Alt ændrede sig efter hjerteoperationen: Line Hoffmeyer kunne ikke holde sin bedste veninde ud
Foto: Ditte Valente/Ritzau Scanpix
Line Hoffmeyer kan nu officielt kalde sig forfatter, efter udgivelsen af sin bog "Så længe dit hjerte slår".
Influenceren kommer med sin rørende personlige fortælling om sit hjerte. Både det hjerte, der rammes af ulykkelig kærlighed, og det hjerte, der mister evnen til at banke videre i brystet på sin ejer.
Line Hoffmeyer har aldrig været bleg for at fortælle om, hvordan det er at leve et liv på lånt tid - alligevel inviterer hun nu sine læsere endnu længere ind i sit univers.
For det har ikke været nemt at være en ung kvinde med kæmpe livsgnist og samtidig leve med hjertefejl. Derfor satte det også sine spor i Hoffmeyers tætteste relationer.
Jeg kunne have været hende
Det blev blandt andet for svært for Line Hoffmeyer at have kontakt med sin bedste veninde, Lykke, af den simple grund, at Lykke var rask, og det var Line ikke.
I bogen beskriver Hoffmeyer, hvordan det går op for hende, at hun har følt den stærke aversion mod sin veninde netop af den årsag.
'Hun kigger kærligt på mig, og nu ser jeg det helt tydeligt: Det var ikke hende, der holdt fast i, at jeg var syg. Hun ville undgå, at jeg nogensinde blev det igen', fortæller Hoffmeyer og fortsætter:
'Det var mig, der holdt fast i, at hun var rask. Hendes fine ansigt, der lyser op med al den støtte, hun gav mig, og som jeg aldrig ville kunne gengælde, om jeg så brugte resten af livet på det.'
Foto: Ditte Valente/Ritzau Scanpix
'Min bedste veninde, som jeg ikke kunne leve op til og ikke kunne holde ud at kigge på, fordi den eneste forskel, jeg kunne se på os, var helbredet. Hun var det menneske, som jeg - i et andet liv uden hjertefejl - måske kunne have været'.
Line Hoffmeyer deler også ud af detaljer om sit forhold til den 52-årige Rimmer, hvor hun blandt andet sætter ord på, hvorfor hun godt to år efter deres bryllup valgte at forlade ham, og det har ikke været en helt nem arbejdsproces.
- Jeg har brugt lang tid på at skrive bogen. Mest på at sunde mig mellem kapitlerne, for sætningerne væltede ofte ud af mig og ned i computeren, fortæller hun sine 121.000 følgere.
"Så længe dit hjerte slår" udkom på Politikens Forlag den 1 oktober.
Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.