Anmeldelse: Fængselsfilmen ’Vogter’ er overbevisende brutal. Men én ting irriterer anmelderen

Gustav Möller leverede en af de mest overbevisende debutfilm længe set med Den skyldige i 2018, der stort set kun foregik i et callcenter, hvor en betjent på nattevagt får et opkald fra en kvinde, som tilsyneladende er i yderste fare.

Den var stramt fortalt, original, rørende og overraskende. Derfor kan det ikke undgås, at der er tårnhøje forventninger til hans nye film Vogter. Forventninger, den langt hen ad vejen opfylder, uden dog at nå helt samme intensitet som Den skyldige.

Sidse Babett Knudsen spiller fængselsbetjenten Eva, der er afholdt af både ansatte og indsatte på sin afdeling, som da også kun rummer de blødere kriminelle. Faktisk indtager hun lidt en moderrolle overfor de tårnhøje børster, der bliver bløde som smør i hendes hænder.

Men da Mikkel (Sebastian Bull), manden, der slog hendes søn ihjel, bliver overflyttet til fængslet, beder Eva om at blive overflyttet til den sikrede afdeling i kælderen, der huser de fanger, ingen tilskriver det mindste håb om rehabilitering.

Her bliver det hendes dedikerede mission at gøre livet så surt som muligt for Mikkel. I første omgang ved at nægte ham adgang til cigaretter og besøg og smide hans post væk. Men hurtigt eskalerer Evas hævntørst.

Spørgsmålet er bare, om hun går for vidt? Hvilken pris kommer hun selv til at betale? Og hvorfor stopper ingen hende?

Offer og bøddel

Sidse Babett Knudsen er en fantastisk skuespiller, der kan vise et væld af følelser med blikket alene. Og det får hun i den grad brug for i den komplekse rolle som Eva, der både er vred på og bange for Mikkel.

Det er mildest talt en relation med meget på spil, der opstår mellem fange og vogter, der i flere situationer mere ligner offer og bøddel. Og måske ligefrem, på sin egen forskruede måde, mor og søn.

For Eva plages af en skyldfølelse, der både hælder benzin på bålet og giver en snert af medfølelse, som hun har endnu sværere ved at håndtere end den rene vrede. Det er et fint psykologisk portræt af det farlige sammenstød mellem traumer og magt.

Er der håb for alle?

Der skal meget til at spille op til en naturkraft som Sidse Babett Knudsen, men det lykkes for Sebastian Bull, der er rå, brutal og utilregnelig som Mikkel. Men måske også noget andet og mere. For findes der mennesker, der er hinsides alt håb? Eller slukkes håbet netop, fordi de bliver opgivet af systemet?

Vogter leger med vores opfattelse af virkeligheden på samme måde som den højspændte situation får Eva til at tvivle på sine egne følelser, handlinger og forståelse af virkeligheden. Man frygter for hendes mentale tilstand, samtidig med at man forstår, at det vi er vidne til, er løvemoderens sidste kampgejst.

Hendes sidste slag, før hun for alvor er besejret af sorg, vrede og tiden, der ikke læger nogen sår, højst sender dem i dvale et øjeblik.

Man ønsker sådan for hende, at hun på en eller anden måde finder den fred, hun mangler. Derfor er nogle af de mest rørende, og oprørende, scener da også dem, hvor Eva er lige ved at lette sit hjerte overfor blandt andet sin chef og en præst. Men alligevel i sidste øjeblik lader være, fordi hun har en mission.

En mission, man frygter, får en tragisk udgang. For Eva, Mikkel eller måske ligefrem dem begge. Det er effektiv psykologisk spænding. Intenst, nærværende og uforudsigeligt. Og i øvrigt godt set ikke at lade Eva stå alene som sorgramt mor, men give hende et spejl i form af Mikkels rystende nervøse mor, fint spillet af Marina Bouras.

Er det overhovedet realistisk?

Det sidder dog som en irriterende sten i skoen, at ingen i systemet tilsyneladende er bekendt med hele Evas historie. Ikke engang hendes overordnede. Man må formode, at den slags kommer frem ved det obligatoriske sikkerhedstjek, inden man bliver ansat til at vogte over nogle af landets mest hårdkogte kriminelle?

Er det overhovedet realistisk? Man tvivler lidt undervejs, og det tager brodden af spændingen, at der på den måde sættes spørgsmålstegn ved selve troværdigheden.

Men måske er det i virkeligheden en pointe, der skal være med til at understrege, at Vogter ikke bare er et portræt af et presset menneske, men også af det danske fængselssystem som både brutalt og fuld af moralske gråzoner.

Nogle af dem så mørke, at det ser sort ud for den danske retssikkerhed. For tilsyneladende er der ingen, der vogter over vogterne. Eller også vender de bare det blinde øje til. Og så er det alles kamp mod alle, hvor kun den stærkeste overlever.

Filmens klaustrofobiske fremstilling af mennesker fanget i en uløselig situation, både bag og udenfor tremmerne, fremhæves fermt af Jasper Spannings kamera, der fastholder blikket på Evas ansigt, mens fængslets gange føles stadigt smallere omkring hende.

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.