Emma Holten lå på hospitalet, da en bestemt følelse ramte hende. Det var her, det hele begyndte

I gymnasiet var Emma Holten en såkaldt multitasker.

Når hun kom hjem fra undervisning, stillede hun sig op på en crosstrainer, for her kunne hun samtidig balancere sine lektier, således at hun fik trænet og studeret på en og samme tid.

– Man skulle jo nødig gå glip af lidt selvoptimering, som hun siger.

For Emma ville, som alle andre, gerne være både tynd og smuk og klog, og hun var dygtig til det. Dygtig til at træde igennem på crosstraineren, mens hun reciterede Homers epos eller øvede sig i Platons dualismebegreb.

Hvile var kun en natlig nødvendighed i denne virkelighedsforståelse, og selv den kunne nemt forkastes for lidt ekstra udbytte: Lidt mere motion, lidt ekstra læsning. Det at slappe af forstod Emma som tidsspilde, som værdiløst.

Men hvordan opstod denne kalkulering? Den evige afvejning af, hvad der kunne og ikke kunne betale sig i den unge kvindes liv? Hvordan fandt Emma Holten pludselig sig selv på en ustoppelig maskine, i en evighedsrytmik uden rum til at slappe af, sige fra, stoppe op?

Det spørgsmål forsøger hun – blandt mange andre – at besvare i sin nye bog “Underskud – om værdien af omsorg”, hvori hun sammenfletter den viden, hun de seneste syv år har tilegnet sig, om økonomiens kulturhistorie med erkendelsen af, hvordan samfundet og, ikke mindst, os selv, er blevet opslugt af økonomiens sprog og logik.

– Vi har lært, at vi hele tiden skal optimere os selv, og derfor forbinder vi det at slappe af med noget skamfuldt. For hvis ikke vi arbejder, kan vi jo bruge tiden på at blive smartere i tøjet, blive tyndere, lære nyt. Selv det at se sine venner er ofte noget, der skal tjekkes af på en to-do-liste, og det skyldes, at vi har inkorporeret økonomiens sprog i os selv, så vi altid skal være så attraktive, salgbare og produktive som muligt.

Økonomien har koloniseret vores verden og dermed vores forståelse for, hvad det er noget værd. Og ikke nok med det, har den, altså økonomien, gjort det så effektivt, at vi opfatter dens vurdering som et uangribeligt faktum.

Men sådan har det ikke altid været, og sådan behøver det ikke at være, mener Holten, der starter sin kortlægning af økonomiens snigende dominans i Oplysningstiden, hvor ambitionen om at styre samfundet som en fabrik og mennesker som små tandhjul i dens mange samlebånd bliver født.

I forsøg på at indfange alt på formel, at få skabt en systematisk tilgang til verdens kompleksitet, bliver alting gjort op i målbare enheder. Man begynder at prissætte, og da priser baserer sig på hierarkiske talsystemer, får det den konsekvens, at det, der er sværest at vurdere, ofte ender i bunden.

Det betyder, at alt det, vi ikke kan gøre op i pris, i konkrete kroner og ører, bliver anset for at være værdiløst, herunder det at drage omsorg for os selv og hinanden, forklarer Holten.

Hun indskyder, at hun gerne vil understrege, at hun har stor forståelse for økonomiens projekt, men at problemet opstår, da man i det økonomiske system begynder at bevæge sig væk fra alt det, der er svært at få greb om.

Således betyder det heller ikke det store, da økonomien i starten begynder at få magt. Faktisk skal vi helt frem til 1970’erne og 80’ernes indfasning af New Public Management-ideologen før det for alvor begynder at gå galt, mener Holten.

Men herfra går det også hurtigt. Medmenneskelighedens rum bliver opslugt af evindelige krav om effektivitetsmålinger og dokumenterede forbedringer. Alt kommer til at handle om pris frem for effekt.

– Det er, da økonomerne får lov at diktere, hvad der politisk kan betale sig, at det hele eskalerer, siger Emma Holten.

For hvordan opgør man værdien af det at tage sig af et andet menneske? Det kan man ikke, og derfor bliver den sat til nul. Og det er det faktum, der starter det hele for Emma Holten, da hun en dag i 2019 pludselig befinder sig på Bispebjerg Hospital på grund af sin kroniske tarmsygdom og med et må erkende, at det perfekte menneske, hun hidtil har været, måske ikke kan fortsætte med at eksistere.

– Jeg blev tvunget til at stoppe op, og i det mærkede jeg, hvordan følelsen af, at jeg måske skulle til at være en byrde for samfundet, satte sig som et jerngreb om halsen på mig.

– Nu er jeg en af dem, der er til besvær, tænkte jeg. Nu er jeg en af dem, de andre skal betale for.

Skammen udvidede sig som et økonomisk regneark i Emmas hjerne, men samtidig oplevede hun, midt i erkendelsen af egen fejlbarlighed, af sig selv som menneske og krop, hvordan hendes akutte omsorgsbehov uden videre blev mødt af de sygeplejersker, der passede og plejede hende under indlæggelsen.

– Jeg mærkede en fuldstændig overstrømmende taknemmelighed over for de her mennesker, som gjorde mig rask. Deres faglighed og kompetence blæste mig bagover, og så var det, at Mandag Morgen udgav en artikel med overskriften: Kvinder er fortsat en underskudsforretning for samfundet (Artiklens korrekte titel er ”Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen”, red.).

