På den ene side var jeg i sorg, og på den anden blev jeg også vækket til live af at møde en anden mand

Kira Skov har ikke litervis af vand stående i plastikdunke i haveforeningshuset for alle eventualiteters skyld.

Hun har heller ikke fyldt køkkenskabet op med dåsemad og toiletpapir.

Eller investeret i jodtabletter og en batteridrevet radio.

– Jeg må indrømme, at jeg synes, det bliver lidt hysterisk. Lige nu er det en svær tid, det fylder rigtig meget, og der følger en eller anden kollektiv sorg med, men det med at leve i en angst for, hvad der eventuelt kunne ske, har jeg bare meget svært ved at overgive mig til.

– Jeg synes også, at det kan opildne en folkestemning af uro. Min kæreste har googlet en særlig radio, som også er lommelygte. Han mente, at jeg også kunne tage den med, når jeg er ude at ligge i telt med min søn, Morgan. Men jeg er altså ikke rigtig til det …

I usikre tider er der ligesom to oplagte veje at gå, hvis man som Kira har oplevet voldsomme ting i løbet af livet.

Man kan forsøge at kontrollere det ukontrollable. Eller man kan slippe kontrollen:

– Jeg er jo fortsat med at leve ufortrødent videre med optimisme og tro på, at det bedste kommer til at ske. Til trods for at det ikke altid har været min erfaring.

Det er tredje gang, vi mødes til et interview.

Første gang var i 2005. Kira var kommet hjem efter en årrække i USA og England – undervejs havde hun måttet flygte fra sin voldelige, amerikanske kæreste – i Danmark etablerede hun rockbandet ”Kira & The Kindred Spirits”. Og brød igennem.

Anden gang var i 2018, hvor hun havde skabt albummet ”The Echo of You” med undertitlen ”Songs for Nicolai”. Året før var hendes mand, musikeren Nicolai Munch-Hansen, død af en overdosis.

Hun blev enke som 40-årig. Og fireårige Morgan mistede sin far.

Tredje gang er nu. Hvor Kira medvirker i forestillingen ”Sange fra byens hjerte” på Østre Gasværk.

Hun er 48. Midt i livet.

Vi drikker kaffe i haveforeningshuset på Amager og taler om, hvad livet gør ved én, mens man prøver at leve det efter sine egne planer – kun for at opdage at man ikke kan kontrollere det ukontrollable.

Profetisk om eget liv

Alle de solister, der er med i den stort opsatte forestilling ”Sange fra byens hjerte” på gasværket, fortolker gamle klassikere om København og har hver især også komponeret en sang om byen.

Kira havde allerede skrevet en i forvejen.

– Det mærkelige var egentlig, at den sang, jeg skrev om København, på en eller anden måde også rummer en profeti om det, der kom til at ske i mit eget liv. Jeg skrev den faktisk, inden Nicolai døde, og jeg havde det meget mærkeligt med den efterfølgende, for jeg vidste jo ikke, at det var det, den handlede om inden … Der er en passage i sangen:

In my unhappy town

I put my lover down

Buried in the ground

Along with answers never found

– Det er stadig så ”åååh”, når jeg tænker på Nicolai på den måde. Jeg bliver helt … rørt over det. Og det er så underligt og på en måde ret vildt. Det var jo ”I Buried My Lover” i København. Det gjorde jeg jo! Min elskede, ikke? Så det var på den måde en direkte profeti.

– Mange sange rummer på en eller anden gådefuld vis lidt en profeti om, hvad der kommer senere. Jeg har erfaret det flere gange. At man underbevidst rent kreativt rører ved noget, som rummer en spiritualitet. Der ligger noget gådefuldt, og det er egentlig nok for mig, at der er meget, vi ikke ved og ikke forstår. Det åbner jo også for en masse muligheder for, at noget kan eksistere, som er større end os, og som vi simpelthen ikke kan begribe.

Kampsange

Kira er født i 1976. Hun voksede op i et meget venstre­orienteret-engageret hjem:

– Helt ude på den yderste venstrefløj med ”Land og folk” og knyttede næver og demonstrationer og alt det dér. Da jeg var helt lille, boede vi i Nansensgade. Der var nogle partilokaler nede i kælderen; det sted var faktisk lidt uhyggeligt.

