Hun kom til Danmark som "hittebarn". Det er i hvert fald det, der står i hendes papirer

Forfalskede papirer med forkerte navne, fødselsdatoer eller helbredsoplysninger. Ombyttede eller falske identiteter og børn, der måske er blevet franarret eller kidnappet fra deres biologiske forældre, fordi et adoptionsbureau havde lovet at levere et barn.

Det er dybt alvorlige sager, der er på dagsordenen for en stor gruppe af adopterede fra Sydkorea i den adoptionsskandale, som i det seneste år er rullet af sted i både Danmark og andre lande.

– Det her er vi simpelthen nødt til at komme til bunds i. Både af personlige grunde for de enkelte, men også for vores fælles retssamfund, konstaterer Anja Kær Kold.

Vi mødes på hendes kontor på anden sal på den travle del af Vesterbrogade lige ved Rådhuspladsen i København.

Her arbejder hun som HR-chef i organisationen Oxfam Danmark, der arbejder for kvinder og børns rettigheder og adgang til uddannelse verden over.

Anja er uddannet jurist og har arbejdet i både Undervisningsministeriet og to ngo’er. Ofte med øje for, at alle mennesker har lige rettigheder.

Det seneste års tid har hun også været frivilligt medlem af styregruppen i organisationen Danish Korean Rights Group (DKRG), der arbejder for koreanske adopteredes ret til at kende deres sande identitet.

Og så er hun selv adopteret fra Sydkorea i 1975.

Selv om hun har haft en tryg og dejlig opvækst og i mange år ikke havde stort behov for at undersøge sin baggrund, har hun nu dedikeret al sin fritid til at hjælpe med at finde sandheden på vegne af de cirka 9.000 adopterede fra Sydkorea, som bor i Danmark, og 200.000 oversøisk adopterede fra Korea verden over.

Når hun kommer hjem fra arbejde, tilbringer hun et par timer med familien, hvorefter hun tænder computeren og går i gang med sit andet ”fuldtidsjob” – det frivillige arbejde i DKRG.

Her har hun i det seneste år gennemgået 1.400 adoptionssager med henblik på at finde ud af, om der er sket fejl og lovovertrædelser.

– Det er virkelig spændende, men jeg har også følelsen af, at jeg er blevet et par år ældre i det her år. Jeg er blevet præsenteret for mange ulykkelige sager, heriblandt kidnapning og dokumentfalsk, og har fået et indblik i en verden, jeg ikke tidligere har beskæftiget mig med. Vi koreanske adopterede er vidt forskellige, men har til fælles, at vi alle sammen har oplevet et svigt tidligt i vores barndom ved at blive givet bort, siger Anja.

En tur til Korea

Anja Kær Kold kom til Danmark, da hun var otte måneder. Inden da var hun som ”hittebarn” blevet afleveret til det store adoptionscenter Holt International Adoptions i Seoul og havde boet hos en plejefamilie, hvorefter hun blev bortadopteret til et kærligt par i Silkeborg.

Eller det er i hvert fald det, der står i hendes papirer. Med årene er Anja ikke længere sikker.

I løbet af sin barndom og ungdom har Anja Kær Kold som de fleste andre adopterede flere gange kigget i sine adoptionspapirer for at søge efter oplysninger om sine biologiske forældre, men uden andet formål end at få stillet en let nysgerrighed. Det blev aldrig til en seriøs søgning efter viden.

– Narrativet har været, at der var nogle fattige forældre, der ikke kunne tage vare på mig. Og så har man i godhed tænkt, at jeg kunne få et bedre liv i Vesten. Det var den fortælling, mine forældre også blev instrueret i at give videre til mig fra adoptionsbureauet, siger Anja.

Omkring konfirmationstiden tilbød hendes forældre, at de sammen kunne rejse til Korea for at opleve landet.

– … men det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Jeg ville hellere til USA. Jeg tænkte, at hvis Korea nu var det her fattige land, som jeg havde fået indtryk af, ville jeg nok heller ikke bryde mig om at se det. På det tidspunkt var jeg meget mere optaget at være dansk.

Da Anja fik sit første barn, en søn i 2003, kom tankerne om Korea alligevel snigende igen. Og de blev forstærkede, da hun fik en datter i 2011.

