Jeg har altid stillet mig kritisk overfor dem, der får lavet botox. Men er jeg i virkeligheden bare misundelig?

Hej Anna

Den anden dag i venindegruppen kom vi til at tale om Botox og skønhedsoperationer generelt, og det viste sig, at vi er meget uenige på det punkt. Nogle af mine veninder holdt hårdt på, at det er helt afmarcheret med den slags behandlinger, mens en anden fortalte, at hun faktisk har en tid på en klinik i næste måned.

Jeg selv kan godt føle mig næsten lidt provokeret af at se et helt glat ansigt på en jævnaldrende, når jeg selv gør alt, hvad jeg kan med træning, dyre cremer, sund kost og hvad ved jeg for at holde mig bare nogenlunde (og det til trods sjældent bliver skudt til at være meget yngre, end jeg er).

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg i virkeligheden inderst inde drømmer om også at få en behandling og netop derfor er så kritisk. Hvordan finder jeg ud af det?

Mange hilsner den alderssvarende

Kære alderssvarende

Jeg kendte engang en 41-årig mand, der konsekvent løj sig femten år yngre, når han gik i byen. Og hver gang nogen studsede, sagde han bare: ”Jamen jeg holder mig bare virkelig dårligt …” For ham var tallet med andre ord det vigtigste.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er godt ment, når vi siger ”du ser da meget yngre ud,” til alle over de fyrre. Mænd såvel som kvinder. Men hvorfor er det egentlig så forkert at ligne sin alder?

At skønhed udelukkende er lig med ungdommelighed, er i mine øjne en grov forvrængning af selve begrebet ”skønhed”. Hvad får os egentlig til at tro, at ”du ser da yngre ud” er en kompliment? Hvorfor ikke bare sige ”Du er virkelig smuk!” i stedet?

Nogle af de smukkeste ansigter, jeg kender, har hverken fået det ene eller det andet sprøjtet i. Andre igen retter lidt hist og pist – og er også smukke. Det er stadig op til den enkelte at forvalte sit udseende, som hun eller han befinder sig bedst med. Men derfor kan vi vel godt diskutere, hvad der ligger bagved ønsket om at se ud som en 30-årig – lige indtil vi har rundet de 80.

Det er fortvivlende, at vi på vores breddegrader har viklet os så meget ind i, at alder og skønhed hænger uløseligt sammen. Men bare fordi en holdning har bidt sig fast i vores samfund, betyder det ikke, at den så rummer hele den samlede sandhed!

Gid vi kunne lære at se på alder som et adelsmærke. Hvis vi kunne tilskynde hinanden til at sige ”Se her, så mange år har jeg fået lov at leve – er det ikke fantastisk?” Fremfor det modsatte: At vi skammer os så meget over, de spor alderen sætter, at vi dårligt tør vise hverken krop eller ansigt frem, medmindre der er blevet løftet op og fyldt ud.

Hvad end du vælger at gøre, så gør det ikke ud fra idéen om, at dit ansigt ikke må bære præg af tiden, du har levet. Vælger du en eller anden form for behandling, så gør det med det i baghovedet, at den grundlæggende ikke rokker en centimeter på hverken din alder – eller din lykke.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.