– Jeg tror også, at folk blev fulde, de sad med grønne flasker og knyttede næver og sang kampsange. Der blev også RÅBT. Det var intenst, ikke? På den måde voksede jeg også op med en eller anden bevidsthed om, at der var uretfærdighed i verden. Og at der var noget, man skulle kæmpe for. Noget med lige rettigheder for alle.

– Og bevidstheden om atomkrig og atomvåben var noget, der fyldte i nogle lidt abstrakte fordrejede børneforestillinger om, hvad det var for noget. Min mor fortalte mig engang, at vi, da jeg var lille, var kommet ind i Tivoli, og jeg simpelthen marcherede ud, da Tivoli-garden kom, fordi de havde geværer med. Det, syntes jeg, var helt vildt, så ville jeg i hvert fald ikke være der, ha ha.

Verden stod klart tegnet i lige og ulige. Fair og unfair. Rigtigt og forkert. Men de indre linjer – dem derhjemme – var mere mudrede.

Kira var 17 år, da hun flyttede alene til London og siden videre til USA. I otte år var hun væk. På en måde havde hun sin far med i bagagen.

Psykopatisk kæreste

Peder Lykkesvej på Amager i 2005. Et hyggeligt hus med kæmpestor udestue: Lave borde og gulvmadrasser med masser af puder med eksotisk betræk. Bohemeliv.

Kira bor der med svenske Tore Johansson, som lige har produceret hendes andet album. De er blevet kærester, efter hun kom hjem i 2002.

– Jeg var hjemvendt fra et meget stormfuldt og turbulent kærlighedsforhold. Faktisk to kærlighedsforhold, som havde været meget voldsomme og havde sat dybe spor i mig.

– Da jeg tog af sted som 17-årig, var jeg sammen med en amerikansk mand på 33. Han var i virkeligheden enormt psykisk syg, tror jeg egentlig, at jeg vil sige i dag. Han var både psykopat, traumatiseret, voldelig og manipulerende. Og meget karismatisk og forførende. Han mødte mig, da jeg var meget ung og meget formbar. Jeg gik ind i det her forhold med alle mulige drømme om et andet liv. Altså en anden måde at leve livet på.

Du var 17 år, var der ingen til at passe på dig?

– Jeg tog afsted, ikke? Og der var ikke noget sikkerhedsnet. Men det fungerede på en måde også bedst lige til at starte med, da vi boede i Los Angeles, og hvor jeg ikke havde noget spejl fra min fortid. Der var ingen forstyrrende elementer udefra. Ikke noget andet, der ville have mig eller krævede min opmærksomhed. I begyndelsen var vi meget sådan ”ham og mig”. Alene. I et liv vi skabte dér, som var meget eventyrligt.

Men som udviklede sig i den helt forkerte retning, fortæller hun.

– Jeg endte jo med at flygte fra ham. Der var nogle, der hjalp mig med at komme væk. Min mor havde sendt nogle penge til nogen i Los Angeles, som sørgede for at købe en flybillet til mig. Vi fik ligesom det hele sat op. Og mit band gik under jorden.

Husker du følelsen, da du sad i flyet på vej væk?

– Ja. Det var en enorm lettelse.

Men det var også, som om det først var, da hun kom hjem, at virkeligheden ramte hende.

– Jeg var hjemme i nogle måneder, boede hos min mor og arbejdede. Jeg havde alle mulige jobs, skrabede penge sammen, for jeg kunne slet ikke finde mig til rette herhjemme.

– Jeg følte, at jeg bare skulle væk igen hurtigst muligt. Men jeg var nødt til at tjene nogle penge. Jeg havde frikort, arbejdede bare igennem. På et vikarbureau. I en vuggestue. På et lager, hvor jeg stablede bøger. Jeg tog alt, hvad jeg kunne. Men samtidig havde jeg det jo helt forfærdeligt. Jeg var helt smadret, jeg var sådan lidt et åbent sår. Og så flyttede jeg tilbage til London.

Forsøgte han at få fat i dig igen?

– Ja ja, han prøvede. Min mor måtte lægge alle mulige slør ud: Jeg var taget til Indien. Jeg rejste rundt i Thailand. Alt muligt. Men han kunne ikke komme ind i England, fordi han på et tidspunkt havde boet i London og var blevet, efter hans visum var udløbet. Så jeg følte mig nogenlunde sikker på, at han ikke ville kunne opsøge mig dér.

