De har undersøgt, hvordan det føles at miste et kæledyr: "Sådan ville vi aldrig sige til en person, der havde mistet et menneske"

Beskeden fra dyrlægen var klar, og Chalotte Glintborg skulle træffe et hårdt valg.

Hendes godt 12-årige hund Morgan havde i noget tid haltet lidt på forbenet, og selv om den første scanning ikke viste noget galt, og han fik smertestillende medicin, gik det ikke væk.

Nu lå han fuldt bedøvet til røntgen, og Chalotte fik meldingen, at det var knoglekræft. Dyrlægen bad hende overveje, hvad der skulle ske. Med en så alvorlig diagnose var beslutningen ikke svær for Chalotte – i hvert fald ikke på fornuftsplanet.

Hendes alaskan malamute skulle ikke vågne op til fortsatte smerter, men have lov til at dø, mens han stadig var bedøvet.

Følelsesmæssigt var det hjerteskærende for Chalotte. Hun havde to andre hunde derhjemme, men netop Morgan havde hun haft et helt særligt bånd til.

Chalotte var sammen med sin kæreste, men fik også tilkaldt sin eksmand, som hun i sin tid anskaffede Morgan med. De havde taget ham til sig, da han var tre år og havde arbejdet intenst med ham, for han havde nogle adfærdsmæssige problemer.

Nu fik de alle sagt det sidste farvel til deres firbenede ven.

Den sorg, Chalotte oplevede efter sin hunds død, var intens, og hun tøver ikke med at sige, at det var mange af de samme følelser, hun oplevede, som da hun mistede sin mor for 12 år siden, og som hun så hos sin kæreste, der havde mistet sin far nogle måneder forinden.

For jo, oplevelsen af sorgen kan være lige så intens – over dyr eller menneske.

Netop dette er grundessensen i et pilotprojekt fra Center for Human Animal Psychology (CHAP) på Aalborg Universitet, som Chalotte leder sammen med sin kollega Tia Hansen, der også er lektor i psykologi.

– Der kom svar på et spørgeskema fra 366 danskere, hvor 58 procent havde mistet et menneske og 42 procent havde mistet et dyr.

– Studiets to hovedkonklusioner var, at sorgen lå på samme niveau hos dem, der havde mistet dyr, som hos dem, der havde mistet et menneske, og desuden at sorgintensitet følges med graden af tilknytning, man havde til den afdøde, fortæller Chalotte.

Resultatet af pilotprojektet kommer ikke bag på hende selv, men hun fortæller, at det kan være en miskendt sorg at miste et kæledyr.

– Vi har alle hørt disse anekdotiske hverdagsfortællinger, hvor folk, der har mistet for eksempel en hund, får at vide, at ”de da bare kan få sig en ny”.

– Sådan ville vi jo aldrig sige til en person, der havde mistet et menneske, det var tæt på. På den måde bliver det en dobbelt sorg, fordi den ikke er anerkendt, siger Chalotte og uddyber:

– Når vi er i sorg, har vi brug for nogle omkring os, der giver os omsorg, lytter og møder os med forståelse.

– Det, at have andre at være sammen og snakke med, er vigtigt, så når vi bliver mødt på en lidt negligerende måde med ordene om, at ”det jo bare er en hund, og græder du ikke lige lovlig meget over det kæledyr”, så sker der det, at man gemmer sorgen væk, for så føles det ikke helt legitimt at snakke om. Ens følelser bliver tabubelagte.

Venner sendte blomster

Da Chalotte var i sorg over tabet af sin elskede Morgan, blev hun mødt af omsorg og forståelse fra sine omgivelser.

– Jeg har et godt hundenetværk, og mine veninder var søde til at ringe, og nogle sendte sågar blomster, ligesom de havde gjort, da min mor døde, hvilket var en meget rørende gestus, synes jeg.

– De ved godt, hvilken tæt relation jeg får til mine hunde, fortæller Chalotte, der har Morgans urne stående, så han kan følge hende, også hvis hun en dag flytter bolig.

Da Chalotte for nogle måneder siden var i Go’ Morgen Danmark på TV 2 og fortælle om resultaterne fra pilotprojektet, eksploderede TV 2’s Facebook med kommentarer fra over 1.200 personer, der fortalte om den sorg, de havde følt efter tabet af deres familiedyr.

Chalotte fik også flere privatbeskeder fra folk, der kunne nikke genkendende til de voldsomme – og miskendte – følelser.

