Da hun var fire år, kunne hun mærke, at noget var off. Årtier senere fandt hun ud af, hvad det var

Jeg er født i oktober 1980 på Roskilde Sygehus. Jeg er vokset op i en lillebitte landsby, der hedder Vråby, som ligger nede syd for Køge mellem de større byer Hårlev og Karise.

Det er en landsby med et gadekær, en kirke og et vejrkryds med en brønd. Os børn mødes ved brønden og leger.

Det er ikke en bondegård, jeg vokser op på, ikke engang et landsted. Når man er helt ude på landet, ligger der små enklaver af huse rundt om bondegårdene, og i et af de huse boede vi.

Måske vil man kalde det et husmandssted? Det er et hvidt murstenshus, som min far selv har bygget.

Min far er uddannet murer ligesom sine brødre. Han byggede huset sammen med dem. Det er et meget pænt og ordentligt hus, hvor man kan se, at det hele er lavet rigtigt og står snorlige.

Der er ikke maling, som er krakeleret eller noget i den dur. Der er intet ukrudt eller små bunker med affald. Det er et flot og pænt husmandssted, og det går mine forældre meget op i, at det er. Der er styr på det.

Min mor er sekretær på det, der hedder Kemisk Værk Køge. Der er to store arbejdspladser i Køge: Junckers, et træværk, og så Kemisk Værk Køge, der senere kommer til at hedde Sun Chemical. Det er en ret stor virksomhed, der producerer maling. Hun arbejder i HR-afdelingen.

Mine forældre møder hinanden på en ferieø. Måske er det en af de kanariske øer. De er dernede med hver deres vennepar. Min mor er cirka 17 år, og min far seks-syv år ældre.

De møder hinanden, fordi de skal cykle på vandcykler med hver deres gruppe. På et tidspunkt står min mor og far tilbage med deres vandcykler, da de andre er cyklet afsted.

Jeg er enebarn, og fra jeg er fire-fem år mærker jeg, at noget er off. Jeg passer ikke ordentligt ind i mit barndomshjem. På et tidspunkt bliver jeg så vred, at jeg slår og sparker til et skab, fordi jeg ikke kan få skabslågen til at åbne sig.

Mine forældre reagerer ved at blive meget vrede. De gør det meget klart overfor mig, at sådan reagerer man ikke.

Jeg husker den følelse af, at temperament ikke er noget, vi tillader. Jeg skulle ikke blive vred. Hvis du har temperament indeni dig, er det meget svært at ændre, og når du får at vide, at du ikke må få det ud i en tidlig alder, bliver der allerede der skabt en følelse af, at noget er galt. Noget, der ikke passer ind.

Når man er helt lille, er man fuldstændig afhængig af sine forældre, og man gør alt for at passe ind. Jeg bliver enorm introvert og kan rigtig godt lide at være i mit eget selskab. Jeg læser bøger og skriver. Et klassisk stille barn.

Jeg er nærmest neurotisk i forhold til at skulle lave lister om alting. Om hvad jeg skal huske at have med i skole, hvilke lektier jeg skal lave. Det bliver helt enormt skemalagt.

Det er nok en reaktion på et komme fra et hjem, hvor alt skal være rigtigt og ordentligt, gøres pænt og godt, men samtidig at have en hjerne, der stikker i alle retninger. Jeg har svært ved at leve op til det.

Som voksen bliver jeg diagnosticeret med ADD, og det er klassisk for en opmærksomhedsforstyrrelse, at man får en OCD-reaktion for at holde styr på alt det, der sker i hovedet på én.

Mine bedste minder fra min barndom er, når det er jul. Det er helt fantastisk i julen, for der samler vi meget familie, og for en kort stund er der lidt kaos i mit hjem.

Det hele er vildt og larmende, og man ved ikke rigtig, hvad der skal ske – hvad gemmer sig under juletræet? Det skal mine forældre have ros for. De formår virkelig at skabe traditioner og gentage det hele ned til mindste detalje igen og igen.

Noget forandrer sig, da jeg bliver 12-13 år. Jeg går modsat det, jeg har været før, og bliver vild. Jeg får et stort behov for at afsøge grænser og turde alt muligt.

Jeg begynder at blive mere socialt anlagt. Jeg har lyst til at udforske, hvordan andre mennesker er, og hvilke eventyr der ligger i sociale relationer.