– Hvad er det egentlig, jeg kommer fra? Hvorfor ser jeg og mine børn sådan ud? Der opstod lidt et savn, som jeg tror, mange adopterede har. Fordi vi jo er blandt – forstå mig ret – hvide mennesker. I Silkeborg, hvor jeg voksede op, var der ikke mange andre adopterede.

I 2015 føltes tiden rigtig, og Anja rejste med sine forældre og sine to børn til Korea på 12 dages ferie. De var i Seoul og skulle selvfølgelig forbi adoptionscentret, hvor Anja blev indleveret i sin tid.

En tilfældig ansat kom ud til dem og tilbød, at Anja kunne komme til at tale med sin sagsbehandler, og hun spurgte til sin journal, som hun vidste blev opbevaret i bygningen. Men på grund af et jubilæum havde de alligevel for travlt til at hjælpe.

– Hvis jeg var mødt op i dag på Holt-kontoret, ville jeg nok have været meget mere insisterende med den viden, jeg har nu. Men på det tidspunkt var jeg lidt overvældet, siger Anja, der tænker tilbage på rejsen som en fantastisk oplevelse, og hvor det ikke på noget tidspunkt var formålet, at hun skulle undersøge sin baggrund.

– Alene det at være i landet, tre generationer sammen. Det gjorde også stort indtryk på mine forældre, som oplevede en form for taknemmelighed og ro. Og der var noget, der rørte mig personligt, for jeg følte, at jeg efterlod noget, da vi rejste hjem.

– Jeg var ikke en del af koreanerne. Og syntes lige pludselig heller ikke længere, at jeg var helt så meget en del af danskerne.

Anja fik at vide af den ansatte foran adoptionsbureauet, at hun bare skulle sende en kopi af sit pas og eventuelle spørgsmål, så kunne hun få fuld adgang til sin journal.

Dagligdagen indhentede hende, og der gik tre år, før hun fik det gjort. Hvorefter hun fik tilsendt stort set de samme dokumenter, som hun allerede havde haft fra starten.

Adoptionskontoret svarede ikke på, hvem der indleverede hende, eller om hendes navn eller fødselsdato er korrekt.

Ifølge Anja Kær Kold skal der i Korea foreligge en politirapport, hvis et barn forsvinder, eller et samtykke fra forældrene ved bortadoption. Intet af det har hun set noget til i sit eget tilfælde.

– I dag er jeg slet ikke sikker på, at jeg har været nogen af de steder, der er nævnt. Og det er jo dybt forvirrende. Man kommer med sin lille journal og de sparsomme oplysninger, som man tror på eller hægter sin tillid op på. Og lige pludselig finder man ud af, at det kan være orkestreret til lejligheden. Det er formentlig falsk.

Arbejdet i døgndrift

Anja hørte sidste forår om organisationen Danish Korean Rights Organisation (DKRG), der ville indbringe deres mistanke om et stort antal ulovlige adoptioner for den koreanske sandhedskommission, der blev nedsat i 2022. Som jurist kunne hun hurtigt fornemme, at hun kunne bidrage med noget.

– Jeg var samtidig begyndt at blive meget mistænksom, i forhold til hvad der egentlig er foregået både i min egen og andres sager. Nogle havde skrevet på Facebook om oplysninger, der var tilbageholdt … og mange af os er jo nået til et tidspunkt i vores liv, hvor vi synes, vi er nødt til at finde sandheden.

Anja har kunnet bruge sin faglige viden og erfaring med blandt andet aktindsigter til det frivillige arbejde med adoptionssagerne.

Hun har blandt andet gennemgået de mange hundreder danske sager, hvoraf 332 er blevet indsendt til Sandhedskommissionen i Sydkorea.

Og efter at have arbejdet i noget nær døgndrift var Anja og DKRG i foråret klar til at indlevere et såkaldt kommissorium til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Folketingets Socialudvalg med forslag til en uvildig juridisk undersøgelse, hvilket er organisationens ultimative mål.

– Vi arbejder på at sikre alle de adopteredes dokumenter, så vi har adgang til vores sande identitet. Vi ved, at der ligger et skyggearkiv i Korea, som vi ikke må få adgang til. Vi ved også, at mange dokumenter er forfalskede – i hvert fald i de hundredvis af sager, vi har gennemgået. Der er ikke én eneste sag efter bogen, fastslår Anja.

Selv om Anja også har et håb om at møde sin egen biologiske familie, er det ikke første prioritet for hende lige nu.