Kira havde et netværk i London. Og så mødte hun Kareem. Som hun havde mødt i London før.

– Jeg var egentlig allerede lidt fascineret af ham, da jeg var sammen med min amerikanske kæreste. Så jeg gik ind i et forhold med Kareem, som nok var min første store kærlighed. Men han kom fra et helt andet miljø. Han var libaneser, boede i London, havde selvfølgelig sin arabiske baggrund, men havde gået på de dér engelske skoler, og hele det miljø, han udsprang fra, var meget privilegeret engelsk overklasse.

– Men … han blev narkoman, og det blev meget heftigt, at jeg ligesom skulle prøve at redde ham ud af det. Jeg endte med at forlade ham, fordi det blev for stor en mundfuld for mig. Han er clean i dag, og vi har et rigtig godt og varmt venskab, men det var en meget voldsom tid. Så da jeg kom hjem til Danmark, var jeg sådan lidt … en skygge.

At gøre nogen fortræd

Kira kom efterhånden fri af den skygge, da hun startede Kira & the Kindred Spirits, mødte Tore og fik vind i sejlene kommercielt.

– Tore var faktisk også en del ældre end mig, men han var sådan meget … en sikker havn på en måde. Vi havde det enormt godt sammen, vi var venner, vi spillede, vi havde et kreativt rum sammen. Det var ikke, fordi vi ikke var vilde med hinanden, men det var bare ikke den dér brusende forelskelse og kærlighed, der sådan overtog mig, som den havde gjort, da jeg var yngre. Altså … hvor jeg tabte mig selv i det. Men SÅ mødte jeg jo Nicolai.

Og så gik det i stykker med Tore.

– Det var egentlig også første gang i mit liv, at jeg oplevede, at jeg brød ud af et forhold, fordi jeg mødte en anden. Og der var alt muligt i det, som var kompliceret i forhold til min egen moral, min egen selvfortælling. For jeg havde måske altid været den, som nogen gjorde fortræd. Men lige pludselig var det mig, der var den, som gjorde nogen fortræd. Det udviklede min horisont, vil jeg sige.

Fordi:

– Min far… han var gift fem gange, og han var meget sådan. Han forlod min mor, og det var virkelig et bedrag. For han havde et forhold i lang tid – som jeg faktisk også kendte til som barn, og som jeg gik sådan og både vidste og ikke vidste, at min mor ikke vidste. Indtil den anden kvinde blev gravid.

– Så jeg havde set det og set, at det var det værste man kunne gøre i min virkelighedsopfattelse, da jeg var barn. At se, hvad det gjorde ved min mor …

Du havde gået og vidst det længe?

– Jeg tror, jeg havde vidst det et lille år, fra jeg var ni, til jeg var ti. Jeg opdagede det ved, at han lavede sådan nogle konstruerede møder – helt tilfældigt mødtes vi inde i Tivoli med den her kvinde og hendes dreng. Og så sagde drengen til mig: ”Ved du godt, at din far kommer og sover hjemme hos min mor?”. Ha! Det vidste jeg jo ikke, men det vidste jeg så nu. Og så overhørte jeg telefonsamtaler og kunne godt mærke, at han skulle til møder hele tiden.

Hvad har det gjort i forhold til din opfattelse af det monogame forhold og utroskab?

– Jeg tror egentlig, at jeg stadig er ret monogam af natur. Men jeg tror, det var en vigtig erfaring for mig at stå i en situation, hvor jeg lige pludselig var den, der forelskede mig i en anden, mens jeg var i et kærlighedsforhold (da hun gik fra Tore til Nicolai, red.). Og jeg tog konsekvensen meget hurtigt, nærmest øjeblikkeligt efter. Men … Det var sådan, at jeg måtte forstå det fra en anden vinkel.

– Jeg måtte på en måde træde i min fars sted. Der var en eller anden form for tilgivelse, der blev nødt til at finde sted i det rum, fordi jeg måtte forstå, hvorfor han kunne gøre det. Fordi jeg lige pludselig selv oplevede det. Men jeg synes stadig ikke, at det er i orden.

Og hvis det endelig er, må man gå med det samme?

