Jeg vil ikke være "hende den fattige" i venindegruppen. Hvordan siger jeg fra?

Hej Anna

Når jeg læser din brevkasse, og det gør jeg hver uge, tænker jeg nogle gange på dig som en moderne udgave af Emma Gad udi god opførsel, og det er absolut positivt ment. Jeg har selv gået og grundet over noget i nogen tid, og nu spørger jeg altså om din mening.

I min kreds af veninder er det blevet almindeligt at gå ud og spise sammen. Engang kunne vi sagtens mødes hos hinanden på skift over en gryde spaghetti-bolognese, men det sker aldrig mere. ”Vi har for travlt”, siger de andre.

Nu skal jeg så med min ret beskedne økonomi med jævne mellemrum have råd til cafe- eller restaurantbesøg. Og når vi skal bestille, er der altid en, der tager teten og rykker menuen op i et højere prisleje, end jeg bryder mig om.

Men jeg siger ikke fra, for jeg vil ikke altid sidde som ”hende den fattige”, og så galt står det dog heller ikke til med min økonomi. Jeg synes bare, der er andre og bedre måder at bruge så mange penge på.

Men hvordan får jeg det sagt, uden det virker småligt og ødelægger noget imellem os?

Kærlig hilsen en brevkassefan

Kære brevkassefan

Tak for de søde ord, og fordi du tager et dilemma op, jeg tror, mange bøvler med.

En af mine veninder mødes af og til med fem gamle bekendte. Første gang de mødtes i byen, bestilte hun selv en øl til maden og lod resten af selskabet drikke de tre flasker årgangschampagne, de havde bestilt.

Men da regningen kom, blev den lynhurtigt delt i seks lige store ”solidariske” dele – uanset hvem der havde bestilt hvad. Derefter varede det noget, inden hun turde tage med dem ud igen …

Jeg kan ikke andet end at være enig i dit lille ”hik” her. For hvorfor skal man i gruppepressets navn tvinges til noget, man ikke har lyst til? Så skrælles det hyggelige da hurtigt af samværet.

Jeg tror, du bliver nødt til at bide hovedet af al skam og fortælle dine veninder, at du savner at være sammen med dem, uden det koster en uges madbudget.

Lige så småligt det kan virke at sidde med lommeregneren fremme og pege på, hvilken kop kaffe, øl eller omelet hver især har fortæret, lige så ubetænksomt er det at forvente, at alle bare vender vrangen ud af pungen for at være en del af fællesskabet.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.