Lægerne troede, hun havde en hjertefejl eller hjerneskade. Så fandt de ud af, hvad det var - og at det kunne ende med at kvæle hende

Min krimielskende tandplejer Pia havde simpelthen forudbestilt Ninni Schulmans nye krimi ”Mens vi legede” for at være sikker på at få den hurtigst muligt.

– Så ligger den og venter foran min dør som en overraskelse, når jeg kommer hjem, sagde hun ned til mig i tandlægestolen. Jeg lovede at hilse Ninni.

Og Ninni Schulman bliver faktisk jublende glad, da jeg fortæller hende om Pia. Det er virkelig klædeligt, at de enkelte læsere stadig betyder noget for hende – efter 11 bøger og næsten to mio. solgte eksemplarer alene i hjemlandet Sverige.

Ninni Schulman udkommer i over 20 lande, men er stadig helt nede på jorden. Muligvis er en del af forklaringen, at hun ikke har haft verdens letteste gang på den.

”Mens vi legede” er den første i en ny serie med Ingrid Wolt som gennemgående person. Ingrid er egentlig politibetjent, men er lige kommet ud af fængslet, fordi hun, efter at have levet i et psykisk voldeligt forhold, endte med at skyde sin psykopatiske mand.

Han overlevede og har nu deres fælles datter – og en enorm hævntørst. Og Ingrid starter forfra under ny identitet i en lille by, hvor hun kæmper for at finde fodfæste og få lov til at se sin datter, men lynhurtigt havner i en sag om en lille forsvundet dreng.

Det nye – og samtidig gamle – er, at bogen foregår i 1980'erne. Dengang folk havde fastnettelefon, skrev breve og læste aviser. Før internet, mobiler og så videre. Det er der en bestemt grund til.

– Der foregår så meget slemt i verden – med krige og med Putin i Rusland. Der er så meget rædselsfuldt. Alene i Sverige med alle de skyderier, der foregår. Jeg bliver så mæt af det, jeg orker ligesom ikke at tage det ind. Da jeg så fandt på, at jeg ville skrive om 1980'erne, var det så befriende. Det blev som en flugt til noget andet.

– Tiden i 1980'erne var også lidt uoverskuelig med Den Kolde Krig, kernevåben og våbenkapløb. Men nu ved vi jo faktisk, at det ikke blev til noget dengang, så kan man som forfatter være tryg på den plads. Så det er virkelig meget på grund af den tid, vi lever i nu, at jeg valgte at bakke baglæns til en anden verden.

Dine krimier handler om det nære. Hvorfor det?

– … For mig handler alt egentlig om det, der er vigtigt i livet: de nære relationer. Og de svære ting i de nære relationer er noget, jeg synes, er interessant at skrive om. Der hvor det ikke er ikke sort/hvidt, men nuanceret.

– I næsten alle mine bøger er morderen ligesom en helt almindelig person, som i en vis situation føler noget virkelig stærkt eller føler sig truet. Jeg tror, vi alle sammen ligesom kan forstå, hvorfor mord sker. Man forstår det. Jeg tror faktisk, at de fleste af os i en særlig situation kan begå virkelig væmmelige ting.

Hvad er et godt mord?

– Hehe, som jeg ser det, skal der være så lidt vold som muligt. Og det, der er, skal gå hurtigt. Når man skriver krimier, må man jo nødvendigvis have et mord med eller noget mishandling, en grad af vold eller folk, der forsvinder. Det er det, der giver en motor til historien, men det er faktisk nok med ganske lidt, så ruller det.

– Så jeg vil hellere have, at nogen bliver skudt hurtigt – så det ikke er sådan, at man … næsten nyder at skrive om vold. Jeg har meget svært ved at skrive udpenslede voldsscener. Nogle forfattere elsker det, men jeg kan ikke lide hverken at læse eller skrive om det.

– Jeg vil hellere have, at man som læser må tænke selv. Og jeg er mere interesseret i relationerne og vejen frem. Hvorfor tingene er, som de er. Ikke det der … væmmelige. Måske er det mærkeligt at være krimiforfatter og ikke bryde sig om mord, men sådan er det faktisk. Det er sådan, jeg gerne vil arbejde – lidt mere lavmælt.

Så griner hun igen. Ninni er lillebitte, i læderleggings, har let til latter.

