Popkultur
15. oktober 2024

Han er ældgammel og stalker åbenlyst en teenagepige. Alligevel er det den bedste kærlighedshistorie, jeg har læst

Mit livs hidtil største besættelse, The Twilight Saga, kan åbenbart stadig give mig sommerfugle i maven 20 år senere. Når jeg altså lige lykkes med at ignorere, hvor fuldkommen vanvittigt cringe og problematisk, historien også er.
Af: Signe Larsen
Twilight

Foto: Imprint Entertainment/Album/Ritzau Scanpix

For snart 20 år siden udkom den første bog i rækken om vampyren Edward Cullen og menneske-teenagepigen Bella Swan. Deres kærlighedshistorie kompliceret, ægte, berusende, at jeg nærmest får hjertebanken lige nu ved at tænke på det!

Jeg var en ægte Twihard, en superfan. En stolt vampyr-pige.

For man kan jo ikke være ægte fan og samtidig andet end “Team Edward”.

Den bakke er jeg klar til at dø på.

Er ovenstående volapyk for dig?

Så var du nok ikke en af de millioner af piger og kvinder verden over, der i slut-nullerne forelskede sig i den 107 år gamle glitrende vampyr, fanget i en (ifølge forfatteren) gudelignende 17-årig teenagedrengs krop.

Men det gjorde jeg. Og meget tyder på, at Twilight-renæssancen er kommet.

Ingen længe udkommer en animationsserie på Netflix baseret på romanen fra 2020 “Midnight Sun” - en genfortælling af den første bog nu fra Edwards synspunkt.

Forfatteren Stephanie Meyer har tidligere udtalt, at yderligere to bøger fra universet er på vej, og tøjmærket Bershka har netop lanceret en ny Twilight-kollektion (jeg har selvfølgelig lagt en bestilling).

Der var flere i kø til bøgerne, som jeg for nylig lånte på biblioteket, filmene er nogle af de mest sete på DR lige nu, og min for you page på TikTok er fyldt med gamle klip fra filmene.

Det har alt sammen sendt mig direkte tilbage til dengang, hvor jeg var omkring 10 år gammel og første gang stødte på Twilight-universet. Jeg husker ikke, hvordan det startede. Jeg ved bare, at det aldrig rigtig sluttede.

Men undervejs blev jeg så besat, at min mor i selskabssangen til min nonfirmation på en eller anden måde fik rimet på, at jeg “var bidt af Edward”. I wish.

Jeg købte og bar kopismykker af vampyrfamiliens særlige våbenskjold.

Jeg deltog i dedikerede fanfiction-fora på nettet, hvor vi i fællesskab digtede videre på historierne om Bella, Edward, Jacob og resten af Cullen-klanen i vores online-rollespil.

Jeg læste alle bøgerne først på dansk, så på engelsk - og forfra igen flere gange. Jeg skreg, nærmest frådende om munden, med de andre teenagepiger i biografsalen, da Edward (Robert Pattinson) tonede frem på skærmen. Jeg var BESAT! Og jeg var ikke den eneste.

Med mere end 160 millioner solgte bøger verden over og biograffilm, der tilsammen indtjente over 3 milliarder dollars fra årene 2008 til 2012 (altså over svimlende 20,5 milliarder danske kroner), er der vist ingen tvivl om, hvor stor og indflydelsesrig en franchise, vi har at gøre med.

Nogen påpeger endda, at Twilight-imperiet har været med til at bane vejen for andre store blockbustere målrettet kvinder, blandt andet “Barbie”.

Nu har jeg genbesøgt min teenagebesættelse og ædt mig gennem de gamle bøger for at finde ud af, om historien stadig holder.

Hear me out

Det er nemt at hyle i kor, og vi kan alle blive enige om, at 'Succession' er god, og Billie Eilish er sej, men hvad med alt det andet?

I klummeformatet 'Hear me out' tager redaktionens skribenter livtag med alt det, du troede var dårlig smag for at overbevise dig om, at du tager fejl.

Jeg har grædt, grint, mærket sommerfugle i maven, krummet tæer og er næsten (men kun næsten) blevet liderlig undervejs.

Teenage-mig husker det lidt anderledes. Lidt mere hot and steamy.

Jeg tror, jeg havde min sexual awakening, da jeg læste, at Edward snavede Bella op ad sin Jeep i skoven, inden de skulle spille hot vampyr-baseball i tordenvejr. Gisp.

Konklusionen: It didn’t age well, lad mig sige det sådan.