– Selvfølgelig synes jeg også, at det kunne være interessant at møde biologisk familie, og måske allermest søskende, der kan være alderssvarende. Men hvis vi får nogle brugbare afgørelser i den store sag, vil det åbne dørene for rigtig mange.

– Og det er faktisk vigtigere end min egen sag lige nu, for der er så mange, som ikke selv har kræfterne til at kæmpe, siger Anja.

På et tidspunkt fik Anja mulighed for at stå frem i det koreanske medie Pressian for at efterlyse sine biologiske forældre. Her fortalte hun blandt andet om, at hun ville tilgive dem uanset årsagen til bortadoption.

I det danske medie ”Frihedsbrevet” har Anja også tidligere fortalt om en næsten usynlig prik, hun har i panden, og som hun altid har undret sig over.

Prikken kan vise sig at blive et vigtigt skridt på vejen mod at finde biologiske forældre, da DKRG tilfældigt blev opmærksom på nogle adopterede i USA, som havde fået genoptegnet nogle tatoveringer og herefter blev genforenet med deres biologiske familier.

Det viser sig nemlig, at det har været normal procedure i Sydkorea, at børn er blevet ”mærket”.

– Jeg fik undersøgt prikken hos min egen læge og to tatovører, som alle mener, at det er en tatovering. Teorien om prikkerne er, at det er forældrene, der har lavet tatoveringerne for at kunne kende deres børn igen … Der var faktisk rigtig mange børn, der forsvandt tilbage i slut-60’erne og 70’erne. Og nogle forældre kan måske derfor have tænkt, at man skal passe godt på sine børn.

Ifølge Anja er der i øjeblikket fem andre eksempler på lignende mærkninger blandt koreanske adopterede i Danmark – alle sagerne er sendt til Sandhedskommissionen i Korea.

Skyldfølelse

Løbende har Anja brugt tid på at informere adopterede om situationen og sagernes gang i Korea, ligesom hendes egne forældre har lagt hus til et møde for adoptanter.

De par, der har adopteret børn fra Korea de seneste 40 år, er forståeligt nok lige så chokerede som deres børn over de oplysninger, der er kommet frem det seneste års tid.

– Vi har jo stolet på myndighederne og adoptionsbureauerne. Vi har troet, at tingene var i orden. Og adoptanter har også sagt til mig, at de valgte Korea i sin tid, fordi de tænkte, at der var orden i tingene.

Nogle af adoptivforældrene har skyldfølelse, fortæller Anja.

– Det har været meget vigtigt at slå fast, at det skal de absolut ikke have. For de er blevet ført bag lyset lige som os andre. Mine egne forældre gør alt, hvad de, kan for at bakke op, for adoptanterne er en utrolig vigtig stemme i det her – det er jo ikke kun os som adopterede, der er ramt; det er også forældre, vennekredse og familier, som har været med på sidelinjen i alle årene.

Anja er taknemmelig for, at hun kan dele det svære med sine forældre.

– Selv om jeg aldrig havde forestillet mig, at vi skulle have den her oplevelse sammen, er jeg enormt glad for, at de kan opleve det sammen med mig, og at vi kan snakke om det. For det fylder enormt meget, også hos dem.

Det kan være tabubelagt at kritisere adoptionsbranchen, der i de fleste tilfælde er funderet på kristne og humanitære værdier.

– Man har jo ikke lyst til at kritisere næstekærlighed eller medmenneskelighed. Derudover kan adoption også være af rent egoistiske grunde. Uanset intentionen kan det være menneskeligt og reelt nok, men når det bliver til et økonomisk udnyttelsessystem med meget store pengestrømme involveret, er formålet tabt, siger hun og nævner også ordet menneskehandel, da der gennem tiden har været store pengestrømme forbundet med adoptioner.

Anja har tænkt sig at blive ved med at arbejde frivilligt, indtil sandheden om adoptionerne er kommet frem

– Jeg kan godt komme hjem fra arbejde og være træt, men fortsætter med DKRG-arbejde. Og så finder jeg noget energi og opbakning fra de andre i styregruppen og min familie.

– Jeg vil gerne vise mine børn, at det nytter at kæmpe og stå på sine rettigheder. Det er alle menneskers retssikkerhed, det gælder. Vi var også børn dengang, men blev svigtet af myndighederne.

Artiklen blev udgivet i Søndag 29/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.