Hvad var du for et barn?

– Jeg havde en meget speciel start i livet, for da jeg blev født, var der en masse i vejen med mig. De troede først, jeg havde hjertefejl og hjerneskade, det havde jeg ikke, jeg havde skoliose.

Skoliose er en sygdom, hvor rygsøjlen udvikler sig forkert.

– Så de første år af mit liv lå jeg utrolig meget på hospitalet. Alene. Forældre fik ikke lov til at bo der. Sådan var det dengang. Og min ryg voksede ligesom mere og mere forkert, så lægerne sagde, at hvis de ikke gjorde noget, ville jeg ende med at blive kvalt, og formodentlig ville det ske, inden jeg blev syv år.

Kvalt?

– Ja, fordi rygsøjlen ville vokse så forkert, at jeg til sidst ikke ville kunne få luft.

– Da jeg var fire år, kom jeg til Göteborg og blev opereret af en virkelig dygtig professor, så jeg var indlagt, fra jeg var fire et halvt, til jeg var fem et halvt. Der var en masse yderligere operationer og ting og sager.

Indgrebet lykkedes. Og Ninni har levet et liv uden rygsmerter. Hun har også fået to børn ved kejsersnit – med uproblematiske graviditeter.

– Men jeg er meget lavere end andre mennesker, og det, der skete dengang, har sat virkelig mange spor i mig. Selvfølgelig.

Gipskorset

Hun husker ting som at blive stukket. At få taget blodprøver. At skulle sløves af medicin inden en operation. Den mærkelige lugt. Kulde. Fysisk ubehagelige ting som man som lille barn måtte gennemleve uden sin far og mor i nærheden. Alene.

– Mine forældre var meget unge, da de fik mig, min mor var 21, og da jeg lå så længe på hospitalet i Göteborg, var hun 25-26 år. Min far blev hjemme og arbejdede. Han kom jo en gang imellem, men der var langt dertil, så vi sås ikke så tit.

– Min mor boede i et lejet værelse i Göteborg. Hun kom og besøgte mig hver dag, men hun gik også hjem igen hver dag – hun var der nogle timer. Min far lever ikke længere, men min mor husker jo også det her, og at det selvfølgelig var virkelig hårdt.

Meget af det, der skete dengang, kunne Ninni faktisk ikke huske.

– Men så gik jeg som voksen til psykolog efter min skilsmisse.

Mennesker reagerer forskelligt i skilsmisser. Ninni reagerede så voldsomt, at der var mere i reaktionen end sorgen over selve skilsmissen.

– Og der begyndte min psykolog at spørge til det her: ”Hvad var det egentlig, der skete? Hvornår lå du på hospitalet?” Min mor og far havde ikke rigtig vidst, hvad det var, de havde gjort ved mig på hospitalet.

– Så bestilte jeg journalerne. Og der stod … at jeg jo var der alene, og at de skulle rette min ryg ud ved at lægge mig i en gipsform og spænde mig fast – som en skildpadde, der ligger på ryggen.

– Jeg græd utrolig meget, når jeg skulle ligge fastspændt, det var jo utrolig ubehageligt. Og da mine forældre fik mig hjem, havde de fået det gipskorset med hjem og skulle spænde mig fast i det for at stabilisere mig, og det var jeg utrolig ked af. Så de tog tilbage til hospitalet og sagde: ”Vi kan ikke gøre det der ved hende, hun græder så meget”.

– Så spændte personalet mig fast i gipskorsettet og sagde: ”Hun er så intelligent, så hun ved, at hvis hun græder, så får hun opmærksomhed”. Det var teorien! Det var meget sådan noget, der kom frem, da jeg læste om det i min journal!

Det er sådan cirka 50 år siden. Egentlig ikke voldsomt længe, men længe nok til, at indstillingen til børn var helt anderledes:

– Det var, som om man troede, at børn ikke kunne føle noget. Som om, at ”det betyder ikke noget, for de er så små”.

– Min psykolog sagde, at børn, der bliver efterladt alene på sygehuset og bliver undersøgt og behandlet på alle mulige måder, kan få de samme traumer som ved overgreb. For det er jo en slags overgreb. Selv om man ved, at det er nødvendigt, så bliver det jo et overgreb. Det havde jeg jo ikke tænkt over, før hun begyndte at grave i det.