– Det var der, jeg forstod, at vi i vores samfund simpelthen ikke værdisætter omsorg.

Og det er paradoksalt, mener Emma Holten, for det er i virkeligheden underskuddet (læs: herunder særligt kvinder i omsorgssektoren), der skaber overskuddet.

“Devalueringen af omsorg rammer oftest kvinder på pengepungen, anerkendelsen og arbejdsforholdene, men det rammer hele samfundet som en knytnæve i ansigtet”, som hun skriver i bogen.

At omsorg fremstilles som noget værdiløst, som en underskudsforretning, har nemlig betydet, at det i en årrække har været muligt for politikerne at skære ned på den, forklarer Holten: At fjerne tre pædagoger fra daginstitutionen skaber kun positive resultater for den samlede regionale spareplan, hvis man kigger på det fra et økonomisk perspektiv, men konsekvenserne findes i virkeligheden; mistrivslen stiger, stressraten stiger, moderens arbejdsfravær stiger, fordi pædagogens egentlige værdi ikke kan forstås ud fra et regneark.

Og det er det, der gør, at vi i dag har det værre, selv om vi er rigere end nogensinde før, mener Emma Holten, fordi vi ikke har et politisk sprog – eller et økonomisk system – der understøtter eller forstår, hvilken værdi vi skaber for hinanden.

– Spørger man de fleste mennesker, hvad et godt liv er for dem, vil de fleste svare en sund og rask krop, gode venner, en tryg familie, afslapning på sofaen om søndagen, men de ting bliver ikke fundet vægtige nok i det økonomiske system.

Vi kan altså ikke se på bundlinjen, hvordan de betaler sig. For hvordan prissætter man tid til øl med vennerne? Sex med kæresten? Løbeturen gennem tusmørket?

Men hvad gør vi så, er spørgsmålet, man som journalist umiddelbart får trang til at stille. Selv om Holten flere gange i bogen får påpeget, at vi, journalisterne, er med til at forsimple livets mange og svære spørgsmål.

Hvordan måler vi alt det, der ikke kan måles? Opgør værdien af omsorg, venskab, kærlighed?

Ifølge Emma Holten handler det først og fremmest om at forstå. For at forandre samfundet, bliver vi nødt til at forstå, hvordan det hænger sammen, og det er svært, fordi økonomiens sprog har ekskluderet mange af os fra at tale med. Vi er blevet bange for at spørge.

– Men den måde, vi har indrettet os økonomisk på i dag, er blot en af de mange tusind måder, man kan gøre det på, og vi kan finde en masse inspiration i de former for økonomi, der spirer på universiteterne og i aktivismen, siger Holten.

Hun håber derfor, at hun med bogen kan give folk en følelse af, at deres utilpashed er ægte. Det er ikke os, den er gal med, når vi føler, at det hele går hurtigere, at vi bliver vurderet mere og straffet hårdere.

Økonomien er nemlig som en babushka, og den er strømmet ned gennem alle lagene, så vi nu også mærker den på egen krop. Vi værdisætter os selv og vores eget liv på samme måde, som samfundsøkonomien gøres op. Vi udregner, hvordan vi bedst kan selvoptimere, vi konsekvensvurderer og laver risikoanalyser for, om noget kan betale sig.

Vi kan ikke bare være eller forstå, at det også har reel værdi, når nogen tager sig af os, hvis vi for eksempel bliver indlagt på Bispebjerg Hospital, som Emma Holten forklarer det.

Men røde og grønne tal har aldrig været i stand til at beskrive, hvad et godt liv er, eller hvordan et godt samfund ser ud, og det er det, der hele tiden har været økonomiens problem, mener Emma Holten.

Den har foregivet at kunne noget, den ikke kan; at give simple svar på komplekse problemstillinger. Men de svar findes ikke. For verden er rodet, kaotisk, impulsiv og utilregnelig, ligesom vi er det. Ligesom vi også er omsorgsgivende væsener.

– Livskvalitet er ekstremt uegnet til at blive indfanget af pris, fordi det er langsigtet, og derfor kan vi i dag ikke beregne omsorgens værdi. Vil vi det, handler det først og fremmest om at anerkende, at det er en værdi, og dermed et politisk spørgsmål, siger Holten.

Men den bedrift kan synes umulig, når al politik i dag baseres på vækst. Og derfor bør det også være muligt at fravælge eller i det mindste fra politisk side anerkende, at det er sådan, det hænger sammen, mener hun.

Politikerne bør synliggøre, at deres beslutninger beror sig på økonomiske kalkuler, der har væksten for øje, ikke det menneskelige velbefindende.

– Mit store projekt er, at menneskelig velvære bør være det primære politiske projekt. Alt andet er sådan set spild af tid, bortset fra klimaet, selvfølgelig.

Samtidig advokerer Holten for de kollektive løsninger. Det er ikke alle, der har mulighed for at rykke til Ærø eller få en forældrekøbt lejlighed på indre Nørrebro, og derfor bliver vi også nødt til at starte samtalen om en anden værdisætning med udgangspunkt i de mest udsatte.

For hvis vi laver forandringer for dem, der er mest udsatte, laver vi forandringer for alle, som hun siger.

– Det, jeg prøver at vise med den her bog, er, at, ja, vi er fucked, men det kan godt være anderledes. Og jeg tror, det er nemmere at skille verden fra hinanden og bygge den op på ny, hvis vi forstår, hvordan den hænger sammen, slutter hun.