Jeg har set det mest upassende reality-program nogensinde - og det er komplet umuligt at løsrive sig fra
Foto: Discovery+
I første sæson af ’MILF Manor’ sendte den 51-årige mor SoYoung (og det hedder hun vitterligt) sin søn direkte ud i en eksistentiel krise. Hun afslørede nemlig, at hun forud for programmet havde haft sex med sønnens bedste ven.
Her burde man nok have fundet et mindre grotesk realityprogram at give sig i kast med, men ‘MILF Manor’ viste sig at være komplet umulig at løsrive sig fra. Mine venner og jeg så alle ni afsnit i første sæson i træk sidste år.
Otte singlekvinder, der tjekker ind i en mexicansk villa i jagten på den eneste ene, lyder ellers umiddelbart ikke som et program udover det sædvanlige. Men da det viser sig, at kvindernes virile singlesønner også tjekker ind, begynder det at blive lidt ubehageligt.
Det tager underligt nok ikke gåpåmodet fra de kærlighedsøgende singler, som fortsætter ufortrødent ud i en række konkurrencer designet til at knytte de potentielle matches tættere sammen. De forskellige mor/søn-kombinationer kommer dog også en anelse for tæt på hinanden – i hvert fald efter vores mening. Allerede i første afsnit skal mødrene nemlig med bind for øjnene føle sig frem til hvilket vaskebræt, der tilhører deres egen søn. Og det er de lidt for gode til.
Man behøver altså ikke være særligt velbevandret i oldtidskundskabens discipliner for at forstå det moderne Ødipuskompleks, som udspiller sig i første sæson af ‘MILF Manor’.
For programmet er virkelig absurd. Det viser sig nemlig, at føromtalte SoYoungs søn Jimmi hurtigt kommer over sin mors seksuelle hemmelighed. Han elsker selv ældre, dominerende kvinder og tager derfor på paddleboard date med den 41-årige enke Pola. Hun plejede at gøre det samme med sin egen søn, hvilket hun vælger at fremhæve som positivt. Man bliver i tvivl om disse mennesker findes i virkeligheden.
Det kom derfor som en stor overraskelse, da sæson 2 blev annonceret. Lige så overraskede var vi over at opdage, at vi endnu en gang var klar til udsætte os selv for den helt særlige form for selvpineri, det er at se ’MILF Manor’.
Men vi gør det alligevel glædeligt. Det er åbenbart umiskendeligt underholdende at opleve yngre mænd give ældre kvinder såkaldte ”coochie tingles” på TV (altså…kriller i tissekonen). Og selvom hele programet er ekstremt tåkrummende, har vi sjældent har grint har så meget. Det nemlig svært ikke at blive totalt opslugt i mødrenes opstrammede botox-univers. Efter Viaplays lunkne succes med ‘Paradise’, er det næsten befriende med kontroversielt fjernsyn. Særligt når man kan dele det med sine veninder.
Og så ligner det endda, at de i år har øget budgettet i ‘MILF Manor’.
I år sad vi dog længe og var en smule uforløste. Det viste sig nemlig, at ingen af deltagerne i denne sæson var relaterede. Selvom det lyder bizart, tilføjer det et ekstra lag af ukomfortable incestuøse undertoner, som man åbenbart kan længtes efter. De skaber nemlig en hel unik form for spændning.
21-årige Joey gør ellers et ihærdigt forsøg på at skabe en ubekvem seeroplevelse. Det gør han blandt andet ved at fortælle den 46-årige Christina, at ”bide i bagdele er mit kærlighedssprog”. Hun tager dog overraskende godt imod det, og de begynder at snave i en jacuzzi. Og så han sætter tænderne i hende.
Det kan være virkelig svært at se, hvad man helt præcist kan få ud af se ‘MILF Manor’. I USA bliver programmet ellers sendt på TLC, hvilket står for The Learning Channel. Vi bliver faktisk også præsenteret for et ukendt akronym. RILFI-rummet. Det viser sig at betyde ”Room I’d Like to Fuck In”, men om det bliver brugt må tiden vise.
Der findes åbenbart også noget, som hedder ‘MILF Maple Sirup’, hvilket dette års deltagere begynder at hælde udover hinandens kroppe. Der er en virkelig liderlig stemning, og den øges kun, da denne sæsons twist bliver afsløret. Det er chokerende godt fjernsyn.
Pludselig kommer de unge mænds fædre nemlig gående ind. Eller en af dem humper faktisk ind på krykker, for han har vist nok brækket lårbensknoglen. Det gør ham nu ikke mindre frisk og frejdig.
Kvinderne, der har geniale navne som for eksempel Barby, Kelly Mac og Chrystal, bliver også ellevilde i varmen for at se de såkaldte DILFs. Ifølge dem er de nemlig endnu flottere end deres sønner. Og det skaber en lidt anspændt konkurencestemning.
På et tidspunkt tager en far/søn-duo sammen tager på sexyoga-date med den samme 53-årige kvinde. Og her overgår denne sæson faktisk den første både i forhold til underholdning. Og forhold til ubehag.
Livslysten forsvinder dog langsomt ud af øjenene på den stakkels unge søn Joey, som er tvunget til at deltage i en form for tantrisk-twister med sin meget flirtende far. Joey kalder selv daten for “mentalt udfordrende” og opgiver til sidst ved at gå i child’s pose – den yogapositur, hvor man ligger helt sammenkrøllet med panden hvilende mod gulvet og armen strakt ud foran sig.
Og sådan har vi i virkeligheden også lyst til at ligge. Alligevel ser vi videre, for i næste afsnit skal beskidte hemmeligheder afsløres efter omgang beskidt wrestling i mudder.
Hvem har lyst til at gå glip af det?