Hun gravede dybt:

– Også i det, at jeg havde utrolig meget separationsangst. Det har jeg stadig. Jeg har det svært med adskillelser og … eksistentiel ensomhed. Jeg tror, det kommer meget derfra.

– Som psykologen sagde: Sådan nogle traumer, som man får, inden man har et sprog, sætter sig tydeligt i kroppen, i cellerne. Når man har et sprog, kan man jo fortælle: ”Jeg var med i det og det, jeg oplevede det og det.” Men jeg kunne jo ikke tale om det, jeg havde ikke noget sprog for det, der skete.

Alene

Da det værste var overstået, husker hun faktisk sig selv som et glad barn.

– Da jeg kom hjem fra sygehuset, begyndte jeg at lege virkelig meget fysisk. Klatre i træer, bygge huler, stå på ski – alt det, jeg ikke kunne gøre inden. Frem til jeg var 12-13 år, havde jeg mange venner og var meget opfindsom og kreativ. Det var mere, da jeg blev teenager, at jeg ikke følte, at jeg passede ind nogen steder.

Og de eventyr, hun havde skrevet som barn, blev afløst af digte og ”dybt svære, tunge ting”.

Der er jo i sig selv en eksistentiel udfordring i at blive teenager?

– Ja!

Og du følte dig tilmed anderledes på grund af skoliosen, hvad så med dig og drengene?

– Jamen det var virkelig meget svært. Dengang tænkte jeg: Jeg kommer til at måtte leve alene resten af mit liv. Jeg så for mig, at jeg skulle bo i en eller anden hytte i skoven med to hunde. Og den følelse var meget svær at være i.

– Jeg var 19-20-21 år og havde følelsen: Jeg får aldrig en familie, jeg kommer til at være alene. Så blev det jo ikke sådan. Jeg har to meget dejlige børn og var gift længe og har haft forhold, så det gik jo godt. Men trods det, sidder det i mig, at jeg egentlig er alene. Inderst inde er jeg alene.

Det påvirkede din separationsangst at blive skilt?

– Ja. Altså jeg ville også skilles, for vi havde det ikke godt i forholdet, men alligevel føltes det … livsfarligt at blive skilt. Det var præcis som om, jeg var alene i hele universet. Som om nogen havde skudt mig ud i intetheden.

– Jeg tror, mange vil genkende det, jeg tror ikke, man behøver at have været igennem så dramatiske ting, som jeg har været igennem for at genkende sig selv i ”hjælp, jeg vil hellere blive her end gå”, fordi det er så skræmmende at være alene. Det tror jeg.

Hvad tænker du så om kærligheden nu?

– Ja … nu er jeg sammen med en virkelig dejlig mand. Men vi bor ikke sammen. Og det, synes jeg, er godt. Det handler jo lidt om, at jeg blev så bange i min skilsmisse. Først brød vi, og så skal man dele ting og flytte, og jeg fik det sådan: Jeg ville have mit eget hjem, som jeg aldrig kan blive smidt ud fra, det her er mit, her er min sofa og mine ting.

– Og så kan man selvfølgelig have relationer, forhold. Men jeg har ligesom en base. For det var det, jeg syntes, var så svært: man skal sælge huset og dele op, og alt forsvinder bare, der er tomt. Jeg har brug for et trygt sted, og det sted er ligesom mit hjem.

Genkendelsen

Ninni har, som hidtil eneste ikke-krimi, skrevet sin personlige historie i ”Flickebarn 291”, der endnu ikke er udkommet på dansk.

– Jeg tror, selve grundlaget i hele mit forfatterskab er, at jeg under min opvækst altid stod sådan lidt ved siden af og så på. Som en betragter.

– Det blik udefra har været meget vigtigt for mit forfatterskab. Det er noget positivt, som jeg har kunnet anvende midt i alt det, der er sket. Men idéen til ”Flickebarn” fik jeg så for ligesom at rense ud i mit eget.

Var det en forløsning?

– Ja, det blev det faktisk. Jeg tænker meget lidt over alt det i dag. Men inden var det lige præcis sådan: Jeg må fortælle om det her, men jeg orker det ikke, men en dag må jeg fortælle om det … Nu har jeg gjort det, nu kan jeg ligesom slippe det. Og det er virkelig skønt.

