Hun har forsvaret Mias morder: "Folk skriver, at jeg skal skamme mig"

Ligegyldigt hvem forsvarsadvokat Mette Grith Stage skal ind i retten og forsvare, om det er en morder, en tyv, en voldtægtsmand eller en svindler, gør hun sig altid kampklar.

– Jeg forbereder mig på at spille spillet og skærpe mine argumenter. For jeg ved, at min opgave er at styre og præge det, der skal ske, og at det kan få afgørende betydning for den anklagede, om jeg præsterer godt nok.

Hun kan godt lide udfordringen i, at hun aldrig helt ved, hvad der venter.

– Det passer godt til mit temperament, at jeg skal være beredt på lidt af hvert. Selv efter at have været forsvarer i så mange sager, er det i retten, jeg er allermest tændt.

Mette Grith Stage betragtes som en af de mest fremtrædende forsvarsadvokater herhjemme. Seneste har hun bl.a. været forsvarer i sagen, hvor elektrikeren Thomas Thomsen i Landsretten blev kendt skyldig i drabet på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, der forsvandt efter en bytur i februar 2022. Tidligt om morgenen satte Mia sig ind i en mørk bil på Vesterbro midt i Aalborg, og det blev hendes skæbne. Foruden drab blev elektrikeren også kendt skyldig i voldtægtsforsøg og usømmelig omgang med lig.

Mange har spurgt Mette, hvordan hun dog kan forsvare et menneske, der har gjort så frygtelige ting. Til det svarer hun altid, at det kan hun, fordi hun er professionel og mener, at alle har ret til et forsvar.

– Sådan er vores retssamfund indrettet, og det er vi med rette stolte af. Når en person blive anklaget for en forbrydelse, kunne det jo være, at vedkommende var uskyldig. Min opgave er at sørge for, at mine klienter får en retfærdig behandling og ikke bliver dømt for noget, de ikke har gjort.

Mia-sagen er langtfra hendes første mordsag. Personligt har hun ingen grænser for, hvem hun tager som klient. Hun står ikke og vurderer, hvad hun synes om en sigtet, og om hun bryder sig om det, vedkommende måske har gjort. Som udgangspunkt tager hun alle de sager, hun har tid og kompetencer til.

– Jeg er ikke god til tal, så sager, der involverer økonomisk kriminalitet, anbefaler jeg bliver givet til de advokater i mit firma, der er gode til det. Men ellers er der ikke nogen type kriminalitet, jeg viger tilbage fra. Jeg vil ikke på forhånd tage stilling til, om jeg foretrækker at forsvare en, der har skudt to i en bandekrig, frem for en der har voldtaget en gammel dame.

Betyder det slet ikke noget, om du kan lide din klient?

– Nej, heller ikke det. Jeg har da oplevet mange klienter, som jeg ikke har brudt mig specielt meget om. Men det kan jeg abstrahere fra. Og det mener jeg også, jeg er nødt til at kunne. Ellers ville jeg jo gå ned på de mest forfærdelige af mine sager. For mig er det vigtigt at være så hårdfør, at jeg ikke bliver for påvirket af alt det frygtelige, jeg ser og hører.

I princippet går hun altid efter at få sine klienter frifundet, siger hun.

– Hvis nu en drabsmand som Peter Madsen (fra ubådssagen, red.) bliver kørt fra fængslet og ind på Rigshospitalet for at få et nyt hjerte, kan hjertelægen jo heller ikke sige nej til at give ham det, fordi han ikke synes om ham. På samme måde er jeg forpligtet til at forsvare mine klienter på den måde, de vil forsvares, uanset hvem de er, eller hvad de er tiltalt for.

Vil du bede om frifindelse, selv om du får en fornemmelse af, at de er skyldige?

– Ja. Det er jo igen det med, at jeg tager den professionelle maske på. Nogle klienter fortæller mig, at de er skyldige. Eller også er jeg ikke dummere, end at jeg godt kan regne ud, at de er det, selv om de siger noget andet. Men hvis klienten vil have, jeg skal argumentere for frifindelse, så gør jeg det og abstraherer fra, hvad de har sagt, eller hvad jeg selv tror. Det er ganske enkelt min pligt som advokat.

I Mia-sagen synes hun, det værste var visheden om, at Mias forældre sad i retslokalet.

– Det var svært. Jeg er jo også selv mor. Men stadig er mit arbejde at koncentrere mig om min klients sag og forsvaret, mens anklageren og bistandsadvokaten koncentrerer sig om at få ham dømt. Til gengæld kan jeg gøre meget for at gøre processen så værdig for alle som muligt.

I sine møder med kriminelle af alle slags støder Mette tit på folk, der har haft en elendig barndom, og for hende er der ingen tvivl om, at der er en sammenhæng.

– Der er mange blandt dem, der begår kriminalitet, som har haft et helt andet liv end du og jeg. Der er tit svigt og misbrug i deres baggrund, og utroligt mange har Adhd, der først bliver diagnosticeret, når de er voksne, og det måske er for sent.