– Ja, og så må man sige, at sådan er livet jo, ikke? Og være ærlig omkring det. Det er mere det lange bedrag, ikke? Det er det, som trækker tænder ud. Det var voldsomt at se på med min far. Han blev meget alkoholiseret og endte også med at dø lidt ensom i virkeligheden. Han levede i et spind af løgne, som bare tog til igennem hele hans liv.

– Til sidst kunne han nærmest ikke selv navigere i dem, og hver gang han kom til et vist punkt i sine relationer, måtte han bryde ud og starte forfra et nyt sted. Det blev et mønster for ham. Og så var han igen også meget karismatisk og sød, så der var altid nogen, der gerne ville redde ham. Men det holdt bare aldrig ved, vel?

– Så det med bedrag og utroskab var i hvert fald noget, som jeg observerede som værende meget ødelæggende. Men det er ikke noget, jeg sådan egentlig ellers selv har levet i. Jeg har ellers været meget sådan loyal i forhold, så det har ikke på den måde været et tema i mit eget liv. Men man kan helt klart sige, at misbrug har været det.

Nicolai?

– Ja, han døde jo også af en overdosis. Og det har klart været et tema, som jeg er blevet ved med at skulle lære forfra og forstå på forskellig vis. Hvordan jeg på en måde lidt har været medmisbruger. Hvordan jeg var med til at tillade eller i hvert fald se igennem fingrene med eller facilitere et misbrug. Det tog mig lang tid at forstå det.

Efter forholdet til Kareem gik Kira ret konsistent i Alanon og ”Voksne børn af misbrugere” igennem et par år.

– Det fik jeg ret meget ud af.

Men du fandt alligevel sammen med Nicolai?

– Ja, men det var også ret kompliceret. Med Nicolai var det måske ikke lige til at få øje på i starten.

Men, siger hun ærligt:

– Jeg tror også, det er svært for mig at have en relation til nogen, hvor der slet ikke er den erfaring eller erfaringsdeling, der ligger i at være vokset op med noget dysfunktionelt. Det er jo også en genkendelse, man har. Derfor tror jeg også, at jeg ville føle mig fremmed med en, der slet ikke havde det som en erfaring. Jeg tror, der er nødt til at være en vis portion genkendelse eller spejling i et forhold.

Nicolai havde fået et forbrug af benzodiazepiner, som er ekstremt vanedannende nervemedicin.

– Og hvis man spiser de piller sammen med alkohol, bliver man helt utilregnelig. Folk får blackouts. Kan ikke huske ting. Det eskalerede meget til sidst, han blev meget psykotisk i den dér kombination af piller og alkohol.

– Vi var i gang med at lave en intervention. Vi havde haft nogle episoder herhjemme, hvor jeg havde følt, at det ikke var trygt for mig og børnene – vores søn og hans datter – at være i, når han havde det på den måde. Så han skulle i gang med behandling, og jeg havde sagt til ham, at han skulle være hos en ven, indtil vi skulle i terapi sammen. Så han døde jo hjemme hos en af vores venner. Alene.

Slut med drama

20. februar 2017. Kira blev enke. Morgan på fire et halvt og hans storesøster på 14 blev faderløse.

– Jeg tror, det var i et desperat øjeblik. For han havde en ekstremt høj promille. Næsten 2,7. Og havde så alle de her piller og alt det andet i blodet. Jeg forestiller mig, at han er blevet fuld, har taget de her piller, og så er han bare gået ned på gaden og har købt et eller andet og har taget det oveni. Han havde tidligere på aftenen kommunikeret med flere venner om, hvornår de skulle øve sammen, og han skulle mødes med en af vores fælles venner dagen efter. Så jeg tænker, at det i hvert fald ikke var planlagt. Jeg tænker, at det var et uheld.

Hvordan har det, der skete, forandret dig?

– På den måde, at … jeg måske har levet et liv, hvor jeg tidligere har søgt ud i et grænseland og måske har søgt en form for drama. Men så fik jeg ligesom max dosis af, hvad jeg kan tåle. Det var endegyldigt, definitivt færdigt.

– Så jeg har også måttet sortere i relationer. For jeg kunne pludselig meget tydeligt se de dynamikker, der finder sted imellem mennesker i misbrugsrelationer. Den dér dramatik. Jeg magter det bare ikke mere. Der er et meget tydeligt før og efter. Jeg tror simpelthen ikke, mit nervesystem kan klare det, jeg kan ikke mere tåle at leve i sådan et rum.