For det første er Bella simpelthen for patetisk. Hun er åbenbart ekstremt klodset og derfor til fare for sig selv. Det leder op til verdens største kliché - at hun skal reddes af prinsen på den hvide hest. I det her tilfælde den ældgamle vampyr.

Beskrivelserne af Bella som en hjælpeløs, skrøbelig ung kvinde er decideret trættende. Hun har absolut ingen agens, ingen integritet.

Hun er alt i alt en sindssygt dårlig rollemodel for unge piger og kvinder, mig selv inklusiv. Hun forsømmer alle sine venskaber, og alt, der er vigtigt for hende, på grund af ham, hun er forelsket i. Hun er villig til at opgive alt for ham. Bogstavelig talt sit liv.

Meanwhile er Edward på alle måder en super creepy karakter. Han er over 100 år gammel og stalker åbenlyst en teenagepige. Han bryder ind i hendes hus, stirrer på hende i timevis, mens hun sover, og følger efter hende i offentligheden. Han er nok den mest kontrollerende kæreste, man kan forestille sig.

På et tidspunkt ødelægger han midlertidigt en del af motoren i hendes bil, så hun ikke kan køre hen og besøge sin ven. WHAT?

Hvordan har vi bare accepteret det her? Hvorfor har forfatteren Stephenie Meyer bildt os ind, at det her er et af de fineste eksempler på den første - og største - kærlighed?

Det er decideret toxic og en helt vanvittig romantisering af hans ekstremt upassende opførsel, tenderende psykisk vold. Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at det beskrives, at Bella “nyder” hans stalker-adfærd.

Og nu skal du ikke komme og sige, at det havde været bedre, hvis hun havde valgt varulven Jacob (den tredje part i det intense trekantsdrama). Jeg tabte vitterligt kæben, da jeg i Eclipse (bog tre) læste, at han ud af det blå kyssede hende. Hun måtte kæmpe sig fri fra hans greb og brækkede hånden i forsøget. Han morede sig over det bagefter? Hvad sker der?

Generelt bærer bøgerne præg af at være fra en tid, før samtalen om samtykke fik gennemslagskraft. Bella tigger også Edward om at have sex med hende, selvom han gentagne gange siger nej. (Bonusinfo: Han er bange for at blive så opstemt, at han kommer til at slå hende ihjel).

Alligevel er det i min optik for nemt at afskrive Twilight som dårlig, til tider problematisk, teenage-fiktion.

Venner, det var - og er - monumentalt! Og deres kærlighed til hinanden er på mange måder forbilledlig. Hear me out, okay.

Hvad er mere relaterbart end beruselsen ved den første forelskelse? Mere relaterbart end villigheden til at gøre alt for ægte kærlighed? Mere relaterbart end længslen efter evigt liv hånd i hånd med sin soulmate?

Bella er ikke den første, heller ikke den sidste, i verdenshistorien, der i rusen mister sin dømmekraft. At være forelsket kan være altomsluttende. Og ærligt, hvem drømmer ikke om at kunne være sammen med sin elskede for evigt?

Jeg kan godt misunde hende. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at vi alle sammen skal dø en dag. Og hvis ikke det kan blive på Notebook-måden med min kæreste, så er jeg ikke interesseret. Ja, jeg er en ægte lovergirl.

Bella har regnet den ud. “No measure of time with you will be long enough, but we'll start with forever,” siger Edward i sin tale til hende på deres bryllupsdag. Hvis ikke det giver dig et sug i maven, så ved jeg ikke hvad.

Uanset hvad internettet prøver at fortælle dig, så er der ikke noget, der er en bedre love story end Twilight. Vi er oppe på den helt store klinge side om side med Romeo og Julie.

Er det værd at se op til alt taget i betragtning? Nej, nok ikke. Men det er også et univers med varulve og vampyrer. Så længe du husker din kritiske sans, skal alt nok gå.

Dialogen er voldsomt tåkrummende, Edward er et walking red flag, absurditeterne er mange. Men jeg elsker det. Besættelsen består.

Twilight er en classic, og renæssancen er kommet. Og hvis der er noget, som min - og andre teenagepigers - besættelser beviser, så er det, at hvis vi kan lide noget, så kan vi få det til at stikke af. Formentlig også på ny 20 år senere, selvom vi er blevet voksne.

Twilight er nem at hade og gøre grin med (ligesom alt andet piger går op i, selvfølgelig). Heldigvis er det tilsyneladende endnu nemmere at elske. Og nej, det er ikke en “guilty pleasure”. Det er ren nydelse.

Læs mere om:

Læs også