Selv er Mette vokset op i et almindeligt middelklassehjem. Hendes far var assurandør, og hendes mor arbejdede med døve. Det var et hjem med stor kærlighed og mange gæster, siger hun. Men samtidig var der ingen tvivl om, at især hendes far forventede, hun gjorde det godt i skolen, og hun var også selv ambitiøs.

– Jeg har en lillesøster, som er syv og et halvt år yngre end mig, og jeg var nok sådan en type storesøster, der dominerede ret meget og godt kunne lide at høre sig selv. Allerede som stor pige kunne jeg lide at være i centrum. Jeg tror i øvrigt, det kendetegner mange advokater, at man ”fylder meget”, ler hun.

Idéen til at læse jura fik hun, da hun gik i gymnasiet og så den amerikanske tv-serie L.A. Law.

– Der blev arbejdet som forsvarsadvokat fremstillet som langt mere glamourøst end virkeligheden. Men det, jeg blev allermest fascineret af, nemlig at stå i en retssal og jonglere med ordene og kæmpe for sine klienter, er stadig det, jeg holder mest af ved mit job.

Efter sin uddannelse var hun i nogle år først anklager, men skiftede i 2006 over til at blive forsvarsadvokat.

– Også fordi jeg mente, jeg kunne gøre en større forskel som forsvarer. På det tidspunkt var min mand og jeg flyttet til Jylland igen, og den typiske forsvarsadvokat der var en mand sidst i 50’erne. Som kvinde i starten af 30’erne med stor erfaring som anklager havde jeg noget andet at byde på. Især da jeg startede op, var det en kæmpe fordel, at jeg havde været i anklagemyndigheden og kunne sige, at jeg kendte alle politiets og anklagerens tricks.

I 2013 åbnede Mette sit eget kontor, Stage Advokatfirma, der med 30 ansatte i dag er landets største inden for straffesager.

– Jeg har nok altid haft samme lyst til at få foden under eget bord som Agnes i ”Matador”. Jeg kan godt lide at bestemme og skabe arbejdsforhold, hvor både sekretærer og advokater udvikler sig og blomstrer. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.

Hun har altid arbejdet meget og har svært ved ikke at blande sig i alt i sit firma.

– Jeg er lidt en kontrolfreak. Også fordi vi i begyndelsen kun var mig og en sekretær. Når man på den måde har bygget et firma op fra grunden, er det svært pludselig at give vigtige opgaver fra sig.

Men noget er hun nødt til at overlade til andre, for de fleste dage er hun i retten og kører bagefter rundt på besøg hos sine varetægtsfængslede klienter i arresthusene. På en normal arbejdsdag er hun ude af døren fra kvart over syv til efter atten.

– Hvis jeg en sjælden gang imellem har en sag i retten i Horsens eller Kolding, er det ren luksus, så skal jeg først hjemmefra lidt over otte. Men ellers har jeg i hvert fald over en times kørsel til mit arbejde.

Denne dag har hun både et møde i København og besøg hos klienter i Jyderup og Vestre Fængsel.

– De vil jo gerne have en opdatering på deres sag. eller i hvert fald at jeg kommer forbi og viser flaget. Helt forståeligt. De har jo ikke andet i deres liv end at sidde derinde og tænke på, hvornår deres sag kommer for, og hvad der så sker, og hvornår de mon hører fra deres advokat.

At omgås så mange mennesker på den mørke side af vores samfund har lært Mette, hvor modsætningsfyldte mennesker kan være.

– Selv om mine klienter kan have begået ubegribeligt grusomme ting, er de fleste flinke og høflige over for mig og nemme at tale med. Nogle af dem er endda også meget sympatiske, siger hun.

Når sagerne kører, er det sværeste for hende faktisk ikke at tale med klienterne, men de hademails, hun dagligt modtager fra folk, der synes, hun er et forfærdeligt menneske.

– Folk skriver, at jeg burde smides i fængsel, burde skamme mig, er en beskidt luder og det, der er værre. Jeg tænker, det er tastaturkrigere, som har behov for at komme ud med deres galde. Dem, der er langt ude, svarer jeg selvfølgelig ikke. Men jeg svarer nogle gange, hvis afsenderen ser ud til at være et ellers fornuftigt menneske, der bare ikke har forstået, hvordan retssamfundet fungerer. Så skriver jeg tilbage, at jeg jo bare gør mit job, og tit falder de så ned.

Efter at hun har valgt offentligt at tale om, hvor barske mails hun modtager, skal det retfærdigvis siges, at mange også skriver pæne ting om, at de sætter pris på, at hun tager den tørn. Men hun er træt af de hadefulde og træt af, at hun som kvinde er mere udsat for dem.