Af samme grund har psykologer og studerende i CHAP i 2021 stiftet en hotline for sorg over dyr på Aalborg Universitet, der, som navnet fortæller, er en hotline, hvor man kan ringe ind med sin sorg over et familiedyr. Her bliver man mødt med forståelse og anerkendelse.

– Som man også kan læse af kommentarerne på Facebook, er der jo indimellem kommentarer, der lyder, om ”vi nu ikke skal slappe lidt af”, og at ”man ikke kan sammenligne mennesker og dyr”.

– Men når vi hører sådanne kommentarer, så kan vi føle skam over sorgen eller føle os forkerte, hvilket kan gøre det ekstra svært, når man er i sorg.

– Det kan opleves, som om der er den legitime sorg og så den ikke helt legitime, hvor man ”bare skal stoppe”. Men min opfattelse er, at der sker en bevægelse i befolkningen om, at følelserne anerkendes på lige fod, fortæller Chalotte.

Ubetinget kærlighed

En af grundene til, at vi kan blive enormt tæt knyttet til for eksempel vores dyr, er den ubetingede kærlighed, vi modtager fra dem, og at vi ofte kan have mere med dyret at gøre end for eksempel med familiemedlemmer, da dyret er afhængigt af os.

Chalotte Glintborg har været konsulent hos fonden Læsehunde og har desuden også forsket inden for hjerneskade, og hun kan her se, hvad det er, hunde kan, når vi er sårbare og i krise.

– I min forskning har jeg mødt personer, der har sagt, at de ikke vidste, hvordan de skulle have klaret den, hvis ikke de havde haft deres hund. Den kan virke som en social katalysator, som gør det nemmere at komme ud på gåturen, selv om man måske har mere lyst til at isolere sig derhjemme.

– Når man møder andre, der er ude med hunde, er det hundene, der er i fokus: ”Er det en pige eller en dreng? Må de hilse på hinanden? Hvilken race? Hvor gammel er den …? ”.

– Der er ikke fokus på, om man ser anderledes ud eller taler lidt besværet efter en hjerneskade for eksempel, og det kan føles meget befriende.

– Desuden er hunden hverken dømmende eller fordømmende, den sidder troligt ved ens side og møder altid en med en smittende glæde, der på alle måder signalerer: Jeg VIL dig, fortæller Chalotte.

Sorgen er som et pendul

Tidligere har man betragtet sorg som en lineær proces, opdelt i faser, hvor man efter sidste fase gerne skulle være reorienteret. Det gør man ikke længere, fortæller Chalotte Glintborg, der også understreger, at vi alle sørger forskelligt.

– Fra nyere sorgmodeller kan vi se, at man snarere er i en dynamisk vekselvirkning. Måske forekommer sorgen over længere tid, men det opleves mere som et pendul.

– I starten græder man meget, og sorgen kan føles meget voldsom, måske kommer man i tvivl, om man kan komme af sted på arbejde, men man er ikke i sorg hele tiden, forklarer Chalotte.

– Indimellem kan det føles, som om sorgen aldrig går væk, og nogle forstår ikke, hvordan livet overhovedet kan fortsætte, når man er så ked af det. Så sker der noget, hvor man svinger over: ”Hov, det sidste kvarter har jeg faktisk tænkt på noget andet på arbejde…”.

– I forhold til kæledyrssorg kan det være, man kommer hjem, noget ser anderledes ud, og man husker, at det var nu, man plejede at gå tur med Fido.

– Man finder måske noget bidelegetøj et sted, hvor der ikke lige er blevet gjort rent noget tid, og så græder man igen, eller det bliver ferie, og der plejede man måske at tage på vandretur sammen, siger Chalotte, og forklarer, hvad der gerne skulle ske med ens sorg:

– Du kan være i sorgen og i dine følelsers vold, men du kan også komme ud af den igen og tage de her frikvarterer. Pendulet skal svinge mindre og mindre med tiden, så sorgen en dag er erstattet af savn og gode minder.

Selv blev Chalotte ramt af netop savn 8. april, hvor det var Morgans fødselsdag. Billeder på hendes telefon mindede hende om, at de to plejede at gøre noget særligt den dag, og hun erkender, at det var en trist dag.

Desto vigtigere er det for hende, at pilotprojektet skal laves i et større skala-projekt, gerne som et ph.d.-projekt, hvilket der aktuelt søges fondsmidler til i samarbejde med Dyrefondet.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 25, 2024.