Samtidig begynder jeg at spille basketball. Her kommer jeg til turneringer, jeg skal til Sverige og til Aarhus, og jeg begynder at synes, det er fedt at rende sent ude til de turneringer, selv om vi skal være tilbage på et bestemt tidspunkt.

Jeg bliver meget grænsesøgende, og da der kommer alkohol ind i billedet, er jeg klart en af dem, der synes, det er superfedt at forfalske mit id og komme ind på diskoteker, før jeg endelig må. Jeg gemmer sprut i buskene til halfesterne.

Mine forældre synes ikke, det er fedt. En del af årsagen til det er nok, at de synes, det er pinligt. Jeg bliver på et tidspunkt kørt hjem fra en venindes konfirmation, hvor jeg er så fuld, at jeg ikke kan stå på benene. Dét synes de ikke er sjovt.

Selvfølgelig ikke, det vil de færreste synes, men det er meget alvorligt for dem, og vi taler nærmest ikke sammen i flere dage. Sådan opførte man sig bare ikke.

En af mine veninder, som jeg kender fra basket, synes det er sjovt at være eventyrlysten ligesom jeg. Hun kommer fra et lidt kaoshjem, hvor man må alt muligt.

Når jeg sover hos hende, må vi slå telt op i haven og trække fjernsynet inde fra stuen ud i haven, ind i teltet, med en forlængerledning. Jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan rykke fjernsynet hjemme hos mig nogle steder hen.

I mit barndomshjems køleskab skal tingene stå på deres rette hylde. Der er en hylde til smør og mælkeprodukter, en hylde til kød og så videre. Det er min veninde meget paf over. Hun er sådan: Wow, eksisterer det her? Selv på jeres opslagstavle hænger tingene lige! siger hun. Det er virkelig et ordentligt hjem – hjemme hos mig.

Jeg udvikler mig på en måde, som slet ikke passer ind i de meget firkantede rammer derhjemme. Jeg tænker, at der er et eller andet, der er galt. Noget er forkert, siden jeg har brug for at være så vild, når jeg er væk hjemmefra.

Der er meget stille derhjemme og enormt forudsigeligt.

Når jeg er væk hjemmefra, er jeg i den helt modsatte grøft, og den forskel, tænker jeg, er underlig. Det føles utrygt, for jeg føler ikke, jeg kan dele den anden side af mig med mine forældre.

Jeg kan ikke fortælle om at være på campingplads og ende med at slå mit telt op ovre hos nogle fremmede. Eller at tage den på røven i toget og gemme mig på toilettet på hele turen. Jeg ved fra min veninde, at det kan hun sagtens fortælle sine forældre, men det tør jeg slet ikke. Det giver mig en følelse af, at noget skal holdes skjult.

I skolen er jeg også hende den vilde pige. Jeg bliver hende, der en gang imellem bliver væk fra nogle af timerne og udforsker grænserne. Man må kun gå over på tanken fra ottende klasse, fordi der er en farlig vej, men jeg går derover allerede i sjette.

Jeg går fra at være den gode søde elev i de første par år til at blive en af de uregerlige, som lærerne er lidt trætte af.

Jeg flytter hjemmefra rigtig tidligt, da jeg lige er begyndt i gymnasiet. Jeg flytter til en studielejlighed i Køge, og det husker jeg som fedt. Det er en befrielse at komme ud af rammerne derhjemme, hvor jeg virkelig har følt, jeg går på kompromis med mig selv.

Stilheden og samtalerne hen over middagsbordet, som gjorde ondt i hver en celle af min krop. Det med at skulle holde så meget på sig selv kan jeg ikke mere.

Samtidig ved jeg ikke rigtig, hvem jeg er. Jeg er ikke særlig bevidst om, hvad jeg vil og ønsker for mit liv. Det er nok de færreste gymnasieelever, der ved det, men jeg ved det slet ikke. Det er ret kaotisk det hele.

Jeg har en kæreste med hjem fra efterskolen i Sønderjylland, han arbejder i Køge trælast, og det er en vild tid. Jeg arbejder på tanken.

Senere som voksen tænker jeg i flere år, at det kan være sjovt at lave en DNA-test. Hvorfor mon jeg tænker over det? Jeg tror, det skyldes, at jeg stadig ikke helt har fundet ud af, hvem jeg er.