I sorg og i live

Kira og Silas indledte et forhold halvandet års tid efter Nicolais død. Det var kompliceret i begyndelsen.

– For… på den ene side var jeg i sorg, og på den anden blev jeg også vækket til live igen af at møde en anden mand. Som jo også havde været meget tæt med Nicolai. Silas var en af vores fælles venner gennem mange år, så han var helt inde i tabet og havde sin egen sorg over Nicolai. På den måde gav det også et særligt rum til, at jeg kunne få lov til at være i det. Det var også noget, vi kunne dele.

– Men det var ikke … enkelt, vil jeg sige. Og den her mærkelige vekslen imellem at leve imellem to mænd har eksisteret i mig. Altså stadig også lidt at leve i en relation til en afdød. Forholdet sluttede jo meget brat. Vi var ikke færdige med vores relation, Nicolai og mig, vel? Det var ikke afsluttet på nogen måde.

Hvad sker der med kærligheden?

– Ja, det er sådan … man bliver ligesom afbrudt midt i en sætning. Der vil jo være alt muligt, som man lever videre med, og den kærlighed til Nicolai findes jo stadig. Kærligheden kan ikke blive udlevet længere, men den er der stadig. Men jeg tænker samtidig, at Nicolai ikke havde ønsket for mig, at jeg skulle leve uden kærlighed og intimitet, vel?

– Jeg var 40 år. Det var jeg trods alt for ung til. Men der var mange komplicerede ting i det. Jeg gik rundt og navigerede ud fra en eller anden forestilling om, at folk måske ville dømme mig, eller måske vigtigst af alt ville de tro, at det ikke betød så meget. Ville de tro, at jeg elskede Nicolai mindre?

Skulle du spørge dig selv, om det med Silas var okay?

– Jamen, det eneste, jeg havde tilbage i min relation til Nicolai, var, at folk i det mindste vidste, hvor meget jeg elskede ham, ikke? Så det blev meget vigtigt for mig at holde fast i det. Det var ikke sådan, at det ingenting betød, fordi jeg havde fået en anden kæreste. Det var måske også en eller anden gammeldags form for at ære vores kærlighed.

– Devaluerede jeg vores kærlighed, ved at der kom en ny kærlighed? Havde den kærlighed så betydet mindre? Og nu var jeg jo den sidste til at være den tætteste på Nicolai, så jeg følte også et ansvar overfor ham.

Det er komplekst, siger Kira, at elske to mænd på samme tid:

– Jeg må have været enormt svær at indgå i et forhold med for Silas. Jeg har stor respekt for ham, for jeg følte, at der var kommet en utilregnelighed i mit sind. Som også nogle gange var svær for mig at leve med og forstå. Hvad er det her? Hvem er jeg overhovedet efterhånden? Fordi jeg svingede imellem at være til stede og ikke at være til stede i følelseslivet med min nye mand.

Hun siger, at det er blevet lidt nemmere.

– Jeg er mere til stede i det forhold, som er i vores levende verden, end jeg måske var til at starte med, hvor jeg forsvandt ind og ud af sorgen. I den meget akutte, dybe sorg – der var jeg sammen med Nicolai. Det var sådan. Og den var altopslugende. Den har bare et andet rum nu, som jeg godt kan gå ind i, når jeg er alene, men den konsumerer mig ikke i helt samme grad som før.

Hvad ville du ønske, du havde vidst som ung kvinde?

– This too shall pass. Det går over igen. Eller det bliver i hvert fald noget andet. Den erfaring bliver integreret i en, når man oplever det allerværste, det mest utænkelige første gang.

– Første gang man får sit hjerte knust eller mister, kan man tro, at det er endegyldigt, at man er gået i stykker for altid, at man aldrig kommer til at opleve kærligheden igen. Men man opdager, at man rent faktisk kan rejse sig op og leve videre, man kan finde lys, glæde og kærlighed igen.

– Når man erfarer det, er det en enorm kraft at have med sig. Jeg har i hvert fald kunnet rejse mig op af mange omgange igennem livet. Indtil videre. Og lige nu er jeg et meget godt sted.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 40/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.