Hver gang hun sætter sig ned foran en journalist, tænker hun: "Hvornår kommer det? Hvornår kommer spørgsmålet?"

Mange danskere husker vist stadig den popsang, Maria Montell fik et hit med, et verdenshit endda, tilbage i 1997. Den dér med det trallende omkvæd ”Di, da, di – di, da, di …”

Der er nok færre, der husker teksten, hun skrev til sin sang. En tekst om en ung landsbypige, der tog til storbyen for at blive til noget – imens hun ubekymret sang ”Di, da, di” – og som år senere vendte hjem igen, klogere på, at det vigtige i livet ikke handler om at blive til noget, men at være noget.

Vi sidder i et stykke total landlig idyl, ved et havebord på en terrasse, hvorfra der er udsigt til marker og skov og et par æsler i en indhegning.

Hun, Maria Montell, studser lige et sekund over spørgsmålet: Om hun nærmest profetisk skrev om det, der senere blev en del af hendes egen historie, dengang hun skrev teksten til ”Di, da, di”-sangen? Om sangen i virkeligheden endte med også at kunne handle om hende selv?

Så ler hun på sådan en måde, der smitter, fordi den virker så ukuelig, og retter sit blå blik helt intenst imod én og siger:

– Ja, det er jo min historie. Det er blevet en del af min egen historie. Men det vidste jeg jo bare ikke dengang, jeg skrev sangen. Jeg har været ude at smage på den store verden, kan man sige, og er siden flyttet tilbage til mine rødder, tæt på hvor jeg selv har haft en god barndom, og har kunnet give mine egne børn en god opvækst her. Og det passer mig rigtigt, rigtigt godt, det liv.

Montell-hit på brasiliansk

I år er det 30 år siden, Maria Montell udgav sit første soloalbum, og tre år efter fik hun verdenshittet med ”Di, da, di”. Egentlig hedder sangen ”Imens hun sang”, på engelsk ”And So The Story Goes”, og den spilles skam stadig derude i verden.

Så sent som forleden faldt hun selv over et liveklip på TikTok, hvor der stod et brasiliansk band på en festival a la Roskilde Festival et sted i Brasilien og sendte lyden af ”Di, da, di” ud over publikum.

Der er også stadig mange musikere, især i Asien, der laver genindspilninger af hendes sang, ved hun, og i Taiwan har sangerinden Cocolee solgt 2,3 millioner eksemplarer af et album, hvor Marias ”Di, da, di” er med på.

Hvis nogle skulle få den tanke, at hun er blevet millionær og måske ligefrem kan leve af de rettighedspenge, der triller ind, så afliver hun den straks med en affærdigende håndbevægelse og siger:

– Nej, desværre nej, jeg kan ikke bare læne mig tilbage i lænestolen. Ikke med sådan et arrangement som det, jeg har gang i her med tre børn og en mand, der er i en branche, hvor det også går op og ned.

I dag bor hun på et lille landsted lidt uden for Humlebæk og ikke så langt fra barndommens Espergærde, hvor hun voksede op og begyndte at synge allerede som otteårig i 2. klasse. Hun og hendes mand, filminstruktør og skuespiller Tomas Villum Jensen, flyttede hertil for 12 år siden med børnene, Villum, Smilla og Lilly.

Inden da havde de kigget hinanden i øjnene og spurgt: ”Løber vi ikke lige lovligt stærkt for at få det hele til at hænge sammen?”. Og som hun forklarede dengang, så lå beslutningen lige for: ”Alt er sat til salg. Huset. Sommerhuset. Alt. Lige på nær bilen. Den må vi hellere beholde, hvis vi nu skal flytte på landet!”

Og som hun også sagde dengang: ”Når man opdager, at livet pludselig handler mest om at løbe stærkt, så er det bare ikke sjovt længere. Man får jo ikke børn for at have for travlt til at være noget for dem, vel? Så hellere less, eje lidt mindre, have det godt og ikke halse af sted. Det er øvelsen lige nu!”

Midt i livet

I dag er øvelsen en lidt anden. Hun er 55 år, børnene er blevet store, den yngste er 14, den mellemste 18, og den ældste fylder snart 20. Og Maria Montell har taget ja-hatten på.

– Da det gik op for mig, at gud, ja, det er faktisk 30 år siden, jeg debuterede med mit første soloalbum, og ja, jeg har jo faktisk klaret det i alle de år, så tænkte jeg, at det vil jeg fejre. Der er jo ingen, der er kommet og har sagt: ”Tillykke med 30 år i musikken”. Det er ligesom op til mig selv.

– Jeg ved da også godt, at folk ikke ligger i kø nede foran Fona for at få fat i min nye plade, når den udkommer senere på året. Men det gør heller ikke noget. Jeg synes pludselig, jeg har travlt. Jeg tænkte på, at jeg er 55 … Så er jeg jo ikke længere midt i livet. Jeg er over midten. Jeg bliver nok ikke 100, vel?

– Jeg tænkte på det, som er sket i livet, og det, der sker omkring én. Folk, også på min egen alder, der bliver syge og dør. Jeg føler bare, at nu har jeg travlt med at give den gas, så længe jeg kan.