Jeg har det som om, der er en masse huller i min personlighed, i mit jeg, som jeg ikke kan få udfyldt.

Det er i 2023, hvor den her følelse af, at noget ved mig og min personlighed er forkert, har ligget i mig i 30-40 år, at jeg omsider gør noget ved det. Jeg forstår ikke helt selv den her følelse, for jeg har ikke lært at forstå mine egne følelser.

Jeg er ikke blevet spejlet i dem eller blevet anerkendt i at have dem.

Jeg er nok lidt fremmed for mig selv og søger derfor efter, hvor jeg kommer fra. En DNA-test kan måske give mig svar på, hvorfor jeg er, som jeg er. Jeg håber, at det vil kunne sætte nogle puslespilsbrikker på plads i min identitet.

Det er slet ikke en tanke for mig, at jeg kan være donorbarn. Mest af alt har jeg nok bare været søgende efter at finde ud af og forstå, hvem jeg er. Jeg får et testsæt, og efter seks uger får jeg svar på mail.

Jeg kan se, at jeg har rigtig mange gener til fælles med flere af profilerne derinde. Der står to halvbrødre og to onkler oplistet.

Først tænker jeg: Hvor sikker er den her test overhovedet? Det må være en fejl, det er sikkert bare fjerne fætre og den slags. Jeg googler: Hvor meget fælles DNA kan man have med en fætter?

Jeg er så forvirret, at jeg også googler DNA-strenge og gener for at finde en naturlig forklaring, men efterhånden kan jeg godt se, at hvis det her er rigtigt, så har jeg faktisk to halvbrødre og to onkler.

På nettet står der, at hvis du har over 1/3 gener til fælles med nogen, kan det ikke være andet end nogen, du har fælles forælder med.

Min første tanke er, at det mest logiske nok er, at min far har været lidt rundt, og der er sket et uheld, men det vil samtidig være helt umuligt, når man tænker på min fars karakter, og hvor meget, han lever indenfor rammerne.

Derudover er de to halvbrødre på alder med mig, og de hedder faktisk også det samme til fornavn. Så vil det jo være underligt, hvis de er brødre! Jeg ringer ikke til min mor og taler om det, for det kan jeg bare mærke slet ikke er muligt i vores relation.

Vores samtaler bærer ikke præg af følelsesmæssigt svære ting, og det vil den her samtale nok blive, og det kan vi slet ikke. Jeg taler med min mand, Esben, om det en hel aften, men vi taler ikke rigtig om, at jeg kan være donorbarn.

Jeg skriver til en af halvbrødrene, og han svarer tilbage efter fem minutter, at han er vokset op i Køge, er født i 1980, ligesom mig, og er donorbarn. Selvfølgelig bliver jeg megaoverrasket, men jeg bliver faktisk ikke ked af det.

Den følelse, jeg husker tydeligst, er lettelse. Noget har været helt galt i den måde, jeg har haft det på, og nu ved jeg hvorfor.

Min halvbror fortæller mig, hvem min biologiske far er. Han er videnskabsjournalist og efter at have talt med ham nogle gange og mødtes med ham, kan jeg godt se, hvor jeg har den her meget kreative side fra. Hvor jeg har mit behov for at være lidt udenfor kasserne fra. Det vilde.

Min donorfar fortæller mig, at han har gået forrest til mange demonstrationer og udfordret normerne. Det, synes jeg, er sindssygt nok – at det kan ligge i dine gener! Selv når du er vokset op et sted, hvor det mest af alt har handlet om at følge normerne og bevæge sig indenfor rammerne af det forventelige.

Jeg har et godt forhold til min donorfar i dag. Han deler ud af sig selv, og jeg sætter enorm stor pris på at høre om ham, for han minder meget om mig.

Jeg fortæller mine forældre, at jeg har fundet ud af det, ved at sende dem et brev og tale med dem bagefter, så de har tid til at synke det og være mere forberedte. Det råd vil jeg gerne give videre, for jeg tror faktisk, samtalen havde været umulig, hvis vi bare var kommet og smidt bomben. De bliver meget chokerede, men vi har en kort og god snak om det.

Artiklen blev udgivet i Psykologi 02, 2024.