på nogen uddannelse.

– Men jeg har skrevet, siden jeg var barn, og da jeg så var på barsel med Carl, skrev jeg den første digtsamling. Så du ved … det begyndte ligesom med Carl, og det endte også med Carl på en eller anden måde. Det er en bevægelse, det er sådan jeg opfatter det. Og så … starter der en ny.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 6, 2024. Dette er en redigeret version.