Allerede i foråret udsendte hun singlen ”M. A. G. I. C”, som hun har indspillet sammen med duoen Laid Back.

– De er jo også oppe i alderen. Men når man kommer i studiet med dem, så blæser de derudad og er helt vildt kreative. At se sådan to mænd, der er ældre end mig, være så fulde af energi og lyst til, at vi skal nå noget, inden vi stiller træskoene, det er fuldstændig fantastisk. Hvis man har noget passion, skal man da bare trykke på knappen og køre løs.

– Samtidig er jeg også fornuftig nok på den måde, at lige nu har jeg ikke et pladeselskab i ryggen, men jeg har sørget for, at jeg kan udgive min egen musik, jeg har mit eget label, jeg står selv for booking, og igennem årene har jeg fået skabt min egen biks.

– Og her er der ingen, der skal fyre mig. Der er ingen, der skal sige til mig: ”Det kan du ikke". For det tror jeg egentlig var motivationen helt fra begyndelsen, da min far sagde: ”Det dér kan du ikke. Du kan ikke leve af musikken”. Og hvad gjorde jeg? Jeg beviste det modsatte. Og på samme måde nu: Der er heller ingen, der skal sige: ”Du er for gammel til at stå dér på scenen”!

Netop som hun havde sagt til sig selv, at nu greb hun ja-hatten, blev hun ringet op og spurgt, om hun ville være del af en ny gruppe, der skal optræde ved sommerens Vi-elsker-90’erne-koncerter rundt om i landet.

En gruppe, dannet til lejligheden af fire sangerinder, der alle har haft hits i 90’erne, en slags Spice Girls-gruppe, om man vil, under navnet Way Back When.

– Jeg havde jo lovet mig selv at sige ja, så de fik et ja fra mig, og da jeg først havde sagt det, tænkte jeg også: ”Det er da for fedt. Nu skal jeg op på en stor festivalscene og danse og trykke den af og være sammen med tre andre sangerinder, som alle er 10-12 år yngre mig, men alligevel må de have tænkt, at ”hende dér Old Spice, hende vil vi gerne have med!”

– Det går min august med. Og så har jeg sagt til min familie, at i september tager jeg væk og skriver musik til det album, jeg har sat mig for, skal udkomme i slutningen af året som en slags jubilæumsplade med nye fortolkninger af mine gamle sange plus nogle helt nye. Det glæder jeg mig også til. Jeg glæder mig til det hele.

Allerførst mor

Men hvorfor var det egentlig, at hun aldrig rigtigt ”blev til noget” internationalt set? Hvordan ser hun tilbage på det i dag?

– Det handler lige netop om dét med at være noget. Ikke bare blive til noget. Men at være noget. Og også at være noget for nogen.

– Jeg var 34, da jeg ventede mit første barn. Men det var også lige de år, hvor man, hvis man er i popmusik, som jeg var, skal smede, mens jernet er varmt. Og hvis jeg skulle det, så skulle jeg have givet afkald på noget. Og det var lige præcis det, jeg ikke ville, nu, hvor jeg endelig, og ret sent i virkeligheden, var ved at få den familie, jeg altid havde drømt om. Jeg har altid sagt, og det holder jeg stadig fast i: Først er jeg menneske, så er jeg mor, og dernæst er jeg musiker.

– Da jeg fødte Villum, vidste jeg med det samme, at det slet ikke var sidste gang, jeg var blevet mor. På selve fødegangen, da jeg lige havde født, sagde jeg til Tomas: ”Jeg skal i hvert fald have én mere”. Egentlig ret vildt, når man tænker på, hvad man lige havde været igennem. Men det ville jeg bare. Og så skete det helt naturligt, at det blev børnene, der kom i første række, og musikken og ens passion og én selv kom i anden række.

– Jeg har som sagt lavet musik igennem alle årene. Men i en årrække skruede jeg ned for blusset og begyndte så at spille mere i den jazzede afdeling og har f.eks. været med i Benjamin Koppels Jazzgalla igennem 10 år, hvilket jeg har været meget glad for.

– Men nu, hvor børnene er blevet store, er der blevet mere tid til mig. Og de ved også godt, at jeg er musikken. Jeg holder så meget af at lave musik, det gør mig lykkelig, og når jeg ikke har været i gang med at lave musik i noget tid, så kan jeg selv mærke det, og alle omkring mig kan mærke det: Mor har ikke været kreativ, mor har ikke siddet inde i sin skrivehytte og skrevet sange.

– Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg faktisk også, at jeg er rimelig meget fremme på beatet. Jeg er ikke typen, der går i stå. Måske ligner jeg min far dér. Han fylder 84 og er på TikTok og alt muligt og er i det hele taget med på det sidste nye. Det giver mig bare endnu mere gåpåmod, livslyst og musiklyst, når jeg ser på ham.

Sandwichgenerationen

Her trækker hun lige vejret dybt ind. For her er vi inde på at være en del af den såkaldte ”sandwichgeneration”, som står lidt i klemme imellem børn, der stadig bor hjemme, og som de skal være der for, og de aldrende forældre, som også har brug for dem.

