Da han var flyttet ind, og jeg var blevet gravid, fandt jeg ud af, at han løj for mig

Kære Renée

Jeg er en kvinde på 40 år, fraskilt med to delebørn. Jeg har et godt venskab og samarbejde med min eksmand, hvor der er respekt, humor og ærlighed uden problemer. Vi er dér, hvor jeg ligefrem har givet ham råd til at behandle dates ordenligt.

Jeg ønsker ham kun det bedste, og at han bliver glad med en sød kvinde. Jeg er ikke jaloux, og jeg har altid gjort en dyd ud af at behandle ekskæresters eller mandlige venners nye kærester som en veninde og give dem opmærksomhed, så de ikke føler sig udenfor.

Jeg møder så en sød mand, der er ældre end mig. Han fortæller, at han er separeret og bor i kælderen, indtil han kan få en bolig. Vi ender i et forhold, hvor han frier. Han er ekstremt charmerende og lader til at have styr på det hele og orden i tingene.

Vi bliver seriøse, flytter sammen, og jeg bliver gravid. Mine børn elsker ham. Men pludselig kommer det frem, at han ikke sov i kælderen, at han og hans ekskone var i forhold, da vi mødtes, var intime, rejste rundt og fejrede årsdag, blot fire måneder før vi mødtes.

Samtidig havde han været sin kone utro med en kollega, som droppede ham, da hun fandt ud af sandheden. Den var hård at sluge. Men nu stod jeg med fælles bolig, gravid og to børn, der elskede ham.

Han blev ved med at fortælle mig, at jeg overreagerede, for det var fortid, og nu måtte jeg tage mig sammen og se på det, vi havde. Der var ikke empati eller trøst at hente.

Jeg føler mig som en uduelig, fed sæk møg og en skygge af hans ekskone, som han kan tale pænt om, mens jeg bare får skældsord. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Kh en, der snart mister troen

Kære du, der snart mister troen

Når jeg læser dit brev, er min første tanke virkelig ikke, at du skal kigge dig i spejlet og finde ud af, hvad du selv kunne gøre for at ændre dig, så situationen blev noget andet.

Det, jeg tænkte, var, at hun blev godt nok forelsket i en mand, der ikke var den, hun troede, han var. Og lige præcis dét kan ingen gardere sig imod. Det betyder bare, at du løb ind i en mand, der lyver og spiller dobbeltspil. Hans adfærd er slet ikke i orden. Lad os bare slå dét fast!

Jeg kan godt se, at du nåede ret langt med ham, og dét, at I skal have et barn sammen, komplicerer selvfølgelig historien en del, for du kan ikke bare sige, det var en fejl, vi blev kærester og flyttede sammen, den fejl retter jeg op på, og så er han ude af mit liv. At I nu skal have et barn sammen, betyder, I er forbundet som forældre.

Det er heller ikke sikkert, du ønsker at gå fra ham, det læser jeg i grunden ikke. Men jeg læser, at jeres relation ikke er god, og at han får dig til at føle, at du ingenting er værd. Og så er det, jeg tænker, hvorfor mon du går med til det?

Hvad er det for grænser, du ikke kan få sat? Føler du, at du er fanget i den beslutning, du tog om at være en familie med ham? Ønsker du at forblive en familie sammen med ham? Kan du tilgive hans løgne, og kan han ændre adfærd? Hvis du ikke føler, du kan tilgive ham eller få tillid til ham, vil jeres relation altid bære præg af det.

Han løj for dig om sin situation, sådan var det - hvis du skal leve sammen med ham, er du nødt til at slippe vreden og sige, vi går videre herfra, men vi går videre sammen, og vi arbejder i fællesskab på at genskabe tilliden. Til det, synes jeg, at en parterapeut er god.

Du er blevet såret, og han kan ikke bære den sårethed, da han er årsag til den. Han har jo også gjort noget, der er forfærdeligt. Men jeg synes, han har ret i, at du er nødt til at forsøge at forlige dig med det, som er sket.

Hvis du hver dag står op og er forurettet, ked af det, vred over den løgn, vil det give en mærkelig stemning i familien, og det vil kunne forhindre det, som er kærligt i at få den plads i forholdet, det har brug for.

Hans ros af ekskone og kritik af dig skal du ikke finde dig i. Det, der er interessant her, kunne være, hvad det er, han får ud af at rose sin ekskone og kritisere dig? Er det godt for ham, at du får lavt selvværd? Vil det holde dig fast i forholdet, så du ikke går fra ham? Eller handler det om hans eget dårlige selvværd?

Når et menneske nedgør sin partner, tænker jeg, at der er en eller anden gevinst for ham ved det. Jeg tror, det kunne være konstruktivt for jer begge at lede efter den.

En psykolog kunne være en god ide, måske kan du tage det brev, du har skrevet til mig, med derind første gang, måske kan du også vise det til ham - og måske kan I sammen læse mit svar sammen med psykologen - det kunne være åbningen til de samtaler, der synes meget nødvendige i jeres relation.

Jeg ved, der er børn i forholdet, og det har jeg valgt ikke at inddrage i mit svar, fordi jeg ikke synes, at det skal være et hensyn til at blive i et forhold, hvor man er ved at miste sig selv - hvis du mister dig selv, hvor efterlader det så dine børn?

Efter min mening skal man aldrig blive i en relation for børnenes skyld, eller fordi man skammer sig. Man skal derimod styre efter sit eget kompas og passe på sig selv, det er det vigtigste.

Kærlig hilsen

Renée