– I hvert fald hører jeg ikke om, at mandlige advokater får dem i samme omfang, og de får slet ikke mails med så seksualiseret et sprogbrug. Det er nu allermest ubehageligt, når de begynder at skrive om mine børn. Så bliver jeg rigtig vred. Men igen, jeg opfatter dem som tastaturkrigere, og oplever aldrig, at folk kommer hen til mig ude i virkeligheden og siger den slags.

Heldigvis er der også mange tilfredsstillende sider af hendes arbejde, f.eks. når hun vinder en sag.

– Det kan også være en tilfredsstillende bare at få et resultat, som min klient bliver glad for. Jeg har haft en sag med en læge, som havde udskrevet noget ulovligt på recept. Han blev dømt, men mistede ikke sin ret til at arbejde som læge, og det var jo en kæmpe lettelse for ham. Det kan også være en, som har været oppe og slås og ved, at hvis han skal i fængsel, så mister han sit job, og som så bliver glad for at få en betinget dom.

I det daglige arbejder hun så meget, at der ikke er tid til ret meget andet. Hun har altid betalt sig fra rengøring og havearbejde, laver helst ikke mad og bager aldrig boller og kager. Det har hun det fint med ikke at nå.

Men hun kan godt have dårlig samvittighed over, at hun var så meget hjemmefra, mens hendes sønner på i dag 21 og 24 voksede op. Hun havde aldrig klaret det uden sine forældre, der bor i nærheden, og tit kørte drengene til fritidsaktiviteterne og passede dem, siger hun.

– Begge mine sønner har spillet fodbold på et semihøjt niveau og brugt tid på det om aftenen og i weekenden, derfor har jeg indimellem bildt mig selv ind, at de måske ikke mærkede det så meget. Men naturligvis mærkede de det, for min mindste søn sagde engang, at han i hvert fald ikke skulle være advokat, når de havde så lidt tid til deres børn.

– Men nu læser begge mine sønner jura, så noget godt må de jo have set i mit arbejde, smiler hun og beskriver sit forhold til sønnerne som meget tæt.

– Vi har altid holdt lange ferier sammen, og de har altid vidst, at hvis der er noget, så er det selvfølgelig dem, der er det vigtigste. Så smider jeg alt andet.

Måske fordi Mette oplever så mange dramaer i retten, har hun ingen behov for også at se krimier på tv, når hun kommer hjem. Faktisk ser hun utroligt lidt fjernsyn.

– Og fordi jeg taler i telefon hele tiden på mit arbejde, taler jeg også meget lidt i telefon privat. Hvis min mand ringer, tænker jeg: ”Kan du ikke bare sende en sms?”.

I sin fritid er hun et vanemenneske og holder af faste rytmer. Hun går på vinbar med sin mand, træner, går en tur ned i byen, læser, sover til middag og hygger med venner. Lørdagen holder hun næsten altid helt fri, til gengæld kan hun godt bruge lidt af søndagen på sit arbejde.

– Men jeg gør også tit noget sammen med min mand. Mit liv er blevet meget mere udadvendt, efter vi for tre år siden flyttede ind midt i Vejle på Rådhustorvet. Vi bruger byen meget, og det nyder jeg virkelig.

Hun har været sammen med sin mand, Martin, i 25 år og mødte ham, da hun var anklager i Hvidovre, og han var politimand. For 12-13 år siden valgte han at stoppe i politiet. Det var både, fordi han var træt af sit arbejde, men også fordi arbejdet i tiltagende grad blev et problem for Mette.

– Der var andre advokater, som af brødnid fortalte klienterne, at de skulle passe på med at tage mig som forsvarer, fordi min mand var panser, og jeg nok fortalte ham alt. Efterhånden blev det så stort et problem, at vi blev enige om, han skulle stoppe.

Hendes branche kan være virkelig hård, intrigant og konkurrencepræget, siger hun.

– Vi kæmper jo om de samme klienter og må ikke selv opsøge dem. Vi er afhængige af, at de opsøger os og skal derfor gøre en del for at markedsføre os selv, og nogle kan altså så finde på at spænde ben for hinanden.

I dag har hendes mand sit eget konsulentfirma og arbejder bl.a. en del for hendes firma. Begge deres sønner er flyttet hjemmefra, den sidste flyttede sidste sommer. Det har krævet lidt af en livsomstilling.

– Da jeg var yngre, forstod jeg ikke, at nogen blev skilt i sølvbryllupsalderen. Vi er ikke ved at blive skilt, men jeg forstår det bedre i dag. For børnene har jo fyldt utrolig meget, og nu, hvor de er væk, har de efterladt et tomrum. Det har krævet, at min mand og jeg skaber noget andet at være fælles om.

Det har de blandt andet gjort ved at flytte til Vejle og gå mere ud med deres venner.

– Det har også været rigtig godt for vores ægteskab, at min mand blev en del af mit firma. Vi har forskellige roller, så vi ser ikke hinanden i det daglige, men det er dejligt at kunne tale om vores fælles ”tredje barn”, når vi kommer hjem.

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 33/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.