– Jeg føler det som et kæmpe ansvar, og jeg har tænkt meget over de senere år, hvordan jeg skal tage mig af mine forældre. For det vil jeg gerne. De har gjort meget godt for mig og givet mig alt, simpelthen, givet mig en grundkærlighed, som er så vigtig at gå ud i livet med.

– Jeg har lovet dem, at jeg nok skal passe på dem. Aftalen er, at når den ene af dem falder fra engang, så flytter den, der bliver tilbage, ind og bor hos os. Min far kan ikke leve uden min mor. Min mor kan ikke leve uden min far. De har kendt hinanden siden, de var 11 år. Det er helt crazy. De er som ét kød. Så selvfølgelig skal jeg være der for dem. Jeg har planlagt det hele. Og resten af familien bakker op.

– Tomas er også et kæmpe familiemenneske, ligesom jeg selv. Jeg har to svigermødre og to svigerfædre, og vi ser alle sammen hinanden og kan lide hinanden og har det sjovt sammen. Vi er en meget sammentømret familie. Jeg stoler så meget på, at det er det rigtige at gøre.

Når hun ser tilbage på sine indtil videre mange år i musikken, fortryder hun på ingen måde dét, at hun valgte familien, da der skulle smedes, mens jernet var varmt i popmusikken, siger hun.

– Det eneste, jeg måske kan fortryde, er, hvis jeg har stolet for meget på nogen. Jeg har i visse tilfælde naivt troet på, at ting, der blev gjort, blev gjort for min skyld, men hvor det viste sig at være andre, der drog fordel af det. Det gælder også som offentlig person.

– Jeg er grundlæggende en person, der viser tillid til andre mennesker, og når jeg bliver spurgt, svarer jeg. I menneskelige relationer må du give noget af dig selv. Hvis du hele tiden holder på dig selv, får du ikke så meget tilbage. Men da har jeg nogle gange tænkt bagefter: Hold da op, det var jo ikke lige sådan, det skulle udlægges. På den front er jeg blevet klogere på mennesker.

Det er heller ikke hende selv, der kommer ind på den periode, da hun var kæreste med den daværende kronprins Frederik. Men det er en periode, hun altid kædes sammen med, og som dukker op som noget af det første, hvis man googler hendes navn.

Og nu sidder hun altså her i sin have og bliver konfronteret med det igen. Hun sukker. Hørligt. Men svarer dog. Måske netop fordi hun er – ja, et høfligt menneske.

– Jeg har det sådan, at nærmest hver gang jeg sætter mig ned foran en journalist, tænker jeg: Hvornår kommer det? Hvornår kommer spørgsmålet?

– Jeg vil helst heller ikke virke, som om jeg tror, jeg er noget særligt. Og hvis jeg så kommer til at træde lidt ved siden af ved at sige bare et par enkelte ting, som er ret uskyldige, bliver det som regel blæst op til noget stort. Og det bryder jeg mig ikke om. Hverken i forhold til min egen familie, mine egne børn, eller i forhold til kongehuset og kong Frederik, som jeg har den dybeste respekt for. Så hvad stiller jeg egentlig op?

– Hvis jeg ikke siger noget, tolkes det på én måde. Hvis jeg siger noget, tolkes det på en anden. Jeg står bare her og vil virkelig ikke træde nogen over tæerne eller være én, der prøver at score billige point på noget. Men lad mig sige det sådan: Jeg kommer ikke til at skrive en bog om min tid på Amalienborg!

Maria Montell har et lyst sind, et sind, hun har efter sin mor, siger hun, men der er også søvnløse nætter og morgener i hendes liv.

– Selvfølgelig er der det. Livet er magisk. Det mener jeg virkelig. Men livet er også én lang forhindringsbane, ikke? Jeg kan ligge mange nætter og vende og dreje ting oppe i mit hoved, som jeg ikke lige ved, hvordan jeg skal få til at lykkes. Eller måske ligger jeg og vender og drejer mig, fordi jeg har hedeture. For dér er jeg også. (Ha, ha)

– Men hvis det var de sidste ord, jeg skulle skrive … altså de allersidste ord, så ville det være: What a magical life! Se solen, der skinner i dag. Vinden, der blæser i håret. Om lidt går jeg mig en tur med mine hunde. Og himlen er blå. Alle de ting, det er NU. Og det er nu, jeg tænker på dem og sætter pris på dem.

Findes lykken så alligevel i ekkoet af et verdenshit? Ja, for Maria Montell gør det vist. Når hun står tidligt op om morgenen, før resten af familien, og laver en kop kaffe og lige så stille står dér og kigger ud over haven og markerne og alt det, hun har og holder af og også indimellem må kæmpe lidt for at beholde, så føler hun sig lykkelig. Lykkelig helt ind i knoglerne, siger hun:

– Jeg tror simpelthen, at det er grundlykkelig, jeg er!

Artiklen blev udgivet i Søndag uge 32/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.