– Mens jeg skrev den, tænkte jeg, hvem kan dog være interesseret i det her, for det er så privat og specielt. Men jeg fik så meget respons på bogen. Når man læser om noget traumatisk, kommer man måske i tanke om det, man selv har oplevet, da man engang lå på hospitalet, og at det har sat spor.

– Mange kan genkende sig selv i det og i, at det bare ikke er noget man taler om for ja, man var indlagt, det var man tvunget til, ellers var det ikke gået godt, og bagefter var det jo overstået. Men man taler meget sjældent om, hvad det sætter af spor på sigt.

Og det er ikke farligt at tale om de svære ting?

– Nej. Det tror man jo inden. For da jeg skulle skrive den bog, var jeg på vej til at give op flere gange. Jeg tænkte: Nej, jeg orker ikke det her, jeg klarer det ikke, det er enormt hårdt, hvad skal folk mene, hvad skal de tænke …

– Men da det så faktisk var gjort, var det så skønt, for der skete ikke noget farligt, der skete gode ting i stedet. Og det blev rent på en måde. Det må jeg sige. Sådan er det virkelig: det er bedre at tale om tingene end ikke at gøre det.

Succes

Udadvendtheden har tydeligvis været en force. Og den har hun faktisk haft med sig hele vejen. Engang for efterhånden længe siden uddannede hun sig til journalist.

– Jeg begyndte som lokalredaktør, og det var virkelig sjovt at køre rundt i bil og møde en masse mennesker. Men så flyttede min daværende mand og jeg til Stockholm. Jeg arbejdede på Se & Hør i Sverige. Meget kort. Det var ikke så sjovt med sladder …

– Så jeg kom til aftenavisen Expressen i otte år. Det var det sjoveste – at møde mennesker og interviewe dem. Komme hjem til folk og spørge dem om ting. Det kan jeg stadig savne.

For det er indimellem både ensomt og hårdt at være forfatter, siger hun. Til gengæld laver hun det i livet, som hun allerhelst vil. Med succes. Hun har lige afleveret sin 12. bog, anden del af serien om Ingrid Wolt.

– Jeg er altså ikke sådan en mangemillionær, der kan gøre hvad som helst. Jeg har ikke noget sommerhus eller den slags. Men jeg behøver ikke bekymre mig om penge i dagligdagen, og det er virkelig skønt.

Og Ninni har et budskab til alle vi skandinaviske kvinder, som på overfladen er ligestillede, men når det kommer til stykket, nok alligevel ikke helt er det:

– Så jeg har sagt til min datter: ”Du skal altid tjene dine egne penge. Og du skal have din egen bil, så du kan færdes på egen hånd, og når du selv vil. Du skal ikke købe bil med en eller anden fyr, og så skal fyren køre rundt i bilen, mens du sidder dér ved siden af. Skal du have en bil, skal det være din bil”.

– Det er måske lidt overdrevet, men man skal som kvinde tjene sine egne penge. Det er utrolig vigtigt. Det har jeg altid selv gjort. For jeg vil aldrig være økonomisk afhængig af noget andet menneske.

Alt det, du har med dig – hvad har det betydet for det menneske, du er blevet?

– Utrolig meget. Selvfølgelig. Det gør det vel stadig. Alene sådan noget som at finde tøj. Det er svært. På den anden side gør jeg jo alt det, som alle andre gør. Kører bil. Der er ikke noget, jeg gerne vil, men føler, at jeg ikke kan. Bortset fra det med tøj.

– Hvis man har en almindelig størrelse, kan man jo bare gå ud og købe noget. Men hvis jeg skal til en bogmesse, kan det ske, at jeg for sent kommer i tanke om, at jeg gerne vil købe nye bukser, for de skal jo lægges op, og det burde jeg jo have tænkt på inden.

Hvor høj er du?

– Jeg er 144 cm! Og det er virkelig sjovt, for min søn er 192 cm nu, det ser fantastisk ud, når vi følges ad, og vi plejer at lave gas med det. Det er også ham, der løfter ting ned til mig fra de øverste hylder. Det er naturen, der har givet mig kompensation for, at jeg ikke kan nå særlig højt!

Så skraldgriner hun igen.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 19, 2024.